Områder med helårsboliger og eksisterende lovlige broer
Ud for områder med helårsbeboelser og mange eksisterende lovlige bade- og bådebroer kan der gives tilladelse til nye broer, forudsat at de nye broer ikke bliver større, længere eller mere dominerende end angivet i afsnittet dimensioner og materialevalg.
Sommerhusområder med eksisterende lovlige broer
Ud for sommerhusområder med eksisterende lovlige broer kan der gives tilladelse til nye badebroer, forudsat at broerne placeres med passende mellemrum, som udgangspunkt minimum med 200 meters mellemrum, således at bl.a. det frie udsyn samt muligheden for en alsidig rekreativ anvendelse af området bevares. Der gives som hovedregel ikke tilladelse til etablering af bådebroer ud for sommerhusområder.
Offentlige strande
Ud for offentlige strande kan der gives tilladelse til fællesbroer, forudsat at broen etableres af f.eks. en beboerforening, en grundejerforening, et brolaug eller lignende, således at broen får lokal forankring. Ligeledes kan der gives tilladelse til, at kommunen opsætter badebroer ud for de offentlige strande.
Broer ud for kommunens arealer
Ud for kommunens arealer ønskes som udgangspunkt ikke etablering af nye enkeltmandsejede bade- og bådebroer. Meddelelse af nye tilladelser til broer ud for kommunens arealer gives derved kun til offentlige fælles-broer. Ud for kommunens arealer vil der dog kunne gives fornyede midlertidige tilladelser for max. 5 år ad gangen til bibeholdelse af eksisterende lovlige private broer. Der vil ligeledes kunne gives tilladelse til udskiftning af broerne, forudsat at den nye bro ikke bliver større, længere eller mere dominerende end angivet i afsnittet dimensioner og materialevalg. I tilfælde hvor private bade- og bådebroer med midlertidig tilladelse er opført ud for kommunes arealer pointeres det, at det til enhver tid er broejers ansvar at forny en midlertidig tilladelse, samt at holde broen i forsvarlig stand. Ejerskab til en privat bro ud for kommunens areal kan ikke overdrages til ny ejer uden tilladelse fra kommunen.
Øvrige områder
Ud for områder, hvor der ikke hidtil har været lovlige broer, vil der som udgangspunkt ikke kunne forventes tilladelser til nye broer.