§ 1 Formål
Formålet med regulativet er:
- At fastsætte regler for håndtering af jord, som er affald.
- At inddrage og udtage områder fra områdeklassificeringen jf. Jordforueningslovens § 50a, stk. 2 og 3.
- At fastlægge regler for anmeldelse af jordflytning – digital løsning og skema.
- At fastlægge en anvisningsordning for jord som er affald jf. miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 4.
Regulativet gælder for alle borgere, grundejere og virksomheder i Middelfart Kommune. Hensigten med regulativet er at forebygge forurening, uhygiejniske forhold for miljø og mennesker og begrænse ressourceanvendelsen ved at fremme genanvendelse af affald.
§ 2 Lovgrundlag
§ 2.1 Regulativet er udarbejdet i henhold til gældende lovgivning herunder navnlig:
• ”Jordflytningsbekendtgørelsen”, Bekendtgørelse om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord nr. 1452 af 7. december 2015.
• ”Jordforureningsloven” Lov om forurenet jord, LBK nr. 282 af 27. marts 2017.
• ”Affaldsbekendtgørelsen” Bekendtgørelse om affald, nr. 2159 9. december 2020
• ”Miljøbeskyttelsesloven”, Lov om miljøbeskyttelse LBK nr. 2118 af 25. november 2019
• ”Affaldsaktørbekendtgørelsen”, bekendtgørelse om affaldsregulativer, gebyrer og aktører mv. nr. 2097 af 14. december 2020.
• ”Restproduktbekendtgørelsen”, Bekendtgørelse om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald nr. 1672 af 15. december 2016.
§ 2.2. Regulativets bestemmelser om håndtering af jord, som er affald, finder
anvendelse, medmindre der er fastsat særlige regler i anden lovgivning.
§ 3 Definitioner
De definitioner, der anvendes i dette regulativ, svarer til de definitioner, der fremgår af den til enhver tid gældende affaldsbekendtgørelse og jordflytningsbekendtgørelse.
§ 4 Gebyrer
Kommunalbestyrelsen fastsætter gebyrer i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 48 samt affaldsbekendtgørelsens § 5.
Kommunalbestyrelsen vedtager én gang årligt et gebyrblad, der angiver størrelsen på ovennævnte gebyrer. Gebyrbladet er tilgængeligt på Middelfart Kommunes hjemmeside, jf. affaldsbekendtgørelsen § 5.
§ 5 Klage m.v.
Kommunalbestyrelsens afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. affaldsbekendtgørelsens § 101 og jordflytningsbekendtgørelsens § 18.
§ 6 Overtrædelse og straf
Overtrædelse af regulativet straffes med bøde, jf. affaldsbekendtgørelsens § 102, stk. 1, nr. 2. og jordflytningsbekendtgørelsens § 19.