1. Sikring af nedløbsrør
Hvis dit tagnedløb ikke er ført helt ned i en tagbrønd med vandlås, så kan du lave en midlertidig sikring af tagnedløbet , f.eks. med en kugle af volierenet i top eller bund af nedløbet.
2. Sikring af udluftningskanaler, studsudluftninger og kældervinduer
Gennemgå husets udluftningskanaler og studsventiler og sikre dig, at de er lukkede med gavnesikrede riste. Endvidere er det en god ide ikke at lade kældervinduer stå åbne i længere tid.
3. Bygningsnær plantevækst
Rotten er fantastisk til at klatre og bygningsnær plantevækst gør, at rotten kan komme op og ind på taget og videre ind i din bolig. Du bør derfor undlade at plante buske og træer lige op af bygningen. Er der allerede kraftig vegetation, bør du klippe det ned, så der er cirka en meter mellem toppen af planten og udhæng.
4. Affald
Hjælp kommunen og stil ikke affald ved siden af offentlige skraldespande. Og overfyld ikke din egen beholder, så den ikke kan lukkes. Det er mad til både rotter og måger.
5. Fuglefodring
Du skal indstille fuglefodring, hvis du får rotter. Rotten er en dygtig klatrer og kan sagtens få adgang til dit foder, selvom det hænger væk fra jorden. Rotten kan også spise de rester, som fuglene spilder på jorden.
6. Sikring af gulvafløb
Rotter kan løfte op til 1,2 kg. Derfor er det vigtigt at sikre sine gulvafløb med skruer, som vist på billedet og sikre at afløbsrister er intakte og tætsluttende og af et materiale som ikke nemt kan gennemgnaves af rotter.
7. Sikring og vedligeholdelse af dine stikledninger og afløb
Rotterne lever frit i kloakken, hvor de er beskyttet mod naturlige fjender. Når rotten skal formere sig, kræver det midlertidig tørre rede pladser. Hvis dine stikledninger ikke er intakte eller hvis der er efterladt stikledninger der ikke er i brug, f.eks. hvis et hus er nedrevet og kloakledningerne ikke er afblændet korrekt, helt ude ved hovedledningen så udgør de perfekte steder for rotten, når den skal yngle. Det er derfor vigtigt at dine ledninger er intakte og i brug. Ligeledes skal du sørge for at rotterne ikke kan komme op til overfladen.
Et rottehul uden jordfane på en kloakeret ejendom er normalt et tegn på kloakbrud. De fleste grundejere er forsikrede mod skjulte defekter. Så hvis uheldet er ude, og der konstateres et brud på din stikledning kan du kontakte dit forsikringsselskab og få hjælp. Vælger du at få en kloakmester til at montere en rottespærre, er det vigtigt at du får den tilset med faste intervaller for at undgå tilstopning og sikre at den stadig sidder som den skal.
8. Oplag af foder – også ved hoppybrug
Dyrehold kan være en væsentlig årsag til at rotter tiltrækkes. Det er ikke dyreholdet i sig selv, der tiltrækker rotter, men ofte dyrenes foder eller indretningen af hønsegården/volieret eller huset, hvor du har dine dyr.
9. Tilgængelig føde
Har du rotter er det vigtigt at fjerne alle fødekilder. Også i haven. Her kan nedfaldsfrugt også udgøre en fødekilde og det er vigtigt at du fjerner det løbende, i det omfang du har mulighed for det.
10. Huller i vej, fortov eller i haven
Rottehuller er ofte gemt væk af vejen og man skal derfor lede godt efter dem.
Synker dine fliser eller opdager du huller i haven, i fortov eller i vejen som ikke tidligere har været der, kan der være tale om rotter.
Foto fra Miljøstyrelsens vejledning om forebyggelse og bekæmpelse af rotter fra 2019.