Plejeboligen skal være tømt og rengjort senest 7 dage efter begravelsen/bisættelsen.
Har I som familie ikke mulighed for at nå dette inden de 7 dage, beder vi om, at I tager kontakt til plejehjemmets leder for at aftale et alternativt tidspunkt. Husk at give leder og personale besked om, hvornår I tømmer boligen.
Inden I rydder plejeboligen, får I udleveret og gennemgået en såkaldt rydningserklæring. Rydningserklæringen skal udfyldes for indbo og værdigenstande og herefter underskrives. Den ansvarlige medarbejder på plejehjemmet underskriver også erklæringen og sørger for, at I får en kopi. Herefter kan I rengøre boligen og kontakte pedellen for at aftale et fraflytningssyn af boligen.
I de tilfælde hvor der er konflikt mellem de pårørende, påhviler det lederen af plejehjemmet straks at aflåse boligen og skifte låsen. I disse situationer må I ikke rydde indboet. Giv i stedet personalet informationer om boets kontaktperson, som så vil blive kontaktet, når boet er ryddet/opmagasineret, og boligen klar til rengøring og efterfølgende syn.
Hvis boligen mod forventning ikke bliver ryddet indenfor de 7 dage, vil indboet blive opmagasineret,
og udlevering kan først ske ved fremvisning af skifteretsattest (typisk efter 2-3 måneder).
Vær opmærksom på at opsige diverse abonnementer - for eksempel tv, forsikringer, forbrug på el, vand og varme og så videre - og at bortskaffe medicin og eventuelle sygeplejeartikler.
Plejehjemmet videresender efter dødsfald beboerens post til skifteretten.