Vi glæder os til at byde velkommen til en kæmpe løbefest i kondisko , hvor tusindvis af deltagere og endnu flere tilskuere samles om glæden ved at bevæge sig – sammen. Med Kongen i spidsen fejrer vi fællesskabet omkring motion i Middelfarts unikke rammer. Royal Run er for alle. Her handler det ikke om at komme først, men om at være med.
Praktisk information til løbere
Information til løbere om ruter, program og øvrige praktiske ting findes på Royal Runs hjemmeside .
Lokale forhold
Trafik
I forbindelse med Royal Run vil en del veje i bymidten fra Gl. Banegårdsvej /Viaduktvej og vestpå mod Den gamle Lillebæltsbro være spærret. Samtidig vil Den gamle Lillebæltsbro være spærret noget af dagen. Vi anbefaler derfor, at du kommer fra vestsiden. Fra Den nye Lillebæltsbro er der frie veje til de anviste parkeringsområder. Vi gør os umage for at påvirke trafikken mindst muligt og spærrer kun veje og strækninger i den tid, det er nødvendigt. Samtidig åbner vi løbende op igen, så snart det er muligt (se kort). For at mindske trafik og trængsel anbefaler vi, at du:
Cykler eller går til startområdet, hvis du bor tæt på
Ankommer med offentlig transport. Fra togstationen og til startstregen er der en kort gåtur på ca. 10 minutter
Gør en indsats for at fylde bilen op. Det er både godt for trafikafviklingen og miljøet.
Cykel
Kommer du på cykel, kan du stille den på vores cykelparkering bag Rådhuset. Det er nemt, enkelt og gratis. Og så er det lige ved siden af start- og målområdet.
Tog
Togstationen ligger meget tæt på start- og målområde og det er derfor oplagt, at tage toget til Royal Run i Middelfart. På togstationen står vi klar til at tage imod dig med smil og high fives og lede dig i retningen af startstregen.
Bil
Kommer du i bil, må du forvente ekstra transporttid. Du skal også huske at planlægge god tid til at gå fra parkeringspladsen og til bymidten. Vi opfordrer til at fylde bilen op. Det er både godt for trafikafviklingen og miljøet.
Parkering
Kommer du i bil henviser vi dig til at parkere på en af flg. tre parkeringsområder: P-hus / Tråden - Gl. Banegårdsvej 29 (OBS: Forventes hurtigt fyldt op) Det er muligt både at parkere i P-huset og på arealet bag. Da Kappelsbjergvej og Havnegade er spærrede, vil indkørsel denne dag ske via Turbinevej. Lillebæltshallerne - Færøvej 74 Det er muligt at parkere på Lillebælthallernes parkeringsarealer. Herfra er der en gåtur på ca. 2 km til startstregen. Under den nye Lillebæltsbro (Rock under Broen-pladsen) - Gl. Strandvej 89 I forbindelse med Royal Run opretter vi gratis parkeringspladser under den nye Lillebæltsbro. Herfra er der en gåtur ad Strandvejen ind mod bymidten på ca. 2,5 km. Handicapparkering - Gl. Banegårdsvej Har du startnummer til Royal Run og det blå handicapkort, har du mulighed for at parkere på vestsiden af Tråden. I starten af Turbinevej har vi reserveret et areal til handicapparkering. Herfra er der en kort gåtur på ca. 500 meter til startgruppestrækningen.
Beredskab
Sikkerheden har højeste prioritet under Royal Run. Derfor er der etableret et omfattende beredskab i tæt samarbejde mellem Royal Run, kommunen, politi, brand og sundhedsmyndigheder. Langs ruterne vil der være sundhedspersonale og samaritter, og beredskabet er tilrettelagt, så udrykningskøretøjer hurtigt kan komme frem via særlige nødåbninger i afspærringerne. Samtidig er blandt andre hjemmeplejen og øvrige vigtige funktioner tænkt ind i planlægningen, så nødvendige funktioner kan opretholdes under hele arrangementet.
Kort
Obs! Bemærk, at kortene overlapper hinanden. Gader spærret i tidsrummet 6.00-20.00:
Gader spærret i tidsrummet 10.30-17.30:
Markeret område lukket for udkørsel i tidsrummet 12.05-14.10:
Markeret område lukket for udkørsel i tidsrummet 14.10-17.30: