Udkast til Strategi for Middelfart Gl. Havn som maritim kulturhavn

18-02-2026

Middelfart Kommune ønsker, at Middelfart Gl. Havn skal være et forbillede for, hvordan historiske havne kan bevares og udvikles som levende, maritime kulturmiljøer.

Gl. Havn i gråvejr

I den anledning er der udarbejdet et udkast til en strategi, som nu sendes i høring. Udkastet kan læses nedenfor.

Udkast: 
Strategi for Middelfart Gl. Havn som maritim kulturhavn

Vision

Middelfart Gl. Havn skal være et forbillede for, hvordan historiske havne kan bevares og udvikles som levende, maritime kulturmiljøer. Udviklingen skal ske med respekt for områdets særlige historie og kulturarv, med plads til erhverv og fællesskaber, og med aktiviteter, der tiltrækker både lokale og besøgende – uden at gå på kompromis med autenticitet og bæredygtighed.

1. Grundprincipper

  • Inddragelse og involvering: Al udvikling sker i et åbent samarbejde med de aktører og borgere, der bruger Gl. Havn.
  • Autenticitet og kulturarv: Gl. Havn skal forblive et sted, hvor levende maritime traditioner trives. Bevaringsværdige skibe, aktivt skibsbyggeri og formidling af områdets historie er centrale elementer.
  • Fællesskab og tilgængelighed: Havnen skal være et åbent og inkluderende mødested for både lokale og besøgende - med fokus på tilgængelighed, fællesskab og oplevelser for alle aldre. Handicapvenlig adgang og tydelig skiltning prioriteres.
  • Balance mellem aktivitet og ro: Der skal være plads til liv, men området må ikke blive overbelastet. Arrangementer skal være maritime, af høj kvalitet og koordineres med hensyn til både erhverv, beboere og øvrige brugere af havnen.
  • Der skal som udgangspunkt ikke rives ned eller bygges nyt. Gl. havn skal bevares i sin nuværende fysiske struktur som er beskyttet i den gældende lokalplan.

2. Indsatsområder

A. Maritime aktiviteter og events

  • Prioriter maritime events med fokus på håndværk, historiefortælling og læring.
  • Skab rammer for aktiviteter som markedsdage med håndværk, historiske sejladser og levende værkstedsmiljøer.
  • Udnyt potentialet i de historiske skibe og de tilknyttede fællesskaber til aktiviteter, der inviterer besøgende ind i havnens levende kultur.
  • Etabler et fælles forum for koordinering og udvikling af maritime kulturaktiviteter, med fælles årshjul med aktiviteter og prioriteringer af indsatser

B. Infrastruktur og wayfinding

  • Skab sammenhængende og tydelig skiltning – både fysisk og digitalt – med kort, fortællinger og praktisk information med sammenhæng til resten af byen.
  • Forbind Gl. Havn tydeligere med resten af byen og øvrige attraktioner.
  • Tydelig information under events, så det er tydeligt, at havnen stadig er åben.
  • Trafikale forhold skal sikre tryg og rolig færdsel, ikke mindst forbi Lillebæltsværftet.

C. Formidling og fortælling

  • Skab en fælles fortælling om Gl. Havn, der integrerer historie, natur og nutid.
  • Skab engagerende formidling med både fysiske og digitale greb – fx lydfortællinger, skilte og QR-koder hvor også adgangsforhold, wayfinding og havnens funktioner integreres i den samlede fortælling.
  • Brug fortællingen aktivt i både branding, skiltning og undervisningstilbud.

D. Erhverv og bevaringsværdige skibe

  • Skab gode rammer og attraktive vilkår for fastliggere og, særligt bevaringsværdige skibe
  • Tiltræk større, historiske skibe til ydermolen
  • Støt det lokale maritime erhvervsliv, der bidrager til Gl. Havns kultur og miljø, og styrk rammerne for den fortsatte udvikling.

Høringssvar og høringsfrist

Høringsfristen er 27. marts, og høringssvar kan sendes til fritid@middelfart.dk.

 

Informationsmøde om strategi for Middelfart Gl. Havn som maritim kulturhavn

På mødet præsenteres strategien og tankerne bag, ligesom der bliver mulighed for at stille spørgsmål og give inputs til strategien.

Informationsmødet foregår i Dykkerhuset, Havnegade 108, 5500 Middelfart d. 12. marts fra 16.30-18.00.

Tilmelding er nødvendig via nedenstående link.

Ja tak, jeg vil gerne deltage