Fra i morgen onsdag til fredag vil åbningstiden i Borgerservice være udvidet til klokken 18 for brevstemning. Samtidig vil det både torsdag og fredag være muligt at brevstemme på bibliotekerne i Ejby og Nørre Aaby i tidsrummet 13-17. Formålet er at give flere mulighed for at brevstemme og dermed mindske trængslen på selve valgdagen. Er man utryg ved at møde op på selve valgdagen, er der dermed gode muligheder for at brevstemme.

- Det er vores absolutte topprioritet, at alle borgere har muligheden for at stemme og føler sig trygge ved at stemme. Derfor udvider vi mulighederne for at brevstemme, så man kan komme inden og få sat krydset uden for meget trængsel. Heldigvis har mange allerede fulgt opfordringen, og vi har på nuværende tidspunkt modtaget mange flere brevstemmer end ved kommunalvalget i 2017, siger stabschef og valgansvarlig i Middelfart Kommune, Steen Møller.

Tiltag skal sikre, at alle kan stemme
Når borgerne i Middelfart Kommune på tirsdag den 16. november griber valgkortet og begiver sig til stemmeurnerne, er der gjort en række tiltag for sikre, at alle trygt kan stemme. De nationale myndigheder er de seneste dage kommet med en række anbefalinger, som Middelfart Kommune tager udgangspunkt i.

Konkret skal der blandt andet luftes ud jævnligt på valgstederne, der vil blive sat mere håndsprit frem og sikret afstand ligesom muligheden for at stemme udendørs udvides. Det vil sige, at det også er muligt at stemme, hvis man er smittet med corona eller har symptomer. Er det tilfældet, så kan man stemme udendørs eller fra sin bil ved det enkelte valgsted. Man har også muligheden for selv at medbringe kuglepen i en af farverne rød, grøn, blå eller sort.

Vælgerne kan selv gøre en indsats ved at føle en række råd til en tryg valgdag:

  • Brug den opstillede håndsprit
  • Hold afstand
  • Stem udenfor myldretiden (myldretiden er 8-8.30 og 15-17.30)
  • Brug værnemidler, hvis der er behov