Hvert år hædrer Handicaprådet i Middelfart Kommune en person, virksomhed eller organisation, der i løbet af året i særlig grad har ydet en indsats for borgere i kommunen med særlige behov.

I år går prisen til medarbejderne på beskæftigelsestilbuddet Perronen og Entreprenørgården, som tirsdag morgen blev overrasket af formand for Handicaprådet i Middelfarts formand Gitte Nielsen.

Leder på Perronen Jeanette Laulund og driftsleder på Entreprenørgården Carl-Richard Lund tog imod prisen og den medfølgende bronzefigur, som netop de skal have for deres arbejde for Perronens borgere med særlige behov.

- Perronen og Entreprenørgårdens samarbejde er helt unikt. Det giver en kæmpe værdi for borgerne, som går på arbejde, at de faktisk udfører et reelt stykke arbejde. Med samarbejdet har man lavet en fantastisk arbejdsplads fyldt med liv, hvor alle er en del af helheden, fortalte Gitte Nielsen om baggrunden for den flotte hæder.

Siden 1. marts 2021 har Perronen og Entreprenørgården delt adresse på Langelandsvej 22 i Middelfart, og det har givet mulighed for, at de borgere, som kommer på Perronen, kan få nogle spændende og meningsfyldte opgaver. Blandt andet har de lavet stemmeurner til folketingsvalget og hjulpet til med Klimafolkemødet.