Middelfart Kommune vil være blandt Danmarks bedste til at uddanne elever i omsorgsfagene

05-11-2026

Byrådet i Middelfart Kommune vedtog mandag en nye byrådsindsats, som skal gøre kommunen til et af landets bedste uddannelsessteder for social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og pædagogiske assistenter.

Middelfart Kommune sætter barren højt for uddannelsen af fremtidens kolleger på velfærdsområderne. Med en ny byrådsindsats er ambitionen, at kommunen skal være blandt Danmarks bedste uddannelsessteder for elever i omsorgsfagene.

Baggrunden er, at flere borgere over de kommende år vil få brug for hjælp og støtte, og derfor er der brug for, at flere tager en omsorgsuddannelse. Kommunen har i dag omkring 130 social- og sundhedselever og 14 elever på uddannelsen til pædagogisk assistent. Det antal skal op i de kommende år.

– Vi skal være rigtig gode til at motivere og uddanne de kommende kollegaer på velfærdsområderne. Uddannelse af fremtidens velfærdstalenter er en forudsætning for, at vi kommer i mål med byrådets vision, hvor kvalitet i velfærden er bærende. Med indsatsen sætter vi ambitionen højt, og det gør vi vel vidende, at vi skal stå på tæer for at indfri den, siger borgmester Anders Møllegård.

Indsatsen omkring uddannelse af elever fokuserer blandt andet på kvalitet i den faglige læring, elevernes trivsel og fastholdelsen efter endt uddannelse

Konkret bliver læringscaféer og elevnetværk udviklet videre, og simulationsrummet på Nærhospitalet skal i højere grad bruges til at træne faglige færdigheder i trygge rammer. Der udvikles også et koncept for "Det første år som uddannet", hvor de nyuddannede blandt andet får netværk og samtaler med vejledere, de kender i forvejen.

Flere unge og flere mænd

Indsatsen skal også få flere unge og mænd til at få øjnene op for omsorgsfagene. Blandt kommunens social- og sundhedselever er 85 procent over 25 år, og der er i Middelfart Kommune som i alle andre kommuner langt flere kvinder end mænd i faget.

Derfor vil kommunen blandt andet samarbejde tættere med folkeskolerne, uddannelsesvejledningen, ungdomsuddannelserne og de unges forældre. Ungarbejdere og studiejobs skal bruges mere strategisk som vej ind i fagene, og sammen med jobcentret vil kommunen gøre en indsats for at få flere mænd til at se mulighederne på velfærdsområderne.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget, Karin Riishede, understreger, at kommunen har et godt fundament:

– Vi har de seneste år ansat fuldtidsvejledere, etableret et mentorkorps, startet læringscaféer og indrettet et simulationsrum. Det er et stærkt fundament, men vi vil mere. Vi skal turde afprøve nye løsninger og række ud til dem, der i dag ikke ser sig selv i omsorgsfagene – både de unge og de mænd, der overvejer et nyt arbejdsliv, siger Karin Riishede.

Indsatsen løber frem til 2030 og kommer til at involvere en række samarbejdspartnere – blandt andet SOSU-skolen, de faglige organisationer og vidensinstitutioner.

Om byrådets indsatser

Byrådsindsatser er konkrete tiltag, der skal omsætte byrådets vision "Plads til at vokse – rum til at leve" og de politiske mål til handling. De har stort politisk fokus og inddrager altid borgere, virksomheder, foreninger eller andre aktører.

Indsatsen om uddannelse i omsorgsfagene er forankret i Social- og Sundhedsudvalget i tæt samspil med Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget.