Fredag eftermiddag blev den eksterne server, hvor Middelfart Kommunes hjemmeside ligger, udsat for uautoriseret adgang fra en ukendt aktør. Hjemmesideleverandøren lukkede derfor serveren ned for at håndtere hændelsen.
Leverandøren har i løbet af natten til lørdag genetableret hjemmesiden på en nyere version af systemet. Det betyder, at der i de næste uger vil være mindre tilretninger på siden. Vi arbejder sammen med leverandøren på at få dem rettet hurtigst muligt.
Oplever du fejl på hjemmesiden?
Vi vil meget gerne høre fra dig, hvis du opdager fejl eller mangler på middelfart.dk. Skriv til kommunikation@middelfart.dk, og fortæl gerne, hvilken side fejlen findes på.
Vær ekstra opmærksom på mistænkelige e-mails
Den berørte server ligger hos vores eksterne hjemmesideleverandør og er adskilt fra Middelfart Kommunes øvrige it-systemer. Hændelsen har derfor ikke givet adgang til kommunens øvrige systemer.
Der ligger ikke følsomme personoplysninger på serveren. Den indeholder dog en liste med e-mailadresser på modtagere af kommunens nyhedsbreve.
Det er endnu ikke afklaret, om uvedkommende har fået adgang til disse e-mailadresser. Vi opfordrer derfor alle, der modtager nyhedsbreve fra Middelfart Kommune, til at være ekstra opmærksomme på mistænkelige e-mails – også hvis de ser ud til at komme fra kommunen. Som altid skal man undlade at klikke på mistænkelige links eller åbne uventede vedhæftede filer, og vær opmærksom på mails, der beder om personlige oplysninger.
Hændelsen er ikke relateret til de seneste dages problemer med PHP, som Middelfart Kommunes hjemmeside ikke anvender.
