Byrådet rykkede til Gelsted

29-09-2026

I går blev der afholdt borger- og byrådsmøde i Gelsted-Hallen. Omkring 130 borgere var mødt frem for at høre nyt fra kommunen og opleve byrådsmødet - og der var en del på programmet.

Borger- og byrådsmøde Gelsted

Boligudbygning og områdefornyelse

På borgermødet gav formand for lokaludvalget i Gelsted, Morten Thomsen, først en kort hilsen fra lokaludvalget. Herefter fortalte medarbejdere fra Middelfart Kommune om muligheder for boligudbygning og arbejdet med områdefornyelse i Gelsted.

Kommunen præsenterede blandt andet den kommende lokalplan for området Tårupvej og det konkrete arbejde med områdefornyelse, der lige nu er i gang – herunder udvikling af grønne oaser og stier omkring Holmegården, løft af Gelsted torv og bymidte og tiltag til øget trafiksikkerhed.

Som led i udviklingsarbejdet er der nedsat tre arbejdsgrupper, der sikrer, at fornyelsen sker i tæt samarbejde med borgere i Gelsted. I den forbindelse opfordrede tovholder for projektet Tina Frisch Karstensen til, at flere borgere tilmeldte sig en af arbejdsgrupperne. Ønsker du at blive en del af en arbejdsgruppe og få mulighed for at komme med input til områdefornyelsen, kan du kontakte Tina på mail tina.karstensen@middelfart.dk.

Det gode ældre- og ungeliv i Gelsted

Efterfølgende var plejehjemsleder fra Gelsted Plejehjem, Birgitte Bjørnskov, og leder for Middelfart Ungdomsskole, Anders Bo Thorsted, på scenen for at fortælle om fællesskaber og henholdsvis det gode ældre- og ungeliv i Gelsted.

Undervejs var der løbende mulighed for at stille spørgsmål fra salen.

Aftenen sluttede med byrådsmøde. Det er en tradition, at byrådet to gange om året afholder byrådsmøderne i et af kommunens lokalområder og kombinerer det med et borgermøde med fokus på lokalområdet.

Du kan finde link til optagelsen af mødet og referatet af byrådsmødet her:

Borger- og byrådsmøde i Gelsted (YouTube)

Referat af byrådsmødet

Slides fra mødet (PDF)