Indledning
I Middelfart Kommune arbejder vi hver dag for, at borgere og virksomheder møder en fleksibel, smidig og løsningsorienteret kommune. En kommune, hvor ord og handlinger hænger sammen, og hvor borgere og virksomheder oplever helhed i sagsbehandlingen.
Når du har en sag i Middelfart Kommune, så kan du forvente at møde medarbejdere, der er lydhøre, har fokus på et relevant informationsniveau og en ligeværdig kommunikation, og som forstår at tage hånd om netop din situation.
Samtidig har Middelfart Byråd fastsat nogle generelle frister for, hvor lang tid der maksimalt må gå, før der bliver truffet en afgørelse i sager inden for de forskellige forvaltningsområder.
På det sociale og beskæftigelsesmæssige område skal kommunen, jf. retssikkerhedsloven § 3, stk. 2. fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være
truffet.
Middelfart Kommune følger desuden de frister, der gælder i øvrig lovgivning. Sagsbehandlingsfristerne er fastsat, så de svarer til den tid, der normalt går med at behandle ca. 90 procent af de pågældende ansøgningstyper.
Kodeks for god sagsbehandling
Formålet med at have et kodeks for god sagsbehandling er, at du som borger eller virksomhed har tillid til den sagsbehandling og de afgørelser, du får fra kommunen.
Hvad forstår vi ved god sagsbehandling?
God sagsbehandling i Middelfart Kommune er kendetegnet ved at være respektfuld, korrekt og hurtig, og at du møder medarbejdere, der tager ansvar for din sag, så du oplever fremdrift.
Det betyder, at vi:
- Informerer dig om forventningerne til sagsbehandlingstid og om andre myndigheder/parter skal inddrages.
- Giver dig klare meldinger om, hvilke oplysninger vi har brug for at give en korrekt sagsbehandling.
- inddrager dig og indhenter oplysninger i et tilstrækkeligt og nødvendigt omfang inden for kortest muligt tid for at behandle din sag.
- Sikrer klare ansvarsforhold, når flere parter (internt som eksternt) er involveret i behandlingen af sagen
- Dokumenterer alle aftaler.
- Hvis fristen ikke kan overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.