I henhold til "Lov om offentlige veje”, § 62, har kommunen pligt til
- at sørge for snerydning,
- at træffe foranstaltning mod glat føre og
- at sørge for renholdelse
på kommuneveje og offentlige stier, der administreres af kommunalbestyrelsen.
Se oversigtskort over snerydning og glatførebekæmpelse i Middelfart Kommune
Vinterklasser - veje
Kommunevejene og de offentlige stier, der administreres af kommunalbestyrelsen er opdelt i vinterklasser. Disse klasser knytter sig til forskellige servicemål, der afhænger vejens og stiens betydning for færdslens afvikling.
Klasse 1 (rød):
Omfatter veje som udgør det trafikale bindeled mellem motorvejen og byområder i kommunen. Desuden omfatter det højt prioriterede ind-falds- og omfartsveje, og veje som sammenbinder kvarterer i størrre byområder. Det omfatter også veje med de højest prioriterede kollektive trafikruter, veje til hospitaler, brand- og redningsveje, beredskaber, livsvigtige institutioner o.lign.
Saltning hhv. snerydning udføres på alle tider af døgnet.
- Glatførebekæmpelse tilstræbes foretaget ved præventiv saltning efter behov.
- Snerydning igangsættes efter behov, således at færdslen i videst muligt omfang kan afvikles uden gener.
Klasse 2 (blå):
Omfatter lokalveje og pladser som har betydning for afvikling af gennemkørende og/eller kollektiv trafik, eller afgørende betydning for af-vikling af den lokale nærtrafik . Omfatter de højest prioriterede lokalveje i industri- og boligområder samt vigtige p-pladser o.l.
Saltning hhv. snerydning udføres som minimum mellem kl. 05.00 og 22.00.
- Glatførebekæmpelse foretages ved konstateret glatføre og normalt kun inden for nævnte tidsrum.
- Snerydning igangsættes efter behov inden for nævnte tidsrum, således at færdslen kan afvikles i videst muligt omfang uden væsentlige gener.
Klasse 3 (grøn):
Omfatter lokalveje og pladser, som har betydning for afvikling af den lokale nærtrafik. Boligveje og veje på landet, samt øvrige P pladser o.l.
Saltning/grusning hhv. snerydning udføres kun på hverdage indenfor normal arbejdstid. Normal arbejdstid er defineret som mellem kl. 07.00 og 15.15. Indsats igangsættes når opgaverne på klasse I til II veje tillader det og kun inden for nævnte tidsrum.
Klasse 4 (gul):
Omfatter veje til enkeltbruger områder og mindre boligveje.
Saltes/grusses og sneryddes kun undtagelsesvis, og kun i det omfang de øvrige opgaver tillader det.