Søg tilladelse til mobilt gadesalg
Regulativ for mobilt gadesalg
Hvis man vil drive mobilt gadesalg fra cykel, knallert, bil og lignende på offentlige veje og pladser i Middelfart kommune skal man som udgangspunkt være optaget i www.mobiltreg.dk, derudover skal der forinden ansøges om tilladelse ved kommunen.
Ved mobilt gadesalg må alle typer af virksomheder sælge dagligvarer, hvorved forstås varer, som "forsvinder ved forbrug" (f.eks. mad- og drikkevarer og vaskepulver). Dog må der ikke sælges tobak, alkohol, sodavand og chokolade- og sukkervarer ved mobilt gadesalg.
Desuden må der sælges udvalgsvarer (f.eks. tøj, sko, smykker) fra mobile udsalgssteder, dog må der ikke sælges udvalgsvarer i bymidter og ved bydelscentre, medmindre der er tale om salg af varer, der relaterer sig til et arrangement af kortvarig karakter.
Tilladelsen er gældende for indeværende år, hvori der ansøges, og skal fornyes ved ansøgning senest 31. november.
Tilladelsen er kun gældende på offentlige arealer, veje og pladser.
Tilladelsen skal altid medbringes, da denne skal fremvises ved tilsyn.
Generelle betingelser for mobilt gadesalg
Når man har fået en tilladelse til at drive mobilt gadesalg, må der tages opstilling og drives mobilt gadesalg fra:
- En cykel, knallert eller lignende på alle offentlige veje, offentlige pladser, offentlige badestrande og offentlige grønne arealer i hele Middelfart Kommune med følgende undtagelser: Hindsgavl dyrehave indenfor færistene, Nytorv, Torvet og Gågaden (dog tilladt på aktivitetspladsen ved Søndergade)
- Motorkøretøjer (salg fra varevogne, bagagerum, trailere m.m. med en max vægt på 3500 kg.) på alle offentlige veje i Middelfart Kommune, undtaget Hindsgavl dyrehave, indenfor færistene Nytorv, Torvet, Gågaden og offentlige P-pladser ved dagligvarebutikker.
For parkeringspladsen ved Naturcentret gør sig gældende, at der maksimalt må tages opstilling med to mobile gadesalg. Placering fremgår af kortbilag.
Vilkår for tilladelsen til mobilt gadesalg
Retningslinjer for mobilt gadesalg, beskrevet i Næringsloven, skal overholdes. https://erhvervsstyrelsen.dk/naeringsloven
Køretøjet skal opfylde færdselslovens krav.
Parkering eller standsning, der foretages, skal være lovlig jvf. Færdselsloven, og tilladelsen fritager ikke fra tidsbegrænsningen på tidsbegrænsede P-pladser.
Der skal holdes en afstand på min. 50 m, mellem de gadesælgende.
Opstilling og renholdelse
Der må ikke opstilles nogen former for løst udstyr på vejareal som fx skilte, parasoller, stole, borde, fakler og blomsterkummer.
Parasoller der er fastmonteret på vognen, skal være placeret, så underkanten af parasollen er min. 220 cm over jordhøjde.
Der må ikke spilles nogen former for musik, råbes, ringes med klokke eller på anden måde udøve støjende adfærd for, at tiltrække opmærksomhed.
Arealet skal efterlades i ryddet og rengjort stand, og affald bortskaffes i henhold til Middelfart Kommunes affaldsregulativ.
Det er forbudt at smide affaldet i de kommunale opstillede affaldsspande.
Overholdes krav om rengøring ikke tilfredsstillende, kan rengøringen foretages for virksomhedsejers regning, af Middelfart kommunes entreprenørafdeling.
Ved gentagne episoder med mangelfuld rengøring, vil virksomhedsejers tilladelse blive inddraget af Middelfart kommune.
Ophør og forpligtigelser
Mobilt gadesalg må, ved arrangementer, så som koncerter o. lign., kun finde sted efter aftale med arrangøren.
Sælger skal altid uden varsel flytte sig, hvis et areal skal anvendes til andre formål, som f.eks. arrangementer, udeservering, faste stadepladser, vejarbejder, renholdelse mv.
Tilladelsesindehaveren er ansvarlig, og dermed erstatningspligtig, for skader på vejarealet og genstande tilhørende Middelfart Kommune.
Middelfart Kommune kan efter forudgående varsel tilbagekalde tilladelsen efter gentagende brud på vilkår i tilladelsen, eller hvis særlige forhold gør det nødvendigt. Det kan være ved ændring af vilkår, undgå trængsel og sikre vejarealets øvrige funktioner.