Referat for Byrådet møde den 01. november 2021
552. Godkendelse af ny valgstyrerformand på Hyllehøjskolen
Sagsnummer: 2021-006991
Sagsbehandler: Anette Nørbo Jensen
Præsentation
Byrådet har kompetence til at udpege valgstyrerformænd på de enkelte valgsteder.
Liste A ønsker at udskifte den udpegede valgstyrerformand på Hyllehøjskolen Ulla Sørensen (A) med Anni Tyrrestrup (A).
Forvaltningen foreslår
- At Anni Tyrrestrup udpeges som valgstyrerformand på Hyllehøjskolen i indeværende valgperiode.
Sagsbeskrivelse
Intet yderligere
Økonomi
Ingen bemærkninger
Høring
Ingen høring
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
553. Likviditet efter kassekreditreglen pr. ultimo 2. kvartal 2021
Sagsnummer: 2016-004831
Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen
Præsentation
Ifølge Indenrigs- og Boligministeriets bestemmelser skal Byrådet hvert kvartal orienteres om kommunens likviditet efter kassekreditreglen.
Forvaltningen foreslår
- At orienteringen om likviditet efter kassekreditreglen tages til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Kommunens likviditet efter kassekreditreglen beregnes som et gennemsnit af de daglige likvide beholdninger over det seneste år.
Kravet er, at gennemsnitslikviditeten set over 12 måneder skal være positiv.
Likviditetsopgørelsen pr. 30.06.2021 viser, at den gennemsnitlige daglige likvide beholdning i perioden 1. juli 2020 til 30. juni 2021 udgjorde 236,0 mio. kr.
Det svarer til en gennemsnitslikviditet pr. indbygger på 5.991 kr.
Til sammenligning kan det nævnes, at seneste gennemsnitstal for likviditet på landsplan, ifølge seneste opgørelse, udgør 7.800 kr. pr. indbygger, mens likviditetstallet for Region Syddanmark udgør 8.056 kr. pr. indbygger. Middelfart Kommune har således en svagere likviditet end landsgennemsnittet.
KKR-likviditeten er steget med 30,4 mio. kr. over det seneste kvartal, mens likviditeten set over det seneste år er steget med 45,6 mio. kr.
Stigningen hænger først og fremmest sammen med, at der er opbygget et stort efterslæb i udførelsen af anlægsprojekter, mens der samtidig er realiseret betydelige merindtægter fra jordforsyningsområdet.
Medvirkende til stigningen har også været likviditetsvirkningen af de statslige reguleringer i forhold til COVID-kompensation, midtvejsregulering af tilskud og udligning, samt det forhold, at afregningen af afståelsesudgiften i forbindelse med Naturgas Fyn endnu engang er udskudt endnu et år.
Der er samlet set (inklusiv disponeringen af regnskabsoverskud for 2020) en uforbrugt restanlægsbevilling på 201,6 mio. kr. til skattefinansieret anlæg i 2021. Størstedelen af likviditeten er således bundet op i anlægsbevillinger.
Det må alt andet lige forventes, at likviditeten vil udvise et fald over de kommende år.
Dette skyldes især 3 forhold:
1) Anlægsarbejde med afsæt i overførte anlægsbevillinger fra tidligere år forventes gennemført, således at efterslæbet på anlægsområdet gradvist nedbringes over de næste 2-3 år.
3) Øvrige aktører, herunder Kirken, Bridgewalking og Klinik for Tandregulering har opsparet et betydeligt tilgodehavende hos Middelfart Kommune, som forventes nedbragt.
4) Balanceudfordringen på det specialiserede voksen- og handicapområde forventes at medføre et stort likviditetstræk i 2021 og muligvis også i 2022.
Herudover skal det nævnes, at likviditeten skal kunne dække overførslen af driftsmidler på de forskellige delområder (overførsel af opsparet overskud fra 2020 til 2021).
Det samlede billede er således fortsat, at det likviditetsmæssige råderum er forholdsvis begrænset, på trods af en aktuel likviditet på den gode side af 200 mio. kr.
Der er med budgetvedtagelsen for 2021 afsat 25 mio. kr. til styrkelse af likviditeten. Det betyder, at KKR-likviditeten kan opretholdes over det mindsteniveau, der anbefales for en kommune samtidig med de nævnte forpligtelser honoreres.
Det er således en generel tommelfingerregel, at en kommune skal have en likviditet på mindst 2.500 kr./indbygger for at have penge nok til den løbende drift og til at kunne håndtere mindre udsving.
Det anbefalede mindsteniveau svarer til en gennemsnitlig daglig likviditet på 97,5 mio. kr. i Middelfart Kommune.
Middelfart Kommunes målsætning for minimumslikviditet er ved byrådsperiodens start fastsat til 90 mio. kr. Med indbyggertalsvæksten og pris- og lønudviklingen, bør måltallet løftes til 100 mio. kr. i næste byrådsperiode.
Økonomi
Forvaltningens aktuelle likviditetsprognose ser således ud:
Det er væsentligt at gøre opmærksom på, at likviditetsprognoser er stærkt påvirkelige overfor faktorer som:
- Fremdriften i de kommunale anlægsprojekter, herunder at anlægsudgifterne afregnes på et senere tidspunkt end budgetforudsat.
- Tidsmæssige forskydninger mellem låneoptagelse til projekter og faktisk afregning for projekterne.
- Timingen af køb, byggemodning og salg af jord.
- Eventuelle drifts- og anlægsbevillinger med kassefinansiering i løbet af budgetåret.
- Likviditetsvirkningen af årets resultat af skattefinansieret drift, herunder centrale og decentrale enheders forbrug af opsparede midler.
- Timingen af eksterne enheders træk eller udbygning af mellemværendet med Middelfart Kommune.
Forvaltningen anbefaler, at likviditetsudviklingen følges tæt over de kommende måneder, samt at der udvises rettidig omhu i de bevillingsmæssige dispositioner i 2021.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet.
Klima & bæredygtighed
Ingen selvstændige klima- og bæredygtighedsaspekter i denne sag.
Beslutning
Taget til efterretning.
Behandlingsplan
554. Revision af principper for økonomistyring
Sagsnummer: 2021-000667
Sagsbehandler: Linda Blirup
Præsentation
Principperne for økonomistyring i Middelfart Kommune blev godkendt af byrådet den 7. januar 2019.
Løn og Økonomi har i samarbejde med øvrige forvaltninger og afdelinger opdateret materialet, således at indholdet matcher og understøtter ny lovgivning, organisationens nuværende struktur, arbejdsgange og bogføring.
Ændringerne og tilføjelserne er foretaget i bilag 2.1 der vedrører ledelsesansvar og tilsyn, hvilket kræver byrådets godkendelse, jf. Delegerings- og kompetencefordelingsplanen.
Forvaltningen foreslår
- At det opdatererede bilag godkendes
Sagsbeskrivelse
Opdateringen indeholder nedenstående ændringer:
Bilag 2.1 Ledelsesansvar og –tilsyn:
- Afsnit 2.1.1 Budgetramme samt tilførsel af bilag 3:
Byrådet godkendte den 2. december 2019 bemyndigelse vedr. tegningsberettigede af dokumenter nævnt i Kommunalstyrelseslovens §32 vedr. bankforretninger og kapitalforvaltningsanliggender. Der er fra forvaltningerne side efterspurgt retningslinjer og beløbsgrænser for underskriftsberettigede i forhold til indgåelse af kontrakter og aftaler med leverandører og ved udbud. Der er nu udarbejdet retningslinjer for hvorledes indgåelse af rammeaftaler og kontrakter i Middelfart Kommune skal ske. Formålet er at skabe en konsistent metode til håndtering. I bilag 3 fremgår underskriftsberettigede i en matrix/tabelform.
- Afsnit 2.3 Økonomisk råderet samt bilag 1:
I forbindelse med etablering af nyt Ejendomscenter, er decentrale budgetter til ejendomsvedligeholdelse mv. centraliseret til Ejendomscentret. Det er i den forbindelse ændret i opdelingen af hvem der har ansvaret for vedligeholdelsen mellem centralt og decentralt niveau. Tabellen i Bilag 1 er ligeledes opdateret med definitionen på central og decentral vedligeholdelse.
- Afsnit 2.5.2.1 Ledelsestilsyn KMD Opus (Rollebaseret indgang)
Oversigt over beløbsgrænser for forvaltningernes godkendelse af større udbetalinger er tilføjet afsnittet. Godkendelserne er gældende for enkeltregninger således, at der er ikke foretages betaling uden denne godkendelse. Oversigten er fejlagtigt ikke medtaget ved sidste opdatering af principperne. Beløbsgrænserne er uændrede i forhold til hidtidig praksis.
- Afsnit 2.5.3 Ferie og fraværsopfølgning:
Den nye ferielov der trådte i kraft 1/9 2020, medfører ændringer i forhold til både optjening og afholdelse af ferie. Herudover ændres ledelsesansvar og –tilsyn som konsekvens heraf.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen.
Klima & bæredygtighed
Ingen.
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
555. Kommunegaranti til TVIS
Sagsnummer: 2021-014045
Sagsbehandler: Murtaza Sharafmal
Præsentation
Middelfart Kommune har modtaget en anmodning fra TVIS om garanti for lånoptagelse hos Kommunekredit på i alt 73 mio. kr.
Forvaltningen foreslår
- At der stilles garanti for at TVIS kan optage et kommunegaranteret lån på op til 73 mio. kr. med en løbetid på 30 år hos Kommunekredit,
- at garantien (med henblik på at reducere renterisikoen) stilles under forudsætning af, at der optages et lån hos Kommunekredit med fast rente i hele løbetiden,
- at garantien stilles under udtrykkelig forudsætning at kommunekredit godkender låneoptagelsen,
- at lånet i anlægsfasen kan optages som en byggekredit, der senere afløses af endelig finansiering,
- at der i henhold til statsstøttereglerne fastsættes en årlig garantiprovisionsprocent på 0,55 % med baggrund i en samlet konkret og individuel vurdering af, at TVIS har en stærk kreditkvalitet. Vurderingen tager afsæt i Middelfart Kommunes kreditvurderingsmodel, og
- at garantien i overensstemmelse med statsstøttereglerne stilles under forudsætning af, at provisionssatsen fremadrettet kan tilpasses i op- eller nedadgående retning, såfremt virksomhedens kreditmæssige forhold måtte ændre sig væsentligt.
Sagsbeskrivelse
I overensstemmelse med TVIS’ vedtægter (§ 8.2 J og § 8.4) er kommunalbestyrelsen øverste myndighed i forbindelse med godkendelse af belåning. TVIS anmoder derfor ejer-kommunerne om godkendelse af ny belåning til:
- Budgetoverskridelserne i forbindelse med udvidelserne samt ombygning, som følge af Banestyrelsens elektrificering, i Vejle Kommune.
- Etablering af fjernvarmetransmissionsledningen til Strib, Røjle og Vejlby i Middelfart Kommune.
- Etablering af fjernvarmetransmissionsledning til modtagelse af overskudsvarme fra brintproduktion ved Everfuel i Fredericia Kommune.
Uddybning af aktiviteter
I foråret 2020 godkendte byrådene i ejer-kommunerne TVIS’ låneanmodning på 228 mio. kr.
Der er desværre behov for ekstra finansiering idet projektøkonomien samlet set er overskredet. Derudover er der behov for finansiering til de nye projekter.
Budgetoverskridelserne i Vejle udgør 26,6 mio. kr. og skyldes blandt andet:
- Valg af øget dimension på Vejle-strækningen (DN250-DN300) (ca. 3 mio. DKK)
- Ekstra materialeomkostninger
- Ekstra dokumentationskrav (3. parts kontrol ved Force)
- Ekstra entreprenøromkostninger (justering af tilbudslister)
- Ekstra omkostninger til interne medarbejdere (ca. 0,8 mio. DKK)
- Intern hjælp i forbindelse idriftsættelse
- Reguleringer i tilbudslisterne på nedstående poster (gældende alle entrepriser både over og under jorden ca. 18,3 mio. DKK)
- Ændrede tracéer bl.a. pga. krav fra Vejle Kommune, trafik- og borgerhensyn og uforudsete skjulte forhindringer, svært terræn mv.
- Mere forurenet jord end antaget
- Lossepladsgas i udgravninger
- Uoplyste fremmedledninger som giver stop i produktionen
- Udfordringer med grundvand og skybrud
- Andre ændringer som er opstået i udførelsesfasen
- Ekstra ordinære prisstigninger på materialer i henhold til AB18 (ca. 2,0 mio. DKK)
- Udvidede krav til udseende af pumpestationer (ca. 1,0 mio. DKK)
- Omkostninger til kedelkørsel i Jelling og Bredsten/Balle ved en forsinkelse (ca. 1,5 mio. DKK)
- Ekstra omkostninger som følge af Banestyrelsens elektrificering, i Vejle Kommune. (ca. 1,8 mio. kr.).
Projekterne i Kolding og Vejle gav de eksisterende varmeforbrugere i TVIS en besparelse på godt 90,2 mio. kr. over projektperioden. Denne gevinst reduceres med ovennævnte 26,6 mio.kr.
Udvidelsen til Strib, Røjle og Vejlby (V):
Projektet omfatter etablering af en ca. 5 km transmissionsledning fra TVIS' transmissionssystem samt pumpe- og varmevekslerstation m.m.
Omkostninger, som TVIS afholder, i forbindelse med projektet er budgetteret til:
- Pumpestation ab Middelfart.
- 5.060 m transmissionsledning.
- Vekslerstation i Strib.
Det samlede budget er på 42 mio. kr., hvoraf der i budget 2021 er henlagt 4,0 mio. kr. til projektet, lånebehovet er derfor 38 mio. kr.
Besparelsen for TVIS’ eksisterende kunder over 20 år, er ved en tilslutnings procent startende på 20%, og en sluttende ved 75%, ligger på 26,4 mio.kr.
Overskudsvarme fra Everfuel (VI):
Projektforslaget vedrører etablering af en fjernvarmetransmissionsledning mellem Everfuel's brintanlæg ved Crossbridge Energy raffinaderiet og frem til TVIS' transmissionsledning ved krydset Egeskovvej og Ydre Ringvej i Fredericia med henblik på at udnytte den direkte overskudsvarme fra brintanlægget, idet denne overskudsvarme ikke kan afsættes til anden side.
Projektet omfatter:
- Tilslutningsledning – 1,2 km.
- Måler, ventiler mm.
Samlet budget 8.0 mio. DKK
Der er henlagt 1,4 mio. kr. til projektet, hvilket betyder at lånebehovet er 6,6 mio. kr.
Økonomi
I anlægsfasen optages en byggekredit på op til 73 mio. kr. ved KommuneKredit i Q4 2021. Byggekreditten konverteres efterfølgende til et endeligt fast forrentet lån ved KommuneKredit i Q2-2022. Renten på byggekreditten er i øjeblikket 0,01%.
KommuneKredit har udarbejdet låneberegning på et fast forrentet lån den 17. august 2021. Ved lånet (KK-fast 30 årige) skal TVIS betale en rente på 0,76 %.
Forvaltningens bemærkninger til låneadgang og statsstøtteregler
Det bemærkes, at der er jf. lånebekendtgørelsen er automatisk låneadgang til investeringer i kollektive energiforsyningsanlæg.
Alle former for varmeforsyningsselskaber og affaldsforbrændingsselskaber, herunder ligeledes selskaber, der ikke er ejet af kommunen selv, er omfattet af EU’s statsstøtteregler. Lånoptagelse i sådanne selskaber, der garanteres af en kommune medfører, at kommunen skal opkræve garantiprovision i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler.
Middelfart Kommune har med baggrund i SMV-modellen foretaget en konkret og individuel kreditvurdering af TVIS og fastsat en markedssvarende garantiprovisionssats på 0,55% årligt for TVIS. Sammendraget af kreditvurderingen fremgår af sagens bilagsmateriale.
Desuden vurderer Natur- og Miljøforvaltning, at projektet er i overensstemmelse med:
- Varmeplan
- Kommuneplan
- Strategier for Klima, Energi og Grøn vækst samt DK2020
Baggrunden for vurderingen fra Natur- og miljøforvaltning kan også ses i sagens bilagsmateriale.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger.
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
556. Bevillinger fra Landdistriktspuljen 2021 - runde 2
Sagsnummer: 2020-016704
Sagsbehandler: Sabine Christensen
Præsentation
De af Byrådet afsatte midler til landdistriktsprojekter blev kun delvist uddelt i ansøgningsrunden i foråret 2021 og skal nu fordeles i 2. runde på baggrund af de kriterier og betingelser, som Byrådet vedtog den 4.1.2021.
Forvaltningen foreslår
- at Byrådet tager stilling til de indkomne ansøgninger og uddeler tilskud til de projekter, der opfylder kriterierne og betingelserne for støtte
- at der i alt uddeles 231.218 kr. til følgende:
- 36.868 kr. til Ejby-Hallerne
- 187.350 kr. (+ 5.000 kr. til byggesagsbehandling) til Røjleskov Kulturhus
- at der gives afslag til E-Sport i Nørre Aaby
- at restbeløbet på 333.606 kr. overføres til næste års landdistriktspulje.
Sagsbeskrivelse
Der foreligger 3 ansøgninger i 2. runde. I bilag 1 er der en oversigt over ansøgningerne og forvaltningens indstilling. Ansøgningerne vurderes ud fra følgende kriterier og betingelser, som Byrådet vedtog den 4.1.2021:
Puljens formål: at give støtte til lokaludvalg, foreninger, klubber mv. til nye projekter, der gavner fællesskaber og bæredygtig udvikling i landområderne.
Puljens støtteområder: Nye projekter, som fremmer sundhed, idræt, velfærd, natur, miljø, den grønne omstilling, kultur, oplevelsesmuligheder, friluftsaktiviteter, turisme, integration, områdeforskønnelse, bosætning, deleøkononomi, samlingssteder og generel erhvervsfremme.
Betingelesr for tilskud:
- Projektet skal tematisk ligge inden for støtteområderne
- Der støttes projekter i landområder, dvs. uden for Middelfart by og Strib
- Ansøgere til puljen skal på ansøgningstidspunktet allerede have tivejebragt min. 20 % af finansieringen, som kan bestå af egne midler eller tilskud fra fonde/sponsorer mv. Frivilligt arbejde kan ikke anvendes som medfinansiering
- Der kan søges om maks. 50 % af de samlede projektomkostninger
- Projektet skal have et bredt folkeligt fokus, dvs. være almennyttigt og/eller komme mange borgere (flere hundrede) til gode
- Ved bygge- og anlægsprojekter lægges vægt på, at der er indtænkt klima- og bæredygtige løsninger og at projektet arkitektonisk er tilpasset stedet. Projekterne må i øvrigt ikke forringe bevaringsværdien.
Økonomi
Der er efter 1. bevillingsrunde et restbeløb på 594.824 kr. til uddeling.Det indstilles, at det samlede beløb anvendes på følgende måde:
231.218 kr. til de projektansøgninger, der opfylder kriterierne og betingelserne
30.000 kr. til forsikringer og legepladseftersyn for lokaludvalgs- og foreningsejede legepladser (allerede besluttet på byrådsmødet den 6.9.2021).
333.606 kr. overføres til Landdistriktspuljen 2022.
Høring
Ingen, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Puljens formål er at støtte bæredygtig udvikling. Dette omfatter både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.
Beslutning
Regitze Tilma blev erklæret inhabil og deltog ikke i sagens behandling.
Godkendt idet E-sport Nr. Aaby rejser en egenfinansiering på 50%.
Behandlingsplan
Regitze Tilma blev erklæret inhabil og deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
557. Revurdering af rammerne for lokaludvalg - gældende for 2022-2025
Sagsnummer: 2018-000588
Sagsbehandler: Sabine Christensen
Præsentation
Lokaludvalgenes rammer står til revurdering i slutningen af hver byrådsperiode. På et møde med lokaludvalgsformændene er der udarbejdet forslag til ændrede rammer.
Forvaltningen foreslår
- At Byrådet godkender de foreslåede rammer for lokaludvalg for den kommende byrådsperiode 2022-2025.
Sagsbeskrivelse
Lokaludvalgsformændene for Middelfart Kommunes 12 lokaludvalg har på et møde revurderet rammerne for lokaludvalgets arbejde. Se referatets punkt 2 i bilag 2.
Rammerne blev generelt vurderet som gode - der var dog enkelte ændringsforslag, som i vedhæftede bilag 1 er markeret med gul overstregning. Ændringernes hovedpunkter er:
- Ordet "generalforsamling" ændres til "årsmøde" for at understrege, at lokaludvalg ikke er foreninger.
- Under "Økonomiske forhold" ændres, at lokaludvalgene ikke alene selv styrer udgifter til generalforsamlinger, men også til hjemmesider og forsikringer.
- Under "Andre tiltag..." tilføjes, at lokaludvalgene "aktivt og på et tidligt tidspunkt" inddrages i planlægning og udformning af kommunale borgermøder i lokalområdet.
- Under "Andre tiltag..." tilføjes, at Middelfart Kommune ikke kun opfordrer borgere, men også virksomheder til at orientere lokaludvalgene om henvendelser af lokal karakter.
Vedtægtskabelonen for lokaludvalgene tilpasses de godkendte ændringer.
Økonomi
Ingen.
Høring
Lokaludvalgsformænd blev hørt på mødet den 24.8.2021, som beskrevet i sagsfremstillingen. Forslag fremgår af punkt 2 i bilag 2.
Klima & bæredygtighed
Ændringer i rammerne for lokaludvalg har ingen betydning for klimaet. Tydelige rammer for lokaludvalgene er dog et bidrag til at gøre lokaludvalgenes arbejde bærdygtigt.
- Rammerne er et fundament for sammenarbejdet mellem byråd og lokalsamfund
- Rammerne bidrager til lokaludvalgenes rolleforståelse
- Rammerne beskriver, hvilken støtte lokaludvalgene kan forvente for at deres arbejde kan være og forblive bæredygtigt.
Revurdering af rammerne i hver byrådsperiode betyder, at lokaludvalgenes arbejde stilles på et realistisk og bæredygtigt fundament.
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
558. Ny høring af lokalplanforslag 209, Middelfart Sundheds- og Frivillighedscenter
Sagsnummer: 2021-002350
Sagsbehandler: Otto Bastian B. Thomsen
Præsentation
Forslag til lokalplan 209, Middelfart Sundheds- og Frivillighedscenter, har været i høring fra den 7. juli til den 15. september 2021. I den sammenhæng skal der træffes beslutning om, hvorvidt planforslaget skal vedtages endeligt.
Forvaltningen foreslår
- At forslag til lokalplan 209 fremlægges i fornyet tre ugers høring med rettelser som anført i sagsbeskrivelse samt i vedlagte ændringsbilag.
Sagsbeskrivelse
Baggrund:
Krav til fremtidens sundhedstilbud betyder, at sundhedsvæsnet står overfor en række forandringer. Af denne grund ønsker Middelfart Kommune, at etablere et nyt Sundheds- og Frivillighedscenter med henblik på at sikre et borgernært og sammenhængende sundhedstilbud af høj faglig kvalitet for kommunens borgere. I den sammenhæng imødekom Økonomiudvalget i februar 2021 anmodningen om igangsættelse af lokalplanforslag for et nyt Sundheds- og Frivillighedscenter ved P V Tuxens Vej 6 - 14.
Den 21. juni 2021 vedtog Byrådet at sende lokalplan 209, Middelfart Sundheds- og Frivillighedscenter, i 8 ugers offentlig høring.
Forslag til lokalplan
Forslag til Lokalplan 209, Middelfart Sundheds- og Frivillighedscenter, giver mulighed for placering af Sundheds- og Frivillighedscenteret på grunden ved P V Tuxens Vej 6 - 14.
Lokalplanen fastsætter området til offentlige funktioner. Lokalplanen giver mulighed for etableringen af en bebyggelse på op til 5000 m2, i maksimalt to etagers højde, som kan være op til 10 meter højt, med dertilhørende parkerings- og opholdsarealer. Lokalplanen fastsætter en bebyggelsesprocent på 80. Med lokalplanen sikres det, at ny bebyggelse, hvad angår materialevalg og formsprog, indpasses i overensstemmelse med eksisterende bygningskomplekser udenfor lokalplanområdets afgræsning. Lokalplanen angiver, at bebyggelsen skal fremstå i røde teglsten, dog med mulighed for at anvende andre materialetyper på en andel af bebyggelsens facader.
Langs parkeringspladsens sydlige afgrænsning stiller lokalplanen krav om etablering af en støjreducerende afskærmning, der kan begrønnes. Lokalplanforslaget stiller endvidere krav om etablering af et afskærmende beplantningsbælte på minimum 1,5 meters bredde langs lokalplanområdets sydlige afgrænsning. Beplantningsbæltet skal udgøres af en hjemmehørende træ- og buskbeplantning, der kan opnå en højde på 5 meter.
Økonomi
Ingen
Høring
Forslag til lokalplan 209, Middelfart Sundheds- og Frivillighedscenter, har været i høring i 8 uger fra den 7. juli til den 15. september 2021.
Indenfor høringsperioden er der registreret seks høringssvar:
- Ældresagen
- Handicaprådet
- fire høringssvar fra borgere:
- tre høringssvar er fra borgere, der er bosat lige umiddelbart syd for lokalplanområdet på Færøvej.
- ét høringssvar fra en unavngiven adressat.
Af høringssvarene fremgår det, at:
- Borgerne syd for lokalplanområdet frygter indkigs- og skyggegener
- Borgerne undrer sig over sundhedshusets højde, omfang og størrelse.
- Borgerne bekymrer sig for støjgener fra parkeringspladsen, fra ventilationsanlæg på bebyggelsen og for støj i løbet af byggeperioden.
- Borgerne ønskes informeret om, hvordan lokalplanområdet påtænkes terrænreguleret.
Den 23. og 24. september 2021 udførte Forvaltningen to dialogmøder med borgere, der bor umiddelbart syd for lokalplanområdet og som har indsendt høringssvar. På møderne blev:
- det drøftet at der skal foretages en række mindre ændringer i lokalplanen.
- borgernes forslag til støj- og læbælte drøftet
- borgernes spørgsmål til terrænregulering samt bygningshøjde drøftet
- borgernes kommentarer til belysning på p-areal samt forhold vedr. håndtering af regn- og spildevand.
Forslag til ændring af lokalplanforslag 209
I løbet af høringsperioden er forvaltningen endvidere blevet gjort opmærksom på, at planforslagets §7, stk 5 ikke er forenelig med opførelsen af det nye sundhedshus, da bestemmelsen ikke tager højde for krav om dagslys, udsyn og redningsåbninger. Bestemmelsens lyder:
"Ved bebyggelse i 2 etager skal der på den sydlige side af 1. sal vinduer placeres mindst 1,8 m over gulvniveau, således at der sikres mod indbliksgener mod nabogrundene mod syd."
Ændringen af §7, stk 5 samt en række mindre ændringer i lokalplanen forudsætter, at lokalplanen sendes i en fornyet høring. I den sammenhæng indstiller Forvaltningen at §7 stk 5 udgår af lokalplan 209, men at bestemmelsens intention - imødegåelse af indbliksgener mod nabogrundende i syd - bibeholdes med en ny bestemmelse, som afpasses i samarbejde med naboerne syd for lokalplanområdet. Desuden foretages konsekvensrettelser og rettelser af redaktionel karakter. Disse ændringer fremgår af vedlagte ændringsbilag. Grundet efterårsferie i uge 42 indstiller forvaltningen, at planen sendes i tre ugers fornyet høring fremfor to uger.
Klima & bæredygtighed
Middelfart Kommune er bygherre og ønsker, at bebyggelsen skal opføres med en DGNB-certificering så alle klima- og bæredygtighedsforhold indtænkes ved byggeriet.
Beslutning
Godkendt som indstillet af Økonomiudvalget.
Behandlingsplan
Bilag
559. Godkendelse af takster for 2022 for Modtagestation Syddanmark I/S (Motas)
Sagsnummer: 2021-013327
Sagsbehandler: Maria Friis Jensen
Præsentation
Modtagestationen for farligt affald, Modtagestation Syddanmark I/S (Motas), har fremsendt
budget og takster for 2022. Modtagestationens takster skal godkendes af
interessentkommunernes byråd hvert år. Budget for 2022 vedlægges til orientering.
Forvaltningen foreslår
- At Motas takster for 2022 godkendes.
Sagsbeskrivelse
Af vedtægterne for Modtagestation Syddanmark I/S (Motas) fremgår det, at de af
repræsentantskabet indstillede gebyrer skal fremsendes til kommunernes godkendelse.
Repræsentantskabet for Motas har på et møde den 11. juni 2021 vedtaget at
fremsende taksterne for 2022 til behandling i interessentkommunerne. Indtægtsberegning,
omkostninger og takster for 2022 er vedlagt som bilag.
Udgifter for Motas skal dækkes af selskabets takster efter "hvile i sig selv"-princippet. Motas
administrerer 4 driftsordninger (driftsordning, OBU tømningsordning, klinisk risikoordning og
lille-/landbrugsordning). I år har Motas desuden startet en ordning for røde kasser til indsamling af farligt husholdningsaffald i kommunerne. Kasserne afhentes, tømmes, affaldet sorteres, kasserne vaskes og leveres tilbage, pt. midlertidigt i et eksisterende lagerrum. Taksterne fremgår af den vedlagte takstoversigt.
For 2022 budgetteres der med en stigning i affaldsmængderne på ca. 7% i forhold til budget 2021, men lidt lavere end realiseret i 2020. Dette ud fra at i 2020 hentede Motas større mængder fra genbrugspladserne som følge af situationen omkring Corona virussen. I 2022 forventes det, at borgerne igen får flere muligheder for aktiviteter og dermed i mindre grad end i 2020 leverer affald til genbrugspladserne.
Økonomisk budgetteres der for 2022 med et negativt resultat før renter på 8 t.kr. og minus 48 t.kr efter renter. Efter tilbageførsel af tidligere hensatte midler budgetteres der med at årets resultat vil ende positivt med 26 t.kr. I dette resultat er der indregnet at både nyt overdækket lagerområde og bygning til håndtering af røde kasser er opført og, at der dermed afskrives på begge dele i 4. kvartal.
Efter opførelse af et overdækket lagerområde samt arbejdsrum til håndtering af røde kasser vil Motas fortsat råde over likvide midler på ca. 1.000 t.kr samt mulighed for at trække 1.700 t.kr. på en kassekredit. Taksterne for Motas for 2022 fastholdes dermed uændret fra 2021.
For administrationsgebyr ordningen budgetteres der med, at Motas modtager 872 tus. kr. fra interessentkommunerne, hvilket er uændret i forhold til 2021. Beløbet fordeles ca. efter samme fordeling som anvendt for 2021.
Økonomi
Motas' udgifter til drift, administration og anlægsaktiviteter dækkes af selskabets takster
efter "hvile i sig selv"-princippet.
Takster til dækning af Modtagestationens omkostninger til transportører og behandlere,
opkræves direkte ved selskabets kunder efter udførelse af den relevante ydelse. Middelfart
Kommune er kunde hos Motas og betaler for de ydelser, som Motas udfører for kommunen.
Derudover påvirkes interessentkommunerne, herunder Middelfart Kommune, ikke økonomisk.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Motas I/S er et fælleskommunalt selskab der er oprettet til at varetage de opgaver for farligt affald, der påhviler interessent kommunerne, herunder at sikre miljørigtig håndtering.
Repræsentantskabet er interessentskabets øverste styrende organ. Det består af en repræsentant fra hver interessent kommune som vælges af kommunalbestyrelserne blandt kommunalbestyrelsesmedlemmerne for en 4 årig periode.
Blandt sine medlemmer vælger repræsentantskabet 7 medlemmer og 3 suppleanter til selskabets bestyrelse for en 4-årig periode. Middelfart kommune er pt. ikke repræsenteret i bestyrelsen.
Bestyrelsen har udarbejdet en strategiplan "Motas Strategiplan 2025" som skal drøftes nærmere og forventes godkendt på næste bestyrelsesmøde i november.
I strategiplanen er bæredygtighed en del af missin og vision og det indgår som en målsætning og en strategisk indsats at bæredygtighed skal indarbejdes i alle led.
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Anbefales.
Udvalget finder, at der skal arbejdes med effektivitet i Motas.
Bilag
560. Endelig vedtagelse af revideret jordregulativ
Sagsnummer: 2021-001750
Sagsbehandler: Gitte S. Hertzum
Præsentation
Forvaltningen skal fremadrettet opkræve gebyrer for anvisning af erhvervsjord. Regulativet for jord er derfor revideret i forhold til ny lovgivning og diverse konsekvensrettelser.
Forslag til revideret regulativ for jord har været i 4 ugers offentlig høring i perioden 30. juni 2021 til og med d. 28. juli 2021. Forvaltningen har i perioden ikke modtaget høringssvar.
Forvaltningen foreslår
- At det reviderede regulativ for jord vedtages endeligt.
Sagsbeskrivelse
Landets kommuner opkrævede fra 2010 til 2018 et erhvervsaffaldsgebyr fra alle virksomheder, medmindre virksomhederne var omfattet af en fritagelse. Gebyret skulle dække en række af kommunens administrative opgaver på affaldsområdet, herunder udarbejdelse af affaldsplaner og regulativer, anvisning af affald og anmeldeordning for jordflytning.
Dette erhvervsaffaldsgebyr blev afskaffet med virkning fra 1. januar 2019, og herefter skulle kommunens udgifter dækkes dels af midler fra staten (DUT) og dels af indtægterne fra nye gebyrer.
Lovgiver har besluttet, at kommunerne fremover skal opkræve gebyr for håndtering af anmeldelser af flytning af jord samt for konkret anvisning af erhvervsaffald.
Som følge af de nye regler er regulativet for jord gennemgået og justeret så det er i overensstemmelse med ny lovgivning og henvisninger hertil. Desuden er regulativet justeret da det manglede en opdeling og adskillelse af husholdnings - og erhvervsaffald, hvilket er væsentligt, når der fremadrettet skal opkræves gebyrer på anvisning af erhvervsjord.
Der er i revisionen ikke sket ændringer i forhold til, hvilke områder der er omfattet af områdeklassificeringen, ej heller er der sket ændringer i forhold til analysepligtige områder.
Der er tilføjet et afsnit, hvor det oplyses, at der kan fastsættes et gebyr for anvisning af erhvervsjord. Forvaltningen forventer at opkrævningen igangsættes i 2022.
Det reviderede regulativ har været i 4 ugers offentlig høring, i perioden 30. juni 2021 til og med d. 28. juli 2021.
Der er ikke indkommet høringssvar.
Økonomi
Revision af regulativet medfører ikke økonomiske udgifter for Middelfart Kommune. Virksomheder, der flytter erhvervsjord, vil fra 2022 blive opkrævet et gebyr. Gebyret fastsættes i takstbladet, der skal godkendes i Byrådet i efteråret 2021.
Høring
Regulativet har været i 4 ugers offentlig høring i perioden 30. juni 2021 til og med d. 28. juli 2021.
Klima & bæredygtighed
Ikke relevant.
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
561. Idéoplæg til renovering af Østre Skole
Sagsnummer: 2021-008338
Sagsbehandler: Glenny Sloth Ketelsen
Præsentation
Østre Skoles brugergruppe, Ejendomscentret og rådgivende arkitekt har udarbejdet et idéoplæg for renovering af Østre Skole etape 5.
Forvaltningen foreslår
- At Skoleudvalget godkender idéoplægget.
Sagsbeskrivelse
Middelfart Kommunes skolerenoveringsplan for 2016 danner baggrund for den forestående renovering af Østre Skole etape 5.
Middelfart Kommunes vision og poltiske mål er fokuspunkter for indsatsen omkring skolerenoveringsplanen. Formålet med skolerenoveringsplanen 2016 er at få en bygningsmasse, der understøtter kommunens ønske om et skoleområde, der bygger på stabilitet og innovation. Samtidig tager planen højde for bedst mulig udnyttelse af ressourcer, elevprognoser og kapacitetstilpasninger.
Idéoplægget for renovering af Østre Skole bygger på forudsætningerne i skolerenoveringsplan 2016 og idéerne står på skuldrene af visionen "Fra Middelfartbarn til verdensborger".
Anført af rådgivende arkitekt fra RUM og Ejendomscentret har en brugergruppe på Østre Skole i sensommeren 2021 gennemført en brugerproces i 3 workshops. Brugergruppen har bestået af 20 personer, primært lærere fra mellemtrin, kreative værkstedsfag og naturfagsområdet, og en bred supplering af repræsentanter fra indskoling, udskoling, elevråds- og forældrebestyrelsesrepræsentanter samt skolens ledelse.
Målet med idéoplægget er at illustrere, hvordan Østre Skole ser at de fremtidige fysiske rammer kan understøtte visionerne om fremtidens læringsmiljø, og lægger vægt på lokationernes potentiale og strategier for, hvordan indretningen kan understøtte de fag og den pædagogiske praksis, som gælder nu og som kan pege ind i fremtidens skole. Idéoplægget forholder sig konkret til:
- Skolens naturfaglige område bestående af biologi, natur og teknik, science/fysik/kemi, der lægger vægt på at få et mere transparent naturfagligt undevisningmiljø, hvor faget er synligt.
- Mellemtrinnets hjemmeområde, der åbner mulighed for at inddrage gangareal til læringsmiljøer samt skabe fleksible rammer for læringsmiljøerne.
- Skolens område til Håndværk og Design, billedkunst samt Middelfart Kommunes FabLab, der lægger op til nutidige rammer for Håndværk og Design og inddragelsen af FabLab.
- Hovedindgang og niveaufri adgang til etager, der sikrer tilgængelighed til de berørte områder.
Anlægsplanen for Østre Skole er bevillingsmæssigt berammet til at løbe fra 2021 til 2024.
Efter Skoleudvalgets behandling af idéoplægget er næste skridt udarbejdelse af udbudsmateriale og EU udbud af totalrådgivning. Når totalrådgiver er udvalgt udarbejdes i første omgang byggeprogram og projektforslag.
Økonomi
Anlægsrammen til renovering af Østre Skole er 23,022 mio. kr. i 2021-priser.
Høring
Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
I renovering af Østre Skole etableres et ventilationsanlæg, der er med til at reducere skolens varmetab, der etableres visse steder solafskærmning for at minimere overophedning af klasselokaler samt der udskiftes belysning til tidsvarende LED-belysning. Tiltag, der er med til at sikre lærere og elever et sundere indeklima på skolen.
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Godkendt.
Karin Riishede deltog ikke under behandlingen af dette punkt.
Bilag
562. Forslag om ny styrelsesvedtægt for ungdomsskolen.
Sagsnummer: 2021-009990
Sagsbehandler: Nana Rask Guldfeldt
Præsentation
Forslag til ny styrelsesvedtægt for Ungdomskolens bestyrelse (der nu også har ansvaret for 10. klasse) blev på Økonomiudvalgets møde den 28. september 2021 tilbagesendt til Skoleudvalget. Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet et nyt forslag til bestyrelsens sammensætning.
Forvaltningen foreslår
- At forslaget godkendes.
Sagsbeskrivelse
På mødet den 28. september 2021 i økonomiudvalget blev sagen om forslag til ny styrelsesvedtægt for Ungdomsskolen tilbagesendt til Skoleudvalget til fornyet behandling.
Forvaltningen har igen kigget på ungdomsskolebestyrelsens fremtidige sammensætning og foreslår, at den sammensættes på følgende måde:
Lovbestemt:
- 2 repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter (FH og DA) (stemmeret)
- 2 medarbejderrepræsentanter (stemmeret)
- 1 repræsentant fra Ungdomsrådet (stemmeret)
- 2 repræsentanter fra Fælleselevrådet (uden stemmeret)
- 1 ungdomsskoleleder - sekretær (uden stemmeret)
Kommunalt bestemt:
- 2 repræsentanter fra kommunalbestyrelsen (formand og næstformand) (stemmeret)
Lokalt bestemt:
- 1 ledelsesrepræsentant fra Ungdomsskolen (uden stemmeret)
- 1 repræsentant fra skoleledergruppen (uden stemmeret)
I alt 12 medlemmer heraf 7 med stemmeret og 5 uden stemmeret.
Det skal særligt bemærkes, at repræsentanten for skoleledergruppen ikke har stemmeret og vælges for en 2-årig periode.
Antallet af repræsentanter fra Ungdomsråd og det fælles elevråd udgør samlet tre personer.
Økonomi
Ingen.
Høring
Den revideret styrelsesvedtægt har været i høring i perioden fra den 11. august til 3. september 2021.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger.
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Tilbagesendes til Skoleudvalget.
Kaj Johansen deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
Lukkede sager
563. Udbud
Beslutning
Økonomiudvalgets indstilling blev godkendt.
564. Salg af grund
Beslutning
Allan Buch blev erklæret inhabil og deltog ikke i sagens behandling.
Godkendt.
565. Salg af erhvervsjord
Beslutning
Godkendt.