Politisk styringsmodel

Styringsmodellen sikrer, at byrådets visioner, mål og strategier omsættes i handling.

I starten af hver byrådsperiode:

  • Revurderes visionen, om den fortsat er holdbar,
  • opstilles nye politiske mål for perioden, og
  • revurderes strategierne (der skal altid vedtages ny planstrategi i første halvdel af byrådsperioden jf. Planloven)

Løbende: Byrådet igangsætter løbende indsatser med 2-3 års sigte. Der vil som minimum altid være stillingtagen til nye indsatser på byrådsseminar og i budgetfasen.

Budgetlægningen forbindes med den politiske målstyring. Ved den årlige budgetlægning tager direktionen afsæt i vision, strategier og indsatser. I den indledende budgetdrøftelse inden sommerferien forholder byrådet sig til de politiske mål og indsatser. De overordnede budgetbemærkninger afspejler de samme fokusområder og mål, som er beskrevet i strategier og indsatser. I indsatserne beskrives den tilhørende økonomi.

I indsatserne bliver der opstillet målbare effektmål, og der måles på disse. Målingerne bruges til at vurdere om indsatsen har været tilstrækkelig, og der gives en tilbagemelding i forbindelse med regnskabet. Dermed er der grundlag for evt. at igangsætte fere indsatser, og for generelt at lære noget om, ”hvad der virker”.

Der tilrettelægges situationsbestemt borger-, bruger og interessentinddragelse, så det passer med den enkelte strategi og indsats. Der arbejdes med forskellige former for inddragelse – borgerpanel, borgermøder, følgegrupper, sociale medier m.m. Involveringen skal være vedkommende og på rette tid.