Referat for Social- og Sundhedsudvalget møde den 21. december 2021
345. Seniorområdet - status i hjemmeplejen
Sagsnummer: 2021-017626
Sagsbehandler: Ole Qvortrup Larsen
Præsentation
Status på den nuværende kritiske situation i hjemmeplejen, der er præget af alvorlige rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer samt eftervirkningerne af halvandet år med covid-19. Herunder beskrivelse af initiativer til at imødegå den nuværende situation.
Forvaltningen foreslår
- at statusorienteringen tages til efterretning
Sagsbeskrivelse
I hjemmeplejen på seniorområdet er der alvorlige såvel rekrutterings- som fastholdelsesudfordringer. Hertil kommer, at medarbejdergruppen er alvorligt mærket af en lang, og fortsat pågående covid-19 periode, med dertil hørende meget omskiftelige hverdage, hvor medarbejderne har måttet møde borgere og pårørende ud fra nye og ofte skiftende tiltag samt løbende ændrede anvisninger fra ministerier og styrelser i forhold til smitterestriktioner.
Der arbejdes i disse uger intenst med sikring af den daglige drift med pleje og omsorg til borgere i eget hjem. Situationen er kritisk, da hjemmeplejen dels er underbemandet i forhold til dækningsbehovet (varierende tal men samlet set i spændet mellem 25 og 30 ubesatte stillinger på seniorområdet), dels da belastningen på vores medarbejdere i nu over 1½ år har været meget høj. Denne belastning hidrører f.eks. fra ufrivilligt fravær pga. krav om isolation, testdage samt den løbende opsporing. Medarbejdere har yderligere løbende frivilligt påtaget sig ekstravagter, men der ses desværre i de senere måneder en tendens til, at det også må pålægges medarbejdere at møde på arbejde for at kunne dække behovet for personale.
Det betyder såkaldte “røde planer” (se bilag), hvor der må foretages sundhedsfaglige vurderinger og prioriteringer af de opgaver, som først og fremmest må og skal varetages hos vores borgere. Et typisk eksempel på prioritering i opgaver vil her være, at rengøringer må udsættes eller i værste tilfælde helt aflyses.
Når det samlede bemandings- og rekrutteringsbillede vurderes, så kan disse arbejdsbetingelser ikke forventes at være et overgangsfænomen. Der er derfor brug for initiativer til sikring af den gode og kvalificerede pleje og omsorg for borgerne, samt det gode arbejdsmiljø for medarbejderne.
Dette arbejde fokuserer på bl.a. følgende områder:
- TRIO-samarbejde (ledere, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter) med fokus på anderledes opgaveløsninger, f.eks. rengøringsruter hvortil der kan rekrutteres ufaglært arbejdskraft
- Afdækning af velfærdsteknologiske muligheder i forhold til løsningen af de løbende driftsopgaver for derved at frigive medarbejdere til de opgaver, hvor der er mest brug for dem. Der kan f.eks. være tale om teknologier til medicinadministration, hjælp til støttestrømper eller andet
- Rammer og muligheder for tryghedsbesøg
- Initiativer til rekruttering og fastholdelse, f.eks. mere fleksible arbejdsforhold, samarbejdsmodeller, branding m.v.
- Der afvikles i øjeblikket seniorsamtaler, exitsamtaler samt laves spørgeskemaundersøgelse for at blive klogere på, hvad der er de vigtigste faktorer motivationsmæssigt og praktisk for at vores medarbejdere vil blive længere tid i jobbet
- Inddragelse af civilsamfund i form af frivillighed, inddragelse af foreninger, inddragelse af pårørende. Model for dette er under udvikling bl.a. via proces med det afgående ældreråd i regi af Fremtidens Ældreliv (afventer videre udvikling i pandemien)
Det skal bemærkes, at det kun i begrænset grad er muligt at trække på vikarbureauer, da disse ligeledes oplever manglen på potentielle medarbejdere. Det opleves f.eks. stadig oftere, at allerede godkendt vikardækning med kort varsel aflyses fra bureauets side grundet manglende dækningsmuligheder. Endelig skal det bemærkes, at den private leverandør ligeledes er et opmærksomhedspunkt, da de også er alvorligt udfordrede af den nuværende situation; forvaltningen er i løbende dialog med Svane Pleje herom.
Udvalg og byråd vil løbende blive orienteret om status, f.eks. vil rekruttering og fastholdelse være på byrådets temamøde i februar måned. Ligeledes vil der senere også følge sagsfremstillinger med praksisfunderede forslag og anbefalinger, herunder også i forhold til behovet for politisk stillingtagen til serviceniveau.
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Høring
Ældrerådet er blevet orienteret om den nuværende situation på møde d. 14. december. Rådet tager orienteringen til efterretning, og opfordrer samtidig til følgende:
- Etablering af kontakt til landbruget, hvor en del udenlandsk arbejdskraft potentielt set kunne have ægtefæller, der evt. ville kunne bidrage på området.
- Øget og kontinuerligt fokus på velfærdsteknologiske værktøjer.
- Etablering af kontakt til sprogskoler for at afsøge om der evt. dér ville være studerende, der kunne bidrage.
Endelig opfordrer ældrerådet til, at der fra politisk side kommunikeres til pressen om de beskrevne problemstillinger.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger.
Beslutning
Status blev drøftet.
Status drøftes med det nye Ældreråd til januar.
Social- og Sundhedsudvalget behandler oplæg til konkret håndtering og prioritering af pleje, omsorg og praktisk bistand i sit første møde i 2022.
Social- og Sundhedsudvalget og Økonomiudvalget holdes løbende orienteret.
Behandlingsplan
Status drøftes med det nye Ældreråd til januar.
Social- og Sundhedsudvalget behandler oplæg til konkret håndtering og prioritering af pleje, omsorg og praktisk bistand på sit første møde i 2022.
Social- og Sundhedsudvalget og Økonomiudvalget holdes løbende orienteret.