Bosteder og botræning

Middelfart Kommunes har en lang række botilbud for voksne over 18 år, der har nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, samt et botræningstilbud, der er målrettet unge borgere, der har en udviklingshæmning, er sent udviklet eller har anden kognitiv problemstilling.

Skovbakken og Fælleshåb

Center for specialiserede indsatser (CSI) omfatter de to botilbud Skovbakken og Fælleshåb. Begge steder er for voksne over 18 år med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, herunder mennesker med medfødt eller erhvervet hjerneskade.

Beboerne har som udgangspunkt brug for omfattende støtte i hverdagen. Vi tilrettelægger en sammenhængende og rehabiliterende indsats med udgangspunkt i den enkeltes ønsker, behov og forudsætninger. Støtten skal give mulighed for at udvikle og bevare færdigheder og sociale kompetencer.
Pårørende kan have stor betydning for beboerens trivsel. Derfor lægger vi vægt på et tæt samarbejde med dem, når det giver mening for beboeren, og den enkelte ønsker det.

Skovbakken

Skovbakken ligger i udkanten af Brenderup på Vestfyn. Her er naturen tæt på, og med kort afstand til både skov og strand er der gode muligheder for at komme ud. Brenderup har indkøbsmuligheder, sportsanlæg, fritidsaktiviteter og et foreningsliv, som beboerne har mulighed for at være en del af.

Skovbakken har 33 selvstændige, handicapvenlige lejligheder på hver 37 m². Alle lejligheder har eget badeværelse og tekøkken. På fællesarealerne er der plads til at mødes og være sammen med andre.

Skovbakken har egen bus og bil, som blandt andet kan bruges til lægebesøg, indkøb og frisørbesøg. Det er også muligt at benytte rutebil og teletaxa.

Beboerne kan låne lokaler, når de holder fødselsdag. Derudover har den frivillige forening Skovbakkens Venner tradition for at arrangere forskellige aktiviteter i løbet af året.

Fælleshåb

Fælleshåb ligger på Vestfyn, cirka 8 km uden for Middelfart. Skov og strand ligger tæt på, og også på Fælleshåbs egne udendørsarealer er der mulighed for at opholde sig og være aktiv. Her er græsplæner og frugttræer samt et sanseområde med bålplads, hængekøjer og redskaber til motion og bevægelse.

Fælleshåb har 32 ældre- og handicapvenlige lejligheder fordelt på fire huse. Hver lejlighed har eget badeværelse og tekøkken. Husene har også fælleskøkken og opholdsrum, hvor beboerne kan mødes. Det er muligt at låne lokaler til fødselsdage og andre private sammenkomster.

Fælleshåb har egen bus og bil, som blandt andet kan bruges til lægebesøg, indkøb og frisørbesøg. Der er desuden mulighed for at benytte rutebil og teletaxa. De nærmeste indkøbsmuligheder ligger i Middelfart, Båring, Brenderup og Nørre Aaby.

Vi tager udgangspunkt i, at alle mennesker har mulighed for at udvikle sig og have en indholdsrig hverdag. Vi møder beboerne med en anerkendende tilgang og lægger vægt på deres ressourcer, motivation, ønsker og muligheder. Støtten tilpasses den enkeltes fysiske, sundhedsmæssige, følelsesmæssige og sociale behov.

Indsatsen tager afsæt i beboerens behov for støtte, den gældende handleplan og de aftaler, der er indgået mellem kommunen, beboeren og medarbejderne. På handleplansmøder fastsætter vi mål og delmål sammen med beboeren, og eventuelt pårørende, og afstemmer forventninger til samarbejdet.

Medarbejderne anvender forskellige faglige tilgange og metoder efter den enkeltes behov. Det omfatter blandt andet neuropædagogik, relationspædagogik, KRAP, Low Arousal, NUZO og Social Story. Vi kan også bruge Tegn til Tale, piktogrammer og anden billedkommunikation til at understøtte kommunikation og struktur i hverdagen.

Administration: 5152 4151
Centerleder: 2174 7246

Skovbakken

Stationsvej 24
5464 Brenderup

Afdelingsleder: 2371 2843

Hus 2: 8832 4112
Hus 3: 8832 4113
Hus 4: 8832 4114

Fælleshåb

Bogensevej 123
5500 Middelfart

Afdelingsleder, hus A og B: 2370 1804
Afdelingsleder, hus C og D: 2020 6475

Hus A: 8832 4081
Hus B: 8832 4082
Hus C: 8832 4083
Hus D: 8832 4084

Guldregnen og Teglgårdshuset

Guldregnen er et botilbud til borgere over 18 år, der har betydelig psykisk funktionsnedsættelse og særlige sociale udfordringer.

Den hjælp og støtte, som Guldregnen tilbyder, tager afsæt i Middelfart Kommunes strategi for fremtidens velfærd:

”Strategien for fremtidens velfærd bygger på en rehabiliterende tilgang til borgerne og handler grundlæggende om, at vi arbejder for, at borgerne lykkes. Det betyder, at vi møder borgerne i øjenhøjde og med udgangspunkt i netop deres behov, ønsker og drømme. Vi arbejder med individuelt tilpassede, fleksible løsninger, målrettede og tidsafgrænsede forløb med fokus på effekten af indsatserne, med involvering af borgernes netværk og en høj grad af koordinering på tværs”.

Det betyder, at på Guldregnen får borgeren støtte til at bringe alle ressourcer i spil, for dermed at sætte fokus på udvikling og muligheder.

På Guldregnen tilrettelægges hverdagen i overensstemmelse med den handleplan som borgeren, Guldregnen og sagsbehandler i fællesskab har lagt for opholdet.

 

Guldregnens formål

Guldregnens medarbejdere tilbyder hjælp og guidning, som har til formål at støtte og skabe motivation i borgerens recoveryproces.
Dette er meget personlig og individuel metode, som bygger på viden og forventning om, at alle kan komme sig helt eller delvist fra psykisk sygdom.

 

Pædagogik

På Guldregnen arbejdes der ud fra en rehabiliterende tankegang. Den bygger på en målrettet, tidsbestemt og tværfaglig samarbejdsproces mellem borger, medarbejdere og pårørende.
Som udgangspunkt har den enkelte ansvaret for eget liv, med de muligheder og udfordringer det indebærer. Medarbejderne vil derfor gennem en åben og reflekterende dialog i samarbejde med borgeren skabe betingelserne for, at der kan opnås forandring og udvikling.
Det har stor betydning, at den oplever kontakt, omsorg og støtte til at omlægge sit liv. Der lægges derfor vægt på brugen af anerkendende og jeg-støttende pædagogiske tilgange.

 

Metoder

Medarbejderne anvender en bred vifte af pædagogiske arbejdsmetoder, der benyttes ud fra borgernes ønsker, mål og individuelle behov:

  • Systemisk tilgang
  • Kognitive behandlingsformer, herunder social færdighedstræning
  • Miljøterapi
  • Jeg–støttende samtaler
  • Rehabilitering
  • Recovery
  • Anerkendende samtaler
  • NADA

 

Boligen, faciliteter og omgivelser

Guldregnen har 31 toværelses lejligheder. Der er tekøkken samt stort badeværelse, hvor der kan installeres vaskemaskine og tørretumbler.
Til hver lejlighed er der tilhørende terrasse eller altan, som giver borgerne mulighed for at nyde naturskønne omgivelser fra egen bolig.
Guldregnen ligger tæt på skov og strand. Der er gode og nære indkøbsmuligheder, og Middelfart Station ligger kun få minutters gang fra bostedet.

 

Samarbejdet med pårørende

Det er altid borgeren, som bestemmer, hvilke pårørende der kan inddrages i samarbejdet.

 

Kontakt

Guldregnen
Teglgårdsparken 55
5500 Middelfart
Tlf. 8832 4141

 

Tilsynsrapporter

Guldregnen, Sundhedsfagligt, reaktivt - udgående tilsyn 2023

Teglgårdshuset er et botilbud til borgere, der er over 18 år og har betydelig funktionsnedsættelse og særlige sociale udfordringer. Borgerne kan få støtte til at håndtere et konfliktfyldt forhold til omgivelserne, forårsaget af psykiske udfordringer. Teglgårdshuset er også til borgere, der har svært ved at honorere krav og forventninger, og som følge heraf har brug for hjælp og støtte i hverdagen, så sociale og personlige kompetencer vedligeholdes og udvikles.
Tilbuddet er individuelt tilrettelagt i henhold til den handleplan, som borger og kommune i fællesskab har lagt for opholdet.

 

Teglgårdshusets formål

Teglgårdshusets medarbejdere tilbyder hjælp og guidning, som har til formål at støtte og skabe motivation i en recoveryproces. Dette er en meget personlig og individuel metode, som bygger på viden og forventning om, at alle kan komme sig helt eller delvist fra psykisk sygdom.

 

Pædagogik

I Teglgårdshuset arbejdes der ud fra en rehabiliterende tankegang. Den bygger på en målrettet, tidsbestemt og tværfaglig samarbejdsproces mellem borger, medarbejdere og pårørende.
Som udgangspunkt har borgeren ansvaret for eget liv, med de muligheder og udfordringer det indebærer. Medarbejderne vil derfor gennem en åben og reflekterende dialog i samarbejde med den enkelte skabe betingelserne for, at der kan opnås forandring og udvikling.
Det har stor betydning, at borgeren oplever kontakt, omsorg og støtte til at omlægge sit liv. Der lægges derfor vægt på brugen af anerkendende og jeg-støttende pædagogiske tilgange.

 

Metoder

Medarbejderne anvender en bred vifte af pædagogiske arbejdsmetoder, som tilgodeser borgernes ønsker, mål og individuelle behov:

  • Systemisk tilgang
  • Motivationsarbejde
  • Kognitive behandlingsformer, herunder social færdighedstræning
  • Harm reduction
  • Miljøterapi
  • Relationsarbejde
  • Rehabilitering
  • Recovery
  • Anerkendende samtaler
  • NADA

 

Boligen, faciliteter og omgivelser

Teglgårdshuet har 16 lejligheder. Der er tale om toværelses lejligheder med stue, tekøkken og separat soveværelse. Der er desuden eget bad og toilet, hvor vaskemaskine og tørretumbler er installeret.
Der er gode indkøbsmuligheder samt nem adgang til offentlige transportmidler. Middelfart Station ligger kun få minutters gang fra Teglgårdshuset.

 

Fællesarealer

Teglgårdshuset har en stor have med bålplads, stor terrasse og grillmuligheder. Der er fællesarealer, hvor cafemiljø og stue ligger i forlængelse af hinanden. Herudover er der et stort fælleskøkken med mulighed for etablering af madklubber og fælles madlavning.

 

Samarbejdet med pårørende

Det er altid borgeren, der bestemmer, hvilke pårørende der kan inddrages i samarbejdet.

 

Kontakt

Teglgårdshuset
Teglgårdsparken 44
5500 Middelfart
Tlf. 8832 4252

Botræningstilbud 

Søndergade 51 er et tilbud efter Servicelovens §107, dvs. et midlertidigt botilbud.

Søndergade 51 er et botræningstilbud med det formål at unge borgere, der har en udviklingshæmning, er sent udviklet eller har anden kognitiv problemstilling, kan flytte i egen bolig efter endt ophold. Borgeren kan bo i Søndergade i op til 2 år.

 

Formål

Søndergade 51 overordnede formål er, at borgeren bliver i stand til at bo i egen bolig.

Personalet i Søndergade 51 giver individuel støtte og guidning til den enkelte borger. Formålet er at støtte og skabe motivation samt søge at skabe rammerne for den enkelte borgers udviklingsproces og dermed forudsætninger for et godt og så selvstændigt voksenliv som muligt. Der ydes en helhedsorienteret indsats hvor der fokuseres på det hele menneske og dets hverdagsliv der foruden botræning indeholder arbejde/uddannelse og fritidsliv.

Alt dette gøres med respekt for borgerens ret til selvbestemmelse og medindflydelse.

 

Pædagogik

I Søndergade 51 arbejdes der ud fra en rehabiliterende tilgang. Den bygger på en målrettet, tidsbestemt og tværfaglig samarbejdsproces mellem borger, personale, de pårørende og de eksterne samarbejdspartnere som borgeren ønsker at have i sit netværk.

Som udgangspunkt har den enkelte borger ansvaret for eget liv, med de muligheder og udfordringer det indebærer. Personalet vil støtte borgeren i dette og søge at skabe betingelserne for, at der kan opnås forandring og udvikling.

Borgeren aftaler sammen med sagsbehandler og kontaktperson fra Søndergade 51, hvilke indsatsmål, der skal arbejdes med. Sammen med kontaktpersonen aftales delmål og hvordan der skal arbejdes med målet. Det kan være alt fra at lære praktiske færdigheder som madlavning, huske at sætte vækkeur, lave madpakke og til at udvikle sociale kompetencer og arbejde med psykiske udfordringer og mestringsstrategier.

Det har stor betydning, at den enkelte oplever kontakt, omsorg og støtte til at udvikle sig. Det er derfor individuelt, hvad den enkelte borger skal arbejde med. Der lægges vægt på brugen af anerkendende og jeg-støttende pædagogiske tilgange.

Personalet anvender en bred vifte af pædagogiske arbejdsmetoder og tilganfe, der benyttes ud fra borgerens ønsker, mål og individuelle behov:

  • Anerkendende tilgang
  • Kognitiv tilgang
  • Neuropædagogisk tilgang
  • Rehabiliteringstilgang
  • Relationspædagogisk tilgang
  • Ressourceorienteret tilgang
  • Social læringstilgang
  • Strukturpædagogisk tilgang
  • Kognitiv Ressourcefokuseret og anerkendende Pædagogik (KRAP)

 

De fysiske rammer

Søndergade 51 er beliggende i hjertet af Middelfart, tæt på gågade og togstation. Huset er et byhus med lille gårdhave og tæt på naboer. Man skal som borger i Søndergade 51 tage hensyn til naboerne udenfor huset såvel som til andre borgere i huset. Huset har en lille gårdhave som man er fælles om at holde samt et skur, her står en fryser med en skuffe til hver. Borgeren har eget værelse med tilhørende badeværelse. I værelset er et lille køleskab samt en vask.

Der er fælles køkken alrum med hårde hvidevare, herunder opvaskemaskine. Der er fælles stue og bryggers med vaskemaskine samt tørretumbler.

 

Krav til beboeren

For at bo i Søndergade 51 skal borgeren være indstillet på aktivt at samarbejde kontinuerligt med indsatsmål og egen udvikling. Derudover skal borgeren overholde de generelle husregler der er sat for at kunne bo Søndergade 51 samt de regler borgerne i Søndergade 51 i fællesskab vedtager sammen på husmøder.
Husregler indebærer bla., opførsel skal foregå efter almindelig skik og brug. Det forventes man tager hensyn til hinanden så Søndergade 51 er et godt sted at være og man har ansvar for egne gæster overholder husets regler.

Euforisende stoffer må ikke forefindes på stedet.

Borgeren skal være aktiv i sin uddannelse eller beskæftigelse. Personalet støtter borgeren hermed. Herunder at opretholde en god døgnrytme og blive klar til hverdagen.

Borgeren skal være aktiv i fællesskabet i Søndergade 51, dvs. være deltagende i planlagte aktiviteter, varetage sine praktiske opgaver i forbindelse med rengøring af fællesareal samt deltage i det ugentlige husmøde. Derudover er det ønskeligt beboeren er aktiv i sin fritid, dvs. gør brug af de aktiviteter der findes i området, herunder Perronen og Cafeen. Dette for at styrke det sociale netværk inden udflytning til egen bolig.

Der er fokus på den enkelte beboers indsatsmål og udviklingsområder i kombination med at være samboende med 3 andre unge mennesker. Det er vigtigt Søndergade 51 er et trygt og godt sted at bo, så alle kan trives. I Søndergade 51 passer vi på hinanden, og der aftales ind imellem nogle fælles aktiviteter for at styrke sammenholdet imellem beboerne. Antallet af aktiviteter er beboerne med til at bestemme på det ugentlige husmøde. Aktiviteter kan være aktiviteter hvor der laves noget sammen i huset, f.eks. spille aften, se film eller fælles madlavning. Der kan også aftales en tur ud af huset, eks. i biograf eller i bowlingcenter. Borgeren betaler for egne udgifter hertil.

 

Opfølgningsmøder

Der er opfølgningsmøde hver 3. måned med borgerens udviklingsteam.

Udviklingsteamet består af sagsbehandler, kontaktperson i Søndergade 51 og evt. kontaktperson fra uddannelse/beskæftigelse/jobcenter.

Pårørende/værge er velkommen til at deltage, hvis borgeren ønsker det.

På mødet evalueres på de indsatsmål borgeren har arbejdet med.

 

Personale

Personalegruppen er tværfagligt sammensat af social- og sundhedsfagligt uddannet personale. Borgeren har en kontaktperson, men støttes af alle personaler. Borgeren har kontinuerligt samtale/samarbejde med kontaktperson, i fællesskab aftaler og arbejder de med de delmål beboeren skal arbejde med.
Der er fast tilknyttet 4 personaler.

Borgeren vil udover at modtage støtte til at arbejde med egne indsatsmål, modtage støtte til at deltage i fællesskabet med de andre borgere i Søndergade 51. Borgeren må være indstillet på, der er en vis interaktion med de andre borgere i Søndergade 51 for at kunne bo i Søndergade 51. I hvilket omfang borgerene deltager i sociale sammenhænge sammen, er afhængig af borgerne der bor i huset på det givne tidspunkt.
Personalet kommer som udgangspunkt om morgenen i hverdagene kl. 7.00-8.00 og igen kl. 16.00-22.00. Der er ikke personale om lørdagen eller søndag morgen.

Hvornår der er personale i huset, vil være afhængig af de støttebehov den enkelte beboerne har, og dermed de indsatsmål sagsbehandler bestiller personalet til at yde støtte til.

 

Samarbejdspartnere

  • Pårørende, der bliver inddraget i det omfang, den enkelte beboer ønsker det.
  • Handicap- og psykiatriforvaltningen
  • Center Dag Bostøtte, Handicap og Psykiatri
  • STU Ejby
  • Perronen
  • FGU Middelfart
  • Jobcenteret

 

Kontakt

Botræningstilbud – Søndergade 51
Søndergade 51
5500 Middelfart

Tilsynsrapporter