Ansøgning
Private leverandører, der ønsker at starte en privatinstitution i henhold til gældende lovgivning beliggende i Middelfart Kommune, skal sende en ansøgning til Middelfart Kommune.
Ansøgningen skal vedlægges de i ansøgningsmaterialet nævnte dokumenter.
Ansøgere skal påregne, at der kan gå op til 12 uger fra Dagtilbud har modtaget en ansøgning om godkendelse af en privatinstitution til en afgørelse foreligger. Fristen er gældende fra det tidspunkt, hvor Dagtilbud har modtaget alle relevante oplysninger og dokumenter.
Ansøgningsskema kan, indtil en digital løsning er klar, rekvireres hos Børn og Unge Forvaltningen via sikker mail.
Økonomi
Tilskud pr. barn pr. måned - 2025
|
0-2 år |
3-6 år |
Driftstilskud |
10.218 kr. |
6.088 kr. |
Bygningstilskud |
559 kr. |
260 kr. |
Administrationstilskud |
341 kr. |
203 kr. |
I alt pr. barn pr. måned |
11.118 kr. |
6.551 kr. |
Godkendelseskriterier for private leverandører af dagtilbud i Middelfart Kommune
1. Ansøgning
Godkendelsesprocedure
Denne vejledning beskriver godkendelseskriterier og kvalitets- og leverandørkrav for etablering af privatinstitutioner i henhold til Dagtilbudslovens §19, stk. 5 – gældende for Middelfart Kommune. Ansøgere skal påregne, at der går op til 12 uger fra Dagtilbudsafdelingen har modtaget en ansøgning om godkendelse af en privatinstitution til en afgørelse foreligger. Fristen løber fra det tidspunkt Dagtilbudsafdelingen har modtaget alle relevante og fyldestgørende oplysninger og bilag. Ansøgningsskema forefindes på Middelfart kommunes hjemmeside.
Ansøgning om godkendelse af privatinstitutioner behandles i Børn, Kultur og Fritidsudvalget.
Privatinstitutioner skal opfylde kriterierne for godkendelse senest seks måneder efter, at kommunen har offentliggørelse disse.
Depositum
Ved ansøgningen om godkendelse af oprettelse af en privatinstitution skal ansøgeren stille et depositum på 30.000 kr. som tilbagebetales, når kommunen har truffet afgørelse om etablering af institutionen.
Driftsgaranti
For at opnå leverancesikkerhed stiller Middelfart Kommune krav om sikkerhedsstillelse på anfordringsvilkår. Den private leverandør skal stille en garanti svarende til en halv måneds driftstilskud + driftstilskud for det antal måneder, kommunen forudbetaler for driften i privatinstitutionen. Beløbet beregnes og fastsættes af Middelfart Kommune. Middelfart kommunen er berettiget til at trække på driftsgarantien i anledning af et tab i forbindelse med privatinstitutionens ophør.
Vedtægter eller lignende dokument
Der skal udarbejdes vedtægter for privatinstitutionen, inden denne kan godkendes. Vedtægterne eller lignende dokument skal bl.a. indeholde:
- Navn og adresse på privatinstitutionen og på den private leverandør
- Optagelseskriterier samt en eventuel fortrinsret
- Opsigelsesvarsel
- Bestyrelseskonstruktion
- Åbningstid og antal lukkedage, herunder beskrivelse af mulig alternativ pasning ved lukkedage bort set fra 5. juni og 24. dec.
- Antal forventede børn samt maksimal kapacitet fordelt på alder (0-2 år og 3-6 år)
- Privatinstitutionens formål herunder værdigrundlag og beskrivelse af hvordan dagtilbuddet vil omsætte dagtilbudslovens § 7, 8 og 11, samt arbejdet med børn med særlige behov og flersprogede børn.
- Forældre/bestyrelsesindflydelse
- Procedure for vedtægtsændringer
- Måden at arbejde med de til hver tid gældende kommunalpolitiske mål for dagtilbudsområdet
- Kriterier for opkrævning af forældrebetaling
- Anvendelse af institutionens overskud, herunder ved ophør af institutionen.
Der kan ikke fastsættes optagelsesregler eller udvikles en praksis, der formelt eller reelt udelukker visse grupper fra optagelse i en privatinstitution. Optagelseskriterierne må ikke stride imod almindelige retsgrundsætninger såsom lighedsgrundsætningen.
Der skal udpeges en ansvarlig leder for privatinstitutionen.
Sammen med ansøgningen skal vedlægges kopi af det ansøgningsmateriale, som er fremsendt til Byggemyndighederne. Før den endelige godkendelse af institutionen kan gives skal der foreligge virksomheds-registreringsbevis fra Erhvervs- og selskabsstyrelsen (CVR-nr.), samt ibrugtagningstilladelse, som skal fremsendes til Dagtilbudsafdelingen.
2. De fysiske rammer
Privatinstitutionen skal dokumentere, at den råder over lokaler og arealer til formålet i en længere periode og kan efterkomme kravet om, at børn skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring, jf. dagtilbudslovens § 7, stk. 3
Det er en betingelse for udbetaling af tilskuddet, at privatinstitutionen til enhver tid har en gyldig ibrugtagningstilladelse til de lokaler, hvori pasningen foregår og til mindst det antal børn, som er indmeldt i privatinstitutionen.
Privatinstitutionen skal overholde den til enhver tid gældende lovgivning, herunder krav til bygningsforhold (bygningsreglementet og kommunens krav til institutionsbygninger), institutionens tilgængelighed, brandmæssigeforhold, legepladssikkerhed, køkkenmæssige forhold samt arbejdsmiljø. Institutionen har selv ansvaret for at indhente godkendelse fra alle relevante myndigheder.
I forhold til det gennemsnitlige antal indskrevne børn, skal det sikres, at bygningen som minimum lever op til bestemmelserne om krav til antal kvadratmeter pr. barn (se Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside).
En ekstern, certificeret virksomhed skal godkende legepladsen ved oprettelse og efterfølgende mindst hvert år foretage legepladsinspektion. Rapporten sendes efterfølgende til dagtilbudsafdelingen. Udgiften til udarbejdelse af legepladsrapport afholdes af privatinstitutionen.
Forsikring
Institutionen er forpligtet til at tegne forsikringer i lighed med de selvejende daginstitutioner, såsom bygnings- og brandforsikring, indboforsikring og ulykkesforsikring for børnene. Institutionen skal også tegne en lovpligtig arbejdsskadeforsikring for de ansatte.
Sundhed og hygiejne
Privatinstitutioner skal leve op til de lovgivningsmæssige krav til sundhed og hygiejne i daginstitutioner, herunder Sundhedsstyrelsens vejledning om hygiejne i daginstitutioner og Sundhedsstyrelsens retningslinjer om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i skoler og daginstitutioner for børn og unge.
Privatinstitutionen skal sikre børn og personale et røgfrit miljø – jævnfør gældende lovgivning. Dette vil sige, at der ikke må ryges inden døre i forbindelse med arbejdet med børn eller under arbejdet med børn i det fri. Medarbejdere, der arbejder med børn, fungerer som rollemodeller, og rygning i samværet med børn er derfor ikke tilladt.
Det er et ledelsesansvar, at gældende regler vedrørende rygning overholdes. Lederen har derfor pligt til at skride ind over for medarbejdere, der ikke overholder reglerne herom.
3. De pædagogiske rammer
Lovgivningsmæssige krav
Den private leverandør skal leve op til formålsbestemmelser og bestemmelsen om pædagogiske læreplaner mv. (jf. dagtilbudsloven kap. 2).
Dagtilbud skal medvirke til og understøtte børns demokratiforståelse, integration i og samhørighed med det danske samfund. Institutionen skal stå åben for alle børnefamilier uanset race, køn, religion og politisk anskuelse. Påvirkning, der sigter mod ensretning, må ikke finde sted. Det pædagogiske arbejde i institutionen skal fremme tolerance og medmenneskelighed.
Hovedsproget i privatinstitutioner skal som udgangspunkt være dansk og institutionen skal understøtte danske værdinormer. Med begrebet hovedsprog menes det sprog, som i udgangspunktet anvendes i dialogen mellem børn og pædagogisk personale i privatinstitutionen. Kommunen kan dog beslutte, at hovedsproget i en privatinstitution kan være engelsk, tysk eller fransk, hvis det skønnes efter en konkret vurdering, at det ikke medfører integrationsmæssige problemer.
Privatinstitutioner skal udarbejde læreplaner, som beskæftiger sig med seks obligatoriske indholdstemaer for børns læring: Krop og bevægelse, sprog, sociale kompetencer, naturen og naturfænomener, kulturelle udtryksformer og værdier samt personlige kompetencer. Den pædagogiske læreplan skal
- beskrive dagtilbuddets pædagogiske principper og læringsforståelse,
- beskrive dagtilbuddets mål for børnenes læring inden for de seks læreplanstemaer,
- beskrive hvilke pædagogiske metoder og aktiviteter der anvendes for at opnå læringsmålene,
- beskrive hvordan der arbejdes med at inkludere børn med særlige behov i gruppen ift. metoder og aktiviteter,
- evalueres hvert 2. år.
Børnemiljøet skal vurderes i et børneperspektiv, og børns oplevelser af børnemiljøet skal inddrages under hensyntagen til børnenes alder og modenhed.
Det er lederen af den private institution, der er ansvarlig for at udarbejde og offentliggøre den pædagogiske læreplan. Det er ligeledes lederen, der er ansvarlig for at læreplanen evalueres mindst hvert andet år. Lederen har ansvar for at inddrage forældrebestyrelsen i udarbejdelsen, evalueringen og opfølgningen af den pædagogiske læreplan. Inspiration og vejledning til udarbejdelsen af en pædagogisk læreplan kan findes på Undervisningsministeriets hjemmeside: www.uvm.dk.
Kommunale pædagogiske krav
Arbejdet i alle dagtilbud i Middelfart Kommune skal tage udgangspunkt i kommunens vision Fra Middelfartbarn til Verdensborger. Visionen er udtryk for, hvad vi i Middelfart drømmer om, at ethvert barn og enhver ung tager med sig i rygsækken, når han eller hun skal videre i voksenlivet. Formålet med visionen er en sammenhængende dannelsesstrategi for de 0-20-årige således, at vi skal være sammen om at sikre sammenhæng og progression i børn og unges læring, trivsel og udvikling fra barndom til ungdom.
Visionen indeholder fire strategiske pejlemærker og fire tværgående bånd, der sætter retningen for, hvordan vi ønsker at danne og uddanne vores børn og unge til livsduelige verdensborgere. De fire pejlemærker er; Verdensborger, Bæredygtighed, Bevægelse og Attraktiv.
På tværs af vores pejlemærker har vi endvidere et stærkt fokus på chancelighed som et af de fire tværgående bånd – at alle børn får de samme muligheder for at lykkes i livet; Vi er ikke i mål, før alle er med.
https://middelfart.dk/media/52xb10ya/kort-og-godt-sm%C3%A5b%C3%B8rn-a.pdf
Formålet med disse pejlemærker er, at hver enkelt institution forholder sig til, hvordan man lokalt vil formulere og praktisere sin pædagogik. Pejlemærkerne beskriver en fælles retning for den mangfoldighed af pædagogikker, metoder og strategier, der eksisterer og udvikles i institutionerne i Middelfart Kommune.
Herudover er en politisk beslutning om sprogvurdering af alle børn i alderen 2.10-3.4 år og flersprogede børn i alderen 3 og 5 år. Dette er for at sikre børns sproglige forudsætninger bedst muligt. Vurdering foregår ved brugen af Hjernen og hjerte.
Den private leverandør er forpligtet til at overholde de til enhver tid gældende politiske beslutninger og kommunens politiker på området.
Privatinstitutionen skal deltage i målinger og brugerundersøgelser efter samme retningslinjer som gælder for kommunale institutioner.
Personale
Den ansvarlige for privatinstitutionen har ansvar for, at personalesammensætningen sikrer, at institutionen kan overholde målene i dagtilbudsloven, samt Middelfart kommunes vision og tilgodeser børnenes behov.
Der skal være forsvarlighed i pasningsordningen. Gruppestørrelsen skal være sådan, at personalet kan opfylde børnenes behov for sikkerhed og tilsyn. Dette er gældende i hverdagen såvel ved ferie eller sygdom. Normering skal mindst svare til den gennemsnitlige normering i kommunen. I det private dagtilbud, skal fordeling mellem pædagoger og pædagogmedhjælpere minimum følge kommunens fordeling på 60/40.
Der skal indhentes udvidet straffeattest samt børneattest på alle, som ønskes ansat i institutionen inden ansættelsesforholdet kan indgås. Dette skal institutionen gøre opmærksom på ved alle stillingsopslag.
Der stilles krav om, at privatinstitutionens leder skal være pædagoguddannede eller have en anden relevant pædagogisk uddannelse. Middelfart Kommune vil kunne dispensere fra kravet om en pædagoguddannelse på samme måde, som der kan dispenseres for uddannelseskravet ved ansættelse i kommunale daginstitutioner.
Den private leverandør er ligeledes forpligtet til at stille et antal praktikpladser for studerende til rådighed svarende til institutionens størrelse.
Privatinstitutionens personale er underlagt skærpet underretningspligt jf. Lov om Social Service § 153 og § 154. Det betyder, at den ansatte har pligt til at reagere alene på baggrund af forhold, der giver formodning om at et barn under 18 år har behov for særlig støtte. Er der tvivl om underretning eller ikke underretning, kan Familieafdelingen kontaktes og sagen drøftes anonymt.
Privatinstitutionen er forpligtet til at indsende indberetning om magtanvendelse til Middelfart Kommune inden 10 dage efter hændelsen.
Privatinstitutionen skal deltage i brugerundersøgelser efter samme retningslinjer som gælder for kommunale institutioner.
Støtteforanstaltninger
Privatinstitutioner skal være åbne for børn, der kræver en særlig indsats og de skal samarbejde med de relevante kommunale instanser om de nødvendige tiltag. Det er kommunen, som træffer beslutning om behovet for særlig støtte efter en konkret vurdering. Den private leverandør har både samarbejds- og initiativpligt. Udgifter til støtte indgår ikke i driftstilskuddet, men tildeles af kommunen efter en konkret beslutning til den enkelte institution. Institutionen kan ansøge om bevilling af støtte til børn hjemhørende i Middelfart Kommune og skal følge kommunens procedure for ansøgning om dette.
Såfremt det vurderes, at tilbuddet ikke matcher barnets behov, kan Middelfart Kommune pålægge forældrene at få barnet flyttet til en anden institution.
Ved tildeling af støtteressourcer til børn i et privat dagtilbud, med bopæl i anden kommune, skal barnet vurderes af bopælskommunen, som ligeledes skal betale for den pågældende støtte.
Sprogstimulering
Privatinstitutioner skal leve op til reglerne om sprogstimulering efter dagtilbudsloven § 11 og de skal følge Middelfart Kommunes retningslinjer i forbindelse med sprogstimulering. I Middelfart kommune er der en politisk beslutning om sprogvurdering af alle børn i alderen 2.10-3.4 år og flersprogede børn i alderen 3 og 5 år. Dette er for at sikre børns sproglige forudsætninger bedst muligt. Privatinstitutionen skal anvende sprogvurderingsmaterialet ”Sprogvurdering 3 - 6” gennem Rambølls it – understøttede ”Hjernen og Hjertet”. Tilsynet skal have adgang til privatinstitutionens sprogdata.
4. Arbejdsvilkår
Der skal udfyldes en social klausul og en arbejdsklausul som betingelse for at modtage tilskud. Arbejdsklausuler er betingelser, som leverandører pålægges i forhold til at sikre ordnede løn- og arbejdsforhold. Sociale klausuler er betingelser som leverandøren pålægges i forhold til at ansætte praktikanter, elever og personer, som ellers har svært ved at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet.
Privatinstitutionen skal efterleve arbejdsmiljøloven, herunder udarbejdelse af APV.
5. Økonomi
Økonomisk hæderlighed
Den private leverandør skal opfylde grundlæggende krav om økonomisk og faglig hæderlighed, dvs. at den private leverandør eksempelvis skal overholde sine forpligtelser i forhold til betaling af skat osv. og anvende tilskuddene fra Middelfart Kommune til formålet.
Privatinstitutioner skal til enhver tid kunne dokumentere over for det kommunale tilsyn, at de modtagende midler svarer til de indskrevne børn og at tilskuddet anvendes til lovlige formål.
Tilskud
Kommunen yder et tilskud til privatinstitutionen pr. barn, der er optaget i institutionen. Størrelsen på tilskuddet ydes pr. barn i aldersgruppen 0-2 år og i aldersgruppen 3 - 6 år. Tilskuddet består af 3 dele; driftstilskud, administrationsbidrag og bygningstilskud. Afregning af tilskud sker til de til enhver tid gældende kommunale takster. Taksterne fastsættes en gang årligt og offentliggøres i oktober/november på Middelfart Kommunes hjemmesiden.
- Driftstilskuddet pr. barn svarer til de gennemsnitlige, budgetterede nettodriftsudgifter pr. barn i et alderssvarende dagtilbud i kommunen (eksklusive støttepædagogudgifter) jf. dagtilbudsloven §
36. 8
I beregningsgrundlaget for driftstilskuddet indgår privatinstitutionens åbningstimer og åbningsdage, og tilskuddet ydes maximalt til en ugentlig åbningstid på 51,5 timer jf. de kommunale dagtilbuds åbningstid. Tilskuddet bliver gradueret, såfremt privatinstitutionen har åbent færre timer end 50,5 timer samt ved eventuelle deltidspladser og ved flere lukkedage/feriedage end i de tilsvarende kommunale institutioner.
Ved ændringer i den ugentlige åbningstid, ferielukning eller andet, er den private daginstitution forpligtiget til hurtigst muligt at oplyse om ændringerne til Dagtilbudsafdelingen for ny beregning af tilskud.
Muligheden for lukkedage fritager ikke institutionen for pasningsforpligtelsen i forhold til de børn, der er indmeldt.
Opgørelse over indskrevne børn tilsendes pladsanvisningen hver den 1. i måneden påført cpr.nr., navn og adresse. Driftstilskuddet udbetales månedsvis forud og reguleres i forhold til de indskrevne børn.
- Administrationsbidraget pr. barn svarer til det gennemsnitlige administrationsbidrag pr. barn kommunen yder til selvejende institutioner. Administrationsbidraget bortfalder hvis privatinstitutionen ikke ønsker selv at varetage administrationen jf. dagtilbudsloven §38.
Udover administrationsbidraget yder Middelfart Kommune ingen administrativ bistand i form af f.eks. opkrævning af forældrebetaling, udbetaling af løn, personaleadministration mv. Privatinstitutionen deltager ikke ledermøder, men samarbejdsmøder med forvaltningen. Ligeledes tilbydes de private institutioner, i det omfang det er muligt, deltagelse i kurser og temadage arrangeret af kommunen, dog med egenbetaling for deltagelse.
- Bygningstilskuddet pr. barn svarer til det gennemsnitlige bygningstilskud pr. barn i samme aldersgruppe i de selvejende daginstitutioner i kommunen jf. dagtilbudsloven §37.
Tilskuddene udbetales af barnets opholdskommune fra det tidspunkt, hvor forældrene har fået tilsagn om et tilskud til brug for dagtilbud, og barnet er optaget i privatinstitutionen jf. dagtilbudsloven § 39.
Et eventuelt overskud kan trækkes ud som overskud til driftsherren. Dette overskud skal anvendes til lovlige formål. Kommunen hæfter ikke for et eventuelt underskud hos en privatinstitution.
6. Lukning
Er privatinstitutionen lukningstruet, er institutionen forpligtet til at give kommunen de nødvendige oplysninger - så tidligt som muligt – af hensyn til kommunens evt. overtagelse af pasningsansvaret.
Såfremt det vurderes at privatinstitutionen ikke længere opfylder godkendelseskriterierne, er kommunen forpligtet til at stoppe udbetalingen af driftstilskuddet.
Ved ophør af privatinstitutionen hæfter Middelfart Kommune ikke for et eventuelt underskud.
Forældre og tilskud:
Privatinstitutionen fastlægger og opkræver selv forældrebetalingen. Børn optaget i privatinstitutionen har jf. gældende regler, ret til friplads- og søskendetilskud. Tilskuddene beregnes af kommunen. Det påhviler privatinstitutionen at vejlede om mulighederne for tilskud.
7. Optagelse
Institutionen træffer selv afgørelse om optagelse af børn i institutionen. Reglerne for optagelse af børn skal fremgå af institutionens vedtægter, som skal være offentligt tilgængelige, fx via dagtilbuddets hjemmeside. De af institutionen fastsatte optagelseskriterier må ikke være i strid med almindelige rets grundsætninger, og institutionen skal være åben for alle børn uanset race, køn, religion og politisk anskuelse. Institutionen skal også være åben for børn, der kræver en særlig indsats. Der kan gives fortrinsret til en bestemt gruppe børn, hvis institutionen er oprettet med bestemt formål, og fortrinsretten er klart defineret i vedtægterne.
Privatinstitutionen skal føre venteliste over børn, der ønskes optaget i privatinstitutionen. Ventelisten skal være åben for alle og tilgængelig for kommunen, således kommunen på anmodning kan få indsigt i ventelisten. Institutionen kan kun afvise børn, hvis der ikke er ledig kapacitet. Hvis privatinstitutionen afviser et barn, skal dette indberettes til kommunen med en begrundelse for afvisningen. Privatinstitutionen skal meddele Pladsanvisningen, hvilke børn der bliver optaget i og udmeldt af institutionen. En gang om måneden skal der fremsendes lister over alle indmeldte børn. Listerne skal sendes med sikker post til Pladsanvisningen. Angiv i emnefeltet hvilken institution der sendes fra. Der skal logges på med institutionens virksomheds MitID.
Privatinstitutioner skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for udmeldelse af børn i institutionen, herunder med hvilken tidsfrist forældrene kan udmelde deres barn.
Der er ingen klageadgang for forældre i forbindelse med optagelse, flytning mv., hvilket er samme betingelser som for forældre til børn i kommunale tilbud.
I forbindelse med opsigelse fra og lukning af en privatinstitution er børn, der har været optaget i en privatinstitution, berettiget til en plads i en kommunal daginstitution inden for de gældende optagelsesregler i kommunen. Hvis privatinstitutionen går konkurs eller på anden måde pludselig ophører, vil kommunen dog være forpligtet til omgående at skaffe plads til børnene andre steder i de kommunale dagtilbud.
8. Forældreindflydelse
Forældre til børn i privatinstitutioner skal have samme forældreindflydelse, som forældre til børn i selvejende daginstitutioner, jævnfør dagtilbudslovens § 14. Det vil sige, at der skal oprettes en forældrebestyrelse med et flertal af valgte forældre og med repræsentation af institutionens medarbejdere, medmindre privatinstitutionens bestyrelse består af et flertal af valgte forældre.
Forældrebestyrelser skal som minimum have indflydelse på principperne for daginstitutionens arbejde, principperne for anvendelse af budgetramme samt indstillingsret til institutionsbestyrelsen i forbindelse med ansættelse af fast personale i daginstitutionen.
Privatinstitutions bestyrelse udarbejder efter indhentet udtalelse fra forældrebestyrelsen en vedtægt for styrelsen af institutionen.
Forældrebestyrelsen skal ifølge lovens §15 inddrages i udarbejdelsen af og opfølgning på den pædagogiske læreplan, samt inddrages i institutionens arbejde med at skabe gode overgange fra hjem-dagtilbud, fra dagtilbud-dagtilbud og fra dagtilbud-skole.
Sundt frokostmåltid:
Alle børn i privatinstitutioner skal efter § 19 skal have et sundt frokostmåltid alle hverdage. Forældre med børn i privatinstitutioner skal mindst hvert andet år og højst én gang om året have mulighed for at fravælge et sundt frokostmåltid.
Privatinstitutionen skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for forældrenes fravalg af frokostmåltidet.
9. Tilsyn
Det pædagogiske tilsyn skal sikre, at privatinstitutionen lever op til Dagtilbudslovens formålsparagraf § 1. Retningslinjer og bestemmelser om private leverandører findes i Vejledningen om dagtilbud, kapitel 32. Der gøres opmærksom på, at den private institution selv er ansvarlig for at søge informationer herom samt at efterleve dagtilbudslovens bestemmelser.
Privatinstitutionen er forpligtet til at samarbejde omkring det kommunale tilsyn, og tilsynene skal kunne foregå frit og uhindret. Tilsynet indeholder et anmeldt tilsyn hvert andet år og minimum et uanmeldt tilsyn hvert andet år, i modsat år af det anmeldte.
Privatinstitutionen er forpligtiget til at efterleve de til enhver tid gældende retningslinjer for tilsyn i Middelfart Kommune. Tilsynet udføres af en pædagogisk konsulent fra forvaltningen.
10. Ny lovgivning og nye byrådsbeslutninger
Den private leverandør skal til enhver tid leve op til de gældende godkendelseskriterier som vedtaget af Middelfart Kommune.
Den private leverandør skal til enhver tid leve op til den gældende lovgivning på området, herunder samtlige lovbestemmelser, der retter sig mod dagtilbud, samt til de til enhver tid i Middelfart Kommune gældende mål med og rammer for børns ophold i dagtilbud. Herunder de politisk vedtagne beslutninger på dagpasningsområdet.
11. Klage
Ved eventuelt afslag på ansøgning grundet manglende opfyldelse af kriterierne gøres opmærksom på, at Byrådets afgørelse er endelig og ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Kommunens afgørelser efter Dagtilbudslovens § 20 stk. 1 – 4 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Klage over fastsættelse af kommunens godkendelseskriterier kan afhængig af klagens art påklages til kommunalbestyrelsen eller Konkurrencerådet/ Konkurrencestyrelsen.
Der er ingen klageadgang for forældre i forbindelse med eks. optagelse, flytning, hvilket er samme betingelser for forældre i kommunale tilbud.
Initiativtageren erklærer, at have læst og accepteret Middelfart Kommunes krav til private leverandører på dagtilbudsområdet som grundlæg for institutionens oprettelse og drift.
Middelfart, den / ………………………………………………………………………………