På baggrund af Folketingets aftale om Grøn Trepart har aftaleparterne bag Middelfart Kommunes VE-aftale ”Klimahandling nu” besluttet at foretage justeringer i den eksisterende aftale. Formålet er fortsat at nå kommunens ambitiøse mål om selvforsyning med grøn strøm inden 2030.
- Aftalen om Grøn Trepart betyder, at store arealer i hele Danmark, inklusive Middelfart Kommune, skal omlægges til natur. Det betyder, vi kommer til at have pres på anvendelsen af arealerne i kommunen. Med vores tillægsaftale holder vi fast i ambitionerne om at være selvforsynende med grøn strøm og sikrer, at vi kan håndtere de nye krav, som Grøn Trepart stiller til blandt andet multifunktionalitet af arealerne, uden at sænke tempoet på den grønne omstilling, siger Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester Middelfart Kommune.
I VE-aftalen blev der besluttet et årligt genbesøg, hvilket aftaleparterne bag VE-aftalen – Socialdemokratiet, Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti – nu har gjort. Tillægsaftalen understreger aftaleparternes vilje og evne til at tilpasse kursen i takt med nye politiske rammer og ny viden.
Tillægsaftalen indebærer blandt andet, at projektet ved Kærbyholm fremadrettet kun vil blive anvendt til vindenergi og ikke længere til solceller. Det sikrer en multifunktionel anvendelse af arealet, så der fortsat er mulighed for at dyrke landbrug, opsætte vindenergi samt bevare natur- og vådområder.
Derudover intensiveres indsatsen med at udnytte kommunale tage til grøn energiproduktion.
- Vi har en klar ambition om at opsætte solceller på kommunale bygninger svarende til cirka fire hektar, hvilket forventes at producere omkring 3.300 MWh grøn strøm årligt. Der vil derfor blive sat tempo på at finde ud af, hvilken model Middelfart Kommune skal vælge til at indfri ambitionerne om kommunens bidrag i den grønne omstilling, siger borgmesteren.
Kommunens samlede elforbrug forventes at blive fordoblet frem mod 2030 til cirka 500.000 MWh årligt. Derfor er der behov for en betydelig udvidelse af vedvarende energiproduktion, som på nuværende tidspunkt kun dækker cirka 20 procent af kommunens behov.
Morten Weiss-Pedersen, gruppeformand Det Konservative Folkeparti, udtaler:
- Jeg er glad for det høje ambitionsniveau i Middelfart Byråd i forhold til vedvarende energi. Med denne tillægsaftale fastholdes ambitionsniveauet med en enkelt ændring. Jeg er også glad for, at der også vil blive arbejdet systematisk med opsætning af solceller på kommunale ejendomme.
Linda Johnsen, gruppeformand Socialistisk Folkeparti, udtaler:
- Det er godt, at vi fastholder ambitionen om at være selvforsynende med grøn strøm i 2030. Samtidig forholder vi os til aftalen om Grøn Trepart, der betyder, at vi justerer i vores aftale. Derudover skal vi som kommune også gøre det, vi kan, på egne tage. For SF er det centralt, at vi holder fast i at være ambitiøse på klimaets vegne.
Jacob Bjørnskov Nielsen, formand Klima, Natur og Genbrugsudvalget, udtaler:
- Jeg er meget tilfreds med, at vi med denne tillægsaftale for VE fastholder et ambitiøst niveau, samtidig med at vi demonstrerer fleksibilitet ved at forholde os til aftalen om Grøn Trepart og vores ambition om multifunktionel arealanvendelse.
Steffen Daugaard, gruppeformand Dansk Folkeparti, udtaler:
- Vi viser, at vi er villige til at justere VE-aftalen, når vi bliver bibragt ny viden, når der bliver sat nye rammer for arbejdet med den grønne omstilling med Grøn Trepart. Aftalen sikrer dog stadig, at vi fortsat beholder det store ambitionsniveau og kan komme i mål med ambitionen om selvforsyning med grøn strøm inden 2030.
Læs mere om VE i Middelfart Kommune: https://middelfart.dk/bolig/vedvarende-energianlaeg/
Læs VE-tillægsaftalen her:
VE-tillægsaftale - aftaletekst