Formålet med Bygnings- og arkitekturpolitikken er at sætte de arkitektoniske rammer og mål for realisering af Byrådets vision. Arkitekturpolitikken er et vigtigt delelement i den samlede vision, der spænder lige fra den helt overordnede strategi til mål, rammer og konkret arkitektonisk og fysisk udvikling af kommunen. Bygnings- og arkitekturpolitikken skal på den måde bidrage til en helhedsorienteret og sammenhængende udvikling for hele kommunen, i byerne, landsbyerne og i det åbne land.
Se Bygnings- og Arkitekturpolitikken
Arkitekturens Dag og Arkitekturprisen
Afholdelsen af Arkitekturens Dag og uddeling af Arkitekturprisen er besluttet af Byrådet i 2011 med den vedtagne Bygnings- og Arkitekturpolitik.
Arkitekturens Dag
I starten af oktober afholdes arkitekternes internationale kampdag landet over. Arkitektforeningen definerer hvert år et tema, som udpeges som indsats- og fokusområde. Formålet med Arkitekturens Dag er at vise, hvad arkitektur handler om og hvad vi kan bruge den til samt skabe debat om et aktuelt tema. I Middelfart Kommune afholdes dagen hvert år med aktuelle arrangementer i tilknytning til årets tema, hvor alle har mulighed for at deltage i dagen. Det kan være i form af udstillinger, byvandringer, foredrag, konkurrencer, åbent hus mm.
Arkitekturprisen
Har du kendskab til nybyggeri eller gennemførte renoveringer, som fortjener særlig anerkendelse og opmærksomhed? Hvis du mener at have et bud på kandidater til den arkitekturprisen, så send din indstilling til Teknisk Forvaltning. Eneste betingelse er, at byggeriet er udført indenfor kommunegrænsen og at det er afsluttet i forrige kalenderår.
Send adressen på bygningen og gerne et par billeder til teknik@middelfart.dk, hvert år senest 1. august.
Arkitekturprisen kan uddeles til arkitektur i alle størrelser og afskygninger, blot skal det bidrage positivt til det offentlige rum og de fælles fysiske rammer i kommunen – i byen såvel som på landet. Der kan således både præmieres landskabsarkitektur, torve, pladser, nybyggeri, tilbygninger, renoveringer og sommerhuse m.fl. Arkitekturprisen uddeles hvert år i forbindelse med Arkitekturens Dag, der afholdes i starten af oktober.