Middelfart Kommune er kendetegnet ved en meget lang kyststrækning, der benyttes hele året af både turister og kommunens egne borgere. Havet er et fælles gode og kysterne er et stort aktiv for Middelfart Kommune, og derfor er det vigtigt med en helhedstænkning i administrationen af kyststrækningerne.

Kommunes kyststrækning veksler mellem forskellige kysttyper, lige fra uforstyrrede naturområder, kyster ud for sommerhusområder og campingpladser til kulturprægede havne- og bymiljøer. For at sikre de forskellige kyststrækningers værdi tager Middelfart Kommune udgangspunkt i nedenstående retningslinjer.

Ansøgning

En ansøgning om tilladelse til etablering af en bade- eller bådebro skal indeholde følgende:

  • Præcis angivelse på kort over hvor broen ønskes placeret, inkl. matrikelnummer
  • Oplysninger om ejerforhold
  • Oplysninger om materialevalg
  • Plantegning af broen (broen set fra oven) med længde, bredde, samt angivelse af placering af landgang og evt. brohoved og trapper
  • Profiltegning af broen (snittegning) med angivelse af dennes højde over daglig vandstand for enden af broen, samt angivelse af materialer
  • Oplysninger om, hvorvidt det drejer sig om en sæsonudlagt bro eller en helårsbro
  • Hvem og hvor mange forventes at benytte broen og til hvilket formål skal broen anvendes (badebro eller bådebro mv.)

Når du ansøger er det en god idé at være opmærksom på Middelfart Kommunes yderligere krav og retningslinjer for bade- og bådebroer under følgende overskrifter nedenfor på denne side:

  • Retningslinjer for forskellige områder
  • Dimensioner og materialevalg
  • Forudsætninger og vilkår

Ansøgninger sendes som mail til teknik@middelfart.dk.

Alle ansøgninger behandles og afgøres ud fra en individuel og konkret vurdering.

Lovgrundlag og kompetencer

Som følge af Bekendtgørelse af lov om kystbeskyttelse m.v. § 16a, stk. 1, nr. 2 må der på søterritoriet ikke uden tilladelse anbringes bade- og bådebroer.

Ansøgninger om bade- og bådebroer behandles efter Lovbekendtgørelse nr. 232 af 12. marts 2007 om bade- og bådebroer, hvor Middelfart Kommune siden 1. januar 2007 har haft forvaltningskompetencen over dele af bekendtgørelsen om bade- og bådebroer.

Det betyder, at Middelfart Kommune behandler ansøgninger om almindelige bade- og bådebroer, der ønskes anvendt til badning og fortøjning af mindre både.

Du kan læse mere i Lov om kystbeskyttelse eller i Bekendtgørelse om bade- og bådebroer:

Luk alle
Åben alle

Middelfart Kommune håndhæver desuden Naturbeskyttelseslovens §§ 22-26 om offentlighedens adgang til naturen.

I forhold til bade- og bådebroer betyder det, at hverken bro eller landgang må vanskeliggøre eller hindre offentlighedens adgang på strandbred eller kyststrækning.

Tilladelse til opsætning af bade- og bådebroer forudsætter også, at der er offentlig adgang for alle på broen på eget ansvar. Offentlig adgang gælder for kortvarigt ophold og badning, eksempelvis muligheden for ophold på broen for at fiske krabber eller bade mv. Kortvarigt ophold gælder også for at lægge til med kajak, jolle eller lignende for at holde hvil.

På privatejede strande må ophold og badning dog ikke finde sted inden for 50 m fra beboelsesbygninger. Offentlighedens adgang er ligeledes ikke gældende for arealer, der før 1916 er udlagt som have eller inddraget under en erhvervsvirksomhed.

Du kan læse mere i Bekendtgørelse af lov om naturbeskyttelse:

Jævnfør Kystdirektoratets administrationsgrundlag er det Kystdirektoratet der har kompetencen til behandling og håndhævelse af følgende typer af sager relateret til bade- og bådebroer:

  • Bade- og bådebroer, der ikke har fri vandgennemstrømning, samt udføres som molelignende konstruktioner
  • Broer og moler der ønskes opført i erhvervs- og lystbådehavne
  • Fortøjningsbøjer – og pæle hvis hovedformål er at fastgøre et fartøj til en given position
  • Bådlifte
  • Slæbesteder og spil til udsætning af både
  • Opstilling af borde, bænke, omklædningsfaciliteter, belysning, flag og lignende på bade- og bådebroer

Hvis der i forbindelse med en ansøgning til en bade- og bådebro ønskes noget af ovenstående i tilknytning til broen, er det alene Kystdirektoratet, der har kompetencen til at behandle ansøgning om dette.

Langs kysterne i kommunen, findes private bade- og bådebroer, der er etableret uden tilladelse. Indtil 1975 havde grundejere ret til at etablere en åben pælebro ud for egen kystejendom, når denne ikke var til gene for almenheden, vanddybden ved broen ikke var større end 1,5 meter, og når broen udelukkende blev brugt af ejeren selv. (Ordningen er indeholdt i en skrivelse af 9. januar 1959 fra ministeriet for offentlige arbejder til vandbygningsdirektøren, men ophævet ved ministeriets skrivelse af 6. marts 1975 til Kystinspektoratet.)

Hvis en sådan bro er etableret før 1975, anses den for at være lovlig, selvom der ikke er givet tilladelse til broens etablering. Det vil til enhver tid være broejers ansvar at kunne dokumentere, at broen er opført før 1975, såfremt der ikke findes en tilladelse udsted af Kystinspektoratet, Kystdirektoratet, amt eller kommune.

Hvis en bade- og bådebro har været fjernet, og ikke er genopført indenfor en kortere periode (2-3 år) vil genopførelsen altid kræve en fornyet tilladelse, idet broen hermed vil blive betragtet som et nyanlæg. Det samme gør sig gældende, hvis broejer ønsker at ændre på dimensioner eller udseende af en eksisterende bro. (Kystdirektoratets administrationsgrundlag for søterritoriet)

Hvis en bade- og bådebro er etableret uden tilladelse, skal den lovliggøres. (LBK nr. 705 af 29/05/2020 Bekendtgørelse af lov om kystbeskyttelse m.v.)

Dette kan gøres enten ved at fjerne broen eller ved at ansøge om broen på ny. Konsekvensen af dette kan være, at Middelfart Kommune efter en konkret og individuel vurdering meddeler afslag på ansøgningen eller at kommunen kan meddele tilladelse med krav til ændringer af broens udformning jf. afsnittet om vilkår, samt dimensioner og materialevalg i dette administrationsgrundlag.

Et evt. afslag fra Middelfart Kommune kan påklages jf. afsnittet om høring, samt offentliggørelse af afgørelser.

Administrationen i praksis

I forbindelse med tilladelser til og lovliggørelse af bade- og bådebroer arbejder Middelfart Kommune ud fra seneste administrationsgrundlag vedtaget af Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget den 7. december 2022.

Udgangspunktet for administrationsgrundlaget er Bekendtgørelse om bade- og bådebroer, Kystdirektoratets administrationsgrundlag for søterritoriet, samt Klima-, Natur- og Genbrugsudvalgets beslutninger for området på baggrund af kommuneplan 2021-2033.

Luk alle
Åben alle

Områder med helårsboliger og eksisterende lovlige broer

Ud for områder med helårsbeboelser og mange eksisterende lovlige bade- og bådebroer kan der gives tilladelse til nye broer, forudsat at de nye broer ikke bliver større, længere eller mere dominerende end angivet i afsnittet dimensioner og materialevalg.

 

Sommerhusområder med eksisterende lovlige broer

Ud for sommerhusområder med eksisterende lovlige broer kan der gives tilladelse til nye badebroer, forudsat at broerne placeres med passende mellemrum, som udgangspunkt minimum med 200 meters mellemrum, således at bl.a. det frie udsyn samt muligheden for en alsidig rekreativ anvendelse af området bevares. Der gives som hovedregel ikke tilladelse til etablering af bådebroer ud for sommerhusområder.

 

Offentlige strande

Ud for offentlige strande kan der gives tilladelse til fællesbroer, forudsat at broen etableres af f.eks. en beboerforening, en grundejerforening, et brolaug eller lignende, således at broen får lokal forankring. Ligeledes kan der gives tilladelse til, at kommunen opsætter badebroer ud for de offentlige strande.

 

Broer ud for kommunens arealer

Ud for kommunens arealer ønskes som udgangspunkt ikke etablering af nye enkeltmandsejede bade- og bådebroer. Meddelelse af nye tilladelser til broer ud for kommunens arealer gives derved kun til offentlige fælles-broer. Ud for kommunens arealer vil der dog kunne gives fornyede midlertidige tilladelser for max. 5 år ad gangen til bibeholdelse af eksisterende lovlige private broer. Der vil ligeledes kunne gives tilladelse til udskiftning af broerne, forudsat at den nye bro ikke bliver større, længere eller mere dominerende end angivet i afsnittet dimensioner og materialevalg. I tilfælde hvor private bade- og bådebroer med midlertidig tilladelse er opført ud for kommunes arealer pointeres det, at det til enhver tid er broejers ansvar at forny en midlertidig tilladelse, samt at holde broen i forsvarlig stand. Ejerskab til en privat bro ud for kommunens areal kan ikke overdrages til ny ejer uden tilladelse fra kommunen.

 

Øvrige områder

Ud for områder, hvor der ikke hidtil har været lovlige broer, vil der som udgangspunkt ikke kunne forventes tilladelser til nye broer.

Middelfart Kommune vil som udgangspunkt stille følgende krav i forbindelse med en bade- og bådebros dimensioner og materialevalg:

Som udgangspunkt tillades der ikke gelænder på private enkeltmandsejede broer. Der kan gives tilladelse til et let og enkelt gelænder i den ene side af en bade- og bådebro, hvis broen etableres af en forening eller som fællesbro.

 

Dimensioner

  • Broen må max. være 50 meter lang, dog kun ud til en max. vanddybde på 1,5 meter ved broens yderste ende
  • Broen må have en max. højde over normal daglig vande på 1 meter
  • Broen må max. have en bredde inkl. bropæle på 1,5 meter
  • Brohoveder må have en max. størrelse på 10,5 m2 og må ikke virke dominerende

 

Materialevalg

  • Broen skal etableres i enten træ eller metal og i neutrale naturfarver
  • Broens materialer må ikke give unødigt og kraftigt genskin

Ansøges der om private bade- og bådebroer med fravigelser fra ovenstående dimensioner henstiller Middelfart Kommune til at flere lodsejere går sammen og danner fælles-broer. Dette for at begrænse antallet af broer og derved sikre udsynet over alle kommunens forskellige kyststrækninger.

 

Udvalgsbehandling

  • Ansøges der om overdragelse/ejerskifte af en privat bro beliggende ud for kommunens arealer forelægges dette for udvalget
  • Ansøges der om broer ud for øvrige områder, hvor der ikke hidtil har eksisteret lovlige broer, forelægges dette for udvalget
  • Ansøgninger hvor administrationsgrundlagets krav til dimensioner og materialevalg i væsentlig grad fraviges forelægges udvalget

Det vil normalt være en forudsætning for at få tilladelse til opførelse af en privat bro, at broejeren selv bor nærmest broen.

Tilladelsen gives på følgende vilkår:

  1. Tilladelsen til opførelse af bade- og bådebro bortfalder, hvis denne ikke er udnyttet senest 1 år efter datoen for udfærdigelsen, eller hvis en bade- eller bådebro ikke har været opsat 2-3 på hinanden følgende år. Der vil efterfølgende skulle søges om ny tilladelse upåagtet, at den pågældende bro tidligere var lovlig.
  2. Broen må kun benyttes som bade- og bådebro.
  3. Der skal være offentlig adgang på eget ansvar på broen for kortvarigt ophold. Broen må derfor ikke afmærkes med skilte, der forbyder offentlighedens adgang.
  4. Broen eller landgang må ikke hindre eller vanskeliggøre almenhedens færdsel langs kysten jf. Naturbeskyttelseslovens § 22.
  5. Der må højest ligge to både ved broen.
  6. Under broens opførelse skal den yderste del afmærkes med et sort flag på en stage der rækker mindst to meter over vandoverfladen.
  7. Broens dimensioner eller udseende må ikke udvides eller ændres uden tilladelse fra kommunen. Almindeligt vedligehold i samme materialer og dimensioner er tilladt.
  8. Broen skal holdes i god og forsvarlig stand, hvilket påhviler den til enhver tid værende ejer af ejendommen ud for hvilken broen er placeret. Hvis broen ødelægges og ikke umiddelbart herefter genopføres, skal alle rester fjernes fuldstændigt.
  9. Alt ansvar for broens konstruktion og vedligeholdelse, samt ansvar overfor 3. mand påhviler ejeren af broen.
  10. Hvis broen delvis inddrages om vinteren, skal de til en hver tid yderste 4 pæle række mindst 2 meter op over vandoverfladen. Er der tilbageværende broelementer under havoverfladen, må ingen del af broen række mere end 20 cm op over den eksisterende havbund og være til fare eller risiko for sejlende eller andre der benytter havet om vinteren.
  11. Hvis broen eller dele af denne inddrages om vinteren, må delene ikke oplagres på strandarealer eller på offentlige arealer.
  12. Broen må kun overdrages til andre sammen med ejendommen. Det er en forudsætning, at den nye ejer gøres bekendt med vilkårene for broens tilstedeværelse.
  13. I det tilfælde at kommunens afgørelse ikke efterkommes, eller hvis kommunens henvendelse om lovliggørelse inden en fastsat dato ikke efterkommes, vil Kystdirektoratet blive anmodet om at påbyde det ulovlige forhold lovliggjort. Efterkommes Kystdirektoratets påbud ikke, skal Middelfart Kommune gøre opmærksom på, at forholdet vil blive politianmeldt.
  14. Fjernes broen permanent, skal kommunen og Søfartsstyrelsen have besked og broen skal fjernes i sin helhed inkl. eventuelle pæle.
  15. Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet eller en eventuel klagesagsbehandling er afsluttet.

I henhold til § 3, stk. 2 i Bekendtgørelse nr. 232 af 12. marts 2007 om bade- og bådebroer skal ejere af naboejendomme skriftligt orienteres om ansøgninger til bade- og bådebroer.

Når Middelfart Kommune modtager en ansøgning, sender vi indholdet af denne til høring hos de nærmeste naboejendomme. Naboerne har hermed 14 dage til at komme med bemærkninger. Eventuelle bemærkninger vil indgå i den videre sagsbehandling, og ansøger vil blive informeret om de indkomne bemærkninger.
Kommunes efterfølgende afgørelse bliver ligeledes skriftligt meddelt de høringsberettigede naboer.

Kommunens afgørelse kan påklages af den afgørelsen er rettet til og enhver der måtte antages at have væsentlig individuel interesse i sagen. Afgørelse kan ligeledes påklages af Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Ejendomsforeningen Danmark og Fritidshusejernes Landsforening.

Afgørelsen offentliggøres på Middelfart Kommunes hjemmeside.

Klagefristen for afgørelsen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende ansøger eller er offentliggjort. Klagen sendes til Middelfart Kommune, der videresender klage med tilhørende relevant materiale til Kystdirektoratet.

Har du spørgsmål i forbindelse med en ansøgning eller til administrationsgrundlaget, er du velkommen til at kontakte Middelfart Kommune. Du kan henvende dig til:

Natur- og Miljøafdelingen
Telefon: 8888 5500