Anmeld ny olietank / afmeld olietank
Ny tank
Det skal meddeles kommunen, hvis du ønsker at nedgrave/opstille en ny tank. For tanke under 6.000 liter er fristen 2 uger før etablering.
Kopi af tankattesten skal sammen med anmeldelsen indsendes til kommunen. Det er vigtigt selv at gemme tankattesten, da det er brugerens garanti for, at tanken overholder loven. Tankattesten leveres sammen med olietanken.
Afmelding af tank
Når du har sløjfet/fjernet din olietank, skal du anmelde det til kommunen. Det er ejer eller brugers ansvar, at kommunen får afmeldingen senest 4 uger efter sløjfningen.
Krav til olietanke
- Tanken skal være typegodkendt.
- Tanken må ikke være brugt. medmindre den er forsynet med oprindeligt mærkeskilt.
- Nedgravede tanke under 6.000 liter må ikke flyttes.
- Afstanden til vandindvindingsboringer skal være mindst 50 meter til indvindingsboringer til almene vandforsyningsanlæg, og 25 meter fra andre boringer og brønde hvorfra der indvindes drikkevand.
- Anlægget skal etableres med enstrenget rørføring.
- Overjordiske tanke (indendørs/udendørs) skal være forsynet med overfyldningsalarm.
Der gælder særlige regler for opstilling af plasttanke.
Sløjfning af olietanke
Hvornår skal tanken sløjfes?
Olietanken skal sløjfes, når den tages ud af brug, enten fordi du har fået anden varmeforsyning f.eks. fjernvarme, eller fordi tanken er blevet for gammel.
Olietanke, der ikke længere bliver anvendt, skal tømmes for olie og blændes af/sløjfes eller fjernes.
Der er fastsat sløjfningsterminer for villaolietanke. Læs mere om sløjfningsterminerne på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Når du har sløjfet/fjernet din olietank, skal du anmelde det til kommunen.
Det er ejer eller brugers ansvar, at kommunen får afmeldingen senest 4 uger efter sløjfningen.
Sådan sløjfes og bortskaffes en olietank
Tanken skal tømmes for restindhold, bundsuges og skylles. Det anbefales at kontakte et slamsugerfirma, som må hente olieaffald. Firmaet tømmer og spuler tanken for olie og slam, som herefter bliver kørt til modtagestation for farligt affald.
Påfyldnings- og udluftningsrør skal fjernes, og studse tilproppes (så tanken ikke længere kan påfyldes olie).
Det er ikke et lovkrav at nedgravede tanken opgraves.
Hvis tanken ligger et sted med tung færdsel (f.eks. en indkørsel), anbefales det, at den fyldes med sand og således sikres mod sammenstyrtning. Dette er ikke et lovkrav.
Det anbefales af forsikringsmæssige årsager at få taget en jordprøve, senest ½ år efter, at en villaolietank er taget ud af brug for at undersøge, om der en jordforurening, som kan være dækket af forsikringsordningen.
Hvis der konstateres utætheder i tanken eller olielugt i jorden, når en tank fjernes, skal det omgående anmeldes til kommunens jordforureningsgruppe på tlf. 8888 5500.
Hold øje med din plasttank
Desværre har olieselskabernes forsikring konstateret et øget antal skader og revner på plasttanke. Det er derfor en god idé løbende at holde øje med din olietank og tjekke den for revner og skader - især når tanken står udendørs, ikke er overdækket, og den er udsat for direkte sollys og varme.
Folderen "Tjek din olie-plasttank" illustrerer og giver eksempler på, hvor revner og skader typisk opstår på tanken. Tag pjecen i hånden og kontrollér din tank.
Når du skifter varmeforsyning
Når du skifter varmeforsyning, skal du indberette det til Middelfart Kommune, så de rigtige oplysninger fremgår i BBR (Bygnings- og Boligregistret).
Læk eller spild af olie
I tilfælde af større uheld skal du ringe 112.
Ved mindre spild kontaktes Middelfart Kommunes Jordforureningsgruppe på tlf. 8888 5500.
Forsikringsordning
Der er lavet en aftale mellem olieselskaber i Danmark, som er medlem af Oliebranchens brancheforening Energi - og Olieforum og forsikringsselskabet TopDanmark. Forsikringen dækker alle lovlige olietanke under 6.000 liter, hvor > 50 % benyttes til opvarmning af bolig (villaolietanke). Forsikringen betales automatisk via olieprisen. Er tanken derimod ulovlig, dækker forsikringen ikke. Er du i tvivl om, hvorvidt du er dækket af forsikringen, kan du kontakte dit olieselskab.
- Læs mere om forsikringsordningen
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål angående olietanke, der ikke er besvaret på denne side, kontakt Natur- og Miljøafdelingens Industrigruppe på tlf. 8888 5500.