Lokalplanområdet ligger i den centrale del af Middelfarts bymidte og omfatter et areal på ca. 4.600 m². Området er ved lokalplanens udarbejdelse ikke bebygget, men henligger med spredt træbeplantning og kratbevoksning. Mod nord (Elmegade) og øst (Viaduktvej) grænser lokalplanområdet op til eksisterende boligbebyggelse, Bebyggelsen langs Elmegade er karakteriseret ved villahavebebyggelse fra hovedsageligt 1930’erne i en etage med udnyttet tagetage og opført i fortrinsvis røde mursten. Langs Viaduktvej er bebyggelsen karakteriseret ved rækkehusbebyggelse fra 1910’erne i en etage og med saddeltage. Jernbanen mellem Nyborg og Middelfart løber ca. 50 meter syd for området og selve stationen ligger godt 200 meter vest for lokalplanområdet. Arealet umiddelbart vest for lokalplanområdet er ubebygget, men er planlagt til boligbebyggelse i 3 etager og med en højde på 10 meter. Syd for lokalplanområdet ligger der i dag en pendlerparkeringsplads samt et iværksætterhus der er under opførelse ved lokalplanens udarbejdelse. Vejadgang sker via Jernbanegade.