Nyt kontanthjælpssystem 1. juli 2025
Nederst på denne side finder du oplysninger vedr. det nye kontanthjælpssystem, der træder i kraft 1. juli 2025.
Betingelser for at få kontanthjælp
- Du kan ikke forsørge dig selv eller din familie, f.eks. fordi du er blevet arbejdsløs eller syg
- Du kan ikke forsørges af din ægtefælle
- Du er ikke berettiget til at modtage anden støtte f.eks. arbejdsløshedsdagpenge, pension mv.
- Du har ikke formue.
GUIDE: Sådan søger du kontanthjælp
-
Mød op personligt i jobcentret den dag, du bliver ledig
Du kan først søge om kontanthjælp fra den dag, du melder dig ledig. Det er derfor vigtigt, at du hurtigst muligt melder dig ledig.
Du melder dig ledig ved at henvende dig personligt til Job- og Vækstcenter Middelfart, Nytorv 9, 5500 Middelfart.
Husk at medbringe NemID-nøglekort. -
Hjælp til ansøgning
Når du møder personligt op hos Job- og Vækstcentret, får du vist, hvordan du ansøger om kontanthjælp. -
Samtale om job- eller uddannelsesmuligheder
Job- og Vækstcentret indkalder dig efterfølgende til en samtale om dine job- eller uddannelsesmuligheder indenfor 7 dage. -
Det skal du være opmærksom på
Er du under 30 år, og har du en uddannelse, kan du søge om kontanthjælp på ungesats. Du kan ikke få kontanthjælp hvis, du er under 30 år og ikke har en uddannelse - du skal i stedet søge om uddannelseshjælp. Har du boet i Danmark i mindre end 9 år ud af de seneste 10 år skal du i stedet søge om selvforsørgelses- og hjemrejseydelse.
Sådan søger du om integrationsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse
Kontanthjælp/uddannelseshjælp, hvor begge er 25 år eller derover
Kriterier for at søge uddannelses- eller kontanthjælp
For at søge om hjælp til forsørgelse, hvad enten det er uddannelseshjælp eller kontanthjælp, skal ansøgningen sendes elektronisk. Du skal udfylde ansøgningsskemaet samt Erklæring om oplysningspligt. Endvidere skal du medsende relevant dokumentation. Når du underskriver oplysningspligtsskemaet, er du indforstået med, at kommunen må indhente relevante oplysninger som kan have indflydelse på afgørelsen.
Udfyld erklæring om oplysningspligt
Målgrupper:
Dokumentation, der skal medsendes, hvis du er gift, og hvor I begge er 25 år eller derover:
- Ansøgning om hjælp til forsørgelse i udfyldt stand (ægtefælle skal også underskrive).
- Din ægtefælle skal udfylde og underskrive en oplysningspligt.
- Engagementsoversigt og kontoudskrifter for de seneste tre måneder fra banken (også ægtefælles).
- Dokumentation for eventuelt formue (aktier, obligationer, etc) (også ægtefælles).
- Dokumentation for samtlige faste boligudgifter (kopi af seneste regninger samt dokumentation på at udgifterne er betalt).
- Ægtefælles indtægt for de seneste tre måneder.
Har du været i arbejde eller på SU, skal du også fremsende:
- Lønsedler for de seneste tre måneder .
- Fyreseddel / Opsigelse / kontrakt.
- Opgørelse over SU.
Hvis du har modtaget sygedagpenge eller arbejdsløshedsunderstøttelse, skal du også fremsende:
- Dagpengesedler for de seneste tre måneder.
- Dokumentation for ophør af arbejdsløshedsunderstøttelse.
Hvis du bor i ejerbolig, skal du også fremsende:
- Dokumentation for terminsudgifter.
- Dokumentation for ejendomsskat.
- Husforsikring.
- Forbrugsafgifter.
- Dokumentation på el, vand og varme.
Kommunen kan ikke behandle din sag, før alt relevant dokumentation er medsendt i ansøgningen.
Kontanthjælp/uddannelseshjælp til enlige under 29 år
Kriterier for at søge uddannelses- eller kontanthjælp
For at søge om hjælp til forsørgelse, hvad enten det er uddannelseshjælp eller kontanthjælp, skal ansøgningen sendes elektronisk. Du skal udfylde ansøgningsskemaet samt Erklæring om oplysningspligt. Endvidere skal du medsende relevant dokumentation. Når du underskriver oplysningspligtsskemaet, er du indforstået med, at kommunen må indhente relevante oplysninger, som kan have indflydelse på afgørelsen.
Udfyld erklæring om oplysningspligt
Dokumentation der skal medsendes, hvis du er ung udeboende (18-29 år):
- Ansøgning om hjælp til forsørgelse i udfyldt stand.
- Oplysningspligten skal udfyldes og underskrives.
- Engagementsoversigt samt kontoudskrifter for de seneste tre måneder fra banken.
- Dokumentation for eventuelt formue (aktier, obligationer, børneopsparing, osv.).
- Dokumentation for faste boligudgifter (kopi af seneste regninger samt dokumentation på, at udgifterne er betalt)
Har du været i arbejde eller på SU, skal du også fremsende:
- Lønsedler for de seneste tre måneder.
- Fyreseddel / Opsigelse / kontrakt.
- Opgørelse over SU.
- Dokumentation for afsluttet uddannelse.
- Dokumentation for afbrudt uddannelse.
Hvis du har modtaget sygedagpenge eller arbejdsløshedsunderstøttelse, skal du også fremsende:
- Dagpengesedler for de seneste tre måneder.
- Dokumentation for ophør af arbejdsløshedsunderstøttelse.
Hvis du bor i ejerbolig, skal du også fremsende:
- Dokumentation for terminsudgifter / lånedokument.
- Dokumentation for ejendomsskat.
- Husforsikring.
- Forskudsopgørelse.'
- Dokumentation på el, vand og varme.
- Forbrugsafgifter.
Kommunen kan ikke behandle din sag, før alt relevant dokumentation er medsendt i ansøgningen.
Sådan behandles din ansøgning
Når Middelfart Kommune har modtaget din ansøgning, med alt nødvendigt dokumentation, vil din ansøgning blive behandlet senest inden for 2 hverdage. Du vil derefter få besked om, hvorvidt du kan få økonomisk hjælp.
Da uddannelses- og kontanthjælp bliver udbetalt bagud den sidste hverdag i måneden, kan Jobcentret i særlige tilfælde udbetale engangshjælp, hvis du den første måned ikke har penge til at forsørge dig selv og din familie. Det kan fx være, hvis du har modtaget SU, som udbetales forud. Engangshjælp er en skønsmæssig ydelse. Det vil sige, at Borgerservice vurderer, om du har behov for engangshjælp, og i så fald hvor mange penge det drejer sig om.
Da vi ikke har mulighed for at udbetale uddannelses-eller kontanthjælp i kontanter, vil din ydelse derfor blive udbetalt via din nem konto.
Er du medlem af en A-kasse, men uden ret til dagpenge?
Er du ledig og medlem af en A-kasse, men uden ret til dagpenge, skal du også henvende dig til Job- og Vækstcenter Middelfart på den første ledighedsdag.
For at være berettiget til uddannelses- eller kontanthjælp skal du opfylde følgende betingelser:
- Dine forhold har ændret sig, så du ikke længere kan forsørge dig selv eller din familie. Ændringerne kan fx være arbejdsløshed, sygdom, barsel, separation eller skilsmisse.
- Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og være aktivt jobsøgende.
- Hvis din ægtefælle har indtægt, som kan forsørge jer, har du ikke ret til uddannelses- eller kontanthjælp, idet ægtefæller over 25 år, har gensidig forsørgelsespligt.
- Hvis du eller din ægtefælle har formue, som kan dække jeres økonomiske behov, kan du ikke få hjælp. Formue kan fx være indestående i banken, friværdi i ejerbolig, aktier, obligationer eller bil.
Stå til rådighed på arbejdsmarkedet
For at få uddannelseshjælp eller kontanthjælp, skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet og være aktiv uddannelses- eller jobsøgende, med mindre du ikke kan arbejde på grund af fx sygdom, barsel, manglende børnepasning eller lignende.
Indtægter der fratrækkes i hjælpen
Hvis du eller din ægtefælle har indtægter samtidig med, at du/I får økonomisk hjælp, trækkes indtægten fra i hjælpen. Du har derfor pligt til at informere Jobcentret om de eventuelle indtægter, som du og din ægtefælle har. Hvis det er nødvendigt, har vi mulighed for at kontrollere dine oplysninger.
Indtægter kan fx være:
- Løn.
- Feriegodtgørelse.
- Dagpenge.
Alle indtægter, både egne eller eventuelt ægtefælles, trækkes som udgangspunkt fra i hjælpen, og beregningen tager udgangspunkt i udbetalingstidspunktet, og ikke tidspunktet for optjeningen. Hvis du starter i arbejde eller uddannelse og overgår til udbetaling af løn eller SU, vil du ikke være berettiget til den optjente hjælp.
Hvis indtægten i en måned er større end det, som du og din ægtefælle er berettiget til at få i hjælp, vil der ikke blive udbetalt hjælp for den måned. Den del af indtægten, der overstiger hjælpen, trækkes desuden fra i den efterfølgende måned.
Der betales skat og ATP af hjælpen
Du betaler skat af din uddannelses- eller kontanthjælp. Når du har fået hjælp i 12 måneder, trækker kommunen derudover også ATP fra i hjælpen.
Formue
Formue i form af pensionsopsparinger ser vi bort fra de første 6 måneder, du modtager uddannelses- eller kontanthjælp. Herefter afgør størrelsen på opsparingen, om du fortsat kan få hjælp. Hvis du har en opsparing og er i tvivl om, hvorvidt det påvirker din ydelse, så spørg os på Jobcentret.
Hvis din situation ændrer sig, imens du modtager en ydelse
Når du modtager uddannelses- eller kontanthjælp, er det vigtigt, at du fortæller os om alle ændringer, som kan have indflydelse på hjælpen. Det kan fx være:
- Arv.
- Lønindkomst.
- Ægteskab (hjælpen beregnes ud fra din og din ægtefælles samlede indtægt).
- Starter uddannelse.
- Skifter adresse.
- Modtager gevinster.
- Penge tilbage i skat.
- Modtager feriepenge.
Hvis du får job
Når du får et job, skal du give Job- og Vækstcentret besked, så din hjælp kan blive stoppet. I det øjeblik du kan forsørge dig selv, kan du ikke længere modtage uddannelses- eller kontanthjælp. Det er derfor vigtigt, at du giver besked om job, så du ikke skal betale hjælpen tilbage på et senere tidspunkt.
Hvis du starter uddannelse
Når du starter uddannelse vil din uddannelseshjælp ophøre med sidste udbetaling måneden før, du starter uddannelse. Starter du fx uddannelse den 1. august, vil du få udbetalt din uddannelses- eller kontanthjælp sidste gang den 30. juni. Uddannelses- eller kontanthjælpen, som du får udbetalt den 30. juni, skal dække forsørgelse i juli måned. Herefter vil din forsørgelse være dækket af SU, som er forudbetalt.
Hvis din udbetaling af SU er forsinket, og du starter uddannelse på baggrund af et uddannelsespålæg fra jobcentret, kan vi en periode på op til 2 måneder udbetale uddannelses- eller kontanthjælp til dig. Den uddannelses- eller kontanthjælp vi udbetaler til dig i den periode, skal du tilbagebetale, når du modtager din SU, hvis SU’en dækker samme periode. Dette forudsætter dog, at du har modtaget uddannelseshjælp forinden uddannelsespålægge, eller hvis du er forsørger med hjemmeboende børn.
Hvis din SU er forsinket, kan du ansøge om uddannelse- eller kontanthjælp.
Særlig støtte til høje boligudgifter
Særlig støtte til høje boligudgifter er ikke det samme som boligsikring, som du søger ved Udbetaling Danmark. Din boligsikring indgår i beregningen ved særlig støtte, og hvis du endnu ikke har søgt boligsikring, så laver Jobcentret et foreløbigt skøn over, hvor meget du vil være berettiget til i boligsikring. Beregningen forudsætter dog, at vi har en kopi af lejekontrakten. Det skønsmæssige beløb indsættes i beregningen, indtil Jobcentret har den endelige beregning, som du modtager fra Udbetaling Danmark. Du har selv pligt til at oplyse Jobcentret om det endelige beløb.
Skal hjælpen betales tilbage?
Borgerservice samkører hver uge oplysninger fra E-indkomstregistret med kommunens udbetalingssystem. Det gør vi for at kontrollere om betingelserne for at udbetale hjælp er opfyldt, og for at kontrollere, om der er sket en fejl eller misbrug i forbindelse med udbetalingen af hjælpen. Hvis du har givet urigtige oplysninger, eller hvis du har fortiet indtægter/formue, vil det medføre, at du skal betale hele eller en del af den hjælp, du har modtaget, tilbage. Det kan også medføre, at vi anmelder forholdet til politiet.
Jobcentret kan desuden kræve, at du tilbagebetaler den økonomiske hjælp, som du allerede har modtaget, hvis du fx:
- Er i stand til at betale hjælpen tilbage inden for en kortere periode.
- Ikke har oplyst Jobcentret om ændringer i dine forhold (som kan påvirke din økonomiske hjælp).
- Får en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, som dækker samme formål som hjælpen.
Klage
Du kan klage over kommunens afgørelser til Ankestyrelsen.
Klagen skal sendes til kommunen senest 4 uger efter, at du har modtaget afgørelsen. Når kommunen har modtaget klagen, genvurderes afgørelsen. Hvis afgørelsen fastholdes, skal kommunen videresende klagen til Ankestyrelsen inden 4 uger.
Nyt kontanthjælpssystem 1. juli 2025 - spørgsmål og svar
Bliv klogere på den nye kontanthjælpsreform, og få mere viden om, hvordan det påvirker din ydelse.
Hvornår træder det i kraft?
Det nye kontanthjælpssystem træder i kraft d. 1. juli 2025. Det betyder, at ændringerne vil gælde fra udbetalingen d. 31. juli 2025.
Hvad betyder de nye regler?
Formålet med reformen af kontanthjælpssystemet er at indføre et mere enkelt kontanthjælpssystem.
De nuværende ydelser i kontanthjælpssystemet afskaffes og erstattes af én ydelse: Kontanthjælp.
Den nye kontanthjælp har som udgangspunkt tre satser: Mindstesats, grundsats og forhøjet sats. Hertil kommer en sats for hjemmeboende.
Derudover indføres en række tillæg, der er målrettet børnefamilier, enlige og unge.
Målet med de nye regler er blandet andet, at det skal kunne betale sig at tage arbejde på lavtlønsområdet, så flere kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Hvordan kommer min ydelse til at ændre sig?
Inden 1. april 2025 får du et specifikt brev i din digitale postkasse fra din ydelsessagsbehandler, som forklarer, hvordan din ydelse vil blive beregnet fra 1. juli 2025.
Brevet vil også fortælle, hvordan din ydelse ændrer sig i forhold til i dag.
Hvad hedder se nye satser?
Der vil fremover være én ydelse: Kontanthjælp
Ydelsen vil have 3 satser:
Mindstesats - for personer, som ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet.
Grundsats - for personer under 30 år, der ikke har haft svarende til 2½ års ordinært fuldtidsarbejde inden for de seneste 10 år. Satsen vil følge SU som pejlemærke.
Forhøjet sats - for personer der er fyldt 30 år eller unge i alderen 25 – 30 år, der har haft hvad der svarer til 2½ års ordinært fuldtidsarbejde indenfor de seneste 10 år.
Derudover kommer der en hjemmeboende sats, som er for personer under 30 år, der er hjemmeboende hos én eller begge forældre, og ikke forsørger eget barn i hjemmet.
Hvad hedder de nye tillæg?
Børnetillæg:
Du har ret til børnetillæg, hvis du har forsørgelsespligt over for ét eller flere børn under 18 år. Der er tale om ét beløb uanset antal børn.
Tillæg til enlige med børn:
Du har ret til et enligtillæg, hvis du er enlig med børn og modtager kontanthjælp på mindstesats og grundsats.
Tillæg til enlige uden børn:
Du har ret til et enligtillæg, hvis du er enlig uden børn og modtager kontanthjælp på grundsats og forhøjet sats.
Særligt ungetillæg:
Du har ret til særligt ungetillæg, hvis du er vurderet aktivitetsparat i jobcentret og:
- Er under 25 år og ikke har forsørgelsespligt over for børn.
- Er mellem 25 og 29 år og ikke har forsørgelsespligt over for børn
- Er under 30 år og har forsørgelsespligt over for børn og modtager børnetillæg
Midlertidigt tilpasningstillæg:
Du har ret til midlertidigt tilpasningstillæg, hvis du er under 30 år og opfylder betingelserne for at modtage tillægget, og modtager en kontanthjælpsydelse i juni og juli 2024. Ydelsesservice foretager vurderingen i forbindelse med sagsgennemgangen. Tilpasningstillægget er midlertidig og sidste udbetaling er juni 2027.
Fritidstillæg:
Du har ret til at modtage fritidstillæg til dine børn, hvis dine børn bor hos dig. Der bliver udbetalt fritidstillæg til op til 3 børn.
Medicintilskud - nyt tilskud pr. 1. juli 2025
Med det nye medicintilskud er det fra 1. juli 2025 muligt at få dækket egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin for dig, der modtager kontanthjælp, hvis særlige betingelser er opfyldt. Medicintilskuddet er 100 % til egenbetaling af receptpligtig tilskudsberettiget billigste medicinpræparat. Apoteket kan se, om din egenbetaling er dækket af medicintilskuddet, du skal derfor ikke ansøge om at få dette medicintilskud.
Medicintilskud til dig, der modtager kontanthjælp
Du har ret til at få dækket egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin, når du har fået udbetalt kontanthjælp i 12 måneder inden for de seneste 18 måneder. Det betyder, at alle borgere, der har modtaget kontanthjælp i et år eller mere, har ret til gratis medicin. En måned, hvor du kun delvist har modtaget kontanthjælp, herunder supplerende kontanthjælp, vil indgå i opgørelsen af de 12 måneder med kontanthjælp som en hel måned. Hvis du i en måned har modtaget en udbetaling på 0 kr., f.eks. fordi hjælpen er blevet nedsat på grund af din ægtefælles indtægter, tæller måneden ikke med i opgørelsen af de 12 måneder. Det er ikke en betingelse, at de 12 måneder ligger i forlængelse af hinanden. Selvom du i en måned ikke har fået udbetalt hjælp, kan du således godt fortsat være berettiget til medicintilskuddet.
Medicintilskud til din ægtefælle
Hvis din ægtefælle har ret til kontanthjælp afledt af din sociale begivenhed, vil din ægtefælle have ret til egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin. Dette gælder dog kun hvis din ægtefællen selv har modtaget kontanthjælp i 12 måneder inden for de seneste 18 måneder. Det er dermed ikke nok, at din ægtefælle har en afledt ret til kontanthjælp. Der skal også reelt være udbetalt kontanthjælp i 12 måneder inden for de seneste 18 måneder.
Medicintilskud til dine børn
Retten til egenbetaling ved køb af tilskudsberettiget medicin gælder også for børn, som bor hos dig, der modtager kontanthjælp. For børn under 18 år, som bor hos en forælder, der modtager kontanthjælp, vil retten gælde fra den første dag, hvor forælderen har ret til kontanthjælp.
Hvordan får du tilskuddet?
Der vil helt automatisk blive givet besked fra kommunen til Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister, hvis du er omfattet af muligheden for at få dækket egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin. Det betyder at du bare skal henvende dig på dit ønskede apotek. Du skal ikke selv lægge ud for medicinen, da tilskuddet vil blive ydet direkte på apoteket via Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister (CTR). Apoteket afregner tilskuddet direkte med din kommune. Du skal være opmærksom på at tilskuddet kun dækker det billigste præparat. Hvis det billigste lægemiddel ikke på lager på det enkelte apotek, må du afvente eller hente denne medicin på et andet apotek. Du kan også vælge at betale forskelsprisen selv.
Boligstøtteloft - pr. 1. juli 2025
Der bliver indført et et loft over, hvor meget borgere i kontanthjælpssystemet kan modtage i boligstøtte.
Boligstøtteloftet vil ligge på 363 kr. om måneden, og vil alene gælde samlevende og ægtefæller på forhøjet sats.
Fribeløb og mindre fradrag ved småjobs
Det skal kunne betale sig at tage småjob ved siden af kontanthjælpen. Der indføres derfor et indkomstfradrag, som vil betyde, at kontanthjælpsmodtagere og en eventuel ægtefælle, der modtager den nye mindstesats eller grundsats får et fribeløb på 5.000 kr. om måneden. Det vil sige, at kontanthjælpsmodtageren kan beholde de første 5.000 kr. af arbejdsindkomsten, uden at det påvirker kontanthjælpen.
Borgere, der modtager kontanthjælp med den nye forhøjede sats, får et fribeløb på 2.500 kr. om måneden. Overfribeløbet vil borgere kunne beholde 35 pct. af sin arbejdsindkomst op til henholdsvis 85 og 100 pct. af den maksimale dagpengesats, afhængig af satsniveau.