Sådan arbejder vi med Fremtidens Ældreliv

I Fremtidens Ældreliv arbejder vi med ”prøvehandlinger”. Det betyder, at hvis nogen får en god idé, så afprøver vi den hurtigt og effektivt i lille skala for at finde ud af, om den virker. F.eks. lokalt i den hjemmeplejegruppe, hvor idéen er opstået. Hvis idéen ikke virker, så lukker vi den ned igen. Virker den, så arbejder vi videre og undersøger, hvordan den kan bruges i større skala flere lokale steder. Kan den f.eks. bruges i de øvrige 3 hjemmeplejegrupper? Kan den, hvis den justeres lidt, give værdi for borgere og medarbejdere på vores syv plejehjem og/eller vores botilbud.

Idéerne, som vi arbejder med i prøvehandlinger, kommer mange steder fra. Det kan være en borger, der har et ønske om en ændring. Det kan være medarbejdere, der med deres faglighed sætter lys på nye muligheder. Det kan være pårørende, der undrer sig over noget i hverdagen.

Ved at arbejde med idéerne i små prøvehandlinger kommer vi hurtigt i gang – og undgår at bruge mange medarbejderes tid på noget, som vi endnu ikke ved virker.

At vi er frisat betyder ikke, at alt skal laves om. Nogle ting skal vi gøre anderledes og smartere. Men vi skal også beholde det, der virker godt i dag. Vi skal have fokus på kerneopgaven og være klar til at skære arbejdsgange fra, som ikke bidrager til vores målsætning: At ældre borgere i Middelfart Kommune får så godt et liv som muligt, og at vores medarbejdere får et meningsfyldt arbejdsliv med fokus på kerneopgaven til gavn for borgere og pårørende.

Middelfart Byråd har i december 2021 indgået en aftale med Regeringen om de kommende tre år at sætte Middelfart Kommune fri fra bureaukrati og store dele af lovgivningen på ældreområdet.

En velfærdsaftale er en ny, samarbejdsbaseret vej til at udvikle velfærden og skabe større lokalt handlerum. Til gengæld for de friere rammer, forpligter vi os til at levere tydeligere resultater – der gavner borgerne.
Samtidig med at kommunen er sat fri af lovgivning og ”landsdækkende” bureaukrati, så har Middelfart Byråd også sat ældreområdet fri fra alle kommunale regler, politikker og standarder.


Eksempler på prøvehandlinger

Når vi arbejder med prøvehandlinger i Fremtidens Ældreliv, så er de vidt forskellige. En prøvehandling kan handle om alt fra at fjerne unødig dokumentation omkring en arbejdsgang – og dermed frigive tid til samvær – til at forbinde og skabe nye fællesskaber mellem mennesker. Nederst på siden under ”Konkrete handlinger” kan du se en liste over de prøvehandlinger, som vi lige nu arbejder på.

I videoerne her på siden kan du dykke ned i en række konkrete eksempler, som viser bredden i prøvehandlingerne – og tydeliggør betydningen for ældre og medarbejdere.

Traditioner og fællesskaber på Vestre Hougvej

Bemærk, der sættes cookies fra videoudbyderen ved afspilning af denne video.

På Vestre Hougvej i Middelfart ligger en række ældreboliger tæt på plejehjemmet Fænøsund. For at styrke fællesskabet mellem beboerne i området og skabe relationer og venskaber blev der inviteret til fest. Hjemmepleje, frivillighedskoordinator og beboere var fælles om at arrangere og invitere – målet var at se, om der kunne opstå venskaber og relationer. Det blev en succes. I dag lever prøvehandlingen videre som en fast tradition, hvor en række frivillige en gang om ugen forbereder kaffe og kage. Og så mødes man i lokaler på plejehjemmet til hygge med naboerne.

Oprydning i unødig dokumentation på Plejehjemmet Egebo

Bemærk, der sættes cookies fra videoudbyderen ved afspilning af denne video.

På Plejehjemmet Egebo i Ejby har personalet sat fokus på dokumentation. Det er vigtigt at være præcis i dokumentationen på plejehjemmene. F.eks. når det handler om medicin og beboernes sundhedstilstand. Men dobbelt dokumentation er ikke dobbelt så godt. Det er faktisk spild af tid. Derfor har personalet gennemgået arbejdsgangene og skåret det væk, der ikke er nødvendigt. For borgerne betyder det, at den tid, der ikke længere bruges på at registrere, i stedet kan bruges til nærvær og omsorg.

Flere eksempler på prøvehandlinger

Træning i godt selskab

Fysisk aktivitet og fællesskab går hånd i hånd, når borgere og frivillige en gang om ugen mødes til træning på Skovgades Plejehjem. Her er der på initiativ fra kommunens trænende terapeuter og frivillighedskoordinator etableret et nyt motionsfællesskab i samarbejde med Ældre Sagen.

Målet med træningen er, at den enkelte deltager får brugt og trænet kroppen, så den holdes frisk og rørig længst muligt. Det giver frihed og livskvalitet. Og når træningen foregår i godt selskab sammen med andre, så motiverer det den enkelte til at holde fast i træningen og komme afsted.

For nogle ældre hjemmeboende borgere, der har modtaget genoptræning, er der både lyst og motivation til at fortsætte med træning. Men af forskellige grunde kan det være svært at bruge motionscentre og andre tilbud. F.eks. på grund af indstigningshøjde i træningsmaskiner, træningslokalernes tilgængelighed m.v.

Derfor mødes motionsfællesskabet i kommunale lokaler - med frivillige motionshjælpere ved roret. Den enkelte borger træner efter program tilrettelagt af en af kommunens trænende terapeuter, så det passer til den enkelte.

På plejehjemmet Kongshøj er der oprettet et plejehjemsråd. Rådet samles fire gange om året, og giver en øget mulighed for at inddrage beboere, pårørende og lokalsamfundet i livet på plejehjemmet.

På dagsorden er typisk emner, der er væsentlige for beboere og pårørende, f.eks. ”Den gode indflytning”, ”Den gode kultur”, ”Det gode samarbejde”, ”Den gode historie”, ”Den gode inddragelse af lokalsamfundet”, ”Pårørendementor for nye pårørende”, ”Deltagelse i Foreningers dag” eller ”Hvad skaber det gode liv på et plejehjem for beboere, personale og pårørende?”

Rådet er sammensat af to pårørenderepræsentanter, én eller to beboerrepræsentanter, repræsentant fra Ældrerådet, repræsentant fra aktivitetsråd, en medarbejderrepræsentant og plejehjemslederen. Derudover inviteres lokale foreninger ind ad hoc for at finde nye måder at samarbejde på. Pårørenderepræsentanter vælges via afstemning blandt beboerne, og der kan opstilles én pårørende pr. familie. Første møde planlagt til februar 2023.

Siden 1. februar 2023 har pensionister i Middelfart Kommune kunne komme og købe dagens ret på i caféen på Fænøsund Plejehjem. Det giver mulighed for at samles om måltidet, mødes med venner og bekendte, skabe nye netværk - og samtidig med at der kan sættes fokus på en god og sund ernæring.

Åbningen af caféen på Fænøsund Plejehjem er et eksempel på det gode samarbejde mellem en del forskellige aktører; plejehjemmet, hjemmeplejen, frivilligkoordinator, Ældreråd, Centerråd samt de frivillige fra f.eks. Ældre Sagen.

Det har været et udbredt ønske at åbne caféen: ”Der mangler et sted, hvor ældre mennesker kan mødes og spise sammen”.

Ældrerådet har støttet ideen, formanden udtaler: ”Vi har fokus på at bekæmpe ensomheden, nu kan man mødes i caféen og finde fællesskaber”.

Middelfart Kommune har tidligere været en del af projektet Fristelser i Øjenhøjde, et projekt der havde til formål at forbedre måltidsoplevelse og ernæringstilstand for ældre i eget hjem. Dette ud fra en viden om, at mangelfuld ernæring, tygge-synke besvær m.v. kan være en alvorlig trussel mod et godt og sundt ældreliv.
Afledt af bl.a. dette og på initiativ fra køkken- og plejepersonalet på ét af kommunens plejehjem kommer der nu på Kongshøj Plejehjem en såkaldt ”fristevogn” på formiddagsbesøg hos beboerne.

Hver formiddag kører køkkenpersonale rundt med en vogn til beboerne, en vogn der er fyldt med små ernæringsrigtige lækkerier, der kan friste til at spise og drikke. Udover at vognen bringer smil og glæde til beboerne, så er den også med til at sikre et tilstrækkeligt mad- og væskeindtag, der hvor der er behov for lidt ekstra.

Strømpeklinikken på Skovgades Plejehjem:

På Skovgade Plejehjem er der lavet en strømpeklink, hvor borgere, der har behov for støttestrømper, kan komme ind og få taget mål og få udleveret støttestrømper – og, hvis man ikke selv kan tage dem på, få vejledning i at bruge et hjælpemiddel - i én arbejdsgang. TV2Fyn har været på besøg og lavet dette indslag: https://www.tv2fyn.dk/middelfart/middelfart-blev-sat-fri-og-nu-har-gerda-faaet-mere-frihed 

Sådan bruger vi de foreløbige erfaringer

I foråret 2024 inviterede Middelfart Kommune til konference for at dele ud af de foreløbige erfaringer, vi har gjort os, siden ældreområdet blev sat fri.

Vi ved nu mere om, hvad der virker, og hvad der ikke gør, og vi ved, at frisættelse i Middelfart-udgaven er et kulturforløb, der ikke stopper. Frisættelsen har givet ledere og medarbejdere rammer til at prøve ting af, der kan gøre en forskel for den ældre og medarbejderne i hverdagen. Nu ligger fokus på at få udbredt det, der virker.

Hør her interviews med borgmester Johannes Lundsfryd Jensen og med tre medlemmer af det velfærdspanel, som Middelfart Kommune etablerede i 2021. Panelets medlemmer repræsenterer forskellige fagområder og forskellige organisationer, og deres opgave har været at give inspiration udefra til arbejdet med Fremtidens Ældreliv i Middelfart Kommune.

Bemærk, der sættes cookies fra videoudbyderen ved afspilning af denne video.

Bemærk, der sættes cookies fra videoudbyderen ved afspilning af denne video.

Bemærk, der sættes cookies fra videoudbyderen ved afspilning af denne video.

Bemærk, der sættes cookies fra videoudbyderen ved afspilning af denne video.


Om Fremtidens Ældreliv

Middelfart Kommunes indtræden i velfærdsaftale på ældreområdet betyder konkret frisættelse af såvel konkret lovgivning som også frisættelse fra egne etablerede regler, f.eks. Middelfart Kommune har valgt en bred frisættelse for derved at få mulighed for at etablere en så bred involvering af medarbejdere, ledere, borger, pårørende og civilsamfundet som overhovedet muligt.

Vi er f.eks. frisat på de forebyggende hjemmebesøg, sådan at vi i stedet for aldersbetinget hjælp kan give hjælpen behovsbetinget. Vi er frisat på hjemmehjælpsområdet, sådan at vi i endnu højere grad kan tage udgangspunkt i det enkelte menneske, og vi er frisat på rehabiliteringsområdet, sådan at vi også dér kan fjerne eksisterende begrænsninger.

I tabellen nedenfor kan du se, nøjagtig hvilken lovgivning Byrådet i Middelfart Kommune har ønsket en frisættelse fra, og du kan også se de områder, hvor der ikke er søgt om frisættelse, f.eks. i forhold til valg af friplejehjem.

Paragraf Område Frisættelse Bemærkninger
§79a Forebyggende hjemmebesøg Hel frisættelse (herunder også fra kvalitetsstandarder jf. §139, stk. 2) Behovsbetinget støtte frem for aldersbetinget
§81a Værdighedspolitik Hel frisættelse Den indholdsmæssige del af Velfærdsaftalen erstatter nuværende Værdighedspolitik
§83 Hjemmehjælp Hel frisættelse Udgangspunktet i det enkelte menneske
§83a Rehabilitering Hel frisættelse Mulig rehabilitering til alle borgere uden begrænsning af, at borgers behov for hjælp efter §83 skal nedsættes
§90 Erstatningshjælp Hel frisættelse Understøttelse af fleksibilitet
§94a Fleksibel hjemmehjælp Hel frisættelse Ophæves, da fleksibilitet for den enkelte er sikret ved frisættelse af §83
§151 Tilsyn Hel frisættelse Tilsynspolitikken på tværs af indsatser og rammer samtænkes
§151c Tilsynspolitik Hel frisættelse Som ovenfor
§84 Afløsning og aflastning Ikke frisættelse Aflastning af pårørende
§91 Det frie valg og fritvalgsbevis Ikke frisættelse Uændret frit valg
§92 Beredskabsplan Ikke frisættelse Uændret som konsekvens af frit valg
§94 Personlig udpeget hjælper Ikke frisættelse Uændret frit valg
§151b Friplejeboliger Ikke frisættelse Uændret frit valg

Udover frisættelsen fra lovparagrafferne i Serviceloven vil vi frisætte ældreområdet fra de i Middelfart Kommune politisk fastsatte egne regler. Det drejer sig her om frisættelse fra kvalitetsstandarder på senior- og velfærdsområdet:

  • Kvalitetsstandard for personlig pleje og praktisk hjælp 2020
  • Kvalitetsstandard for hverdagsrehabilitering 2020
  • Kvalitetsstandard for forebyggende hjemmebesøg 2020
  • Kvalitetsstandard for vedligeholdende træning på hold 2020
  • Kvalitetsstandard for genoptræning 2020

Der er ikke i velfærdsaftalens lovtekst indarbejdet en aldersgrænse. For at sikre, at det er de borgere aftalen er tiltænkt for, der også kommer ind under aftalen, så har Middelfart Byråd på møde i juni fastlagt en aldersgrænse. En grænse der flugter med folkepensionsalderen, og derfor vil være på 67 år fra d. 1. januar 2022 og resten af aftaleperioden. Der vil dog være en undtagelse for de yngre borgere, som af forskellige grunde bor enten midlertidigt eller fast på et plejehjem.

For at tydeliggøre formål og hensigt med velfærdsaftalens aktiviteter har Byrådet ligeledes på møde i juni bestemt, at aftalen fremover navngives "Fremtidens Ældreliv".

Her kan du løbende følge udvalgte handlinger såvel på fælles som på lokale spor. Vi kalder handlinger, der foregår mere end ét sted for fællessporet, mens de handlinger der i første omgang foregår på f.eks. ét plejehjem eller i én hjemmeplejegruppe for lokale spor.

 

Vores handlinger lige nu:

Fælles spor (status 16 prøvehandlinger):

Borger i eget hjem:

  • Frihed til hjemmeplejen – et antal timer om ugen (klippekort ”Fremtidens Ældreliv”)
  • Trivsel og værdighed i eget hjem (satspuljeprojekt)
  • Demensruter hjemmeplejen (målrettet kompetencer)
  • Rengøringsruter hjemmeplejen
  • Samarbejde med pårørende – hjemmeplejen
  • Modtagelse af borger efter udskrivelse – hjemmeplejen
  • Ny ledelsesorganisering i hjemmeplejen
  • Forebyggende hjemmebesøg (§79a i Serviceloven)

Borger på plejehjem:

  • Nye visitationskriterier
  • Den varme mad på plejehjemmene
  • Dokumentation inkl. demensområdet
  • Pårørendeinddragelse
  • Unge under 18 år - rekruttering

Tværgående (borger i eget hjem):

  • Koordineret indsats i borgerens eget hjem
  • Koordineret indsats ved borgerens indgang til Middelfart Kommune (udskrevet fra sygehus)
  • Motionsfællesskab

 

Lokale spor (status 16 prøvehandlinger):

  • Billeddokumentation i stedet for lange beskrivelser (plejehjem)
  • Morgen/dagsplanlægning - mere ro for beboerne (plejehjem)
  • Morgenmadsbeskrivelser (plejehjem)
  • Ro ved frokost-situationen kl. 12 (plejehjem)
  • ”Hygge-tante formiddag” (plejehjem)
  • Pårørendesamarbejde (plejehjem)
  • Vejning af beboer (plejehjem)
  • Dokumentation – brug af appinux-tavler (plejehjem)
  • Unge under 18 år (plejehjem)
  • Brug af dørmelder (pir) og døralarmer
  • Affaldshåndtering (plejehjem)'
  • Overlap mellem køkkenpersonale og plejepersonale eftermiddage i hus G+F (Plejehjem)
  • Introduktion til køkkenerne som ny medarbejder (inkl. vikarer, afløsere etc.) samt standardlabels til al mad på (Plejehjem)
  • Gåture med beboere (Plejehjem)
  • Opbygge traditioner og fællesskaber i ældre venligt boligområde (Hjemmepleje)
  • Skabe på badeværelser (Plejehjem)

Fremtidens Ældreliv handler om sund fornuft, borgere og pårørende i fokus. Og ikke mindst et fokus på rummet mellem medarbejdere og borgere, dér hvor velfærden skabes og udvikles. Men der er også brug for inspiration udefra, brug for at høre fra forskellige vinkler, brug for at høre fra forskellige discipliner og fra forskellige organisationer for at kunne blive klogere og for at kunne sætte mulighederne i velfærdsaftalen i det rette perspektiv. Derfor har Middelfart Kommune etableret et velfærdspanel.

For at lykkes med Fremtidens Ældreliv skal vi turde lade os forstyrre og skubbe til af andre perspektiver, fagligheder og erfaringer. For at skabe endnu mere sammenhængende borgerløb og for at styrke nærvær og omsorg skal flest mulige perspektiver bringes sammen ved bordet for at give input i forhold til potentialer og dilemmaer. Det er baggrunden for vores Velfærdspanel.

Panelet mødtes første gang i maj 2021, deltagerne i panelet er:

  • Johannes Lundsfryd Jensen, Borgmester og Formand for Velfærdspanelet
  • Kaj Johansen, Udvalgsformand for Social- og Sundhedsudvalget
  • Regitze Tilma, medlem af Byrådet
  • Jette Erichsen, Ældrerådet Middelfart
  • Emil Tang, tidl. direktør Danske Diakonhjem
  • Nis Peter Nissen, Direktør Alzheimer foreningen
  • Per Kjær, Forskningschef Afdelingen for Anvendt Sundhedsforskning, UCL
  • Marie-Louise Gotholdt, National chef, Røde Kors
  • Marianne Levinsen, Forskningschef, Center for Fremtidsforskning
  • Lene Tanggaard Pedersen, Rektor Designskolen Kolding og Professor i pædagogisk psykologi, Aalborg Universitet
  • Torben Klitmøller Hollmann, centerchef for Sundhed og Ældre i Næstved Kommune
  • Pia Gjellerup, centerleder Center for Offentlig Innovation

Syv kommuner får fra 2021-2024 frihed til at drive dagtilbud, folkeskoler og ældreområdet på nye måder, og det er VIVE (Viden om Velfærd), der skal evaluere forsøgene løbende. Professor fra Ulf Hjelmar, som skal stå i spidsen for evalueringen, betragter velfærdsaftalerne som meget ambitiøse forsøg:

”Tidligere frikommuneforsøg har været pincetforsøg, der har reguleret enkeltparagraffer. Nu er tanken, at kommunerne skal gentænke hele velfærdsområder. Det bliver spændende at følge, hvilke løsninger der bliver udviklet, og hvilken betydning det får for børn i daginstitutioner, i folkeskolen og for de ældre”, siger Ulf Hjelmar.

VIVE har også stået for at evaluere de tidligere frikommuneforsøg fra 2012 og frem. Resultaterne har overordnet være gode. Blandt andet har et frikommuneforsøg om udvikling af én plan for udsatte borgere og et frikommuneforsøg om hurtigere og mere fleksible arbejdsgange i børnesager haft lovende resultater og allerede ført til ny lovgivning.

I 2022 offentliggøres en midtvejsrapport om de foreløbige resultater, og i slutningen af 2024 offentliggøres slutrapporten om velfærdsaftalerne.

Udover Middelfart, Viborg og Langeland kommuner på ældreområdet deltager også Helsingør og Rebild kommuner på dagtilbudsområdet, samt Esbjerg og Holbæk kommuner på folkeskoleområdet i den samlede velfærdsaftale

Har du spørgsmål om Fremtidens Ældreliv, kan du kontakte:

Ole Qvortrup Larsen
Udviklingskonsulent
Ledelsessekretariatet

Tlf. 4010 4677
ole.qvortruplarsen@middelfart.dk