Indskrivning i Tidlig SFO sker ved udmeldelse af børnehaven d. 28. februar 2025. Indmeldelse til SFO sker samtidig med den elektroniske indskrivning til 0. klasse.
Skriv dit barn op til 0. klasse og Tidlig-SFO
Indskrivningen til skoleåret 2025/2026 er åben fra d. 4. november – 6. december 2024 kl. 12.
Sådan indskriver du dit barn
I uge 45 sendes indskrivningsmaterialet digitalt til forældre med børn, der er undervisningspligtige fra august året efter. Det bliver sendt til den digitale postkasse som sikker post til alle forældre med forældremyndighed over børn, der på indskrivningstidspunktet bor i Middelfart Kommunes skoledistrikter.
Har en familie til hensigt at flytte inden skolestart, kan der rettes henvendelse til Middelfart Kommune på tlf.: 8888 5423 kl. 8-14 eller send mail som sikkerpost til Børn, Unge og Fritidsforvaltningen, att: Skoleindskrivning.
Har I valgt distriktsskolen, kan I straks efter indberetningen udskrive en kvittering, der bekræfter indskrivningen.
Har I valgt en anden folkeskole end distriktsskolen, får I besked efter behandlingen af den samlede tilmelding til 0. klasse midt i januar 2025. Er der skoleønsker, som ikke kan opfyldes, får man også direkte besked fra Middelfart Kommune i januar 2025. Herefter sender skolerne besked til alle om optagelserne.
Ved valg af friskole eller privat skole
Hvis I vælger en friskole, en privat skole eller en skole i en anden kommune eller søger skoleudsættelse, skal dette også indberettes til Middelfart Kommune, da kommunen skal føre tilsyn med, at undervisningspligten opfyldes.
Undervisningspligt fra august det år, hvor barnet fylder 6 år
Som forældre kan det være svært at vurdere, om ens barn er skoleparat. I sådanne tilfælde drøftes barnets skoleparathed med personalet i barnets børnehave. Vurderes det, at barnet ikke er skoleparat, udarbejder forældrene i samarbejde med børnehavens personale, og en psykolog/tale-hørelærer, en ansøgningsblanket om skoleudsættelse, som sendes til Middelfart Kommune. Husk at det også skal indberettes digitalt, at der bliver søgt om skoleudsættelse.
Er det på tale, at barnet skal i et specialtilbud, og har I spørgsmål til, hvordan I skal indberette skoleønske, kan I kontakte Malene Stroger (tlf. 8888 5423) ved Middelfart Kommune.
0. klasse kan påbegyndes allerede i det år, barnet fylder 5 år, hvis det er født før 1. oktober, og skolens leder vurderer, at barnet vil være i stand til at følge undervisningen i 1. klasse året efter. Godkendelsen skal være sket inden 1. december.
Skoledistrikter
Barnet hører på baggrund af bopælsadressen til en bestemt skole - det er den, vi kalder distriktsskolen. Et barn har altid krav på at få en plads på distriktsskolen.
Oversigt over skoledistrikter kan ses på kortinfo.
Ønsker du at se, hvilket skoledistrikt en bestemt adresse hører til, kan der søges under kikkerten med teksten "adresser søgning" i menulinjen.
Frit skolevalg
Forældre kan derfor også få deres barn optaget på en anden skole end distriktsskolen, hvis der er plads.
Hvis det ikke er muligt at opfylde alle ønsker, optages efter følgende kriterier:
- Kommunens egne børn frem for børn fra andre kommuner
- Børn med søskende på skolen
- Børn som bor nærmest skolen
- Lodtrækning, hvis ovenstående kriterier ikke giver en afgørelse.
Som følge af en ændring af folkeskoleloven kan der maksimalt indskrives 26 elever i folkeskolens 0.klasser, for årgange der begynder i 0. klasse fra skoleåret 2024/2025. Heraf reserveres 2 pladser til elever med ubetinget ret til optagelse på distriktsskolen.
Det betyder konkret, at plads nummer 25 og 26 altid kun kan tildeles elever fra distriktet, som har en ubetinget ret til optagelse. Dermed gives ikke plads til en elev fra et andet skoledistrikt, hvis der er 24 eller flere elever i en klasse*.
*Styrelsesvedtægten for folkeskolen opdateres med gældende lovgivning primo 2025.
Udmeldelse af børnehave og indskrivning i Tidlig SFO/SFO
Orienteringsmøder om skolestart i Middelfart Kommune i uge 47/2024 samt intromøde i Tidlig-SFO i uge 8/2025
Anna Trolles Skole
Orienteringsmøde: Tirsdag d. 19. november kl. 16.00-17.00
Intromøde: Tirsdag d 18. februar kl. 16.00-17.00
Fjelsted Harndrup Skole
Orienteringsmøde: Tirsdag d. 19. november kl. 17.30-18.30
Intromøde: Tirsdag d 18. februar kl. 16.30-17.30
Ejby Skole
Orienteringsmøde: Mandag den 18. november kl. 16.00-17.00
Intromøde: Tirsdag den 18. februar kl. 16.30-18.00
Gelsted Skole
Orienteringsmøde: Tirsdag den 19. november 2024, kl. 16-17 i festsalen.
Intromøde: Tirsdag den 18. februar 2025, kl. 16-17 i festsalen.
Nørre Aaby Skole
Orienteringsmøde: Mandag d. 18. november 2024 kl. 17.00-19.00 i skolens sal/aula
Intromøde: Torsdag d. 20. februar 2025 kl. 16.30-18.00 i skolens sal/aula
Båring Skole
Orienteringsmøde: Tirsdag den 19. november kl. 16.00-17.00 i skolens aula.
Intromøde: Tirsdag den 18. februar kl. 16.00-17.00 i tidlig-sfo lokalet.
Strib Skole
Orienteringsmøde: Tirsdag d. 19. november 2024 kl. 16.00-17.00 i Amfien i indskolingen
Intromøde: Tirsdag d. 18. februar 2025 kl. 16.00-17.00 i Amfien i indskolingen
Hyllehøjskolen
Orienteringsmøde: Onsdag d. 20. november 2024 kl. 16-17 v/skolebiblioteket.
Intromøde: Tirsdag d. 18. februar 2025 kl. 16-17 v/skolebibliotek
Lillebæltskolen
Orienteringsmøde: Torsdag den 21. november 2024 kl. 16-17, Fællesrum B
Intromøde: Tirsdag den 18. februar 2025, kl. 16-17, Fællesrum B
Vestre skole
Orienteringsmøde: Tirsdag d. 19. november 2024 kl. 17.30 – 19.00 i Sfo'en
Intromøde: Tirsdag d. 18. februar 2025 kl.17-18.30 i Sfo'en
Østre Skole
Orienteringsmøde: Mandag d. 18. november 2024, kl. 16.30-17.30,"Trappen" ved Biblioteket.
Intromøde: Tirsdag d. 18. februar 2025, kl. 16.30-17.30, "Trappen" ved Biblioteket.
0. klasse
0. klasse er begyndelsen på skolelivet. Børnene skal vænnes til at være elever og modtage undervisning. Desuden skal de vænne sig til nye kammerater i en ny gruppesammensætning, og de skal lære skolen og dens miljø at kende.
0. klasse skal skabe fundamentet for skolens arbejde. Børnene stifter bekendtskab med tal og bogstaver, og de bygger videre på den viden og de færdigheder, som de allerede har. Udgangspunktet for dagligdagen og undervisningen i 0. klasse er stadig legen, men legen skal i stigende grad krydres med elementer af mere systematisk undervisning og indlæring.
Indholdet i 0. klasse tilrettelægges på baggrund af Folkeskolelovens kompetencemål for børnehaveklassen.
- Sprog
- Kreative og musiske udtryksformer
- Matematisk opmærksomhed
- Krop og bevægelse
- Naturfaglige fænomener
- Engagement og fællesskab
Transport til kommunal skole
Der kan ikke ansøges om transport for den periode, hvor barnet går i Tidlig-SFO.
Hvis der vælges en anden skole end distriktsskolen, skal forældrene selv sørge for/afholde udgiften til transporten af barnet.
Bliver barnet visiteret til specialklasse eller specialskole, kan der ansøges om transport på lige fod med transport til distriktsskolen.
SFO og Tidlig-SFO
Forsikringer
Kommunen har ikke en forsikring, der dækker børnene i skoletiden. Det tilrådes derfor, at forældrene tegner en forsikring for deres børn.
Ansvarsforsikring
Ligesom voksne kan børn blive pålagt at betale erstatning for de skader, de forvolder på andre mennesker eller deres ting. Den skadelidte kan kræve erstatning, hvis barnet har handlet mere uforsigtigt, end fornuftige børn på samme alder normalt ville have gjort.
Hvis en af skolens elever med vilje eller ved grov uagtsomhed ødelægger ting eller udleverede undervisningsmaterialer vil regningen blive sendt til forældrene. Har eleven forårsaget skade på andre børn eller deres ting, vil der kunne kræves erstatning.
Børneulykkesforsikring
Børneulykkesforsikringen for børn og unge i kommunale institutioner og skoler tegnet af kommuner ophørte pr. 1.1. 2012 pga. ændret lovgivning.
Det er ikke lovligt for kommunerne at tegne kollektive børneulykkesforsikringer for børn og unge i kommunale pasningstilbud og folkeskoler.
Forældre til børn og unge i daginstitutioner og skoler opfordres derfor til selv at tegne en ulykkesforsikring for barnet eller den unge.
Uden en ulykkesforsikring vil hændelige uheld med briller, legeme eller tænder ikke være dækket.
Kontakt
Under emnet "Folkeskolen" kan du her på hjemmesiden se, hvilken skole, der er dit barns distriktsskole. Her har du også mulighed for at finde link til den enkelte skole og SFO, hvor skolernes kontaktoplysninger vil fremgå.