Ønsker I at starte en forening, så er der hjælp at hente. Middelfart Kommunes fritidskonsulent står klar til at hjælpe med gode råd.

Send en mail til fritid@middelfart.dk, så ringer vi til dig. 

Derudover kan du herunder få hjælp til nogle af de mere formelle ting omkring nye foreninger. 

 

Luk alle
Åben alle

Der er mulighed for at blive godkendt som forening under folkeoplysningsloven for foreninger

  • med folkeoplysende voksenundervisning m.v.
  • med aktiviteter under det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde.

For at kunne søge om godkendelse som forening under folkeoplysningsloven skal foreningens vedtægter indeholde oplysning om:

1. Foreningens formål
2. Valg til bestyrelsen og antallet af bestyrelsesmedlemmer
3. Regnskabs- og formueforhold, herunder valg af revisor
4. Foreningens hjemsted
5. Betingelser for medlemskab
6. Tegningsret for foreningen
7. Procedure for vedtægtsændringer
8. Anvendelse af foreningens eventuelle overskud ved ophør.

Udover ovenstående skal foreningen være hjemmehørende i kommunen samt have en virksomhed, der er almennyttig og kontinuerlig.

 

Følgende krav skal desuden være opfyldt for aftenskoler:

  • Have en bestyrelse, som består af mindst 5 personer, der er valgt eller udpeget af medlemmerne eller medlemsorganisationerne, der står bag foreningen.
  • Give deltagerne i den folkeoplysende virksomhed mulighed for en plads i bestyrelsen.
  • Have en virksomhed, der som udgangspunkt er åben for alle.

 

Følgende krav skal være opfyldt for foreninger under det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde:

  • Være demokratisk opbygget.
  • Bygge på et aktivt medlemskab og have mindst 5 betalende medlemmer.

 

Indsend vedtægter og bestyrelsesliste

Ønsker foreningen at blive en godkendt folkeoplysende forening benyttes denne selvbetjeningsløsning for indsendelse af vedtægter og bestyrelsesliste osv.:

Indsend vedtægter og bestyrelsesliste



Hjælp til vedtægter

DGI har udviklet et elektroniks hjælperedskab til generering af vedtægter, som foreninger gratis kan benytte. På dette link til DGI hjemmesiden kommer du direkte til den omtalte side: https://www.dgi.dk/foreningsledelse/vejledninger/vedtaegtsgenerator 

Middelfart Kommune administrerer godkendte folkeoplysende foreninger samt andre foreninger i et lokale- og foreningssystem.

Systemet viser kommunens lokaler og kommunens foreninger, og det er foreningers eget ansvar at holde deres oplysninger ajourførte.

Foreningerne har mulighed for at lægge kontaktpersoner, aktivitetstype og henvisning til egen hjemmeside, ind som info omkring foreningen. Oplysningerne bliver vist i Foreningsguiden.

Hvis en forening skal ændre oplysninger, kan det gøres via nedenstående selvbetjeningsløsning:

Lav ændring i foreningsoplysningerne

Foreningen skal bruge samme login som ved booking af lokaler.

Alle foreninger skal have et CVR-nummer og en NemKonto, hvis de vil modtage betalinger fra en offentlig myndighed. Det er gratis for foreninger at få et CVR-nummer.

 

Sådan får foreningen et CVR-nummer og NemID

Foreninger, der har brug for et CVR-nummer, kan selv gratis registrere sig online hos Erhvervsstyrelsen på www.virk.dk Man skal bruge et NemID for at registrere foreningen online, men det behøver ikke at være knyttet til foreningen. Det kan være et hvilken som helst NemID.

Husk at oplyse foreningens CVR-nummer til kommunen. Vi skal bruge jeres nummer, når vi udbetaler til jeres NemKonto.

Du kan læse mere om NemKonto til foreninger på http://www.nemkonto.dk 

NemID til foreningen kan bestilles på https://www.nemid.nu/dk-da 

Justitsministeriet har lavet vejledning med de ofte stillede spørgsmål om frivillige foreningers behandling af personoplysninger. 

Fritidsrådet består af 13 medlemmer, hvoraf de 3 er udpeget af byrådet.

  • 2 medlemmer efter indstilling fra oplysningsforbund og andre foreninger, hvis virksomhed hovedsagelig omfatter undervisning og foredragsvirksomhed m. v. for voksne.
  • 4 medlemmer efter indstilling fra idrætsforeningerne.
  • 2 medlemmer efter indstilling fra idebestemte foreninger (aktivitet, der ikke er idræt)
  • 1 medlem fra spejderne
  • 1 medlem efter indstilling fra lokale handicapforeninger.

 

Valg og valgbarhed

Valg til fritidsrådet finder sted snarest muligt efter hvert kommunalvalg. Det skal dog finde sted inden den 1. april i året efter afholdelse af kommunalvalg.

Byrådet indkalder med mindst 14 dages varsel til et eller flere møder, hvortil der indbydes 2 repræsentanter for hver af de godkendte foreninger i kommunen.

Repræsentanter for foreninger, der i det seneste år op til datoen for valgmødet har gennemført folkeoplysende virksomhed, kan foreslå kandidater til fritidsrådet. Virksomheden skal være gennemført med tilskud fra loven eller i lokaler m.v., der er anvist i henhold til loven.

Hvis der bliver stillet forslag om valg af en repræsentant, der ikke er til stede på valgmødet, skal forslagsstilleren medbringe fuldmagt fra den repræsentant, der stilles forslag om.

Valget bliver foretaget, således, at repræsentanterne for den folkeoplysende voksenundervisning m. v. vælger deres medlemmer, repræsentanterne for idrætsforeningerne vælger deres medlemmer, repræsentanterne for idebestemte foreninger vælger deres medlemmer og repræsentanterne for de lokale handicapforeninger vælger deres medlem.

Bliver der på mødet enighed om valg af medlemmer og stedfortrædere, bliver de pågældende anset for valgte.

Bliver der på mødet ikke enighed om valg af medlemmer og stedfortrædere, udpeger byrådet medlemmer til fritidsrådet på grundlag af de på mødet eller senest 7 dage efter mødet fremkomne indstillinger fra de ovennævnte foreninger.

Hvis det ikke er muligt for en af de opstillingsberettigede parter at udpege det relevante antal medlemmer til udvalget, afgør byrådet, hvilken af de andre repræsentanters medlemstal, der skal forøges, så der bliver 8 repræsentanter for brugerne i fritidsrådet.



Valgperiode

Medlemmerne af fritidsrådet vælges for en 4-årig periode, som følger den kommunale valgperiode. Udvalget fungerer dog indtil udgangen af den måned, hvor nyt valg til udvalget har fundet sted.

Hvis et medlem af fritidsrådet udtræder i løbet af valgperioden, indtræder stedfortræderen.

Hvis et medlem har forfald, kan formanden indkalde stedfortræderen midlertidigt. Har et medlem forfald i mindst 1 måned, skal stedfortræderen indkaldes.

Er der ved et medlems udtræden af fritidsrådet ingen stedfortræder, foretages suppleringsvalg for resten af valgperioden