OBS: Puljen er nu lukket for ansøgninger, da ansøgningsfristen er overskredet.

Luk alle
Åben alle
Luk alle
Åben alle

Baggrund

Puljen vedrører indbetalte midler fra bygherren af solcelleanlægget ved Vanghavevej, Nørre Aaby. Puljen skal primært komme de nærmeste naboer til dette anlæg til gode if. Byrådets beslutning d. 5. december 2022. Byrådsmøder (middelfart.dk). Midlerne skal være bevilliget inden juni 2025.

 


Hvad er formålet med puljen?

Puljen har til formål at støtte projekter, som primært er til gavn for de nærmeste naboer til solcelleanlægget ved Vanghavevej, og som også gavner klimaet og/eller naturen.
Sekundært har puljen til formål at være til gavn for lokalområdet/i kommunen i forhold til klimaudfordringen.

 

Hvem kan søge?

De nærmeste naboer til solcelleanlægget kan primært søge puljen. Ved de nærmeste naboer forstås indenfor ca. 500 meter fra solcelleanlæggets hegn, eller naboer, som har tydelig udsigt til solcelleanlægget.

Lokale foreninger, selvejende institutioner med et almennyttigt formål og lokaludvalg inden for en afstand af ca. 1,5 km fra solcelleanlæggets hegn kan søge puljen.

Andre foreninger i Middelfart Kommune søge om midler til projekter med et almennyttig og klimarelateret formål.

Ansøgningerne vil blive prioriteret i forhold til afstand fra solcelleanlægget. Div. ansøgninger fra de nærmeste naboer vil blive prioriteret først, dernæst lokalområdet og til sidst ansøgninger som omhandler projekter i kommunen længere væk fra anlægget.

 


Hvad støttes?

Grøn Pulje kan støtte projekter, som er til gavn for de nærmeste naboer ift. gener fra solcelleanlægget og/eller som bidrager til at løse klimaudfordringen enten ved reduktion af klimagasudledning, optagelse af klimagas eller tilpasning til klimaforandringerne.

Det kan fx være tiltag som reducere støjgener fra motorvejen for de nærmeste naboer, udskiftning af vinduer eller varmekilde eller isolering af de nærmeste boliger, da det vil reducere energiforbruget. Det kan også være plantning af nye læhegn for at mindske indkik til solcelleanlægget og lignende.

Hvis det er en forening eller lokaludvalg, som søger puljen, skal projektet komme en bredere gruppe borgere i lokalområdet til gavn og samtidig bidrage til at løse klimaudfordringen. Det kunne fx være energirenovering af klubhus eller forsamlingshus, etablering af samkørselsordning, delebil eller dele-elcykler. Det kan også være fælles aktiviteter, som bidrager til adfærdsændringer ift. klima som fx forbrug og indkøb. Tilsvarende projekttyper kan støttes i andre foreninger i Middelfart Kommune, hvis projektet opfylder formålene i forhold til klima og natur.

 

Hvad er betingelserne for støtte?

  • Projektet skal primært komme de nærmeste naboer til gavn og mindske generne fra naboskabet til solcelleanlægget
  • Projektet skal bidrage til løsning af klimaudfordringen
  • Projektet skal (hvis det ikke er til de nærmeste naboer) komme en bredere gruppe borgere til gavn i lokalområdet, dvs op til 1,5 km fra solcelleanlægget
  • Projekter, som alene kommer en enkelt nabo til solcelleanlægget til gavn kan finansieres med 80% - 100% af projektets budget
  • Projekter, som er almennyttige/til gavn for flere naboer eller borgere kan finansieres med op til 100%
  • Ansøgeren bliver ansvarlig for drift og vedligehold og skal erklære sig indforstået med det.

 


Hvad kan man få tilskud til?

Der er i alt 580.000 kr. til uddeling.
Man kan søge tilskud til bl.a. støj/indkik afskærmning, læhegn, energirenovering og biodiversitetstiltag. For lokale foreninger/lokaludvalg kan der søges til andre klimarelaterede aktiviteter og tiltag fx delebil, dele-elcykler o.l. Lokale foreninger/lokaludvalg kan også søge om støtte til medfinansiering af større projekter, hvor anden finansiering er sikret.

Der kan også søges om støtte til gebyret for byggesagsbehandling. Forudsætning er, at man henvender sig til Middelfart Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning og forhører sig, om projektet kræver en byggesagsbehandling. Der kan gives støtte på 5.000 kr.

Der kan bl.a. ikke gives støtte til:

  • Udgifter som ikke er projektrelateret
  • Udgifter som vurderes til at være for høje
  • Løn til projektleder eller projektkoordinator
  • Kunstgræsbaner (henvendelse skal ske direkte til Økonomiudvalget)
  • Køb af jord
  • Drift
  • Regelmæssige og gentagne vedligeholdelsesarbejder.

 


Ansøgning og bilag

Ansøgningen skal bestå af:
Udfyldt ansøgningsskema og følgende bilag:

  • En projektbeskrivelse
  • Et udspecificeret budget (inkl. eventuelle tilbud). Det skal være tydeligt, om udgifterne er med eller uden moms. I ansøgningsskemaet bliver ansøgerne bedt om at angive, om de betaler moms af projektudgifterne.
  • Kopi af aftale med lodsejer hvis der sker fx plantning af læhegn på anden ejers jord
  • Kopi af støttetilsagn fra fonde/sponsorer mv. og/eller skriftlig bekræftelse fra egen klub/forening/lokaludvalg, hvis bevillingen ønskes brugt som medfinansiering af et større projekt.

 

Ansøgningsfrist

Der er fastlagt en ansøgningsrunde med ansøgningsfrist mandag d. 6. november 2023.
Der kan evt. blive tale om en ansøgningsrunde mere, såfremt der er midler tilbage i puljen.

 

Hvornår får man svar?

Ansøgningerne forventes behandlet på Byrådsmødet d. 4. december 2023. Middelfart Kommune giver begrundet skriftligt svar til ansøgerne efter mødet.

 

Hvornår får man tilskuddet udbetalt?

Tilskuddet fra Middelfart Kommune kan komme til udbetaling, når bevillingen er givet og under forudsætning af, at de nødvendige tilladelser er indhentet. Bevillingen udbetales evt. først efter at projektet er gennemført, som betaling direkte til det udførende firma ved betaling af faktura.
Projektændringer skal godkendes af Middelfart Kommune.

 

Når projektet afsluttes

Når projektet er afsluttet, sendes der et regnskab inkl. regnskabsbilag til Middelfart Kommune. Eventuelle ubrugte midler tilbagebetales til Middelfart Kommune.

Spørgsmål til puljen kan rettes til Helene Bjerre-Nielsen, Klimastaben på helene.bjerre-nielsen@middelfart.dk eller tlf. 2325 8478.