Vil du gerne gøre din bolig mere klimavenlig? Så har du snart muligheden for at søge tilskud til at energioptimere din bolig.

Energistyrelsen åbner for ansøgninger til bygningspuljen tirsdag den 28. september kl. 10.00.

Vær hurtig på tasterne. Puljen fungerer efter først-til-mølle-princippet, og der er altid rift om puljens midler.

Du kan søge tilskud til fire typer energirenovering af helårsboliger:

  • Isolering
  • Vinduer
  • Skift af varmetype
  • Optimering af husets drift

Din bolig skal have energimærke E, F eller G, hvis du vil søge tilskud til isolering, vinduer eller drift.
Du kan godt søge om tilskud til mere end én energiforbedring, men vær opmærksom på, at du kan ikke få tilskud med tilbagevirkende kraft.

 

Digitalt venteværelse

Energistyrelsen opretter et digitalt venteværelse, inden du kan komme i kø på grund af de mange ansøgere. Venteværelset åbner kl. 09.00, mens ansøgningsportalen åbner kl. 10.00, hvor køen dannes. Du får en tilfældig plads i køen, uafhængigt af hvornår du ankommer i venteværelset. Hvis du kommer ind efter kl. 10, får du plads bagerst i køen.

Læs mere, og se, hvordan du søger på Energistyrelsens hjemmeside