Debatter, udstillinger, workshops, filmfremvisninger, kulturarrangementer, foredrag, koncerter og en enkelt (genbrugs)catwalk er blot nogle af de ting, som publikum kan finde i årets program for Klimafolkemødet, som offentliggøres i dag.

Det er et rekordstort program - både hvad angår antallet af arrangementer og arrangører. I år bidrager over 70 arrangører med indhold til årets program, og det glæder Johannes Lundsfryd Jensen, der er borgmester i Middelfart:

- Vi har oplevet en overvældende interesse fra både organisationer, medier, foreninger og uddannelsesinstitutioner, som har ønsket at være en del af Klimafolkemøde, og det er vi meget glade for. Vi kan tydeligt mærke, at den grønne omstilling i dag er en dagsorden, som langt de fleste ønsker at være en del af, og derfor glæder jeg mig til at blive klogere på, hvilke klimaløsninger og muligheder vi kan tage i brug for at gå en grønnere fremtid i møde, siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Hos Region Syddanmark, der sammen med Middelfart Kommune, er værter for årets Klimafolkemøde, ser regionsrådsformand Stephanie Lose frem til at kunne sætte fokus på klimaudfordringerne sammen med både borgere og fagfolk:

- Det er overvældende at opleve, så mange vil deltage på Klimafolkemødet i år. Det vidner om, hvor vigtig klimadagsordenen er, og at der er perspektiver i at mødes og diskutere, hvordan vi kan løse klimaudfordringerne sammen. Jeg er helt overbevist om, at Klimafolkemødet med det omfattende program, vi i dag kan præsentere, vil bidrage til både visioner og handlinger, når det kommer til fremtidens grønne samfund.

 

Sebastian Mernild åbner med nyeste forskning fra FN's klimapanel

Klimafolkemødet får i år bl.a. besøg af klimaminister Dan Jørgensen (S), bestyrelsesformand Connie Hedegaard, tegner og filminstruktør Anders Morgenthaler og forskellige Christiansborg-politikere, som er inviteret til tv-transmitteret politisk debat torsdag aften på KulturØpladsen.

Åbningstalen bliver i år holdt af Sebastian Mernild, prorektor på SDU og klimaprofessor i klimaforandringer. Han er desuden hovedforfatter på den sjette rapport fra FN's klimapanel, IPCC, som udkommer få uger før Klimafolkemødet, og til åbningen vil han give publikum et indblik i rapportens hovedkonklusioner.

- Klimaet er under forandring, og de sidste fem år er de varmeste år målt på kloden siden 1880. Aldrig før har gabet mellem det vi gør politisk, og det vi burde gøre, været så stort, når vi taler globale forhold. Vi har en global klimaudfordring som skal løses med nationale tiltag, og ikke kun i Danmark. Jeg håber, at Klimafolkemødet giver publikum en forståelse for de klimaforandringer vi står i, og ser ind i. Og en diskussion omkring, hvordan vi arbejder mod teknologiske løsninger og ændringer i adfærd. En forståelse der skal munde ud i handlinger, siger Sebastian Mernild.

 

Nyt DK2020-topmøde under Klimafolkemødet

Der bliver i år et stort fokus på den historiske klimamoblisering, som de danske kommuner i disse år gennemgår, når Klimafolkemødet bliver centrum for et DK2020-topmøde med fokus på kommunernes rolle i klimakampen. Her er alle landets borgmestre og DK2020-kommuner inviteret til at deltage i topmødet, som afholdes torsdag 2. september.

Kulturprogrammet fylder også meget i årets program. Bl.a. spiller det svendborgensiske band, Patina, fredag aften koncert på KulturØpladsen, ligesom tv-vært Mikkel Beha Erichsen holder foredrag om sine seneste rejsefortællinger, og om hans oplevelser med synlige klimaforandringer på familiens mange rejser på havet.

Også de unge spiller en central rolle under Klimafolkemødet. Parallelt med begivenhederne på KulturØPladsen i Middelfart afholdes der Ungdommens Nationale Klimafolkemøde på Middelfart Gymnasium og HF. Her arrangerer gymnasiet sammen med Alssund Gymnasiet i Sønderborg, IBC-HHX Fredericia og Aurehøj Gymnasium i Gentofte et stærkt program over to dage 2.-3. september, som bliver livestreamet til alle ungdomsuddannelser i Danmark.

Arrangørerne planlægger efter, at op mod 5.000 deltagere dagligt lægger vejen forbi KulturØpladsen, og følger nøje myndighederes retningslinjer vedr. COVID-19. I år er der 7 scener.

Der er gratis adgang alle dage. Se hele programmet og årets hovednavne på klimafolkemødet.dk