Bemærk, at alle partier stemte for budgettet ved andenbehandlingen i byrådet. 

Middelfart Kommune har et solidt økonomisk fundament, og derfor er der plads til en markant investering i blandt andet dagtilbud, skolerne og ældreområdet. Grundlaget for den sunde økonomi er blandt andet tilflyttere, som de seneste år har givet ekstra midler til velfærden. Budgetaftalen indeholder udvidelser for i alt 39,7 mio. kr. i 2025, mens der med det tekniske budget er tilført 21 mio. kr. næste år – så der samlet bliver tilført mere end 60 mio. kr. om året.

- Vi har rigtigt gode kort på hånden i Middelfart Kommune. Vi står et godt sted, har en solid økonomi og er i en positiv spiral. Det giver os muligheden for en styrkelse af vores velfærd med særligt fokus på forholdene for de ældre og på skolerne. Samtidig skaber vi med det toårige budget et stabilt grundlag for vores institutioner, så der kan være fuldt fokus på kerneopgaverne frem for hele tiden at tænke i økonomi, siger borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen.

Det er Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti, der står bag aftalen om budgettet for 2025 og 2026 og de efterfølgende år. Den toårige aftale er et nybrud i forhold til budgetlægningen i Middelfart Kommune og har til formål at skabe stabilitet og ro omkring rammerne for daginstitutioner, skoler og plejehjem og mere tryghed i velfærden.

Bredt løft til hele kommunen

Aftalen indeholder blandt andet:

  • Pulje på 1,5 mio. kr. til at løfte indsatsen omkring demente borgere med særligt komplekse problemstillinger. Derudover fremrykkes 1,6 mio. kr. fra 2026 til 2024 til at forbedre udearealerne på plejehjemmene, så de bedre imødekommer demente beboeres behov.
  • Der tilføres yderligere 1 mio. kr. til en højere normering i daginstitutionerne. Midler skal gå ubeskåret til personale, som arbejder med børnene. Samtidig er besparelsen på flere lukkedage og kortere åbningstid i daginstitutioner fjernet.
  • Penge til driften af det kommende nærhospital - i alt 5,455 mio. kr. Hertil kommer anlægsinvesteringer for 17,256 mio. kr. i 2025 som den sidste del af en samlet anlægsinvestering på 72 mio. kr.
  • Der afsættes 2 mio. kr. til at udvide Nærhospitalet med yderligere tre rehabiliteringspladser. Dertil kommer 1 mio. kr. fra det afsatte beløb til kvalitetsløft for ældreplejen. Således der i alt er 3 mio. kr. til de ekstra pladser, som skal understøtte borgerne, så de ikke får brug for mere vidtgående tilbud.

Derudover indeholder aftalen et historisk stort anlægsprogram med et primært fokus på velfærdsområderne. Det samlede anlægsprogram for 2025-2028 udgør 400,3 mio. kr. Dertil er der foretaget fremrykninger af anlægsprojekter for 36 mio. kr., så de samlede anlægsinvesteringer udgør 444,30 mio. kr.

Det solide udgangspunkt for forhandlingerne skyldes i høj grad et målrettet arbejde med attraktivitetsdagsordenen, som har øget indtægterne via stor tilflytning. Herudover er der et vedvarende fokus på omhyggelig økonomistyring og budgetoverholdelse. Samtidig hviler budgetaftalen på den delaftale på folkeskoleområdet til 27,5 mio. kr., som et flertal i byrådet vedtog før sommerferien.

Læs hele aftalen.

Yderligere citater:

 

Socialdemokratiet

Kaj Johansen

Vi er glade for, at det er et bredt forlig og for det gode samarbejde, der har været om at lave det. Det er godt, at vi har fået styrket normeringerne på daginstitutionerne og de løft, vi har lavet på ældreområdet - for eksempel på demensområdet. Vi er tilfredse med, at der har været fokus på øgede driftsmidler til velfærdsområderne samtidig med betydelige investeringer på anlægsområdet – og at det har været inden for økonomisk ansvarlig ramme.

 

Venstre

Anders Møllegård

Vi er glade for at være med i processen. Det er vigtigt for os, at vi har styrket minimumsnormeringerne i dagtilbuddene, og at lukkedagene og den ekstra ferieuge er fjernet som besparelse. I forhold til anlæg er vi glade for, at vi får kigget ind i at vedligeholde vores kommunale bygninger og nybyg. Samtidig er det godt, at besparelsen på Brobygning Middelfart og Middelfart Erhverv er taget ud, da det fremmer hele Middelfart Kommune.

 

Det Konservative Folkeparti

Morten Weiss-Pedersen

Det er rosværdigt og godt, at vi har lavet en toårig budgetaftale. Det giver ro for vores institutioner. Det er et forlig, der sætter vækst ind som hovedmål for at styrke velfærden. Det vil sige, at vi er enige om at gøre alt for at tiltrække virksomheder til Middelfart Kommune - og gøre vilkårene gode for dem, der allerede er i Middelfart. På personalesiden er jeg glad for, at vi sætter ledelsesudvikling i fokus og gør en stor indsats for at mindske sygefraværet, som på landsplan er det højeste på folkeskoleområdet i forhold til de 98 kommuner. Og så er jeg naturligvis glad for, at der kommer en badebro i Strib ligesom i Middelfart Marina.

 

Socialistisk Folkeparti

Linda Johnsen

I SF er vi tilfredse med budgettet, som har fokus på kvalitet for børn, unge og ældre, herunder skoleaftalen og kompetenceløftet til Social- og Sundhedsforvaltningen. Vi er særligt glade for, at det var muligt at undgå de forslåede besparelser på daginstitutionsområdet og samtidig give et løft af normeringerne. Det har også været afgørende for os at styrke rådgivningstilbuddet Ungeliv, så unge, der har brug for hjælp, ikke skal vente længe. Vi har været glade for processen og samarbejdet med partierne i aftalen.  

 

Dansk Folkeparti

Steffen Daugaard

Jeg er rigtigt glad for aftalen og for samarbejdet blandt partierne. Vi har haft et godt fundament med de 27,5 mio. kr. vi afsatte før sommer i folkeskoleaftalen, og det har givet ro til skolernes planlægning. Den tendens har vi fortsat med flere midler til normeringer i daginstitutionerne. Derudover er jeg glad for kvalitetsløftet til de ældre på 4,4 stigende til 6,7 mio. kr., at ordningen med støttestrømper er fortsat i en ny form og den nye rickshaw til rullestole. Jeg tror den får travlt.