Det er gået fremad på flere centrale parametre i DI’s årlige måling af erhvervsvenligheden i kommunerne. På den samlede undersøgelse er Middelfart Kommune rykket fra op fra plads nummer 43 til 32. Ser man på det helt centrale spørgsmål om de lokale virksomheders overordnede tilfredshed, er kommunen rykket fra nummer 29. til 19. Det glæder borgmester Johannes Lundsfryd Jensen:
- Vi går rigtigt meget op i virksomhedernes oplevelse af Middelfart Kommune, og er løbende i dialog med dem om forholdene. Derfor er det også dejligt at se, at vi har taget et godt hop op i tabellen. Et stærkt erhvervsliv er en hjørnesten i en sund kommune, og her har vi nogle gode spillere på banen.
Virksomhederne bliver også spurgt i undersøgelsen, om de vil anbefale andre virksomheder at etablere sig i Middelfart Kommune. Her svarer over 70%, at det vil de sikkert eller helt sikkert. Det er et godt stykke over landsgennemsnittet på lidt under 60%, bemærker formand for Middelfart Erhverv og medlem af DI Trekantområdet bestyrelse, Tue Christiansen:
- Jeg er rigtigt glad for, at virksomhederne anbefaler andre at flytte hertil. Det er et kæmpe skulderklap til kommunen, Middelfart Erhverv og de andre gode kræfter, der løbende arbejder på at gøre Middelfart Kommune til et attraktivt sted at drive virksomhed. Et eksempel er Craft-festivalen, der arrangeres af Brobygning Middelfart. Her møder unge virksomheder og skoler for at høre om muligheden for at tage en erhvervsuddannelse. Festivalen er blevet afholdt i tre år, og vi oplever nu, at hele 27% af de unge søger ind på en erhvervsuddannelse.
Arbejdskraft har høj prioritet
I undersøgelsen bliver virksomhederne spurgt om, hvad kommunen især bør prioritere. Her er arbejdskraft første prioritet for virksomhederne.
- Det er virkelig vigtigt, at vi kan tiltrække kvalificerede medarbejdere for at understøtte vækst hos virksomhederne, og derfor er det her emne så vigtigt. Heldigvis scorer Middelfart pænt i undersøgelsen fra DI og det bekræftes af, at kommunen for nylig blev nummer 6 på arbejdskraft i en lignende undersøgelse fra Dansk Erhverv. Det understreger det gode arbejde, der bliver gjort for at tiltrække medarbejdere, siger Tue Christiansen.
På emnet ”Grøn Udvikling” er Middelfart Kommune også rykket markant frem. Indenfor den grønne omstilling er især Klimafolkemødet, der for nylig samlede 40.000 besøg, et synligt bevis på arbejdet med klimaet.
- Det har været et langt træk, men jeg er rigtigt godt tilfreds med, at vi går frem på de grønne parametre i undersøgelsen. Der er fortsat plads til at rykke endnu længere frem. Men det er godt at se, at arbejdet med fx Klimafolkemødet, den ny bæredygtige bydel Naturbyen og udrulning af fjernvarme nu giver resultater, siger borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen.