Ingen er længere i tvivl om, at klimaudfordringerne er massive, og at omstille vores samfund til en grøn fremtid er en kæmpe opgave. Derfor kræver det ikke blot globale klimaløsninger, men også lokal handling, der kan bidrage i den store sammenhæng.
Med afsæt i det tager et flertal i Middelfart Byråd nu ansvar for kommunens bidrag til den grønne omstilling af elproduktionen og har indgået en tredje og sidste delaftale for vedvarende energi, der sætter navn på de vedvarende energianlæg, der skal indgå i lokalplanarbejdet for at indfri de grønne ambitioner.
- Med denne aftale viser vi igen, at Middelfart Kommune er en af landets absolutte frontløbere i forhold til grøn omstilling. Vi tør at tage store og svære beslutninger, men sætter samtidig rammerne for, at der skal være en systematik og tydelighed i inddragelsen af borgerne og investorerne i bearbejdningen af de konkrete projekter, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen og fortsætter:
- Ambitionerne er store. Vi vil være selvforsynende med elektricitet fra sol og vind i 2030 og reducere væsentligt i CO2-udledningen. Samtidig sikrer vi tilstrækkelig billig og grøn varme i hele Middelfart Kommune. Det hele er særdeles vigtigt at komme i mål med, fordi vi i dag er bagud og kun producerer 20 procent af det faktiske forbrug med vedvarende energi. Det er vi pinligt bevidste om, og en nylig opgørelse bragt i Fyens Stiftstidende viser, at vi faktisk er næstdårligst i øjeblikket på Fyn.
Forligskredsen bag den tredje, store VE-delaftale er Socialdemokratiet, Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti. For at nå målet om selvforsyning med grøn strøm og bidrage til Middelfart Kommunes andel af den tunge transport gennem for eksempel Power-to-X er der brug for VE-anlæg, der kan producere i størrelsesordenen 500.000 MWh/år i 2030.
- Elforbruget i Middelfart Kommune er i dag cirka 250.000 MWh/år og forventes fordoblet i 2030. Det kræver en betydelig udvidelse af VE-produktionen, som for nuværende kun er på 50.000 MWh/år. Dermed dækker kommunen kun en tiendedel af borgernes og virksomhedernes kommende forbrug for at blive selvforsynende, siger borgmesteren og uddyber:
- Vi bliver nødt til at tage et ansvar for at komme i mål med den grønne omstilling, hvilket aftaleparterne er enige om med denne aftale. Aftalen giver os mulighed for at få grøn strøm hele døgnet og året rundt og giver fortsat plads til vækst og udvikling i hele kommunen - også for alle vores bysamfund i et 40-50-årigt perspektiv.
Hvis hele projektlisten, som kan tilgås herunder, gennemføres ud fra de nuværende forventninger vil vi opfylde de ambitiøse mål for den grønne omstilling. Aftalen giver derudover følgende positive afledte effekter:
- Skaber flere arbejdspladser i forbindelse med projekter.
- Giver borgere og virksomheder billigere, grøn strøm og varme.
- Der kommer flere hektar natur i forbindelse med VE-projekterne
- Øget fokus på grøn omstilling til gavn for klimaet.