Du skal som boligejer være opmærksom på, at du i 2025 kan få besked om grundskylden for 2021-2023.
Hvis du er en af de berørte boligejere, vil du få sendt nye ændrede ejendomsskattebilletter for skatteårene 2021-23.
Grundskyld på et foreløbigt grundlag
Da grundskylden for 2021, 2022 og 2023 blev beregnet, var 2020-vurderinger for boliger endnu ikke klar. Derfor er grundskylden for disse år i første omgang blevet opkrævet på et midlertidigt grundlag. Nu er 2020-vurderingerne endelige, hvorfor grundskylden for 2021, 2022 og 2023 efterreguleres. Du modtager derfor en ny skattebillet for 2021, 2022 og 2023.
Til og med 2023 var der skatteloft på grundskylden som begrænsede den årlige stigning. Mange boligejere er tilmeldt indefrysningsordningen for grundskyld og eventuelle stigninger vil også blive indefrosset, så du først skal betale, når du sælger boligen. Det betyder, at 2020-vurderingen får begrænset økonomisk betydning for de fleste boligejere.
Sådan beregner vi din grundskyld for årene 2021-2023 (vurderingsportalen.dk)
Hvis du ønsker at betale indefrosset grundskyld, før du har solgt din ejendom, kan du gå ind og afmelde det på www.indefrysning.dk med MITID, hvor du også kan se, hvor meget du har indefrosset.
Har du købt eller solgt for nyligt? Vær opmærksom, når grundskylden bliver efterreguleret
Det er den aktuelle ejer, der får en eventuel opkrævning eller penge tilbage, når kommunen efterregulerer grundskylden for 2021-2023 på baggrund af 2020-vurderingen.
Er du ny boligejer, skal du derfor tjekke din købskontrakt, da det her vil fremgå, hvem der skal betale efterreguleringen.
Middelfart Kommune må kun sende efterregulering til nuværende ejer – uanset om det var en anden, som ejede boligen i 2021-2023.
Ny ejer efter 1. januar 2021: Efterregulering af grundskyld (vurderingsportalen.dk)