Med seks års erfaring fra samme stilling i Aabenraa Kommune bringer Jacob Svarre Winther solid viden og indsigt om ledelse og pædagogik til stillingen. Som uddannet pædagog og med en diplomuddannelse i ledelse har han gennem sin erfaring en dyb forståelse for, hvordan man skaber trygge og udviklende rammer for de yngste borgere.

- Vi er meget glade for at byde Jacob velkommen som chef for dagtilbud i Middelfart Kommune. Med hans erfaring kan han indgå direkte i jobbet, og han vil bidrage til at styrke vores dagtilbud yderligere. Igennem de seneste år har dagtilbudsområdet udviklet sig i en stærk retning med afsæt i kommunens vision ”Fra Middelfartbarn til Verdensborger”, ligesom området generelt har været inde i en spændende periode med mange tilflyttende familier og opførelse af flere nye institutioner. Med Jacob i hus kan vi fortsætte den positive udvikling og vi ser frem til samarbejdet og til at skabe de bedste rammer for børn og familier i Middelfart Kommune, siger direktør for Børn, Unge og Familier, Charlotte Houlberg.

- Jeg ser det som en spændende mulighed at blive en del af Middelfart Kommune og arbejdet med dagtilbuddene. Jeg glæder mig til samarbejdet med medarbejdere og ledere for at fortsætte den gode udvikling på dagtilbudsområdet. Jeg vil have et særligt fokus på chancelighed, så vi øger ligheden for alle børn ved at skabe gode rammer for børns trivsel og læring, siger Jacob Svarre Winther.

Jacob Svarre Winther afløser Annette Friis Halmø, som er skiftet til en tilsvarende stilling i Svendborg Kommune.