Middelfart Kommune oplever et højt niveau af tilflyttere og en stor interesse for investeringer. Alene det seneste år er der sket en fordobling af vedtagne lokalplaner, og byrådet ønsker at sætte endnu stærkere fokus på en bæredygtig udvikling af kommunens erhvervsområder. Derfor har man ansat Hasse Andersen i en nyoprettet stilling som salgschef. Han får ansvar for salg af erhvervsjord og skal samtidig være med inde over udviklingen af nye erhvervsområder. Ambitionen er, at Middelfart Kommune skal nytænke når det gælder nye erhvervsområder og sætte standarden for fremtidens bæredygtige erhvervsområder - og den opgave skal Hasse Andersen være med til at løse fortæller Plan- og Byggechef, Karin Niemann-Christensen: - Der er stor opmærksomhed på udviklingen af vores erhvervsområder, og med Hasse får vi en salgschef, som både kan løse opgaven med at sælge vores erhvervsjord og være med til at sikre en bæredygtig udvikling og vækst i vores nye erhvervsområder. Han er samtidig vant til at skabe stærke relationer, og skabe et tæt samspil med erhvervslivet om den her udvikling. Hasse Andersen har både en uddannelse som ejendomsmægler og som forstkandidat, og i stillingen som salgschef er der behov for erfaringerne på begge områder. Han har senest været filialchef og medejer af en større ejendomsmæglerforretning i Fredericia, og glæder sig nu til at begynde som salgschef: - Det Middelfart Kommune har sat i gang indenfor grøn omstilling er rigtigt interessant. Udviklingen af bæredygtige erhvervsområder er en spændende opgave, hvor jeg kan trække på begge mine fagligheder. Jeg ser frem til at videreføre den udvikling Middelfart Kommune er inde i og være med til at tage de næste skridt og skabe gode vilkår for erhvervslivet, siger kommende salgschef, Hasse Andersen. Hasse Andersen er 46 år, bor i Fredericia og tiltræder den 24. oktober. |