Referat for Økonomiudvalget møde den 23. maj 2023
285. Falstersvejkvarteret, igangsætning af projekt
Sagsnummer: 2022-018860
Sagsbehandler: Tabita Nyby
Præsentation
Falstersvejkvarteret er et af Middelfarts ældste erhvervsområder, som efterhånden er under afvikling som industri- og erhvervsområde. Området har en attraktiv placering tæt ved midtbyen og ønskes omdannet til et blandet bolig- og erhvervsområde. Økonomiudvalget skal træffe beslutning om at igangsætte projektet om byudvikling i Falstersvejkvarteret samt godkende kommissoriet for projektet.
Forvaltningen foreslår
- At Økonomiudvalget igangsætter projektet for byudvikling i Falstersvejkvarteret, og
- at Økonomiudvalget godkender kommissoriet for projektet.
Sagsbeskrivelse
Området indgår i midtbyplanen ”Mulighedernes Middelfart” fra 2018, hvor det foreslås at indlede en dialog med områdets ejere, kortlægge områdets bevaringsværdige kvaliteter og udarbejde en udviklingsplan.
Der har været afholdt workshop med Byrådet på Byrådsseminar d. 31. marts 2023, hvor tre store byudviklingsprojekter blev drøftet (Trafikhavnen, erhverv ved Ejby og dette projekt), herunder principper for Falstersvejkvarteret.
Projektet har tæt sammenhæng med projektet for fremtidens havn, Trafikhavnen, som ligger umiddelbart vest for området, både pga. den fysiske nærhed og fordi begge projekter de kommende år vil tilføre Middelfart by et større antal nye attraktive boliger. Der er fokus på, at de to områder skal supplere hinanden med forskellige identiteter og med fokus på forskellige målgrupper, frem for at konkurrere med hinanden.
I Falstersvejkvarteret er der forskellige ejere og aktører, og udviklingen af området vil alt andet lige vil blive en længere proces, end hvis der var én ejer. Det er derfor oplagt at indgå partnerskab med de nuværende ejere, og inddrage dem og områdets øvrige aktører i midlertidige aktiviteter og en gradvis omdannelse, hvor der tages højde for de kvaliteter, potentialer og ønsker, der er i området.
Der er indledt dialog med flere af ejerne/ virksomhederne i forhold til deres fremtidsplaner og eventuelle nye lokationer i kommunen.
Der nedsættes et forum, Falstersvej Forum, med deltagelse af politiske repræsentanter (Borgmester, Formand for Teknisk Udvalg, Næstformand for Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget), grundejere og særlige interessenter, for at sikre fællesskab om udviklingen af området, herunder at visioner og strategier er realiserbare og forankres hos områdets interessenter og grundejere. Det skal samtidig medvirke til at sikre, at lokale interesser og prioriteter bliver hørt tidligt og indarbejdes i udviklingsplanarbejdet. En proces for inddragelse af øvrige interessenter og borgere skal fastlægges.
Arbejdet med en udviklingsplan for området er under opstart og forventes at være færdigt omkring årsskiftet 2023-2024. Kommissorie for projektet er vedlagt som bilag.
Foreløbig arbejdsvision for projektet:Falstersvejkvarteret er og skal vedblive at være en særlig del af Middelfart. I fremtiden, et ressourcekvarter, der gentænker byudvikling i et cirkulært og ressourcebevidst vækstmiljø. Et funktionsblandet kvarter, hvor der inviteres indenfor med plads til mangfoldighed og hvor der er frihed til at nye bolig og produktionsformer udvikles og afprøves. Kvarterets udvikling skal ske i tæt samspil med og i respekt for de eksisterende rammer og de deri bundne ressourcer. Med udviklingen af Falstersvejkvarteret vil vi genfortolke den producerende bydel og bringe den videre ind i samtiden og fremtiden.
Økonomi
Der er afsat 1,8 mio. til projektet i 2023, primært til udarbejdelse af udviklingsplan. I forbindelse med budget 2024 foreslås, at der afsættes midler de kommende år til bl.a. midlertidige aktiviteter.
Høring
Ingen. Når udviklingsplanen er udarbejdet, kommer denne i høring.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Godkendt.
Kommunens udgift afholdes via jordforsyningsområdet.
Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling (afbud).
Behandlingsplan
Bilag
286. Igangsætning af lokalplan for boliger ved Østerbyvej i Gamborg
Sagsnummer: 2022-007352
Sagsbehandler: André Espersen
Præsentation
Forvaltningen har modtaget anmodning om lokalplanlægning for et ubebygget område nord for Østerbyvej i Gamborg. På området ønskes der etableret boliger i form af åben-lav boliger. Udvalget anmodes om at træffe beslutning, om lokalplanlægningen kan igangsættes til det ansøgte.
Forvaltningen foreslår
- At lokalplanlægningen for det ansøgte bliver igangsat i overensstemmelse med beskrivelsen af projektet og de anbefalinger på fokusområder i nedenstående sagsbeskrivelse.
Sagsbeskrivelse
Bygherre ønsker at opføre åben-lav bebyggelser på en del af matr.nr. 13a, Gamborg By, Gamborg. Området er på ca. 1,5 ha, er beliggende i landzone.
Projektområdet er omfattet af bekendtgørelse om landsplandirektiv 2021 for udviklingsområder i kystnærhedszonen.
Området ligger inden for kommuneplanrammeområde L.03.30 - Gamborg, der udlægger området til blandet bolig og erhverv, nærmere bestemt landsby med primært boligformål og med mindre erhverv, herunder landbrug og butikker, som kan indpasses uden genepåvirkning for omgivelserne. Der kan der etableres offentlige formål. Bebyggelsesprocenten er fastsat til maksimalt 30. Bebyggelsens højde må ikke overstige 2 etager og 8,5 meter. Det ønskede byggeri er i overensstemmelse med kommuneplanen, såfremt det indrettes under hensyntagen til risiko for oversvømmelse.
Planlægningen kræver et tillæg til Spildevandsplan 2016 – 2023, som udlægger hele området til separat kloakeret.
Bygherre ønsker mulighed for at opføre åben – lav bebyggelser i op til 2 etage med en bebyggelsesprocent på op til 30 %. Grundene ønskes udlagt med en størrelse på 900 – 1.400 m2.
Centralt i området ønskes det at indrette et grønt fællesopholdsareal, svarende til 5 % af området, hvor der udover lege- og opholdsarealer kan indpasses anlæg til regnvandshåndtering. I den videre planlægning skal det sikres, at området indrettes således bebyggelsen beskyttes mod risiko for oversvømmelse, samt at der sikres tilstrækkelig plads til regnvandshåndtering.
Vejadgang til bebyggelsen skal ske fra Østerbyvej.
Se forslag til situationsplan, der er vedhæftet som bilag.
Markering af lokalplanområdegrænsen
Forvaltningen anbefaler at følgende fokusområder sikres i lokalplanen:
- at bebyggelsens volumen tilpasser sig det øvrige Gamborg, med en maksimal bebyggelsesprocent på 30 % for den enkelte ejendom og maks. 2 etager,
- at bebyggelsen opføres i materialer som kendes fra Gamborg, det vil sige at boligbebyggelser overvejende skal opføres med facader i blank eller pudset murværk,
- at området indrettes med større boliggrunde og maksimalt 12 boliggrunde i alt,
- at der sikres tilstrækkeligt areal til regnvandshåndtering og at det indpasses i området,
- at området indrettes således bebyggelsen beskyttes mod risiko for oversvømmelse,
- at der ikke etableres direkte overkørsler fra boliggrunde til Østerbyvej,
- at der etableres en gennemkørende vej med 2 overkørsler til Østerbyvej,
- at området indrettes med et grønt sammenhængende fællesopholdsareal,
- at beplantning af fællesareal tilfører området øget biodiversitet.
Økonomi
Intet
Høring
Forslag til lokalplan vil blive sendt i offentlig høring, når forslaget er politisk godkendt.
Klima & bæredygtighed
I henhold til kommuneplan 2021 skal byudviklingen ske på et bæredygtigt grundlag.
Arealanvendelsen til boligformål vil medføre, at området beplantes med buske, træer m.m. som kan medvirke til at biodiversiteten øges.
I henhold til planloven kan der stilles krav til valg af materialer i en lokalplan, men der kan ikke stilles krav om bæredygtighedscertificerede materialer eller brug af genbrugsmaterialer og/eller genbrugelige materialer.
Bygninger kan indrettes med grønne tage fx stenurter og med solceller på tage.
Beslutning
Godkendt.
Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling (afbud).
Behandlingsplan
Bilag
287. Ideer og forslag -supplerende høring af ændret afgrænsning for solcelleanlæg ved Fyllested
Sagsnummer: 2023-007689
Sagsbehandler: Winnie Lund
Præsentation
Efter den tidligere høring af ideer og forslag er der indkommet ønske om at ændre afgrænsningen af planområdet. Området ønskes udvidet med 5 ha., da flere nye lodsejere ønsker at være del af projektet. Energinet ønsker samtidigt at begrænse området for at sikre udvidelsesmuligheder for transformatorstationen, og for at sikre respektafstande til transformationsledninger.
Økonomiudvalget skal beslutte om der skal igangsættes planlægning for den ændrede geografiske afgrænsning for solcelleanlægget i Fyllested. Økonomiudvalget skal beslutte om det skal sendes i fornyet høring i form af en ny indkaldelse af ideer og forslag hos borgere og andre høringsparter.
Samlet er udvidelsen på 5 ha, og involverer flere nye naboer i projektet. Ændring af afgrænsningen kan også have betydning for borgernes ret til erstatning.
I forbindelse med den fornyede høring indstilles der til at der ikke afholdes et yderligere borgermøde.
Forvaltningen foreslår
- At planområdet bliver ændret som vist på oversigtskort,
- at der bliver indkaldt til supplerende høring af ideer og forslag fra 31. maj til 30 juni 2023, og
- at der ikke holdes supplerende borgermøde.
Sagsbeskrivelse
Der har allerede været en indledende høringsperiode på 4 uger, fra 6.marts til 2. april 2023 om indkaldelse af ideer og forslag til planlægningen. Der har været et borgermøde den 15. marts med ca. 70 deltagere fra lokalområdet samt løbende dialog med naboer og interessenter om Fyllested Solcellepark.
I høringsperioden har en række borgere, interessenter og myndigheder givet ideer og bemærkninger til planlægningen. Der indkom 23 høringssvar om en række emner bl.a. en udvidelse af arealet samt om beliggenhed af kabler inden for projektområdet. Derudover var der høringssvar om afskærmende beplantning, naturhensyn, drikkevand og fortidsminder samt udvidelse af planområdet fra 125 ha til 130 ha. Mange høringssvar omhandler økonomisk kompensation for værditab, erstatninger, lokal grøn fond m.m.
Efter borgermødet den 15. marts har European Energy modtaget to henvendelser fra lodsejere, som ønsker at være del af projektet. For lodsejer 1 grænser arealudvidelsen op til projektområdet mod nord, og arealudvidelsen udgør ca. 4 ha af matrikel 3a, Fyllested By, Brenderup. For lodsejer 2 grænser arealudvidelsen op til projektområdet mod syd og arealudvidelsen udgør ca. 1 ha af matrikel 2e, Graderup By, Brenderup.
Projektområdeafgrænsningen foreslås nu ændret, og forvaltningen foreslår at der foretages en supplerende høring. Debatfasen på 4 uger giver mulighed for at alle interesserede borgere, interesseorganisationer, foreninger og myndigheder kan få mulighed for at komme med supplerende forslag, idéer og bemærkninger til planlægningen og afgrænsning af miljøvurderingen. Høringsfristen er den 30. juni 2023.
Input fra den tidligere debatfase vil indgå i det projektforslag, som nu sendes ud i en fornyet debatfase. Allerede fremsendte høringssvar tages fortsat i betragtning og skal derfor ikke indsendes på ny.
Oversigtskort over projektområdet. Den mørkeblå linje viser den nye afgrænsning. Afgrænsningen ved debatperioden i foråret 2023 fremgår med lyseblå stiplet linje på kortet herover.
Høringssvarene fra tidligere høring 6. marts til 2.april 2023 kan ses i bilag 1, Høringssvar kommenteret_ ideer of forslag og i bilag 2, Høringssvar Fuld tekst marts 2023.
Ny folder til supplerende høring ses i bilag 3, Folder om supplerende høring. Udkast til afgrænsning af miljøvurdering og miljøkonsekvensvurdering ses i bilag 4
Økonomi
Ingen
Høring
Der indkaldes til supplerende høring af ideer og forslag fra 31. maj til 30 juni 2023. Borgere indenfor 1,5 km fra den nye afgrænsning, virksomheder, foreninger, berørte myndigheder vil få direkte besked.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Godkendt.
Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling (afbud).
Behandlingsplan
Bilag
288. Igangsætning af ansøgningsproces for udlæg af sommerhusgrunde
Sagsnummer: 2023-007504
Sagsbehandler: Otto Bastian B. Thomsen
Præsentation
Middelfart Kommune har modtaget et ønske om etablering af op til 20 sommerhuse i tilknytning til et eksisterende sommerhusområde ved Båring Strand. Forvaltningen har i forlængelse heraf vurderet på, hvorvidt der kunne være andre placeringer, som egner sig udlæg af nye sommerhusgrunde
Forvaltningen foreslår
- At Middelfart Kommune igangsætter ansøgningsproces for et eller begge af de indkomne forslag til bolig- og planstyrelsen som nyt sommerhusområde, og
- at det nødvendige planarbejde bliver igangsat (kommuneplanstrategi) forud for eventuelt landsplandirektiv.
Sagsbeskrivelse
Middelfart Kommune er af staten blevet orienteret om, at der indtil d. 1 februar 2024 kan søges om udlæg og omplacering af sommerhusområder. Hvis Middelfart Kommune skal have mulighed for at søge staten om udlæg af nye sommerhusgrunde, skal udpegningen af et eller begge områder indgå i kommunens kommende planstrategi, der behandles i Byrådet i august 2023. I forlængelse heraf skal Middelfart Kommune søge staten om et landsplandirektiv til udlæg af nye sommerhusområder, hvorefter Middelfart Kommune vil kunne påbegynde udarbejdelse af kommuneplantillæg og lokalplan for et sommerhusområde.
Det er statens mål, at ansøgningsrunden bl.a. skal fjerne de rammer, som på landsbasis ikke er aktuelle og som er uudnyttede. Kommunerne har mulighed for at ansøge om udlæg og omplacering af sommerhusgrunde inden for en ramme på ca. 3.300 sommerhusgrunde mod, at der på landsplan tilbageføres ca. 3.050 sommerhusgrunde til landzone.
Kommuner, som ikke har uudnyttede arealudlæg, forventes at få del i den resterende andel af 250 sommerhusgrunde - under forudsætning af, at der tilbageføres 3.050 sommerhusgrunde til landzone. Middelfart Kommune har ikke uudnyttede sommerhusområder, og dermed ikke areal der kan tilbageføres eller omplaceres. Middelfart Kommune har tidligere fået afslag fra staten om udlæg af nye sommerhusområder med henvisning til, at Middelfart Kommune ikke har mulighed for at tilbageføre uudnyttede sommerhusgrunde.
Kriterierne for at Middelfart kan udlægge nye sommmerhusgrunde er, at de er placeret i sammenhæng med eksisterende bysamfund, feriecentre og/eller sommerhusområder. Områderne skal være placeret udenfor strandbeskyttelseslinjen, udenfor naturområder og udenfor områder med særlige landskabsinteresser og naturbeskyttelsesinteresser. Middelfart Kommune skal samtidig redegøre for, hvordan de nye områder kan understøtte vækst og udvikling lokalt.
Områder til mulige sommerhusudlæg
Et af de områder, som Middelfart Kommune kan søge om at udlægge, er beliggende på Koagervej i umiddelbar tilknytning til dels. Eksisterende sommerhusområde mod øst og dels et areal udlagt til camping mod sydøst. Arealet ses illustreret nedenfor. Forvaltningen vurderer dog, at det kan være vanskeligt at udlægge arealet, da en andel af det er omfattet af strandbeskyttelseslinjen og udpeget som bevaringsværdigt landskab. Staten lægger vægt på, at udlæg af sommerhusgrunde ikke er omfattet af beskyttelsesinteresser, hvorfor Middelfart Kommune ved ansøgning om udlæg af nye sommerhusområder skal redegøre for, at beskyttelseshensyn ikke viger for nye sommerhusgrunde.
Muligt udlæg af sommerhusgrunde ved Koagervej
Det andet areal, som Middelfart Kommune kan søge om at udlægge til sommerhusgrunde, er beliggende på Kystvejen 7. Ejer af arealet har forespurgt om mulighed for at etablere sommerhuse på arealet. Arealet ses på illustrationen nedenfor og er placeret syd for et eksisterende sommerhusområde. Også dette areal er udpeget som bevaringsværdigt landskab, hvorfor det forventes, at Middelfart Kommune skal redegøre for om et udlæg vil få konsekvenser for landskabet.
Muligt udlæg af sommerhusgrunde ved Kystvejen 7
Økonomi
Ingen
Høring
Høringen af udlæggene vil ske i forbindelse med høringen af Middelfart Kommunes Planstrategi.
Klima & bæredygtighed
Ved en egentlig planlægning for sommerhus skal der indarbejdes bæredygtighedstiltag, som tilgodeser dels det omkringliggende landskab samt fordrer anvendelse af materialer med lavt klimaaftryk.
Beslutning
Godkendt.
Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling (afbud).
Behandlingsplan
289. Bevillinger fra Landdistriktspuljen 2023
Sagsnummer: 2022-015124
Sagsbehandler: Sabine Christensen
Præsentation
De af Byrådet afsatte midler til landdistriktsprojekter skal uddeles på baggrund af de kriterier og betingelser, som Byrådet vedtog den 9. januar 2023.
Forvaltningen foreslår
- At Byrådet tager stilling til de indkomne ansøgninger og uddeler tilskud til de projekter, der opfylder kriterierne og betingelserne for støtte,
- at der i alt bliver uddelt betinget støtte på 1.062.097 kr. til følgende:
- 75.000 kr. til Fjelsted-Harndrup Idrætsforening + 5.000 kr. til byggesagsbehandling
- 476.543 kr. til FDF Brenderup-Harndrup
- 24.011 kr. til Røjle Forsamlingshus
- 476.543 kr. til Røjle Kulturhus + 5.000 kr. til byggesagsbehandling
- at der bliver meddelt afslag til KIF Fodbold og Brenderup Idrætsforening
Sagsbeskrivelse
Puljen blev offentliggjort i januar, og ansøgningsfristen var den 17. april. Der foreligger 6 ansøgninger om støtte (vedhæftet som bilag). I bilag 1 findes en oversigt over ansøgningerne og indstillingerne. Ansøgningerne vurderes ud fra formålet med puljen og efter de kriterier, som byrådet vedtog den 9. januar 2023 (se også bilag 2):
Puljens formål er at støtte lokaludvalg, foreninger, klubber, organisationer og lign. med at finansiere nye, almennyttige projekter, der gavner fællesskaber og bæredygtig udvikling i landområderne.
Ansøgningerne vurderes efter følgende kriterier:
- om projektet opfylder puljens støtteformål
- om projektet har et bredt folkeligt fokus, er almennyttigt, åben for alle og kommer mange borgere til gode
- Projektets grad af modenhed: Er projektet på ansøgningstidspunktet godt gennemarbejdet, har det allerede tilvejebragt noget af finansieringen, og foreligger der allerede tilladelser?
- Om der ved bygge- og anlægsprojekterer lagt vægt på klima- og bæredygtige løsninger og om projektet er arkitektonisk tilpasset stedet og ikke forringer eventuelle bevaringsværdier.
- Om projektet er del af en lokal udviklingsplan (dette er ikke et krav, dog vil projekterne kunne prioriteres, når de er det).
Økonomi
Der er i alt 1.062.097 kr. i puljen. Deraf er der afsat 727.000 kr. i budget 2023, og 335.097 kr. er tilbagefaldsmidler fra tidligere år.
Høring
Ingen høring, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Puljens formål er at støtte bæredygtig udvikling i landområderne. Dette omfatter både social, økonomisk, klima- og miljømæssig bærdygtighed.
Beslutning
Udsat.
Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling (afbud).
Behandlingsplan
Bilag
Bilag 1: Indstillinger - Landdistriktspulje 2023
Bilag 2: KRITERIER og PROCEDURE for Landdistriktspuljen 2023
Fjelsted-Harndrup Idrætsforening - ansøgning inkl. alle bilag
FDF Brenderup-Harndrup - ansøgning inkl. alle bilag
KIF Middelfart Fodbold - ansøgning inkl. alle bilag
Røjle Forsamlingshus - ansøgning inkl. alle bilag
290. Resultatkontrakt 2023-2024 mellem Middelfart Kommune og Middelfart Erhvervsråd
Sagsnummer: 2023-001662
Sagsbehandler: Else Aldahl
Præsentation
Middelfart Kommune betaler hvert år et tilskud til Middelfart Erhvervsråd til aktiviteter, der ligger inden for erhvervsfremmeloven.
I 2023 er tilskuddet til Middelfart Erhvervsråd på 2.173.000 kr. Tilskuddet ydes med det formål at sikre erhvervsfremmende aktiviteter målrettet det lokale erhvervsliv.
Den aktuelle resultatkontrakt er gældende for to år. Tilskuddene for 2024 fastlægges i forbindelse med den kommunale budgetlægning.
Forvaltningen foreslår
-
At resultatkontrakt med Middelfart Erhvervsråd for 2023-2024 bliver godkendt, og
- at fremtidige resultatkontrakter med Middelfart Erhvervsråd og Brobygning Middelfart bliver udarbejdet i umiddelbart forlængelse af godkendelsen af det kommunale budget og senest 1. december.
Sagsbeskrivelse
De overordnede rammer for kommunale erhvervsfremmeaktiviteter fastsættes af erhvervsfremmeloven.
Formålet med resultatkontrakten med Middelfart Erhvervsråd er at skabe tydelighed om målene for de kommende to års aktiviteter.
Økonomi
Ingen
Høring
Ingen
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger.
Beslutning
Indstilles til godkendelse.
Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling (afbud).
Behandlingsplan
Bilag
291. Resultatkontrakt 2023-2024 mellem Middelfart Kommune og Brobygning Middelfart
Sagsnummer: 2023-007839
Sagsbehandler: Pernille Frøkjær Gustafsson
Præsentation
Middelfart Kommune betaler hvert år et tilskud til Brobygning Middelfart til aktiviteter, der ligger inden for erhvervsfremmeloven.
I 2023 er tilskuddet til Brobygning Middelfart på 3.000.000 kr. Tilskuddet ydes med det formål at styrke og udvikle attraktiviteten i Middelfart Kommune.
Den aktuelle resultatkontrakt er gældende for to år. Tilskuddene for 2024 fastlægges i forbindelse med den kommunale budgetlægning.
Forvaltningen foreslår
- At resultatkontrakt med Brobygning Middelfart for 2023-2024 bliver godkendt, og
- at fremtidig resultatkontrakt med Brobygning Middelfart bliver udarbejdet i umiddelbart forlængelse af godkendelsen af det kommunale budget og senest 1. december.
Sagsbeskrivelse
De overordnede rammer for kommunale erhvervsfremmeaktiviteter fastsættes af erhvervsfremmeloven.
Formålet med resultatkontrakten med Brobygning Middelfart er at skabe tydelighed om målene for de kommende to års aktiviteter.
Økonomi
Ingen
Høring
Ingen
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Indstilles til godkendelse.
Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling (afbud).
Behandlingsplan
Bilag
292. Velfærdstjek af ungeindsatser
Sagsnummer: 2022-015231
Sagsbehandler: Sara Lund Jensen
Præsentation
De seneste år er der kommet fokus på unge i Danmark. Politisk, forskningsmæssigt og i mediebilledet.
Der er særligt et stort fokus på den stigende mistrivsel blandt unge - dette gælder både nationalt og i Middelfart Kommune.
Byrådet har som en del af Budget 2023 bedt forvaltningen om at udarbejde et velfærdstjek af ungeindsatserne i Middelfart Kommune.
Byrådet blev præsenteret for og drøftede det gennemførte velfærdstjek på temamødet den 8. maj 2023. Den afsluttende behandling af velfærdstjekket sker på Byrådets møde den 30. maj 2023, hvor det indstilles, at Byrådet godkender velfærdstjekket og det videre arbejde hermed. Der er ikke foretaget ændringer i det materiale, som blev fremlagt den 8. maj.
Forvaltningen foreslår
- At velfærdstjekket bliver godkendt, og
- at Byrådet giver opbakning til, at forvaltningen arbejder videre med anbefalinger og konklusioner i velfærdstjekket.
Sagsbeskrivelse
Baggrund og gennemførsel af velfærdstjekket
Med udgangspunkt i Byrådets vision og dets ambition – om at Middelfart Kommune skal være garant for høj kvalitet i den velfærd, borgerne møder gennem livets faser – blev der i Budget 2023 bestilt et velfærdstjek af de kommunale ungeindsatser på tværs af udvalgsområderne.
Byrådet godkendte den 9. januar 2023, at velfærdstjekket skulle udarbejdes og afgrænses til fem temaer:
- Flere med i fællesskaber - i fritiden
- Flere med i fællesskaber - i skolen
- Servicetjek af sammenhængen i indsatser for unge, der overdrages ved det 18. år samt de unge mellem 15-25 år, der ikke er i job eller uddannelse
- Bedre samarbejde om og indsats for 15-18-årige med psykiatriske diagnoser eller symptomer
- Styrket indsats til unge (+18-årige), der står mellem psykiatrien og rusmiddelcenteret
Velfærdstjekket er blevet gennemført af relevante direktører, chefer, ledere og medarbejdere fra Børn- og Ungeforvaltningen, Social og Sundhedsforvaltningen, Job og Vækstcentret samt Kultur og Fritid.
Fem arbejdsgrupper har arbejdet med de fem temaer. På baggrund heraf har velfærdstjekket ført til 13 konkrete anbefalinger.
I sagens bilag er de 13 anbefalinger samt baggrund og gennemførsel af velfærdstjekket uddybet.
Dertil er vedlagt afrapportering på en undersøgelse af unges fortællinger om ungdomslivet når det bliver svært udført af Socialt Udviklingscenter som en del af arbejdet i §17, stk. 4 udvalget "Mental sundhed hos børn og unge". 20 unge fra Middelfart Kommune har deltaget i undersøgelsen, og syv af disse unge præsenterede sammen med Socialt Udviklingscenter undersøgelsen på en workshop i forbindelse med velfærdstjekkets gennemførsel. Afrapporteringen giver et indblik i de unges tilværelse og tanker, og det omfattende materiale giver os relevant viden i forhold til blandt andet, hvad de unge efterspørger fra os som kommune.
Hovedkonklusioner
Arbejdet med velfærdstjekket har vist, at vi i Middelfart Kommune står på et solidt fundament, når vi ser på vores ungeindsatser, som er både alsidige og omfattende.
De 13 konkrete anbefalinger, som er resultatet af velfærdstjekket, er forvaltningens bud på, hvordan vi i Middelfart Kommune kan blive endnu bedre til at hjælpe vores unge.
Grundlæggende viser anbefalingerne, at der både ses potentiale for at løfte den del af ungeindsatsen, der har et forebyggende sigte rettet mod alle unge, og der ses også potentiale for at justere den del af ungeindsatsen, der er rettet mod mere specifikke målgrupper af unge med enten forbigående eller vedvarende/mere omfattende mistrivsel.
Med velfærdstjekket er der kommet blik for et potentiale i, at Kultur & Fritid kan bidrage til at understøtte arbejdet med ungeindsatser i højere grad, end det er tilfældet i dag. Fællesskaber ses jf. forskning som en væsentlig del af løsningen på de senere års stigning i unges mistrivsel, og dette taler direkte ind i de opgaver og den berøringsflade med civilsamfundet, som Kultur & Fritid har.
En væsentlig hovedkonklusion på baggrund af velfærdstjekket er endvidere, at der - når man kigger på tværs af de 13 anbefalinger og de erfaringer, der i øvrigt er gjort i arbejdet med velfærdstjekket - ses et potentiale i at rykke tættere sammen på tværs af forvaltninger og dermed skabe endnu bedre betingelser for at arbejde helhedsorienteret.
Der er ikke som konsekvens af enkelte af de 13 anbefalinger peget på et behov for grundlæggende at ændre på organiseringen af den kommunale ungeindsats for nuværende. Men summen af anbefalingerne gør, at der ses et potentiale i at undersøge, hvordan der organisatorisk kan skabes bedre forudsætninger for en velfungerende ungeindsats i Middelfart Kommune. Dette kan i sagens natur se ud på mange forskellige måder med større eller mindre grad af formel organisering.
Videre proces i arbejdet med velfærdstjekket
Velfærdstjekket indstilles til godkendelse på Byrådets møde den 30. maj 2023. På baggrund heraf vil forvaltningen arbejde videre med anbefalingerne og konklusionerne fra velfærdstjekket. Arbejdet hermed forankres i Direktions- og chefgruppen.
Det vurderes ikke realistisk at arbejde systematisk med alle 13 anbefalinger på én gang. Baseret på Byrådets inputs fra temamødet og forvaltningens vurdering, foreslås det derfor, at der i første omgang fokuseres på udvalgte anbefalinger oplistet herunder.
Det betyder ikke, at arbejdet med at udfolde de øvrige anbefalinger ligger stille. Arbejdet med velfærdstjekket har givet nye indsigter, og dele af de resterende anbefalinger vil helt naturligt blive arbejdet ind i den daglige praksis, selvom der først for alvor arbejdes systematisk med anbefalingerne på et senere tidspunkt.
Forvaltningen planlægger, at Byrådet gives en halvårlig status på arbejdet med at omsætte anbefalingerne fra velfærdstjekket til praksis. Første status planlægges til Byrådets møde i januar 2024.
De anbefalinger, som forvaltningen i første omgang særligt vil tage fat på, er følgende:
- #2: Guide flere unge til fritidsjob (Tema 1)
- #8: Løfte kvaliteten af overdragelsen i overgangen fra barn til voksen på det specialiserede område med fokus på at skabe bedre sammenhæng i indsatserne (Tema 3)
- #9: Bistand fra PPR i forbindelse med unges overgang mellem grundskolen og ungdomsuddannelse for unge med komplekse problemstillinger (Tema 4)
- #12: Øget samarbejde med psykiatrien, både på børne- og ungdomsområdet og voksenområdet (Tema 4 og 5)
- Anbefalingerne vedr. Kultur & Fritid tænkes ind i udmøntningen af Byrådets indsats "Unge skal se sig som en del af et fællesskab", som udfoldes nærmere i efteråret 2023. Med afsæt i velfærdstjekkets anbefalinger og erfaringer, erfaringer fra §17, stk. 4 udvalget "Mental sundhed hos børn og unge", Ungefortællingerne udarbejdet af Socialt Udviklingscenter og forvaltningens arbejde med en Ungestrategi er der et omfattende vidensgrundlag at træffe beslutninger på.
- #1: Understøttelse af foreninger i at skabe inkluderende fællesskaber og organisationsformer, så foreningerne i højere grad kan følge de unges ønsker og behov i form og indhold (Tema 1)
- #4: Understøtte unges vej til fritidsfællesskaber - fx via fritidsvejledning eller følgeordninger (Tema 1)
- #5: Styrket samarbejde mellem Kultur & Fritid og øvrige kommunale fagområder i forhold til at arbejde med unges mentale sundhed (Tema 1)
Dertil vil Direktionen - med udgangspunkt i de positive erfaringer fra velfærdstjekket med at arbejde på tværs i en ad hoc organisering - igangsætte et arbejde med at etablere en agil organisation omkring arbejdet med unge som målgruppe med det formål at skabe bedre rammer for samarbejde både internt i kommunen og eksternt med relevante samarbejdsparter.
Økonomi
Byrådets bestilling af velfærdstjekket indeholdt en forudsætning om, at velfærdstjekkets anbefalinger skal rummes indenfor nuværende økonomiske ramme.
Der er stor forskel på, hvad anbefalingerne fra velfærdstjekket kalder på ressourcemæssigt. Det spænder lige fra et ganske begrænset ressourcebehov i form af et ændret fokus i opgaveløsning, nye kompetencer eller en midlertidig indsats i form af eksempelvis videre undersøgelser til mere omfattende ressourcebehov i form af nye eller forbedrede indsatser.
Det betyder, at en gennemførsel af velfærdstjekkets anbefalinger vil kræve omfordeling af nuværende ressourcer. Det er Direktions- og chefgruppens ansvar at igangsætte en proces med henblik på at afdække, hvordan disse ressourcer kan findes.
Høring
Ingen
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger.
Beslutning
Indstilles til godkendelse.
Der rapporteres tillige løbende til § 17,4-udvalget på ungeområdet
Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling (afbud).
Behandlingsplan
Bilag
293. Tillæg 8 til Spildevandsplanen - endelig vedtagelse efter offentlig høring
Sagsnummer: 2022-017180
Sagsbehandler: Rebecca Bakmann Mortensen
Præsentation
Tillæg 8 til spildevandsplanen har været i 8 ugers offentlig høring. Der er ikke indkommet bemærkninger til tillægget.
Det forslås at tillægget vedtages endeligt.
Forvaltningen foreslår
- At forslag til tillæg 8 til spildevandsplanen godkendes endeligt.
Sagsbeskrivelse
Tillæg 8 til spildevandsplanen omfatter spildevandskloakering af Lillebælt Naturistcamping, Fjordvej 74, 5500 Middelfart. Campingpladsen kloakeres med en privat ledning frem til den offentlige spildevandskloak i Gamborg. Spildevandskloakeringen erstatter et lokalt ikke tidssvarende nedsivningsanlæg på grunden.
Med tillægget optages desuden en række grunde/ejendomme til spildevandskloakering:
- Toiletbygning på Søbadvej 18, 5500 Middelfart
- Toiletbygning på Staurbyskovvej 3, 5500 Middelfart
- Toiletbygning på Galsklintvej 13, 5500 Middelfart
- Ubebygget grund, Rudbæksmøllevej 20, 5500 Middelfart
- Ubebyggede grunde, Spejdervænget 5, 5a og 7, 5580 Nørre Åby
samt følgende til separatkloakering:
- Ubebygget grund, Matrikel nr. 28d, Skrillinge By, Kauslunde
- Ubebygget grund syd for Lillebæltsskolen, Matrikel nr. 5ms, 6e og 11y, Skrillinge By, Kauslunde
- Bebygget grund, Sofiendalvej 54, 5500 Middelfart
Herudover pålægges Middelfart Spildevand at fastsætte serviceniveauer efter den samfundsøkonomiske metode for håndtering af tag- og overfladevand. Det gælder for serviceniveauer der overstiger en 5-års regnhændelse i separatkloakerede områder og en 10-års regnhændelse i fælleskloakerede områder. Ved at stille det som krav til Middelfart Spildevand, har selskabet mulighed for at søge om tillæg til prisloftet, hvilket er en forudsætning for at få det ind i budgettet.
Økonomi
Høring
Tillæg 8 til Spildevandsplanen har været i offentlig høring i 8 uger fra den 15. februar 2023 - 12. april 2023. Der er ikke indgået høringssvar til tillæg 8 til Spildevandsplanen.
Klima & bæredygtighed
Tilslutning til offentlig kloak sikrer, at spildevandet fra ejendomme bortskaffes på forsvarlig og bæredygtig vis til et renseanlæg, hvor der sker en optimal rensning. Tilslutning til kloak anses som værende en bæredygtig og langtidssigtet løsning.
Beslutning
Anbefales godkendt.
Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling (afbud).
Behandlingsplan
Godkendt.
Anna Poulsen Broen og Kent Mosgaard deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
Lukkede sager
294. Køb af naturarealer ved Ejby Mose
Beslutning
Indstilles til godkendelse.
Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling (afbud).
295. Køb af ejendom
Beslutning
Indstilles til godkendelse.
Morten Weiss-Pedersen deltog ikke i sagens behandling (afbud).