Referat for Skoleudvalget møde den 10. december 2024
130. Forberedelse til skoleudviklingssamtaler 2024/2025
Sagsnummer: 2024-016701
Sagsbehandler: Lone Lander Stie
Præsentation
Skoleudviklingssamtalen skal gennemføres årligt med henblik på evaluering af skolernes kvalitet, jf. "Lov om fremtidigt evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen" fra juni 2022. Skoleudvalget gives som afsæt for disse samtaler et indblik i udvalgte data på skoleområdet.
Skoleudvalget kan derudover evt. udpege udvalgte strategiske samtaleemner som supplement til skolernes egne emner for de skoleudviklingssamtaler, der skal gennemføres for skoleåret 2023/2024. Forvaltningen foreslår at sidste års emner fastholdes.
Forvaltningen foreslår
- at de udvalgte data på skoleområdet drøftes.
- at sidste års supplerende, strategiske samtaleemne fastholdes; dvs. skolefravær og elevernes faglige resultater, herunder at flere elever gennemfører 9. klasses afgangsprøver og forlader folkeskolen med min. 02 i dansk og matematik.
Sagsbeskrivelse
Byrådet godkendte den 9. januar 2023 en samlet model for afvikling og delegation af skoleudviklingssamtalerne i Middelfart Kommune. Modellen tilsiger, at skoleledelsen inddrager skolebestyrelsen, skolens MED-udvalg og elevråd i de forudgående og opfølgende dialoger på skoleudviklingssamtalen. Til skoleudviklingssamtalen i 2024/2025 deltager skoleledelsen. Skoleledelsen kan lokalt vælge at inddrage faglige ressourcepersoner eller vejledere.
I skoleudviklingssamtalen har skoleledelsen initiativret til at beskrive de udviklings- og indsatsområder, samtalen skal fokusere på. Det politiske niveau kan dog vedtage supplerende samtaleemner med afsæt i den strategiske ramme for skolevæsenet, jf. vejledning til skoleudviklingssamtalen.
Som afsæt for skoleudviklingssamtalen i 2023/2024 besluttede Skoleudvalget at sætte lys på skolefravær. Supplerende var udvalget sidste år optaget af at følge elevernes faglige resultater, og at flere forlader folkeskolen med min. 02. Emnerne er i tråd med det politiske mål om at få flere med i almenområdet, når det giver mening (FIFA), som Byrådet i juni 2024 støttede yderligere med en aftale om 27,5 mio. kr. mere til folkeskolerne. Forvaltningen anbefaler derfor, at disse strategiske emner fastholdes igen i 2024/2025.
Skoleudvalget præsenteres på mødet for senest tilgængelige resultater fra bl.a. Uddannelsesstatistik.dk om skolernes nationale testresultater, afgangskarakterer i folkeskolens 9. klasseprøver, andel elever med min. 02 i dansk og matematik, andel elever der aflægger alle bundne 9. klasseprøver, faglig løfteevne, elevtrivsel, elevfravær og segregeringsgrad. Formålet er at vise den datapakke, som er fælles baggrundsstof for skoleudviklingssamtalerne i 2024/2025.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Sagen drøftet og godkendt.
Jacob Nielsen og Alex Gren deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Sagen drøftet og godkendt.
Jacob Nielsen og Alex Gren deltog ikke i sagens behandling.
131. Ordning med Tidlig SFO i Middelfart Kommune - opdatering af styrelsesvedtægten
Sagsnummer: 2024-016648
Sagsbehandler: Mikkel Schjøtt-Kristensen
Præsentation
Styrelsesvedtægten er ikke blevet opdateret med en præcis beskrivelse af gældende praksis for Tidlig SFO i Middelfart Kommune. Den gældende praksis er beskrevet neden for i sagsfremstillingen.
Forvaltningen foreslår
Børn og Ungeforvaltningen foreslår:
- at den gældende praksis for Tidlig SFO i Middelfart Kommune bliver opdateret i styrelsesvedtægten i 2025
Sagsbeskrivelse
I Middelfart Kommune er der indført Tidlig SFO. Formålet med Tidlig SFO er at skabe en god overgang for børnene i skiftet fra børnehave til skole. I Tidlig SFO kan børnene danne relationer forud for opstart i 0. klasse, og fællesaktiviteter mellem Tidlig SFO og 0. klasse giver børnene en god opstart på skolelivet.
Ordningen betyder, at børnene bliver udmeldt af dagtilbud ved udgangen af februar måned i det år, barnet skal starte i skole. Skolestart i Middelfart Kommune sker således 1. marts ved opstart i Tidlig SFO (jf. Dagtilbudslovens §23).
Budgettet på Dagtilbudsområdet til børnehave er lagt ud fra det forventede antal børn indmeldt i børnehave fra den måned barnet fylder 3 år og indtil udgangen af februar i det år barnet fylder 6 år. Budgettet til Tidlig SFO på Skoleområdet er lagt ud fra det forventede antal indmeldte børn i Tidlig SFO i 4 måneder fra marts til juni.
Dette betyder, at driftstilskud til private institutioner og til private skoler følger skiftet fra dagtilbud til Tidlig SFO pr. 1. marts.
For private institutioner på Dagtilbudsområdet stopper tilskuddet ved udgangen af februar måned for de børn, der skal starte i skole det pågældende år. Private skoler får et driftstilskud fra Middelfart Kommune til etablering af Tidlig SFO i perioden marts til juni.
Denne ordning har været gældende praksis i en årrække. Tilbage i 2023 blev forvaltningen opmærksom på, at teksten på kommunens hjemmeside ikke beskrev gældende praksis helt præcist. Hjemmesiden er opdateret med gældende praksis. Styrelsesvedtægten er dog endnu ikke opdateret med en præcis beskrivelse af gældende praksis. Dette vil forvaltningen sikre sker i 2025 i forbindelse med en samlet opdatering af styrelsesvedtægten. Ændringer i styrelsesvedtægten kræver politisk godkendelse af Byrådet.
Økonomi
Ingen betydning.
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Et flertal bestående af V, K og A stemte for.
Æ stemte blankt, da Æ ikke har fået svar på spørgsmål fra forvaltningen.
Jacob Nielsen og Alex Gren deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Godkendt.
Lasse Schmücker deltog ikke i sagens behandling.
Et flertal bestående af V, K og A stemte for.
Æ stemte blankt, da Æ ikke har fået svar på spørgsmål fra forvaltningen.
Jacob Nielsen og Alex Gren deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
132. Opløsning af Landsbyfællesskabet Anna Trolle i Brenderup
Sagsnummer: 2024-017260
Sagsbehandler: Louise Kjær Guul
Præsentation
Forvaltningen indstiller til godkendelse hos udvalget, at der igangsættes en proces med henblik på at opløse Landsbyfællesskabet Anna Trolle i Brenderup, således at der i stedet fremadrettet vil være et selvstændigt dagtilbud og en selvstændig skole.
Forvaltningen foreslår
- at udvalget godkender, at forvaltningen igangsætter en proces med henblik på at opløse Landsbyfællesskabet Anna Trolle i Brenderup
Sagsbeskrivelse
Baggrund: Kommunens landsbyordninger
For landsbyordningerne gælder, at skolelederen er leder for det samlede tilbud, hvorfor dagtilbudslederens nærmeste leder er skolelederen - dette er i modsætning til kommunens øvrige dagtilbud, hvor dagtilbudslederens nærmeste leder er dagtilbudschefen.
Landsbyordningerne blev oprettet i en tid, hvor der var én fælles chef for dagtilbud og skole. I dag, hvor dagtilbudsområdet og skoleområdet er splittet op med hhv. en dagtilbudschef og en skolechef, kan der stilles spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i organiseringen af landsbyordningerne. Der kan imidlertid være forhold lokalt, der gør, at den nuværende organisering er den mest optimale for det enkelte børneunivers.
Forvaltningen har planer om at se nærmere på, hvorvidt organiseringen af kommunens landsbyordninger generelt er hensigtsmæssig. Forvaltningen har ikke endnu igangsat dette arbejde, der vil kalde på involvering af de enkelte landsbyordninger.
Aktuelle forhold gør imidlertid, at forvaltningen for nuværende ønsker at undersøge, om der er opbakning til at opløse Landsbyfællesskabet Anna Trolle i Brenderup.
Baggrund for overvejelser om opløsning af Landsbyfællesskabet Anna Trolle
Landsbyfællesskabet Anna Trolle er en landsbyordning under Folkeskolelovens §24a og består af Anna Trolles Skole og Børnehuset Brenderup. I landsbyordningen tilbydes vuggestue, børnehave, skole og SFO. Landsbyfællesskabet er beliggende på tre adskilte matrikler, og der er ca. 1,5 km. mellem daginstitutionen og skolen.
Forvaltningen har ved flere lejligheder hørt fællesbestyrelsen i Anna Trolle udtrykke ønske om at opløse landsbyfællesskabet. Der er tale om en relativt stor daginstitution, som kræver ledelsesmæssig opmærksomhed, og dette opleves ikke at have de optimale vilkår i dag, hvor daginstitutionen er en del af en samlet landsbyordning.
Situationen er endvidere aktuelt, at der skal ansættes en ny leder af Børnehuset. Ved at opløse børnefællesskabet nu vil der være tale om en stilling som øverste leder (i stedet for placering under skolelederen som det er tilfældet i dag). Dette vurderes at kunne have betydning for at tiltrække relevante ansøgere.
Samlet set peger dette på, at forvaltningen anbefaler, at landsbyordningen Landsbyfællesskabet Anna Trolle opløses.
Sideløbende sag om fælles ledelse af landsbyordningerne i Anna Trolle og Fjelsted Harndrup
Skoleudvalget blev på udvalgets møde den 12. november 2024 præsenteret for et ønske om fælles ledelse på tværs af de to landsbyordninger Fjelsted-Harndrup Børneunivers og Landsbyfællesskabet Anna Trolle.
Nærværende sag vedr. opløsning af Landsbyfællesskabet Anna Trolle er uafhængig af sagen om fælles ledelse og vil i praksis betyde, at eventuel fælles ledelse på tværs af Fjelsted-Harndrup og Anna Trolle kun vil involvere skolen for Anna Trolles vedkommende. Forvaltningen er i gang med at undersøge, hvordan fælles ledelse kan etableres rent lovgivningsmæssigt.
Det er afstemt med fællesbestyrelsen i Anna Trolle, at landsbyordningen ønskes opløst, uanset om der etableres fælles ledelse mellem Anna Trolles Skole og Fjelsted-Harndrup Børneunivers eller ej.
Økonomi
Der vil være en mindre merudgift til ansættelse af øverste leder af dagtilbud.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Ikke relevant.
Beslutning
Godkendt.
Jacob Nielsen og Alex Gren deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Godkendt.
Lasse Schmücker deltog ikke i sagens behandling.
Godkendt.
Jacob Nielsen og Alex Gren deltog ikke i sagens behandling.