Referat for Social- og Sundhedsudvalget møde den 14. november 2024
184. 3. budgetopfølgning pr. 31. oktober 2024 for Social- og Sundhedsudvalget
Sagsnummer: 2024-013724
Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen
Præsentation
Økonomiafdelingen har i samarbejde med Social- og Sundhedsforvaltningen udarbejdet 3. budgetopfølgning pr. 31. oktober 2024 for Social- og Sundhedsudvalgets område.
Resultaterne af opfølgningen gennemgås i denne sag.
Forvaltningen foreslår
- At 3. budgetopfølgning pr. 31.10.2024 godkendes
Sagsbeskrivelse
På Social og Sundhedsudvalgets område forventes et samlet merforbrug på 3,7 mio. kr. i forhold til det oprindelige budget. Det samlede forventede merforbrug i forhold til oprindeligt budget er fordelt med et merforbrug på 6,7 mio. kr. Senior og Sundhed, et merforbrug på 3,3 mio. kr. på Social og Psykiatri og et forventet mindreforbrug på Kvalitet og Sammenhæng på 6,6 mio. kr.
Merforbruget dækkes samlet set af tilførte tillægsbevillinger for i alt 5,2 mio. kr. i 2024. Tillægsbevillingerne vedrører følgende 3,0 mio. kr. til trepartsaftalen vedrørende ny overenskomst, 0,8 mio. kr. midtvejsregulering løft af ældreområdet, 0,8 mio. kr. regnskab 2023 til Tvillingegården, 0,5 mio. kr. lejetab boliger og 0,1 mio. kr. vedr. ophør af leverance fra fysioterapeuter/ergoterapeuter til børn og familie (BUF).
Korrigeret for ovenstående er der et samlet mindreforbrug på Social- og Sundhedsudvalgets område på 1,6 mio. kr.
Merforbruget på Senior- og Sundhedsområdet på 7,0 mio. kr., ligger fortrinsvist i hjemme- og sygeplejen (uddelegerede sundhedsydelser), på plejehjemmene og på genoprænings-området. Modsat er der mindreforbrug på køkkenområdet og myndighedsområdet. Et vigtigt opmærksomhedspunkt er, at lønstigningerne på SOSU-området, som følge af trepartsaftalen, tegner sig for en væsentlig del af merforbruget. Merudgifterne er kompenseret i forbindelse med midtvejsreguleringen og udgør således ikke noget problem for området.
På Social- og Psykiatriområdet forventes et merforbrug på 3,3 mio. kr. Merforbruget ligger på myndighedsområdet og vedrører primært borgerstyret personlig assistance (BPA) og køb af eksterne STU Forløb. Der er samlet set mindreforbrug på de decentrale tilbud.
Endelig forventes der et mindreforbrug på Kvalitet og Sammenhæng på 6,6 mio. kr. Mindreforbruget vedrører fortrinsvist den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsnet.
På anlægsområdet forventes der på nuværende tidspunkt at der bliver udført anlægsarbejder for 54,5 mio. kr. i 2024. Det er 35,3 mio. kr. mindre end det korrigerede budget med overførte anlægsmidler.
Afvigelserne på anlægsprojekterne har altovervejende baggrund i periodeforskydninger mellem årene. Der forventes således ikke væsentlige varige afvigelser på anlægsprojekterne på Social-og Sundhedsudvalgets område.
Økonomi
Se vedlagte notat
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet.
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
185. Tilskud til frivilligt socialt arbejde 2025 (§18 og §79)
Sagsnummer: 2024-015787
Sagsbehandler: Kristian Lindegaard Svendsen
Præsentation
Forvaltningen har lavet et forslag til fordeling af tilskudsmidler til frivilligt socialt arbejde (§18-
og §79 midler) for 2025.
Forvaltningen foreslår
- At Social- og Sundhedsudvalget vedtager en endelig fordeling af §18- og §79-midler for 2025.
Sagsbeskrivelse
Fordelingen af §18-midler:
§18-puljen giver tilskud til frivilligt socialt arbejde, dvs. indsatser og aktiviteter der er båret af frivillige kræfter til gavn for sårbare, udsatte og marginaliserede grupper. Se forslag til fordeling i bilag.
Bemærkninger til §18:
- Der er igen i år ansøgt om flere penge end der er i puljen. Derfor får flere foreninger reduceret tilskud med henvisning til begrænsede puljemidler.
- Puljen giver kun i begrænset omfang tilskud til honorar af foredragsholdere, forplejning og udflugter, hvorfor nogle foreninger får et reduceret tilskud.
- Foreninger med bredt finansieringsgrundlag, som for eksempel landsorganisationer, får reduceret tilskud.
- Cykling uden alder får afslag om tilskud til ny rickshawcykel med henvisning til deres bevilling i budgetaftalen 2025.
Fordelingen af §79-midler:
§79-puljen støtter foreningsaktiviteter for personer over 65 år, der forebygger fysisk eller mental funktionstab. Puljen deles op i 3 dele (se bilag):
- En del af puljen afsættes til de frivillige aktivitetsråd på vores plejehjem og dagcenter, svarende til 27.500 kr. pr. aktivitetsråd.
- En del af puljen søges som medlemstilskud (40% af den samlede pulje).
- Den resterende del af puljen søges som aktivitetstilskud. Der er ansøgt om væsentligt mere end der er til rådighed i puljen.
Bemærkninger til §79:
- Der meddeles afslag til foreninger der får støtte ad anden tilskudsordning, fx §79-medlemstilskud eller §18-støtte, eller hvor ansøgningen falder uden for puljens formål og retningslinjer.
- Grundet begrænsede puljemidler følges præcedens fra sidste om ikke at give tilskud til aktiviteter i kirkeligt regi. Dette er ud fra en betragtning om, at der med fordel kan søges tilskud via kirkens egne kanaler og tilskudsordninger.
Økonomi
§18 2025 |
|
Puljens størrelse | 1.043.343 |
I alt ansøgt | 1.295.100 |
I alt bevilliget | 1.042.400 |
Resterende puljemidler | 943 |
§79 - 2025 | |
Puljens størrelse | 449.225 |
Aktivitetsråd plejehjem og dagcenter (8 x 27.500 kr.) | 220.000 |
Andel til medlemstilskud (40%) | 179.690 |
Andel til aktivitetstilskud | 49.535 |
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
§18 - Godkendt, fordeling vedtaget med baggrund i revurdering.
Ulla Sørensen deltog ikke i beslutning af punktet.
§79 - Godkendt
Behandlingsplan
Bilag
186. Orienteringssag - omgørelsesprocent for socialområdet for børn og voksne - Danmarkskortet 2023
Sagsnummer: 2024-001751
Sagsbehandler: Hanne Bylov
Præsentation
En gang årligt offentliggør Ankestyrelsen et samlet overblik over resultaterne af de klagesager, de har behandlet det forudgående år (Danmarkskortet). Inden udgangen af det år, hvor Danmarkskortet over omgørelsesprocenter på socialområdet offentliggøres, skal Byrådet behandle Danmarkskortet på et møde.
Byrådet skal i forbindelse med behandlingen tage stilling til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling.
Forvaltningen foreslår
- At orienteringen tages til efterretning.
- At Byrådet beslutter, om der skal udarbejdes en handleplan for nedbringelse af den aktuelle omgørelsesprocent.
Sagsbeskrivelse
”Danmarkskortet over omgørelsesprocenter på det sociale område” er Social-, Bolig- og Ældreministeriets offentliggørelse af Ankestyrelsens behandling af klager over sociale afgørelser, som kommunens borgere har fremsendt til Ankestyrelsen. En gang årligt skal Byrådet, i henhold til Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §§ 79b og 84a, behandle ”Danmarkskortet”.
Byrådet skal i forbindelse med behandlingen tage stilling til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling. Beslutter Byrådet, at der ikke skal udarbejdes en handlingsplan, skal kommunalbestyrelsen orientere Ankestyrelsen herom. I Middelfart Kommune er der tale om afgørelser, truffet efter Servicelovens bestemmelser i Børn og Ungeforvaltningen og i Myndighed og Visitation.
Danmarkskortet viser 3 opgørelser;
- én for Børnehandicapområdet,
- én for Voksenhandicapområdet og
- en samlet oversigt over sager på socialområdet vedr. handicap, udsatte voksne, udsatte børn og unge og vedr. ældre.
Formålet med fremlæggelsen er at sikre politisk fokus og ansvar på kvaliteten af sagsbehandlingen i den enkelte kommune.
Når Ankestyrelsen modtager en klage, forholder de sig til, om det er en sag, der skal behandles hos dem eller afvises. De sager, der bliver behandlet, betegnes som sager til realitetsbehandling. Omgørelsesprocenten udregnes på baggrund af de realitetsbehandlede sager i Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen kan derefter træffe tre typer afgørelser:
- Afgørelsen stadfæstes; det vil sige styrelsen er enig i afgørelsen.
- Afgørelsen ændres eller ophæves; det vil sige borgeren får helt eller delvist ret i sin klage.
- Afgørelsen hjemvises til fornyet behandling; det vil sige Ankestyrelsen vurderer, at der mangler væsentlige oplysninger. En hjemvisning indebærer, at kommunen skal genoptage sagens behandling; indhente og inddrage yderligere oplysninger og afgøre sagen på ny.
Omgørelsessager er sager, der er ændret, ophævet eller hjemvist.
Målet for administrationens arbejde er altid, at der foretages de nødvendige og tilstrækkelige sagsbehandlingsskridt og at der træffes de rigtige afgørelser. Lovgivningens og sagernes kompleksitet taget i betragtning, vil det dog ikke være realistisk, at ingen sager påklages og afprøves i Ankestyrelsen. Der vil altid være behov for at afprøve reglernes rækkevidde og afgørelsesgrundlagets soliditet. Afgørelserne fra Ankestyrelsen bidrager til denne afprøvning og afgrænsning. Administrationen anser afgørelser fra Ankestyrelsen for vigtige og lærerige bidrag, uanset om de bliver omgjort eller er en stadfæstelse den oprindelige afgørelse.
Nedenfor fremgår dels Danmarkskortets samlede tal for Middelfart Kommune vedrørende sager på socialområdet (ældre, handicap, udsatte voksne og udsatte børn og unge), dels tallene vedrørende Børnehandicapområdet og Voksenhandicapområdet udskilt hver for sig.
Omgørelsesprocent – Serviceloven; samlet på landsplan.
I 2023 fordelte sagerne på landsplan på socialområdet generelt sig ved at:
- 9,8 pct. af sagerne er ændret eller ophævet.
- 28,7 pct. er hjemvist.
- 61,5 pct. er stadfæstet.
Omgørelsesprocenten på landsplan var dermed på 38,5 pct. i 2023.
I 2022 var omgørelsesprocenten på landsplan 37,5 pct., og sagerne fordelte sig ved at 9,0 pct. af sagerne er ændret eller ophævet og 28,5 pct. er hjemvist og 62,5 pct. er stadfæstet.
Omgørelsesprocent – Serviceloven; samlet for Middelfart Kommune
I 2023 har Ankestyrelsen realitetsbehandlet 65 sager indenfor Serviceloven:
- 43 sager er stadfæstet
- 2 klager er ændret eller ophævet.
- 20 klager er hjemvist
Med 22 omgjorte klager har Middelfart Kommune en samlet omgørelsesprocent på 34 % i 2023.
I 2022 var omgørelsesprocenten samlet set for Middelfart Kommune på 28% pct.
Omgørelsesprocent – Børnehandicapområdet – Landsplan
På børnehandicapområdet forholder ”Danmarkskortet” sig til følgende paragrafer i Serviceloven:
- Pasningstilbud, hjemmetræning m.m. §§ 32, 32a, 36, 39-40
- Merudgiftydelse § 41
- Tabt arbejdsfortjeneste §§ 42- 43
- Personlig hjælp og ledsagelse §§ 44 – 45
På landsplan fordelte sagerne på børnehandicapområdet i 2023 således:
- 11,6 pct. af sagerne er ændret eller ophævet.
- 36,9 pct. er hjemvist.
- 51,6 pct. er stadfæstet.
Omgørelsesprocenten for børnehandicapområdet var i 2023 dermed på 48,4 pct. på landsplan.
Omgørelsesprocenten var i 2022 på 48,8 pct., og sagerne fordelte sig ved, at 10,5 pct. af sagerne er ændret eller ophævet, 38,3 pct. er hjemvist, og 51,2 pct. er stadfæstet.
Omgørelsesprocent – Børnehandicapområdet – Middelfart Kommune
I 2023 har Ankestyrelsen realitetsbehandlet 19 sager på børnehandicapområdet:
- 9 sager er stadfæstet
- 1 sag er ændret eller ophævet.
- 9 sager er hjemvist
Med 9 hjemviste sager af 19 har det specialiserede børn og ungeområde i Middelfart Kommune en hjemvisningsprocent på 47,4 %
Det ses et fald på 24,16 % i hjemviste sager fra 2022 til 2023. Dette på trods af, at Ankestyrelsen i 2023 behandlede 57,9 % flere sager end i 2022.
Familie og Forebyggelse afdelingens Handicapteam arbejder målrettet på at træffe korrekte lovmedholdige afgørelser, for at give vores familier en god sagsbehandling. Der har siden 2020 været øget fokus på inddragelse af børn og forældre, samt opfølgning på lovmedholdeligheden i sagsbehandlingen. Dette arbejde er styrket på baggrund af Barnet lov som trådte i kraft pr. 1. januar 2024.
Familie og Forebyggelse finder faldet i hjemvisningsprocenten tilfredsstillende, men vil fortsat have fokus på at nedbringe tallet yderligere.
Den fortsatte udvikling i omgørelsesprocenten vil, som i de foregående år, blive fulgt tæt af ledelsen i Familie og Forebyggelse. Dette med stort fokus på løbende at inddrage den læring der ses i ankestyrelsens afgørelser, ind i vores egen praksis.
Omgørelsesprocent – Voksenhandicapområdet på landsplan:
På Voksenhandicapområdet beskæftiger Danmarkskortet sig med
- Kontant tilskud jfr. § 95
- Borgerstyret personlig assistance (BPA-ordning) jfr. § 96
- Ledsageordninger jfr. § 97
- Dækning af merudgifter jfr. § 100
På landsplan ser omgørelsesprocenterne således ud:
- 5,3 pct. af sagerne er ændret eller ophævet.
- 31,8 pct. er hjemvist.
- 63,0 pct. er stadfæstet.
Omgørelsesprocenten for voksenhandicapområdet var dermed på 37 pct. på landsplan i 2023.
I 2022 var omgørelsesprocenten på landsplan 38,9 pct., og sagerne fordelte sig ved, at 7,7 pct. af sagerne er ændret eller ophævet, 31,3 pct. er hjemvist, og 61,1 pct. er stadfæstet.
Omgørelsesprocent – Voksenhandicapområdet – Middelfart Kommune
I 2023 har Ankestyrelsen realitetsbehandlet 8 sager vedrørende voksenhandicapområdet på de ovenfor nævnte paragraffer:
- 3 sager er stadfæstet
- 1 sag er ændret eller ophævet.
- 4 sager er hjemvist til fornyet behandling.
Med 5 omgjorte sager af 8 har Myndighed og Visitation i Middelfart Kommune en omgørelsesprocent på 62,5%. Dette er en stigning i forhold til 2022, hvor omgørelsesprocenten var 41,7%. Opmærksomheden henledes dog på, at med så få påklagede sager vil blot en enkelt eller to omgjorte sager træde mere markant frem procentmæssigt, hvilket også ses tydeligt hér.
Myndighed og Visitation har fortsat et ønske om at nedbringe omgørelsesprocenten. Der arbejdes derfor videre med de tiltag, der er der iværksat i 2022 og 2023, og som skal styrke arbejdet med afgørelserne og grundlaget herfor, herunder etablering af faglig sparring mellem sagsbehandler, jurist og faglig koordinator/leder. Derudover arbejder forvaltningen målrettet med at tage læring af både egne og principielle afgørelser fra Ankestyrelsen.
Udviklingen i antallet af sager, der omgøres i Ankestyrelsen, vil løbende blive fulgt af Social- og Velfærdschefen og afdelingens ledelse hen over året.
Økonomi
Ingen økonomisk vurdering
Høring
Sagen har været til høring hos Ældrerådet og Handicaprådet.
Indkomne høringssvar er vedlagt som bilag.
Klima & bæredygtighed
Ingen vurdering
Beslutning
Orientering taget til efterretning.
Vedrørende handleplan, anbefaler udvalget, at der ikke laves yderligere tiltag.
Behandlingsplan
- Orienteringen taget til efterretning.
- Fagudvalgt indstiller, at der ikke skal udarbejdes en handleplan for børneområdet.
Bilag
Lukkede sager
187. Orientering
Beslutning
- Sundhedsreformen drøftet, ekstraordinært teamsmøde indkaldes.
- Plejehjemspladser, drøftelse om plejehjemskapacitet til januar
- Liste over egne visiterede ældrebolig, venteliste mv.
- Foreningen. Byrådsinvitation drøftet. Temadebat ønskes i Byrådet.