Referat for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget møde den 05. juni 2024
146. Orientering om arbejdet med byrådsindsatsen "Unge skal se sig som en del af et fællesskab"
Sagsnummer: 2023-013901
Sagsbehandler: Louise Kjær Guul
Præsentation
Byrådet igangsatte på byrådsmødet den 5. februar 2024 byrådsindsatsen "Unge skal se sig som en del af et fællesskab", der i daglig tale omtales Ungeprogrammet.
Programleder for Ungeprogrammet orienterer udvalget om arbejdet indtil nu.
Forvaltningen foreslår
- At orienteringen om arbejdet med byrådsindsatsen "Unge skal se sig som en del af et fællesskab" bliver taget til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Baggrund:
I indeværende byrådsperiode har Byrådet valgt at sætte fokus på unge og rammerne for det gode ungdomsliv i Middelfart Kommune med afsæt i Byrådets vision.
Ved byrådsperiodens begyndelse i 2022 blev der blandt andet etableret et §17, stk. 4-udvalg om mental sundhed hos børn og unge for en toårig periode. I forbindelse med budgetaftalen for 2023 bad Byrådet forvaltningen om at udarbejde et velfærdstjek af ungeindsatserne i Middelfart Kommune. Ovenpå erfaringer og indsigter fra dette arbejde er der blevet formuleret et ungeprogram.
Ungeprogrammet udgør byrådsindsatsen "Unge skal se sig som en del af et fællesskab", som formelt blev igangsat på byrådsmødet den 5. februar 2024.
Orientering om status på udvalgsmøder i juni:
På udvalgsmøderne i juni vil udvalgene blive orienteret om blandt andet:
- Status på arbejdet med at omsætte anbefalingerne fra velfærdstjekket til praksis.
- Orientering om afholdelse af opstartsmøde for Middelfart Kommunes Ungealliance. Et tiltag der står helt centralt i Ungeprogrammet med det formål at inddrage alle interesserede, lokale aktører i opgaven med at gøre Middelfart Kommune til et endnu bedre sted at leve sit ungdomsliv. Opstartsmødet blev afholdt den 15. maj 2024 med deltagelse af ca. 50 eksterne deltagere - blandt andet repræsentanter fra Ungerådet og Det fælles elevråd, unge fra forskellige ungemiljøer, medarbejderrepræsentanter fra ungdomsuddannelser, aktører fra erhvervslivet samt repræsentanter fra skolebestyrelser, frivillige foreninger og idrætsforeninger.
- Planer for det videre arbejde.
Økonomi
Intet for nuværende.
Såfremt potentialerne i Ungeprogrammet skal udfoldes fuldt ud, kan der være behov for tilførsel af midler.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger.
Beslutning
Orientering taget til efterretning.
Behandlingsplan
147. Fremlæggelse af ledelsestilsyn 1. kvartal 2024
Sagsnummer: 2024-007966
Sagsbehandler: Jeanette Johansen
Præsentation
I forbindelse med ny digital revisionsmodel er det besluttet at fremlægge udvalgte dele af ledelsestilsynet for det politiske udvalg tre gange årligt. Hermed fremlægges til orientering ledelsestilsynet vedr. to kontrolpunkter begge vedrørende kontanthjælpsmodtagere: jobmål i Min Plan samt jobfokus i samtalen.
Forvaltningen foreslår
- At udvalget tager orienteringen om ledelsestilsynet til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Et velfungerende og dækkende ledelsestilsyn er forbundet med en række fordele. Det er med til at sikre borgernes retssikkerhed, en effektiv, korrekt og lovmedholdelig administration og skal bidrage til at skabe kvalitet og læring i sagsbehandlingen. Ledelsestilsynet kan samtidig understøtte implementering og forankring af ny viden samt realisering af politiske målsætninger. Et ledelsestilsyn kan ikke have fokus på alt på én gang. Ledelsestilsynet tilrettelægges derfor på baggrund af en vurdering af risiko og væsentlighed.
Den politiske fremstilling har fokus på udvalgte elementer af tilsynet, hvor det vil få stor konsekvens såfremt en fejl eller begivenhed indtræffer.
Hermed forelægges resultater af tilsynet for 1. kvartal 2024 vedr. udvalgte områder fra tilsynet hhv. jobmål i Min Plan samt jobfokus i samtalen - begge vedr. kontanthjælpsmodtagere.
Jobmål i Min Plan
Personer, der modtager kontanthjælp skal have et jobmål i deres ”Min Plan”. Hensigten er at skabe et tydeligt jobsigte, så der er en klar sammenhæng mellem jobmål og aktiviteter. Når der er et konkret jobmål, kan der arbejdes mod konkrete job – enten i form af løntimer eller ordinær ansættelse.
I forbindelse med tidligere ledelsestilsyn har kontanthjælpsområdet været udfordret med dette. Derfor har den faglige ledelse placeret kontrolpunktet i rød kategori for både aktivitetsparate og jobparate kontanthjælpsmodtagere.
Den røde kategorisering har medført at alle sager tidligere er gennemgået for jobmål. I de sager, hvor der ikke var et tydeligt jobmål, er der givet tilbagemeldinger til sagsbehandlerne omkring at sikre dette i næstkommende dialog med borgeren.
I 1. kvartal 2024 har der været udtaget 14 sager til kontrol. Kontrollen har omfattet tilsyn med hvorvidt kontanthjælpsmodtageren har et jobmål i sagen, og ligeledes om dette jobmål var en konkret stilling eller uddannelse.
Ud af de 14 sager, som var udtaget, var der i 13 sager et konkret jobmål i sagen.
I den sag, hvor der ikke var et konkret jobmål, var borgeren var på vej i arbejde. Jobmålet var ved en fejl ikke registreret.
Tilsynet viser således, at praksis omkring jobmål er i overensstemmelse med loven (§ 41 stk. 2 nr. 1 LAB), hvorfor der ikke foretages yderligere handlinger.
Jobfokus i samtalen
Borgere som kommer til samtale med en jobcentermedarbejder skal opleve at der er et beskæftigelses- og/eller uddannelsesrettet fokus i samtalerne. Dette sker både ved at samtalens omdrejningspunkt er fremtidig job og uddannelse og at borgers mål, indsatser, aktiviteter og aftaler peger i samme retning, nemlig mod ordinære løntimer, med hensyntagen til borgers eventuelle individuelle udfordringer.
For de jobparate borgere har ledelsestilsynet fokus på, hvorvidt borgeren har et CV, der kan understøtte jobsøgningen. Der ses på, hvorvidt borgeren er aktiv jobsøgende, samt om jobsamtalerne understøtter denne jobsøgning, og om der aftales relevante, konkrete handlinger som skal bringe borgeren i job.
For de borgere, som er længere fra arbejdsmarkedet, har ledelsestilsynet fokus på hvorvidt borgeren arbejder med sit CV, som skal synliggøre de ressourcer borgeren har i forhold til arbejdsmarkedet. Der bliver ligeledes fokuseret på, hvorvidt der bliver arbejdet hen mod løntimer, og hvordan der bliver arbejdet med borgerens udfordringer.
I tilsynet i 1. kvartal har der været udtaget 7 sager vedrørende jobparate kontanthjælpsmodtagere til kontrol. Tilsynet har vist at der generelt bliver arbejdet med og talt om borgerens CV, jobmål og jobsøgning til samtalerne.
I tilsynet har der ligeledes været udtaget 7 sager vedrørende aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. I 3 af disse sager ses et jobrettet fokus. I de resterende 4 af sagerne ses manglende jobfokus. Borgeren har mangelfuldt CV eller der mangler sammenhæng mellem samtalens indhold og arbejdet med de udfordringer, der hindrer at borgeren kan opnå sit jobmål/løntimer.
Tilsynet viser således, at der fremadrettet skal arbejdes med sammenhængen mellem borgerens jobmål og jobsøgningsaktivitet og, for de aktivitetsparate, med kvaliteten af borgerens CV, så det både understøtter det beskæftigelsesrettede fokus og borgerens syn på egne ressourcer.
Som handling på tilsynet har alle medarbejdere, der arbejder med målgruppen kontanthjælpsmodtagere, modtaget undervisning i kvalitetskravene til CV.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger.
Beslutning
Orientering taget til efterretning.
Behandlingsplan
148. Vores arbejdsmarked - udvikling i målgrupperne
Sagsnummer: 2024-007967
Sagsbehandler: Jeanette Johansen
Præsentation
Rapporten Vores Arbejdsmarked på Jobindsats.dk giver et indblik i det lokale, regionale og landsdækkende arbejdsmarked, som kan bruges til overvågning og opfølgning af arbejdsmarkedet. På mødet orienteres om udviklingen i ydelsesmålgrupperne i det sidste år i hhv. Middelfart Kommune, landet som helhed og RAR Sydjylland.
Forvaltningen foreslår
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Rapporten Vores Arbejdsmarked på Jobindsats.dk samler en række nøgletal og giver et lokalt, regionalt og landsdækkende overblik over udviklingen på arbejdsmarkedet. Selve rapporten samler en række nøgletal fra Jobindsats, Danmarks Statistik og star.dk og visualiserer tallene gennem interaktive visualiseringer. I denne sag gennemgås antallet, udviklingen og andel ydelsesmodtagere af befolkningen.
Antallet af borgere på offentlig forsørgelse i Middelfart Kommune er 4784 personer (februar 2024). Dette svarer til 17,2 % af befolkningen i kommunen. På landsplan modtager 16,9 % af befolkningen en forsørgelsesydelse (på tværs af alle ydelser). I RAR Sydjylland modtager 19 % af befolkningen en forsørgelsesydelse.
Af nøgletal for ydelsesmodtagere i kommunen og udviklingen heraf sammenholdt med landsplan ses, at Middelfart Kommune har en udvikling for alle målgrupper samlet på 0,2 % færre antal personer på ydelse det sidste år, mens resten af landet har 0,7 % færre ydelsesmodtagere. I RAR Sydjylland er antallet faldet med 0,6 %.
Målgrupperne har forholdsvis forskelligartet udvikling, når der sammenlignes med udviklingen på landsplan i perioden fra februar 2023 til februar 2024:
- Andelen af borgere på førtidspension: 0,3 % færre i Middelfart Kommune mod 3,2 % flere på landsplan. I RAR Sydjylland ses ligeledes en stigning (2,1 %).
- Andelen af borgere i fleksjob: ingen ændring i Middelfart Kommune mod 3 % flere på landsplan, hvilket er det samme billede i RAR Sydjylland.
- Andelen af borgere på sygedagpenge har udviklet sig med knap 9 % færre både i Middelfart Kommune, på landsplan og i RAR Sydjylland.
- Andelen af borgere på a-dagpenge: knap 13 % flere i Middelfart Kommune mod kun knap 8 % flere på landsplan. I RAR Sydjylland er der det sidste år kommet 10 % flere modtagere af a-dagpenge.
Øvrige relevante indsigter i udviklingen i antal og andele ydelsesmodtagere drøftes og gennemgås på mødet.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger.
Beslutning
Orientering taget til efterretning.