Referat for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget møde den 06. november 2024
165. Nøgletal oktober 2024
Sagsnummer: 2024-001697
Sagsbehandler: Sanne Junker
Præsentation
Job- og Vækstcenter Middelfart udarbejder hver måned nøgletal på områderne under Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget. Der er tale om et øjebliksbillede pr. 31.10.2024.
Forvaltningen foreslår
- At sagen tages til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Nøgletal pr. 31.10.24 er under udarbejdelse. Nøgletallene vil blive udleveret på mødet, idet det ikke er muligt at udarbejde materialet forinden udsendelse af dagsorden.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen høring af Ældre- og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Ikke relevant.
Beslutning
Orientering om nøgletal taget til efterretning.
Behandlingsplan
166. Udviklingen i målgruppen ledighedsydelse
Sagsnummer: 2024-015693
Sagsbehandler: Jeanette Johansen
Præsentation
Der er i 2024 sket en væsentlig stigning i antallet af borgere på ledighedsydelse. Forvaltningen har udarbejdet analyse af udviklingen i antal, indsatser og effekter fra 2019 til 2024 for personer i målgruppen. I analysen belyses udviklingen i Middelfart Kommune sammenlignet med udviklingen på landsplan. Der ses bl.a. på udviklingen i antal årspersoner, forholdet mellem antal på ledighedsydelse og det samlede antal fleksjobvisiterede, udviklingen i sagsvarighed og overlevelseskurver. Sidste del af analysen omhandler indsatsen for målgruppen samt effekterne af denne indsats.
Forvaltningen har desuden lavet en sagsgennemgang af alle ledighedsydelsessager. På mødet fremlægges analysens resultater, pointer fra sagsgennemgangen samt forvaltningens forslag til handlinger for området.
Forvaltningen foreslår
- At orienteringen om analyse, sagsgennemgang samt handleplan tages til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Der er i 2024 sket en væsentlig stigning i antallet af borgere på ledighedsydelse. En mindre del af stigningen henfører til at flere borgere omfattes af fleksjobordningen. Analysen af målgruppen ledighedsydelse (vedlagt som bilag) viser følgende:
Ledighedsydelse er en ydelse til personer, der er visiteret til fleksjob, og som er ledige. Perioden 2019 til 2024 er kendetegnet ved, at det samlede antal fleksjobvisiterede har været stødt stigende – i Middelfart Kommune såvel som i hele landet.
Andelen af ledighedsydelsesmodtagere (i forhold til det samlede antal fleksjobvisiterede) har i Middelfart ligget lavere end andelen for hele landet i perioden 1. kvartal 2019 til 2. kvartal 2023. Fra 3. kvartal 2023 stiger andelen af ledighedsydelsesmodtagere i Middelfart, mens andelen fortsætter uændret for hele landet. I 2. kvartal 2024 ligger Middelfarts andel på niveau med andelen på landsplan. Det forspring, som Middelfart har haft, er i 2. kvartal 2024 udlignet.
Stigningen i antal sager vedrører alle forløbslængder – det er således både de nyere, de mellemlange og de mere længerevarende sager, der er kommer flere af. For nye sager med opstart i 1. kvartal 2024 overgår borgeren senere til fleksjob i Middelfart, sammenlignet med hele landet.
Efter kortlægning af antal og type af aktiveringsforløb for borgere på ledighedsydelse viser tallene, at Middelfart har en væsentlig større andel ledige i virksomhedsrettede praktikforløb i forhold til hele landet. Løntilskud bliver ikke benyttet til ledighedsydelsesmodtagere i Middelfart ligesom det benyttes minimalt i resten af landet.
Derimod ligger brugen af aktiveringstilbud i form af vejledning og opkvalificering, f.eks. kursus, meget lavere i Middelfart end i landet som helhed.
Beskæftigelseseffekten i de tre efterfølgende måneder i direkte forlængelse af et virksomhedspraktikforløbs afslutning viser totalt, at 42 pct. af borgerne i virksomhedspraktik kommer i efterfølgende beskæftigelse i Middelfart i forhold til 45 pct. på landsplan. I 2022 og i 2023 er andelen højere i Middelfart med hhv. 53 pct. og 50 pct. (49 og 47 pct. i landet).
Forvaltningen har lavet sagsgennemgang af alle ledighedsydelsessagerne med formålet at afdække opmærksomhedspunkter i sagsbehandlingen eller hos målgruppen. På mødet fremlægges pointer fra denne gennemgang. Desuden fremlægges handleplan for området.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Orientering om analyse og sagsgennemgang samt handleplan for målgruppen ledighedsydelse taget til efterretning.
Behandlingsplan
Bilag
167. 3. budgetopfølgning pr. 31. oktober 2024 for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget
Sagsnummer: 2024-013724
Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen
Præsentation
Budgetopfølgningen pr. 31. oktober 2024 for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget viser et forventet merforbrug på 12,105 mio. kr., svarende til en afvigelse på 1,9 pct. i forhold til det oprindelige budget.
Årets resultat forventes at blive 637,355 mio. kr. i forhold til det samlede budget på 625,250 mio. kr.
Forvaltningen foreslår
- At 3. budgetopfølgning pr. 31. oktober 2024 bliver godkendt
Sagsbeskrivelse
Årets forventede resultat med et merforbrug på kr. 12,105 mio. kr. (1,9 pct.) skyldes primært højere udgifter til forsikrede ledige samt sygedagpenge- og jobafklaringsforløb.
Derudover estimeres der øgede omkostninger til ledighedsydelse, delvist modsvaret af lavere udgifter på fleksjobområdet.
Merforbruget afbødes dog i nogen grad af forventede besparelser på udlændingeområdet, kontant- og uddannelseshjælpsområdet, lavere driftsudgifter og udgifter til FGU-forløb.
Økonomi
Se sagsbeskrivelse samt vedhæftede bilag.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
3. budgetopfølgning godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
168. Beskæftigelsesministeriets benchmarkanalyse - Resultater baseret på 3. kvartal 2023 til 2. kvartal 2024
Sagsnummer: 2024-000787
Sagsbehandler: Bente Grand
Præsentation
Beskæftigelsesministeriet offentliggør to gange årligt en benchmarking-liste af kommunernes resultater på beskæftigelsesområdet. Målingen beregnes for en etårig periode. I oktober er der kommet nye tal på Jobindsats.dk, som er baseret på perioden 3. kvartal 2023 til 2. kvartal 2024.
Forvaltningen foreslår
- At sagen tages til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Middelfart er ved den seneste måling placeret som nr. 49 ud af landets 98 kommuner. Middelfart har 10 færre fuldtidspersoner på ydelse i forhold til det antal, der kan forventes ud fra kommunens rammevilkår.
Middelfart er gået tilbage i benchmarkmålingen.
I den vedhæftede analyse bliver mulige årsagsforklaringer skitseret.
De væsentligste årsager til tilbagegangen i målingerne vurderes at være en lavere tilgang til førtidspension, samt lavere performance på A-dagpenge, kontanthjælp, ressourceforløb, ledighedsydelse og sygedagpenge.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunens ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Sagen taget til efterretning.
Behandlingsplan
Bilag
169. Fremlæggelse af ledelsestilsyn på to kontrolpunkter for 2. kvartal 2024
Sagsnummer: 2024-015692
Sagsbehandler: Jeanette Johansen
Præsentation
I forbindelse med den digitale revisionsmodel er det besluttet at fremlægge udvalgte dele af ledelsestilsynet for det politiske udvalg tre gange årligt. Hermed fremlægges til orientering ledelsestilsynet vedr. to kontrolpunkter gennemført for 2. kvartal 2024. Kontrolpunkterne er hhv. beregning og udbetaling af tilskud til voksenlærling samt udarbejdelse af integrationskontrakt.
Forvaltningen foreslår
- At udvalget tager orienteringen om ledelsestilsynet til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Et velfungerende og dækkende ledelsestilsyn er forbundet med en række fordele. Det er med til at sikre borgernes retssikkerhed, en effektiv, korrekt og lovmedholdelig administration og skal bidrage til at skabe kvalitet og læring i sagsbehandlingen. Ledelsestilsynet kan samtidig understøtte implementering og forankring af ny viden samt realisering af politiske målsætninger. Et ledelsestilsyn kan ikke have fokus på alt på én gang. Ledelsestilsynet tilrettelægges derfor på baggrund af en vurdering af risiko og væsentlighed.
Den politiske fremstilling har primært fokus på udvalgte elementer af tilsynet, hvor det vil få stor konsekvens såfremt en fejl eller begivenhed indtræffer.
Hermed forelægges resultater for to kontrolpunkter i tilsynet for 2. kvartal 2024 vedr. udvalgte områder fra tilsynet hhv. beregning og udbetaling af tilskud til voksenlærling samt udarbejdelse af integrationskontrakt.
Beregning og udbetaling af tilskud til voksenlærling
Virksomheder som har ansat en elev, hvor eleven er bevilget tilskud til voksenlærlinge, søger løbende om udbetaling af tilskuddet. Når Borgerservice modtager anmodning om udbetaling af tilskud til voksenlærlinge fra virksomheden sikrer Borgerservice sig, at der foreligger ansøgning, uddannelsesaftale og bevilling i Fasit (fagsystem). Borgerservice sikrer sig ligeledes, at der er indberettet lønudbetaling til Skat for samme antal timer/løn, som der anmodes om tilskud til. Virksomheden oplyser på anmodningen, om eleven har været på skole og i hvor mange timer de har modtaget AUB-refusion (Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag) for, de timer kan der ikke udbetales tilskud til. Der kan hellere ikke udbetales tilskud for overarbejde.
Tilskud udbetales til virksomhedens Nemkonto på baggrund af bevilget sats (30 kr. eller 45 kr./ time) x løntimer minus evt. AUB-refusion i perioden.
I ledelsestilsyn for 2. kvartal 2024 er der udtaget 3 sager til kontrol. Kontrollen omfatter, hvorvidt virksomheden har modtaget den korrekte udbetaling. I alle 3 sager er der sket korrekt beregning og udbetaling til virksomheden. Dette er også resultatet af tidligere tilsyn.
Udarbejdelse af integrationskontrakt – udlændinge i ordinært arbejde.
For borgere omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram skal kommunen og udlændingen sammen udarbejde en kontrakt, hvor udlændingens beskæftigelses- eller uddannelsesmål og indholdet af de aktiviteter, der skal sikre, at målene i kontrakten opfyldes, fastlægges. Samtidig skal udlændingen hurtigst muligt i arbejde.
Kontrakten skal udarbejdes inden for en måned efter, at kommunen har overtaget ansvaret for udlændingen. Kontrakten skal underskrives af borgeren.
Kontrolpunktet omhandlende kontrakten er markeret som rød i ledelsestilsynet, idet det har betydning for kommunens ret til at hjemtage grundtilskud og senere resultattilskud, ligesom det har betydning ift. den forestående integrationsproces med udlændingen.
Ni sager er udtrukket til kontrol – alle vedrørende ukrainske borgere, som blev visiteret til Middelfart Kommune i marts 2024. I fire af sagerne var integrationskontrakten ikke underskrevet inden for fristen på 1 måned, hvilket er utilfredsstillende. Til gengæld var fem af borgerne kommet i ordinær beskæftigelse i løbet af 2. kvartal. Tilsynet førte derfor til, at der i de konkrete sager, hvor der ikke fandtes en underskreven kontrakt, blev indhentet underskift på integrationskontrakten.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Orienteringen om ledelsestilsyn taget til efterretning.
Behandlingsplan
170. Opfølgning på afholdelsen af jobmessen "Job Over Broen"
Sagsnummer: 2024-012117
Sagsbehandler: Jeanett Frieboe Graversgaard
Præsentation
Den 1. oktober 2024 afholdt Job- og Vækstcenter Middelfart i samarbejde med Jobcenter Fredericia jobmessen "Job Over Broen".
Hermed gives en status på afholdelsen af messen. Herunder fremmøde samt tilfredshed blandt udstillere og besøgende.
Forvaltningen foreslår
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Den 1. oktober 2024 afholdt Job- og Vækstcenter Middelfart i samarbejde med Jobcenter Fredericia jobmessen "Job Over Broen".
Fra Middelfart deltog knap 300 borgere. Målsætningen var 250.
I alt deltog ca. 1000 borgere i messen, 58 virksomheder og 12 uddannelsesinstitutioner, hvilket er tilfredsstillende.
Blandt de deltagende virksomheder har 82% evalueret messen. Deltagertilfredsheden er meget høj. Vi har fået tilbagemeldinger på, at flere virksomheder har mødt og ansat relevante kandidater på dagen. Rekrutteringsservice tager kontakt til alle deltagende virksomheder efterfølgende med henblik på at besætte eventuelle ubesatte jobåbninger.
Jobmessen havde to overordnede formål:
- Skabe opmærksomhed om Job- og Vækstcentret og hjælpe virksomhederne med at rekruttere.
- Skabe de rette match og få borgere i arbejde.
Begge dele er vi lykkedes godt med.
Borgertilfredsheden er ligeledes rigtig høj blandt de borgere, der har besvaret spørgeskemaet. 22% svarer at de har indgået en konkret aftale med en virksomhed, mens 44% har fået inspiration til opkvalificering eller til at påbegynde uddannelse. Størstedelen af borgerne deltog på messen med henblik på at finde et job og/eller få ny inspiration til jobsøgningen.
Alt i alt har både udstillere, besøgende samt de involverede medarbejdere således haft en positiv oplevelse af at deltage på eller arrangere jobmessen. På baggrund heraf er der plan for at afholde en lignende messe på et senere tidspunkt gerne i samarbejde med Jobcenter Fredericia.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Der var arrangeret fælles buskørsel fra Middelfart til Fredericia tur/retur.
Dette tilbud benyttede 50-60 personer sig af.
Beslutning
Orienteringen om jobmessen taget til efterretning.