Referat for Børn- Kultur og Fritidsudvalget møde den 13. august 2024
188. Udviklingsprojekter - opfølgning
Sagsnummer: 2023-005181
Sagsbehandler: Henrik Louring
Præsentation
Orientering om status på diverse udviklingsprojekter på kultur- og fritidsområdet.
Forvaltningen foreslår
- orienteringen tages til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Børn, Kultur og Fritidsudvalgets behandlede i udvalgsmødet den 11. juni en sag vedrørende processen omkring en ny multisal. Udvalget godkendte, at der i den fremadrettede proces administrativt arbejdes videre med fire selvstændige udviklingsprojekter, der bl.a. kan medtages i den kommende budgetproces. Nedenfor gives en status på dette arbejde.
Samlingssal ved Lillebæltskolen og Lillebæltshallerne
I Skolerenoveringsplanen fra 2016 er der medtaget en samlingssal, som en selvstændig nybygning med faciliteter til musikundervisning, samling og drama. Udgifterne til det oprindelige projekt for en sal på 530 m2 vurderes af ekstern bygherrerådgiver til aktuelt at være på 20,7 mio. kr.
Forvaltningen har undersøgt placeringsmulighederne for samlingsalen med henblik på mest mulig synergi til Lillebæltshallerne og den generelle brug af samlingssalen. Undersøgelsens konklusion er, at der ikke er oplagte synergier til Lillebæltshallerne og at projektet fremover administrativt drives videre af skolen og ejendomscenteret.
Kultur og Fritidsaktiviteter i Tråden
Kultur- og fritidsaktiviteter er en stor del af idéerne om Tråden (tidligere Den Hvide Hal) - herunder etablering af scene og udvikling af et spillested. I processen for udviklingen af multisalen fremkom mange ønsker og idéer til udvikling af nuværende og potentielt fremtidige kulturelle aktiviteter, som med fordel kan indtænkes i udviklingen af Tråden. Udvalget ønsker derfor at være med til at sætte retningen for udviklingen af Tråden og indgå i de relevante drøftelser herom. Når der foreligger en procesplan præsenteres denne for udvalget og det samlede Byråd.
Opgradering af Middelfartsalen på Kulturøen
Der er udarbejdet et notat, som beskriver bl.a. formål og økonomi. En evt. opgradering af Middelfartsalen kan således indgå i budgetforhandlingerne, såfremt dette ønskes. Projektet betragtes for nu som afsluttet administrativt.
Opgradering af Stadion
Forvaltningen arbejder med et overslag på renovering/opgradering af Middelfart Stadion mht. at rykke tilskuerne tættere på banen, etablere siddepladser/tribune samt mulig overdækning, der kan indgå i budgetforhandlingerne. Kultur og Fritid har ansvaret for driften af Stadion i dagligdagen - herunder de løbende opdateringer og renoveringer, aftaler vedr. baneforhold og tilsvarende - mens ejendomscenteret drifter og vedligeholder bygningerne.
Økonomi
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Orienteringen taget til efterretning.
Behandlingsplan
189. Forhøjelse af lånegaranti til Middelfart Havbad (tillægsgaranti)
Sagsnummer: 2023-013404
Sagsbehandler: Thorbjørn Kristensen
Præsentation
Denne sag handler om en tillægsgaranti til Middelfart Havbad.
Middelfart Kommune stillede i december 2023 en garanti på 1,350 mio. kr. til Middelfart Havbad til finansiering af en udvidelse af klubbens faciliteter.
Grundet projektfordyrelse ønsker foreningen garantien forhøjet med 0,400 mio. kr., således det samlede garantiomfang herefter udgør 1,750 mio. kr.
Forvaltningen foreslår
- At lånegarantien til Middelfart Havbad forhøjes med 400.000 kr., således at foreningen kan optage et lån på i alt 1.750.000 kr. med en løbetid på op til 25 år i Kommunekredit til finansiering af udvidelsen af faciliteterne.
- At lånet, henset til det aktuelt høje renteniveau, kan optages med både fast og variabel rente.
- At kommunekreditlånet kan etableres som en byggekredit, der omlægges til endelig finansiering når projektet afsluttes.
- At garantien ydes under forudsætning af, at foreningen foretager tilbudsindhentning efter udbudsregler for det offentlige.
- At garantien stilles under forudsætning af, at Middelfart Kommune tinglyser et salgs- og pantsætningsforbud i forbindelse med låntagning.
- At garantien, uanset ovenstående, overfor Kommunekredit ydes som en ubetinget garanti.
Sagsbeskrivelse
Middelfart Kommune har modtaget en ansøgning fra Middelfart Havbad om en forhøjelse af lånegarantien til udbygning af klubbens faciliteter med 400.000 kr. fra 1.350.000 kr. til 1.750.000 kr.
Baggrunden for ansøgningen er, at omkostningerne til elinstallationer og kabling har vist sig at blive markant dyrere end forventet.
Middelfart Havbad oplever i disse år en stor medlemsfremgang. Klubben har aktuelt 500 medlemmer og en venteliste på ca. 250 medlemmer.
Ventelisten giver alt andet lige klubben et solidt økonomisk ståsted. Med 250 flere medlemmer, kan foreningens kontingentindtægter umiddelbart kan øges med 125.000 kr. årligt, hvilket kan finansiere forretningen og afdraget på lånet - også forhøjelsen. Derudover har Middelfart Havbad en opsparing på ca. 500.000 kr.
Det nye havbadehus med moderne faciliteter understøtter, at byen har en levende marina, som en del af et attraktivt byrum.
Det nye havbadehus har en forventet levetid på minimum 25 år.
Økonomi
Det bør anføres, at en politisk beslutning om garantistillelse til en almennyttig forening altid er forbundet med en risiko for, at foreningernes aktivitet på et fremtidigt tidspunkt kan ophøre eller udvikle sig på en sådan måde, at garantien kommer til indfrielse.
Økonomiafdelingen har i forbindelse med sagens behandling gennemgået garantiansøgningen, projektbudget for byggeriet, årsregnskaberne for 2020-2023, samt driftsbudget for 2025 hvori låneudgiften indgår.
Foreningen har i de seneste år haft en stabil og god økonomisk udvikling og har så mange potentielle brugere på venteliste, at der vil være tilstrækkelige indtægter til at dække låneudgifterne.
Det er således Økonomiafdelingens vurdering, at foreningen har et solidt økonomisk udgangspunkt og vil være i stand til at forrente og afdrage gælden.
Garantiformål prioriteres normalt en gang årligt i forbindelse med budgetlægningen, men da dels er tale om en igangværende sag, hvori der allerede er givet et garantitilsagn og da projektet samtidig skal afpasses mod de øvrige marinaprojekter, så anbefaler forvaltningen, at ansøgningen om tillægsgaranti behandles uden om den normale prioriteringsrunde.
Enhver garantistillelse skal vurderes i forhold til kommunalfuldmagten, lånebekendtgørelsen, EU's statsstøtteregler samt de politisk vedtagne retningslinjer i kommunens økonomiske politik og finansielle strategi.
Økonomiafdelingen vurderer herunder:
- At det i henhold til kommunalfuldmagten er tilladt for en kommune at stille garanti for lån til sociale, kulturelle og undervisningsmæssige formål med et almennyttigt eller samfundsmæssigt sigte.
- At garantistillelsen i henhold til EU's statsstøtteregler kan stilles uden opkrævning af markedssvarende garantiprovision, jf. undtagelsesbestemmelsen EF-traktatens artikel 88 og 89 vedrørende gruppefritagelsesforordningen, som blandt andet fritager kultur og støtte til ikke-kommercielle sportsinfrastruktur og multifunktionel infrastruktur til rekreative aktiviteter.
- At lånebekendtgørelsen jf. LBK kapitel 1 ikke giver automatisk låneadgang til garantistillelse på Kultur- og Fritidsområdet, hvilket betyder, at garantistillelse belaster kommunens låneramme. Økonomiafdelingen har i den forbindelse gennemgået lånerammen og vurderer, at der er fornøden plads til at stille garantien. Det bemærkes i øvrigt, at lånebekendtgørelsens undtagelsesbestemmelse, som giver mulighed for låneoptagelse med 30 års løbetid på fritidsområdet, ikke udnyttes.
- At foreningens vedtægter er gennemgået i forbindelse med garantiens behandling. Vedtægterne vurderes at opfylde kravene for garantistillelse.
- At der dispenseres fra kravene i kommunens økonomiske politik og finansielle strategi om at foreninger skal opfylde kravene om at tilvejebringe 25% af projektfinansieringen. Foreningens egenfinansiering udgør udgør 22,2% i det foreningen tilvejebringer 500.000 kr. til finansiering af en badebro og totalprojektet nu udgør 2.250.000 kr.
Med afsæt i ovenstående er det økonomiafdelingens vurdering, at der er hjemmelsgrundlag for at stille garantien og at det er forsvarligt at stille garantien til Middelfart Havbad.
Økonomiafdelingen anbefaler, at garantien for et lån i op til 25 år, svarende til den forventede levetid af de etablerede faciliteter.
Høring
Ingen høring.
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
190. Åbningstider på bibliotekerne i Ejby og Nørre Aaby
Sagsbehandler: Charlotte Pedersen
Præsentation
Efter en periode med uro, hærværk og utilsigtet brug af biblioteket i Ejby siden efteråret 2023, besluttede ledelsen i januar 2024 at indskrænke åbningstiden, således at biblioteket lukker kl. 17 alle dage. Tidligere var der åbent uden betjening 17-22 alle dage.
Biblioteket i Nørre Aaby har grundet lignende episoder siden efteråret 2018 tilsvarende haft daglige åbningstider 7-17 alle ugens dage.
Der fremsættes forslag til to modeller for den fremadrettede åbningstid på bibliotekerne i Ejby og Nørre Aaby.
Forvaltningen foreslår
- at udvalget drøfter og beslutter en model for åbningstider på Ejby og Nørre Aaby biblioteker med udgangspunkt i de i sagsfremstillingen foreslåede modeller.
Sagsbeskrivelse
Biblioteksfilialerne i Ejby og Nørre Aaby har i dag følgende åbningstider:
Mandag til søndag: kl. 7-17, heraf betjening mandag-tirsdag-torsdag-fredag kl. 13-17.
Lånere, brugere og borgere i Ejby og Nørre Aaby efterspørger bedre tilgængelighed til bibliotekerne efter kl. 17. Bl.a. savner man adgang til at afhente biblioteksmaterialer på hverdage, ligesom børnefamilier gerne ville kunne tage en tur på biblioteket i de tidlige aftentimer.
Foreninger og lokaludvalg bruger bibliotekerne til møder i aftentimerne. Dette behov løses ved, at de låner en nøgle så de kan betjene sig selv i forbindelse med møder. Dog har også denne brugergruppe efterspurgt udvidede åbningstider.
Bibliotekspersonalet og de lokale bibliotekskoordinatorer for Ejby og Nørre Aaby biblioteker har drøftet mulighederne, bl.a. i dialog med borgere og lånere.
Der samarbejdes med lokalsamfund, SSP, skoler, ungdomsskolen m.fl. for at sikre at biblioteket er et trygt sted at opholde sig for alle, både i den betjente og ubetjente åbningstid.
Åbningstider i biblioteksfilialerne i Ejby og Nørre Aaby
Efter samråd med bibliotekspersonale og lånere/brugere er der følgende modeller:
Model 1: Åbent med selvbetjening mandag-søndag 7-18.
Åbent med betjening af bibliotekspersonale mandag, tirsdag, torsdag, fredag 13-17
Det vil bl.a. sikre at erhvervsaktive bedre kan nå at afhente bestilte materialer når de har fri.
Ved denne model, er forudsætningen at det vil være muligt at indføre en ekstra daglig time med selvbetjening i tidsrummet 17-18 med fredelig samfærdsel blandt brugere og lånere, uden ekstra brug af personaletimer.
Økonomien ved denne model vil være som i dag, såfremt der ikke opstår behov for at tilkalde personale eller vagter i den ekstra åbningstime med selvbetjening.
Model 2: Udvidet selvbetjening samt en ugentlig aftenåbent
Åbent med selvbetjening mandag-søndag 7-18 som ovenfor beskrevet samt én ugentlig aftenåben i hver filial til kl. 20.
Åbent med betjening af bibliotekspersonale 1 ugentlig hverdag kl. 16-20
Åbent med betjening af bibliotekspersonale tre ugentlige hverdage kl. 13-17
Økonomien ved denne model vil være omtrent som den nuværende økonomi, idet arbejdstiden for medarbejderne tilrettes således at der mødes senere den dag man har betjeningsvagten 16-20.
Finansieringen sker således indenfor de eksisterende økonomiske rammer.
Tidsramme
Den model, der vælges, er gældende i perioden 1.9.2024 til 1.3.2025.
Evaluering
Den valgte model evalueres primo 2025 med henblik på eventuelt at gøre den permanent.
Økonomi
Økonomien er beskrevet i sagsfremstillingen.
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Udvalget ønsker model 2 gennemført.
Behandlingsplan
191. Talent- og elitearbejde på kultur- og fritidsområdet - drøftelse
Sagsnummer: 2024-010904
Sagsbehandler: Henrik Louring
Præsentation
I denne sag drøftes muligheder i forhold til talent- og elitearbejde inden for kultur- og idrætsområdet i Middelfart Kommune.
Forvaltningen foreslår
- at sagen drøftes.
Sagsbeskrivelse
I Middelfart Kommune er der på nuværende tidspunkt ikke et struktureret arbejde med talent- og eliteindsatser på kultur- og idrætsområdet.
På idrætsområdet er der indgået en partnerskabsaftale med Middelfart Volleyball Klub, som bl.a. understøtter klubbens elitearbejde. Tilsvarende er der en eventaftale, som gør Middelfart til hjemmebane for landsholdene i volley i årene 2022-24. Herudover er der sponsorater af Team Fjelsted, som kører i Danmarks bedste speedwayliga, samt Middelfart Boldklub, hvis herrehold spiller i 2. division og de senere år har været det næstbedste fynske hold efter OB. Herudover har der i nogle år været enkeltpersoner eller holdpræstationer på et højt senior- og eliteniveau.
På kulturområdet er der i samarbejde med tre andre kommuner i trekantområdet gang i en kortlægning af talent- og elitemiljøer – udover musikskolerne. Resultatet foreligger ikke endnu, men der vil være inspiration og viden at hente i forhold til potentialerne i både Middelfart og på tværs af kommunerne. Der er pt. ikke identificeret særlige kulturtalentmiljøer i Middelfart, mens der omvendt er god adgang til kulturtalentmiljøer på Fyn og i Jylland.
Der kan være forskellige opfattelser af, hvad et godt talentmiljø er, hvad der karakteriserer eliteniveauet og hvornår man fx overgår til at være professionel / gør aktiviteten til sin levevej. Udgangspunktet for drøftelsen her er, om der skal foretages yderligere undersøgelse af, hvordan vi i Middelfart kan fremme og styrke lokale talentmiljøer og dermed give bedre mulighed for dyrke aktiviteter, hvor man kan dygtiggøre sig målrettet det højeste niveau.
Drøftelsen kan bl.a. tage udgangspunkt i:
-
Særlige potentialer for at styrke talent- og elitemiljøer med fokus på faciliteter. Det kunne inden for idrætten være eksisterende faciliteter til fx bueskydning, vandsport eller tilsvarende. Alternativt ved at integrere talentmiljøperspektivet i de forskellige sammenhænge, hvor der aktuelt arbejdes med facilitetsudvikling.
-
Særlige potentialer i at styrke mindre idrætter / foreninger – det kunne være inden for fx skydesporten, kajak, orienteringsløb eller lignende.
-
Særlige potentialer i at skabe talentmiljøer inden for udvalgte kulturgenrer – fx keramik.
-
Styrket samarbejde med omkringliggende kommuner – fx i tilknytning til uddannelsesinstitutioner eller i TeamDanmark-regi.
-
Tilbyde kulturskoleaktiviteter med et talent- eller elitesigte.
-
Styrke den lokale dialog ved at indkalde de klubber og foreninger, som på nuværende tidspunkt arbejder med talent- og eliteidræt, samt evt. foreninger, som har ambitioner herom. Svarende til fritidsrådet kunne der på sigt etableres et netværk for disse foreninger, som kunne danne grobund for opdatering af kultur- og fritidsstrategien inden for dette tema.
Økonomi
Ingen.
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Drøftet.
Behandlingsplan
192. Orientering om samarbejde med plejefamilier i Middelfart Kommune
Sagsnummer: 2024-009550
Sagsbehandler: Liselotte Skov
Præsentation
Familieafdelingen har et stort fokus på at flest mulige af Middelfart kommunes anbragte børn og unge, skal have en hverdag der er så tæt på almenområdet som muligt. Plejefamilier er derfor ofte den mest skånsomme anbringelsesform, for børn og unge der ikke kan bo hos deres forældre.
Afdelingen har derfor et stort fokus på at fastholde og rekruttere kvalificerede plejefamilier.
Forvaltningen foreslår
- At Børn, Kultur og Fritidsudvalget tager orienteringen om arbejdet med tiltrækning og tilknytning af plejefamilier i Middelfart Kommune til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Teamleder i Familieafdelingen vil orientere Børn, Kultur og Fritidsudvalget om Familieafdelingens arbejde med plejefamilier, herunder med følgende temaer:
- Status på plejefamilier i Middelfart Kommune, herunder omfanget af pleje og aflastningsfamilier der samarbejder med Middelfart kommune.
- Udfordringer på familieplejeområdet, herunder aldersfordelingen på plejefamilier.
- Status på varslet politisk reform af familieplejeområdet.
- Trivselsundersøgelsen på familieplejeområdet, herunder overvejelsen før undersøgelsen og resultaterne.
- Hvordan Familieafdelingen konkret arbejder med tiltrækning og tilknytning af plejefamilier i praksis.
Trivselsundersøgelsen for plejefamilier i 2024, er vedhæftet sagsfremstillingen og pointerne vil blive gennemgået på udvalgsmødet.
Økonomi
Ikke relevant
Høring
Ikke relevant
Klima & bæredygtighed
Ikke relevant
Beslutning
Orienteringen taget til efterretning.
Behandlingsplan
Bilag
193. Videreførelse af takst for tilskud til pasning af egne børn
Sagsnummer: 2024-009075
Sagsbehandler: Mikkel Schjøtt-Kristensen
Præsentation
I en forsøgsperiode i årene 2023 og 2024 har der været en højere takst for tilskud til pasning af egne børn i alderen 24 uger til 3 år. Målgruppen for tilskud er samtidig blevet udvidet, idet der i forsøgsperioden har været muligt at få tilskud til pasning af egne børn i alderen 3,1 år til skolestart.
Det er Børn og Ungeforvaltningens vurdering, at de ændrede tilskudsmuligheder har betydet, at småbørnsfamilier har fået bedre muligheder for at indrette familielivet efter deres prioriteringer og behov.
Forvaltningen foreslår
- at forsøgsperioden med højere takster for pasning af egne børn gøres permanent
- at der fortsat gives tilskud til pasning af egne børn i alderen 24 uger til 3 år på 7.874 kr. pr. mdr. (2024 niveau)
- at der fortsat gives tilskud til pasning af egne børn i alderen fra 3,1 år til start i tidlig SFO på 2.673 kr. pr. mdr. (2024 niveau)
Sagsbeskrivelse
I efteråret 2022 godkendte Byrådet en forsøgsordning i årene 2023 og 2024 med en højere takst for tilskud til pasning af egne børn i alderen 24 uger til 3 år, og at der ligeledes blev indført et tilskud til hjemmepasning af børn i alderen 3,1 år til skolestart.
Det skal bemærkes, at på tidspunktet hvor ordningen blev indført, var alderen for børnehavestart på 2,10 år. Den er nu ændret til 3,1 år, og dette er årsagen til, at der i nærværende forslag står 3,1 år.
Forsøgsordningen blev indført for at supplere andre løsninger på kapacitetsudfordringerne og for at kunne imødekomme ønsker fra forældre om også at kunne få tilskud fra børnehavestart til skolestart.
Indførelsen af ordningen skulle evalueres og genbehandles medio 2024.
Som tabellen nedenfor viser, er der sket en stigning i antallet af børn, der bliver hjemmepasset. Det er i gennemsnit ca. 8 børn flere pr. måned i alderen 24 uger til 3 år, der bliver hjemmepasset i 2023 og 2024 sammenlignet med 2022.
For børn i alderen 3,1 år til skolestart er det ca. 6 børn pr. måned, der modtager tilskud til hjemmepasning.
Tabel. Gennemsnit antal børn pr. måned der hjemmepasses fordelt på år
Aldersgruppe |
2022 |
2023 |
2024 (indtil juli måned) |
24 uger til 3 år |
24,7 |
33,4 |
33,7 |
3,1 år til skolestart |
0 |
6,2 |
5,6 |
Det er Børn og Ungeforvaltningens vurdering, at ordningen giver gode muligheder for, at småbørnsfamilier kan indrette sig fleksibelt og vælge hjemmepasning til som mulighed, hvis det matcher familien ønsker. Derfor anbefaler forvaltningen, at ordningen med de nuværende takster gøres permanent.
Ordningen bliver ikke benyttet i et omfang, der har større betydning for kapaciteten på Dagtilbudsområdet.
Det er en betingelse for at få tilskud til pasning af egne børn, at ansøgeren:
- ikke samtidig modtager offentlig overførselsindkomst eller har en arbejdsindtægt,
- ikke er omfattet af § 13, stk. 10, og § 13 f, stk. 1-4, jf. § 26, stk. 4-10, i lov om aktiv socialpolitik, og
- har opholdt sig her i landet i 7 ud af de seneste 8 år. Kravet om ophold efter stk. 1, nr. 3, (jf. lov om aktiv socialpolitik) gælder ikke for EU/EØS-borgere, i det omfang de efter EU-retten er berettiget til ydelsen.
Tilskud til pasning af egne børn kan gives for en periode på minimum 8 uger og maximalt et år.
Den samlede tilskudsperiode kan deles i to, og må samlet set ikke overstige den fastsatte maksimumsperiode. Hvis tilskudsperioden opdeles i to, kan perioden deles mellem barnets forældre, hvis begge forældre har ret til ydelser, og opfylder betingelserne for at modtage tilskud til pasning af eget barn.
Hvis kommunalbestyrelsen beslutter at tilbyde forældre et tilskud til pasning af egne børn, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at tilbuddet kun skal gælde for børn i en bestemt aldersgruppe.
Det er kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune, der fastsætter tilskuddet til pasning af egne børn. Tilskuddet skal fastsættes ens pr. barn for alle børn inden for samme aldersgruppe.
Økonomi
Tilskuddet til pasning af egne børn mellem 24 uger og 3 år er på 7.874 kr. pr. måned før skat, og for børn i alderen 3,1 år til skolestart er det på 2.673 kr. pr. måned før skat (2024 niveau).
Til sammenligning er den månedlige udgift pr. barn indmeldt i et kommunalt dagtilbud på 8.544 kr. for vuggestue og 4.074 kr. pr. måned i børnehave.
Hvis det antages, at børn der bliver hjemmepasset, ellers ville være indmeldt i et kommunalt dagtilbud, har kommunen relativt set en mindre udgift på hhv. 670 kr. pr. måned for børn i alderen 24 uger til 3 år og 1.401 kr. pr. måned for børn i alderen 3,1 år til skolestart.
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
194. Orientering om daginstitutioners valg af frokostordning pr. 1. januar 2025
Sagsnummer: 2024-001023
Sagsbehandler: Line Marie Aagaard Jensen
Præsentation
Orientering til Børn, Kultur og Fritidsudvalget vedr. daginstitutioners valg af frokostordning for perioden 1. januar 2025 til udgangen af 2026.
Forvaltningen foreslår
- At Børn- Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen til efterretning
Sagsbeskrivelse
Med udgangspunkt i Dagtilbudslovens bestemmelser §16 a og §16 b om fleksibel frokostordning i daginstitutioner, skal alle børn i kommunale og selvejende daginstitutioner samt privatinstitutioner efter §19 have et sundt frokostmåltid alle hverdage. Formålet med loven om et sundt frokostmåltid er at medvirke til at skabe sunde kostvaner hos børn og bidrage til børnenes generelle trivsel og udvikling.
For at skabe fleksibilitet i ordningen har forældrebestyrelsen i en daginstitution mulighed for at fravælge kommunens tilbud om et sundt frokostmåltid. Det betyder, at kommunalbestyrelsen mindst hvert andet år og højst én gang om året skal give mulighed for fravalg efter stk. 1 og 2 af et sundt frokostmåltid efter 16 a, stk.1.
I tabellen ses kommunale og private daginstitutioners valg af frokostordning gældende for perioden 1. januar 2025 til udgangen af 2026.
Resultatet af valget viser, at flere børnehuse har valgt at fortsætte den nuværende frokostordning. Anna Trolles Børnehus, afdeling Skovhytten, har haft frokostordning i 2023-2024, men har fravalgt frokostordning i 2025-2026. For Børnehuset Naturbyen afholdes der valg om frokostordning i marts 2025, inden indflytning i det nye børnehus i juli 2025.
Der er for flere år tilbage lavet en aftale om, at alle børn i vuggestuerne skal have mad. Med det formål at sikre, at alle børn i vuggestuealderen har adgang til en sund og varieret kost, der dækker børnenes behov for næringsstoffer og vitaminer. En god kost i vuggestuealderen kan bidrage til en sund vækst og udvikling hos børnene.
Det betyder, at der ikke træffes valg om frokostordning i vuggestuerne, og dermed står alle vuggestuer registreret til at have frokostordning.
Frokostordninger kommunale institutioner 2025-2026 |
||
Børnehus |
Vuggestue |
Børnehave |
Strib børnehus Afd. Kastanieborgen |
Frokostordning |
Frokostordning |
Strib børnehus Afd. Bulderby |
Frokostordning |
Frokostordning |
Børnehuset Nysgerrium |
Frokostordning |
Frokostordning |
Børnehuset kompasset |
Frokostordning |
Frokostordning |
Gelsted Børnehus |
Frokostordning |
Frokostordning |
Børnehuset Chili Afd. Grøn |
Frokostordning |
Frokostordning |
Børnehuset Chili Afd. Rød |
Ingen vuggestue |
Frokostordning |
Anna Trolles Børnehus Afd. Stationsvej |
Frokostordning |
Frokostordning |
Anna Trolles Børnehus Afd. Skovhytten |
Ingen vuggestue |
Fravalg |
Børnehuset Nørre Aaby Afd. Mikkelsbro |
Frokostordning |
Fravalg |
Børnehuset Nørre Aaby Afd. Søstjernen |
Frokostordning |
Fravalg |
Fjelsted Harndrup Børneunivers Regnbuen |
Frokostordning |
Frokostordning |
Børnehuset Egetræet |
Frokostordning |
Frokostordning |
Børnehuset Solsikken Afd. Solsikken |
Ingen vuggestue |
Frokostordning |
Børnehuset Solsikken Afd. Naturhaven |
Ingen vuggestue |
Fravalg |
Børnehuset Hyllehøj |
Frokostordning |
Frokostordning |
Børnehuset Naturbyen |
|
Valg foretages i marts 2025, inden indflytning i nyt børnehus i juli 2025. |
Båring Børnehus |
Frokostordning |
Frokostordning |
Frokostordninger private institutioner 2025-2026 |
||
Børnehus |
Vuggestue |
Børnehave |
Valmuen (tidl. Nøddeskallen) |
Frokostordning |
Frokostordning |
Vuggestue/børnehave ved Nørre Aaby Realskole |
Frokostordning |
Fravalg |
Stribonitten |
Frokostordning |
Frokostordning |
Ejby Private børnehave |
Ingen vuggestue |
Fravalg |
Mariehønen |
Frokostordning |
Frokostordning |
Økonomi
Frokostordninger i dagtilbud finansieres ved forældrebetaling. Taksten i 2024 er 699 kr. pr. måned pr. barn i 11 måneder om året.
Taksten i 2025 forventes med KL's generelle prisfremskrivning at stige til 732 kr. pr. måned i 11 måneder.
Høring
Klima & bæredygtighed
Daginstitutionerne i Middelfart Kommune arbejder ud fra visionen Fra Middelfartbarn til verdensborger. I pejlemærket bæredygtighed arbejdes med FN's 17 verdensmål, der bl.a. sætter fokus på ansvarligt forbrug og produktion.
Dagtilbudsområdet gør en indsats for at bidrage til FN's verdensmål for bæredygtig udvikling ved at rette opmærksomhed på at skabe klimavenlige og bæredygtige frokostordninger på 0-6 årsområdet, og leve op til Middelfart Kommunes målsætning om, at 60% af den mad der serveres i frokostordninger, er økologiske og/eller lokalt producerede sæsonvarer.
Beslutning
Orienteringen taget til efterretning.
Behandlingsplan
195. Input til efterårets dialogmøde
Sagsnummer: 2024-010916
Sagsbehandler: Louise Kjær Guul
Præsentation
Torsdag den 21. november afholdes dialogmøde mellem Børn- Kultur og Fritidsudvalget og dagtilbudsbestyrelserne.
Forvaltningen vil på udvalgsmødet den 13. august bede udvalget give input til dagsorden for dialogmødet med henblik på videre planlægning heraf.
Forvaltningen foreslår
- at udvalget drøfter input til dagsorden for dialogmødet den 21. november
Sagsbeskrivelse
Økonomi
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Drøftet.