Referat for Social- og Sundhedsudvalget møde den 18. januar 2024
137. Politiske mål - midtvejsevaluering
Sagsnummer: 2022-005491
Sagsbehandler: Vibeke Nørby
Præsentation
Byrådet har i 2022 vedtaget 4 årige politiske mål for hvert udvalgsområde. Der foretages nu en midtvejsevaluering af arbejdet med målene på alle udvalgs januarmøder.
Forvaltningen foreslår
- at udvalget evaluerer arbejdet med målene i den første halvdel af perioden, og
- at udvalget kommer med bemærkninger og ønsker til arbejdet med målene i resten af perioden.
Sagsbeskrivelse
Byrådet har vedtaget politiske mål 2022 - 2025 for alle udvalg. Målene kan samlet ses på hjemmesiden https://www.middelfart.dk/vision og er vedlagt som bilag.
I lighed med sidste byrådsperiode foretages der en midtvejsevaluering af målene i de enkelte udvalg.
Der er for udvalgets politikområde lavet en status på udvalgets politiske mål: Gennemførte indsatser og resultater, en vurdering af fremdriften på de enkelte indsatser og hvad næste skridt er. Dette vedlægges som bilag.
Udvalget bedes på mødet evaluere arbejdet med målene og udvalgets bemærkninger og ønsker for resten af perioden vil blive noteret (tom kolonne i skemaet).
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen.
Klima & bæredygtighed
Realisering af de politiske mål for byrådsperioden 2022 - 2025 har i sagens natur forskelligt klimaaftryk. Noget bidrager positivt, andet negativt.
I udvalgenes vurdering af og ønsker til det fremadrettede arbejde i resten af valgperioden må det indgå, hvordan arbejdet med de politiske mål kan bidrage positivt og bæredygtigt i forhold til klimaudfordringen og reduktion af drivhusgasudledning.
Beslutning
Stor ros til forvaltningen samlet set, for arbejdet med målene samt målopfyldelsen.
Nye indsatser i den resterende periode.
- Borgernes oplevelse af kvaliteten i Ældreplejen.
Behandlingsplan
Bilag
138. Igangsætning af ny indsats i Byrådets indsatsprogram
Sagsnummer: 2022-009669
Sagsbehandler: Vibeke Nørby
Præsentation
Byrådet bedes tage stilling til igangsættelse af indsatsen "Unge skal se sig som en del af et fællesskab".
Forvaltningen foreslår
- at indsatsen "Unge skal se sig som en del af et fællesskab" bliver igangsat med godkendelse af kommissoriet.
Sagsbeskrivelse
Byrådet har tidligere vedtaget visionen "Vi bygger broerne" samt politiske mål for indeværende byrådsperiode. Desuden er strategierne for Grøn vækst, Sammen om kvalitet i velfærd samt Plan- og bæredygtighedsstrategi 2023 godkendt.
Dertil har Byrådet som en del af visionen udpeget fire bropiller og dertilhørende særlige indsatser. "Unge skal se sig som en del af et fællesskab" er en af disse særlige indsatser og er en udmøntning af bropillen "Sammen om fællesskab og hverdagsliv – foreninger og oplevelser, kultur og natur".
På Byrådets temamøde den 6. november 2023 drøftede Byrådet forvaltningens oplæg til indsatsen "Unge skal se sig som en del af et fællesskab". På baggrund af Byrådets inputs har forvaltningen arbejdet videre, og et revideret kommissorium er nu klar.
Ungeprogram som Byrådets indsats
Fra begyndelsen af byrådsperioden har unge været et fokusområde for Byrådet. Med afsæt i de politiske mål og ambitioner har Byrådet i indeværende byrådsperiode;
- nedsat et §17, stk. 4-udvalg om mental sundhed
- besluttet at udarbejde et velfærdstjek af kommunens ungeindsatser
Som grundlag for Byrådets beslutning om igangsættelse af ny byrådsindsats orienteres med nærværende sag samlet om følgende:
- Beskrivelse af ungeprogram, som indstilles til at udgøre byrådsindsatsen "Unge skal se sig som en del af et fællesskab"
- Halvårlig status på arbejdet med velfærdstjekket af kommunens ungeindsatser
- Evaluering af §17, stk. 4-udvalget om mental sundhed
Ad 1: Beskrivelse af ungeprogrammet
Formålet med et samlet ungeprogram er, at sikre fælles retning, fremdrift i arbejdet med at få omsat Byrådets ambitioner for ungeområdet til virkelighed, koordinering og ikke mindst bedst udnyttelse af ressourcer.
Det oplæg til kommissorium, som Byrådet drøftede på temamødet den 6. november 2023, er blevet justeret på baggrund af Byrådets inputs. Byrådets indsats udgør nu hele ungeprogrammet frem for blot en del af det, indholdet i ungeprogrammet er blevet konkretiseret yderligere, og arbejdet med at etablere en alliance og arbejde aktivt med ungeinvolvering er fortsat - i lighed med det, der blev præsenteret på temamødet - centralt.
Der er rigtig mange unge, som vi ”som kommune” ikke har direkte kontakt til i særlig stor grad. Samtidig så er unge som målgruppe kendetegnet ved, at der er rigtig mange andre, der har kontakt til unge – forældre, ungdomsuddannelser, foreninger, sportsklubber, lærepladser, arbejdspladser m.v. Når vi som kommune har en ambition om at fremme unges deltagelse i fællesskaber, er det derfor afgørende, at vi arbejder sammen med disse mange andre aktører. Og ikke mindst med de unge selv.
Ungeprogrammet består af:
- Tre kerneelementer:
- Det videre arbejde på baggrund af velfærdstjekket af kommunens ungeindsatser samt resultater og erfaringer fra §17, stk. 4-udvalget om mental sundhed
- Udviklingstiltag på ungeområdet inden for en ramme bestående af fire arenaer, som et ungdomsliv kan siges at bestå af: Familien, Fritid, Uddannelse og Arbejdsmarked
- Opbygning af en lokal alliance der skal forstærke og udvikle initiativer på ungeområdet
- Otte grundsten som udgør fundamentet, forudsætninger og metoder til at skabe handlinger i ungeprogrammet:
- Ungeinvolvering
- Åben dør-politik
- Intern organisering
- Videndeling og koordinering
- Finansiering
- Arbejde Collective Impact-inspireret
- Tættere på region og sundhedsklynge
- Civilsamfundet
- En række særlige potentialer:
- Faciliterede fællesskaber for unge
- Fysiske mødesteder
- Understøtte lokale initiativer
- Natur
Ad 2: Halvårlig status på arbejdet med velfærdstjekket af kommunens ungeindsatser
Byrådet bestilte, som en del af Budget 2023, et velfærdstjek af ungeindsatserne i Middelfart Kommune. I forbindelse med godkendelse af resultaterne heraf, blev det aftalt, at Byrådet fremadrettet halvårligt orienteres om status på arbejdet. Med nærværende sag præsenteres Byrådet for den første halvårlige status af sin slags.
Velfærdstjekket resulterede i 13 konkrete anbefalinger. Status er, at der aktuelt arbejdes med samtlige 13 anbefalinger. Der er forskel på, hvor langt arbejdet med anbefalingerne er. Dette er i overensstemmelse med planen tilbage i maj jf. sagsfremstillingen fra Byrådets behandling den 30. maj 2023: ”Det vurderes ikke realistisk at arbejde systematisk med alle 13 anbefalinger på én gang".
I forhold til den tværgående konklusion på velfærdstjekket, om et potentiale i at etablere en mere agil organisering omkring arbejdet med unge som målgruppe, er status at arbejdet er igangsat. Velfærdstjekket indgår fremadrettet i det samlede ungeprogram. Der er nedsat en administrativ styregruppe for ungeprogrammet med repræsentanter på tværs af relevante chefområder i forvaltningen, og der er udpeget en programleder og centrale medarbejdere. Styregruppen og programleder skal følge og sikre fremdrift i udviklingsarbejdet på ungeområdet fremadrettet, og der skal gennem udpegelse af centrale medarbejdere skabes mere samarbejde og synergier på tværs af afdelinger.
Ad 3: Evaluering af §17, stk. 4-udvalget om mental sundhed
§17, stk. 4-udvalget om mental sundhed, blev nedsat for en 2-årig periode som en del af konstitueringsaftalen for byrådsperioden 2022-2025. Kommissoriet for §17, stk. 4-udvalget blev godkendt af Byrådet den 7. februar 2022. Jf. kommissoriet skal Byrådet ved afslutning af udvalgets arbejde modtage en afrapportering, som beskriver de opnåede resultater i forhold til at styrke børn og unges mentale trivsel og sundhed.
Udvalget har bestået af:
- Tre byrådsmedlemmer
- Repræsentanter fra;
- Det fælles elevråd
- Middelfart Gymnasium
- FGU Middelfart
- Fritidsrådet
- Foreningslivet
- Relevante ledere og medarbejdere fra Middelfart Kommune
§17, stk. 4-udvalget har gennemført syv konkrete prøvehandlinger. Indsatserne skal ses som en udbygning oven på de mange eksisterende tilbud og samarbejder omkring opgaven om, at fremme børn og unges mentale trivsel. Der er gennem arbejdet med de syv prøvehandlinger blevet høstet nye erfaringer, som kan bruges i fremtidige prioriteringer.
De syv prøvehandlinger:
- De unges stemmer – samarbejde med Socialt Udviklingscenter (SUS)
- Inspirationsoplæg og dialogredskaber til forældre og unge
- Unge med i aktive fællesskaber
- Mental førstehjælpskasse på skolerne
- Mestringsforløb
- Musikhold for begyndere
- Ungdomsfælleskaber i hele kommunen
a) Ungeliv ude
b) Ungdomsklubber for de 18-25-årige i lokalsamfundet
Erfaringerne fra arbejdet i §17, stk. 4-udvalget om mental sundhed, vil blive brugt i det videre arbejde på ungeområdet. Erfaringerne har relevans på tværs af mange opgaver i relation til arbejdet med unge. Det kan f.eks. være i forhold til den konkrete udmøntning af velfærds-tjekkets anbefalinger, og når nye indsatser rettet mod unge skal udformes.
§17, stk. 4-udvalget evaluerede udvalgets arbejde på udvalgets sidste møde den 7. december 2023. Her blev mange forskellige perspektiver drøftet. Overordnet var der på den ene side ganske bred opbakning til det synspunkt, at der er opnået positive resultater med udvalgets arbejde. På den anden side var der også det synspunkt, at der har været nogle udfordringer forbundet med §17, stk. 4-arbejdsformen. Endvidere pegede udvalget på nogle konkrete potentialer - f.eks. sikring af at nogle af indsatserne kan fortsætte (f.eks. mental førstehjælpskasse og UngeLiv ude) og behov for opmærksomhed på hvordan der bedst kommunikeres til unge som målgruppe.Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen.
Klima & bæredygtighed
Grøn omstilling er et af visionens hovedtemaer, og bæredygtighed indeholdes i begrebet 'vækst med omtanke'. Det betyder bl.a., at 'bæredygtigheden gennemløber alle vores strategiske indsatser'.
Beslutning
Godkendt at indsatsen igangsættes.
Kommissorium er godkendt.
Social- og Sundhedsudvalget anbefaler et stærkt fokus på kommunikationen af de forskellige tiltag og tilbud.
Behandlingsplan
Udvalget anbefaler igangsættelse af indsatsen "Unge skal se sig selv som en del af et fællesskab" herunder godkendelse af kommissoriet.
Steffen Daugaard deltog ikke i sagens behandling (afbud).
Et flertal i Børn, Kultur og Fritidsudvalget og Skoleudvalget godkendte kommissorium med ønsket om at følge programmets indsatser tæt.
Anna Poulsen Broen (F) stemte imod.
Kent Mosgård deltog ikke i sagens behandling.
Christian Lynggaard Pedersen deltog ikke i sagens behandling.
Lasse Schmücker deltog ikke i sagens behandling.
Line Thingberg deltog ikke i sagens behandling.
Et flertal i Skoleudvalget og Børn, Kultur og Fritidsudvalget godkendte kommissorium med ønsket om at følge programmets indsatser tæt.
Anna Poulsen Broen stemte i mod (F).
Kent Mosgård deltog ikke i sagens behandling.
Christian Lynggaard Pedersen deltog ikke i sagens behandling.
Lasse Schmücker deltog ikke i sagens behandling.
Line Thingberg deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
139. Opfølgning på prøvehandling - nedsættelse af råd/ bestyrelse på et plejehjem
Sagsnummer: 2022-011037
Sagsbehandler: Marina Askou Lem
Præsentation
På Social- og Sundhedsudvalgets møde i januar 2023, blev arbejdet med etablering og nedsættelse af et råd/bestyrelse på Kongshøj plejehjem præsenteret.
Temamødet, januar 2024, er en opfølgning på arbejdet med nedsættelse af et råd/bestyrelse på plejehjem, inkluderende en status på Kongshøj rådet på Kongshøj Plejehjem.
Forvaltningen foreslår
- Til orientering og drøftelse.
Sagsbeskrivelse
Kongshøj rådet blev nedsat for, at styrke mulighed for inddragelse og samarbejde om at skabe en god hverdag på Kongshøj plejehjem for beboere, pårørende og personale.
Plejehjemsleder Anette Bang Jørgensen og repræsentanter fra Kongshøj rådet deltager på mødet, og giver en indflyvning ift. rådets oparbejdede erfaringer siden januar 2023.
Vedlagt er flyer for Kongshøj rådet og kommissorium for rådet.
Økonomi
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Er glade for at det blev et råd, da de selv har kunnet lave dagsordener.
Ikke været bundet af formalia og dokumentation som ved en bestyrelse.
Giver bedre plads til kreativiteten, at være et råd.
Kongshøj Rådet ønsker at fortsætte. Fuld opbakning hertil.
Beboerne oplever at blive lyttet til. Der er 2 beboere med i rådet.
Vigtigt at rådet eller lign. passer til det enkelte plejehjem.
Behandlingsplan
Bilag
Lukkede sager
140. Nærhospital - Kongshøj Rehabliteringscenter
Beslutning
Drøftet.