Referat for Klima- Natur og Genbrugsudvalget møde den 08. maj 2024
211. Røg - og lugtgener fra halmfyr ønskes løst ved etablering af gårdbiogasanlæg
Sagsnummer: 2020-007867
Sagsbehandler: Maria Friis Jensen
Præsentation
Påbud om nedbringelse af røg- og lugtgener fra et halmfyr på Bolsvej 21, 5500 Middelfart, ønskes løst ved etablering af et gårdbiogasanlæg på ejendommen. Gassen skal anvendes til elproduktion i gasmotorer. Overskudsvarmen fra elproduktionen skal dække varmebehovet som halmfyret pt. dækker og dermed løse røgproblemerne.
Etablering af gårdbiogasanlægget kræver en færdig projektansøgning, en række myndighedstilladelser og forudsætter, at Miljø- og Fødevareklagenævnet afgør, at den nuværende svineproduktionen på ejendommen kan fortsætte.
Forvaltningen foreslår
- At sagen drøftes
Sagsbeskrivelse
Middelfart Kommune har modtaget en række henvendelser om røg- og lugtgener fra et halmfyr på Bolsvej 21, 5500 Middelfart. Middelfart Kommune meddelte, efter udførelse af diverse tiltag som ikke afhjalp problemet, i december 2022 et påbud om nedbringelse af røggenerne.
I april 2023 blev der isat isoleringsstensten i kedlen på halmfyret med henblik på at forbedre forbrændingen og derved nedbringe røggenerne. Middelfart Kommune førte efterfølgende en række tilsyn for at vurdere, om tiltaget havde hjulpet. I oktober 2023 meddelte kommunen afgørelse om, at røggenerne ikke er nedbragt og, at der skulle indsendes en redegørelse for en anden løsning til overholdelse af påbuddet.
Ejer af ejendommen meddelte efterfølgende, at der ønskes opført et gårdbiogasanlæg på ejendommen. Gårdbiogasanlægget skal opsamle gas fra svinegyllen, som herefter anvendes til elproduktion i gasmotorer. Overskudsvarmen fra elproduktionen skal dække varmebehovet som halmfyret dækker og dermed løse problemet med røggenerne.
Middelfart Kommune holdt herefter et møde med ejer og en konsulent fra Greenfarm, der producerer gårdbiogasanlæg. Middelfart Kommune bad efterfølgende om en beskrivelse af gårdbiogasanlægget med henblik på at kunne vurdere hvilke tilladelser, der er nødvendige for at kunne realisere det.
I januar 2024 modtog Middelfart Kommune en beskrivelse af to scenarier. Et hvor gårdbiogasanlægget kun modtager svinegylle fra Bolsvej 21, og et hvor der også tilføres kyllingemøg fra en anden ejendom. Scenariet hvor der tilføres kyllingemøg kan, ifølge den fremsendte beskrivelse, producere nok varme til at dække det varmebehov, der pt. dækkes af halmfyret. Halmfyret vil derefter kun skulle tændes op ved eventuelle driftstop på biogasanlægget.
Miljøgodkendelsen til svineproduktionen på Bolsvej 21, 5500 Middelfart er pt. påklaget til Miljø- og fødevareklagenævnet. Ejer af ejendommen har forklaret, at han ikke ønsker at investere i et gårdbiogasanlæg, før der foreligger en afgørelse, og det er afklaret om svineproduktionen på ejendommen kan fortsætte.
Etablering af gårdbiogasanlægget vil kræve en byggetilladelse, en landzonetilladelse og en VVM-screening.
Da der ikke foreligger et færdigt projekt for gårdbiogasanlægget, er der ikke redegjort endeligt for de tekniske og praktiske løsninger herunder støj, lugt og anlæggets kapacitet.
Ejer af ejendommen samt rådgiver fremlægger projekt for gårdbiogasanlægget og svarer på spørgsmål.
Økonomi
Ikke relevant
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Drøftet.
Anna Poulsen Broen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Bilag
212. Revision af Klimaplanen_Byrådsets temamøde d. 3.6.24
Sagsnummer: 2024-006372
Sagsbehandler: Helene Bjerre-Nielsen
Præsentation
Byrådet godkendte d. 4. marts 2024 processen for revision af Klimaplanen. D. 6. juni har Byrådet temamøde med et dagsordenspunkt omkring revision af Klimaplanen. Denne sag omhandler et oplæg til temamødets indhold og form.
Forvaltningen foreslår
- At Klima, Natur- og Genbrugsudvalget godkender indhold og form på Byrådets temamøde d. 3. juni vedrørende revision af klimaplanen.
Sagsbeskrivelse
Revision af klimaplanen er rammesat af vedlagte sagsfremstilling og notat (Byrådet d. 4. marts 2024). Som det fremgår af notatet og sagsfremstilling er erfaringerne med revision af klimaplaner begrænsede, da der er tale om pilotkommunerne, som nu skal til at revidere den første generation af klimaplaner.
I Klimaalliancen (efterfølgeren til DK2020 projektet) arbejdes der med at fastlægge overordnede formater og rammer for revisionen. Der er bl.a. udarbejdet et scopingskema (som udfyldes af kommunen) og et indstillingsnotat (som udarbejdes af Concito). Indstillingsnotatet er en form for aftale omkring detaljerne i den specifikke kommunens klimaplanrevision.
Der er for Middelfart Kommune udarbejdet et udkast til indstillingsnotat (vedlagt). I indstillingsnotatet er der særligt fokus på følgende fem temaer:
1. Forpligtelse til at anvende tilgængelige beføjelser og indflydelse til at opnå nul-nettoudledning og styre klimarobustheden
2. Inddragelse af forskellige interessenter for at skabe opbakning til klimaindsatsen med særlig fokus på dem, som påvirkes mest af klimaforandring samt dem som har magt og indflydelse til at reducere udledning og risici, bl.a. gennem partnerskaber
3. Opstilling af mål for rimelig og retfærdig fordeling i klimaindsatsen ift. særligt udsatte
4. Formulering af en sektorstrategi for mindst forbrugskategori (scope 3 udledning)
5. Vurdering af om alle tilgængelige virkemidler og beføjelser (direkte og indirekte) anvendes til at sikre udfasning af fossile brændsler
6. Tilføjelse til monitorering og afrapportering ift forbrugsrelaterede udledninger og retfærdighedsaspekter
Af ovenstående liste af temaer vurderes det mest relevant og nyttigt at sætte fokus på integration af klima på tværs af kommunen med en særlig vinkel omkring partnerskaber i et dagsordenspunkt på et temamøde i Byrådet.
Det foreslås følgende plan for Byrådets temamøde, hvor der tages udgangspunkt i de stående udvalg.
0 - 5 min: Overordnet introduktion (v/KNG formand) næstformand)
5 - 10 min: Kort introduktion til ovenstående temaer i revisionsprocessen og format for drøftelser i Byrådet (v. Klimastaben)
10 - 30 min: Opdeling af Byrådet i fagudvalg (minus ØU og KNG). KNG medlemmer fordeler sig i de andre udvalg.
10 - 20 min: Udvalgsspecifikke spørgsmål ift integration af klima i udvalgenes arbejde
20 - 30 min: Hvilke partnerskaber mangler vi i det videre klimaarbejde i udvalget?
30 - 40 min: Opsamling fra udvalgene (v. KNG næstformand og Klimastaben)
Drøftelserne skal gerne lede til konkrete områder, hvor udvalgene ønsker at sætte mere fokus på klima (fx ift. særligt udsatte, klima-beskæftigelse eller skoleområdet) samt forslag til nyttige partnerskaber.
Den udvalgsspecifik diskussion kan bruges som udgangspunkt for videre klimaarbejde og -drøftelser i de enkelte udvalg, herunder i forbindelse med den videre revision af klimaplanen og dens implementering.
Økonomi
Høring
Klima & bæredygtighed
Sagen omhandler udelukkende klima og bæredygtighed.
Beslutning
Godkendt.
Anna Poulsen Broen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Bilag
213. Forslag til tillæg 11 til spildevandsplanen for Middelfart Kommune 2016-2025
Sagsnummer: 2024-004669
Sagsbehandler: Heidi Marianne Nielsen
Præsentation
Middelfart Kommunes nuværende spildevandsplan 2016-2025 er en sektorplan for spildevandsområdet. Planen fastlægger rammerne for spildevandshåndtering i kommunen, og er det retslige grundlag for tilslutning af eksisterende og nye ejendomme til det offentlige spildevandssystem. Tillæg 11 ændrer kloakeringsformen for Banelunden samt justerer kloakoplandet for en række grunde/ejendomme.
Forvaltningen foreslår
- At forslag til tillæg 11 til spildevandsplanen godkendes og sendes i offentlig høring i 8 uger.
Sagsbeskrivelse
Tillæg 11 til spildevandsplanen omhandler en opdatering af kloakoplandet for Banelunden, hvor kommunen har opført 6 boliger til særlig udsatte borgere. Boligerne håndterer regnvand fra tagfladerne på egen grund, men er i spildevandsplanen registreret som fælleskloakeret. Derfor opdateres spildevandsplanen så området bliver spildevandskloakeret og dermed afspejler at tag- og overfladevand fra boliger og parkeringsplads håndteres lokalt via LAR løsninger.
Med tillægget optages nedenstående ejendomme i spildevandsplanen som spildevandskloakerede:
- Kirkebakken 10, 5591 Gelsted
- Strandvejen 89, 5500 Middelfart
For begge ejendommes vedkommen har de været tilsluttet den offentlige spildevandskloak i flere år, men er ikke blevet optaget i spildevandsplanen.
Nedenstående ejendom optages i spildevandsplanen som separatkloakeret, da den har været tilsluttet den offentlige kloak uden at dette er blevet opdateret i den gældende spildevandsplan:
- Smutvejen 4B, 5500 Middelfart
følgende ejendomme udtages fra kloakopland:
- Assensvej 2 og 9, 5580 Nr. Aaby
- Margaardsvej 61, 5580 Nr. Aaby
Økonomi
Tillæg 11 til spildevandsplanen for Middelfart Kommune medfører ikke udgifter for Middelfart Kommune.
Høring
Tillæg 11 til spildevandsplanen for Middelfart Kommune skal i 8 ugers offentlig høring.
Klima & bæredygtighed
Tilslutning til offentlig kloak sikrer, at spildevandet fra ejendomme bortskaffes på forsvarlig og bæredygtig vis til et renseanlæg/regnvandssystem, hvor der sker en optimal rensning af hhv. husspildevand og regnvand/overfladevand. Tilslutning til kloak anses som værende en bæredygtig og langsigtet løsning.
Beslutning
Godkendt.
Anna Poulsen Broen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Bilag
214. Revideret ejerstrategi for det fælleskommunale §60 selskab, Modtagestation Syddanmark I/S (Motas I/S), forud for evt. selskabsgørelse
Sagsnummer: 2024-006224
Sagsbehandler: Karina Østergaard
Præsentation
Motas I/S er et fælleskommunalt §60 selskab med 13 interessentkommuner, heriblandt Middelfart Kommune. Motas I/S har til formål at drive og vedligeholde en fælleskommunal modtage- og omlastestation for farligt affald.
Bestyrelse og repræsentantskab for Motas I/S har behandlet og godkendt en revideret ejerstrategi, som repræsentantskabet har vedtaget skal indstilles til godkendelse i interessentkommunerne. Ejerstrategien er et skridt på vejen til en eventuel selskabsgørelse af Motas I/S.
Forvaltningen foreslår
- At Middelfart Kommune godkender oplæg til en revideret ejerstrategi for Motas I/S.
Sagsbeskrivelse
Bestyrelsen for Motas har som indledning til en evt. selskabsgørelse af Motas I/S vedtaget at revidere og tilpasse ejerstrategien for Motas I/S.
Bestyrelsen anmodede derfor ledelse og brugergruppe for Motas I/S om at udarbejde et oplæg, hvilket er udført i samarbejde med det øvrige embedsværk i interessentkommunerne.
Efterfølgende har bestyrelse og repræsentantskab på respektive møder drøftet og kommenteret oplægget, og kommentarerne fra de to møder er blevet indarbejdet i ejerstrategien.
Slutteligt er bestyrelsen informeret om den endelige reviderede ejerstrategi, som der derefter ikke er fremkommet kommentarer til.
Repræsentantskabet for Motas I/S har vedtaget, at ejerstrategien sendes til interessentkommunerne med indstilling om, at disse godkender ejerstrategien.
Kan der opnås enighed om ejerstrategien i interessentkommunerne anvendes denne til det videre arbejde imod en evt. selskabsgørelse af Motas I/S.
Efter interessentkommunernes godkendelse af ejerstrategien og forud for beslutning om selskabsgørelse af Motas I/S, vil der blive udarbejdet vedtægter for det nye selskab.
Vedtægterne vil, som beslutningsgrundlag for en evt. selskabsgørelse af Motas I/S, blive sendt til behandling og evt. godkendelse i de nuværende interessentkommuner.
Økonomi
Godkendelse af ejerstrategien har ingen direkte omkostninger. Modtagestationens takster godkendes af interessentkommunernes byråd hvert år. Takster for 2024 er godkendt af Middelfart Byråd d. 6. november 2023.
Høring
Sagen har ikke været i høring
Klima & bæredygtighed
Af oplæg til revideret ejerstrategi for Motas I/S fremgår, at Motas sikrer, at interessentkommunernes farlige affald afhentes og behandles sikkert og miljømæssigt korrekt, samt bæredygtigt.
Beslutning
Godkendt.
Anna Poulsen Broen deltog ikke i sagens behandling.