Referat for Miljø- og Energiudvalget møde den 01. december 2021
319. Godkendelse af takster for Strib Vandværk for 2022
Sagsnummer: 2021-013232
Sagsbehandler: Rikke Kirk Andersen
Præsentation
Strib Vandværk søger om godkendelse af takster for 2022 på grundlag af genindsendt takstblad.
Forvaltningen foreslår
- At Miljø- og Energiudvalget godkender takster for 2022 for Strib Vandværk.
Sagsbeskrivelse
Strib Vandværk har indsendt nyt takstblad til godkendelse, da det takstblad, der blev godkendt på Miljø- og Energiudvalgets møde i november, var fejlbehæftet.
Ved en fejl har Strib Vandværk tidligere indsendt en ukorrekt udgave af takstbladet for 2022, mens det medsendte materiale vedrørende regnskaber og budgetter var korrekt.
Vandværket har nu indsendt det korrekte takstblad for 2022.
Taksterne for såvel anlægs- som driftsbidrag fastholdes på samme niveau som i 2021 - se vedlagte bilag 1 og 2 samt Takstblad for 2022.
Forvaltningen har igen gennemgået regnskaber og budgetter og sammenholdt materialet med det korrekte takstblad. På bagrund af det samlede materiale er der baggrund for at godkende de ansøgte takster.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen høring af Ældreråd og Handicapråd, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Inge særlige bemærkninger.
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
320. Godkendelse af betalingsvedtægt for Middelfart Spildevand A/S
Sagsnummer: 2021-016244
Sagsbehandler: Anne G. Pedersen
Præsentation
Middelfart Spildevand A/S har udarbejdet og fremsendt en revideret betalingsvedtægt for Middelfart Spildevand A/S.
Der ændres i punkt 5.2.1 om Fast bidrag, punkt 7.2 om Vejbidrag samt punkt 5.1.4 om Trappemodellen.
Forvaltningen foreslår
- At betalingsvedtægten for Middelfart Spildevand A/S godkendes
Sagsbeskrivelse
Betalingsvedtægten gælder for alle eksisterende og kommende kloakanlæg, som ejes og drives af Middelfart Spildevand A/S. Den præciserer, hvordan forskellige tilslutninger og afkoblinger til kloak kan/skal ske, og hvordan de økonomiske forhold imellem forbruger og selskab er. Betalingsvedtægten indeholder eksempler på, hvordan forskellige kloakbidrag beregnes. De forskellige takster og bidrag er præciseret i et særskilt takstblad. Betalingsvedtægten beskriver også ejerforhold omkring matrikelgrænser, og hvor grundejer eller selskab har ansvar.
Der er foretaget enkelte ændringer i betalingsvedtægten i forhold til den gældende betalingsvedtægt fra 2. oktober 2018.
Derfor foreslås betalingsvedtægten justeret jf. nedenstående:
Fast bidrag
Middelfart Spildevand ønsker at ændre takstsammensætningen, så der indføres et fast bidrag pr. forbruger (spildevandsførende stik frem til grundgrænsen). Til gengæld sænkes den variable del af vandafledningsbidraget tilsvarende således, at det totalt opkrævede beløb til selskabet er det samme. Årsagen til ændringen er, at det ifølge Middelfart Spildevand giver en mere omkostningrigtig fordeling, da en del administrative opgaver er ens uanset kundens forbrug. Derudover giver det en bedre mulighed for at sammenligne takster med de øvrige spildevandsforsyninger, hvor hovedparten har denne takstsammensætning.
Ændringen i betalingsvedtægten giver Middelfart spildevand mulighed for at opkræve et fastbidrag på maksimalt 500 kr. inkl. moms (pristalsreguleres). Taksten fastsættes af Middelfart Spildevands bestyrelse og godkendes af Middelfart Kommune ifm godkendelse af selskabets takster.
Vejbidrag
Betalingsvedtægten giver Middelfart Spildevand mulighed for, at der for afledning af vejvand fra kommunale veje og private fællesveje opkræves et årligt vejbidrag af kommunen. Bidraget er i vedtægten særskilt angivet til 1,5% af anlægsudgifterne til kloakledningsanlæggene. I forbindelse med budgetforhandlingerne er procentsatsen ændret, så den for 2022 er fastsat til 3,5 %, og i 2023 og frem er vejbidraget budgetteret til 6%. Betalingsvedtægten ændres så det ikke fremgår at der betales et årligt bidrag på 1,5%, men istedet at taksten fastsættes årligt i forbindelse med vedtagelse af taksterne for Middelfart Spildevand.
Trappemodel
Trappemodellen indebærer, at kubikmetertaksen for vandafledningsbidraget falder med stigende vandforbrug. I den tidligere betalingsvedtægt var det beskrevet som noget der skete i fremtiden. Da modellen nu er fuldt indfaset, er teksten justeret i overensstemmelse hermed.
Forvaltningen har gennemgået betalingsvedtægten og vurderer, at den er udarbejdet i overensstemmelse med lovens regler.
Økonomi
Betalingsvedtægten er grundlaget for opkrævning af bidrag til Middelfart Spildevand A/S. Der er ingen økonomi for Middelfart Kommune forbundet med de beskrevne ændringer ud over hvad der er aftalt ifm vedtagelse af Middelfart Kommunes budget.
Høring
Ingen høring af ældre- og handicapområdet, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
321. Rottehandlingsplan 2022-2024
Sagsnummer: 2021-003532
Sagsbehandler: Anne Katrine Thomsen
Præsentation
Ifølge bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter skal kommunen udarbejde en rottehandlingsplan, som revideres minimum hvert 3 år.
Middelfart Kommune udarbejdede den første rottehandlingsplan efter reglerne i bekendtgørelsen i 2012. Dette er den fjerde version af handlingsplanen, gældende for perioden 2022-2024.
Forvaltningen foreslår
- At rottehandlingsplan 2022-2024 godkendes.
Sagsbeskrivelse
Rottehandlingsplanen beskriver Middelfart Kommunes handlinger og mål indenfor forebyggelse og bekæmpelse af rotter i overensstemmelse med de krav, der stilles til den kommunale handlingsplan i lovgivningen. Se vedhæftede bilag. Nedenfor er fremhævet nogle af målene i handlingsplanen for 2022-2024 samt status for perioden 2019-2021.
God service for borgere, kommunikation og forebyggende indsater
Der er fortsat fokus på årsagstyper. Kloakinstallationer dvs. brud/defekte ledninger og tagnedløb samt usikrede ydermure og bygningsvedligeholdelse er nogle af de væsentlige årsager til rottetilhold. Endvidere kan dyrehold, samt fodring af fugle også være en væsentlig årsag til rottetilhold. I perioden 2019-2021 har bekæmperne uddelt foldere der beskriver nogle af problematikkerne.
I 2022 er planlagt at administrationen i samarbejde med bekæmperne udarbejder 5 til 10 gode råd, der sendes til alle grundejere for at minimere risikoen for rottetilhold.
Hjemtagning af den kommunale bekæmpelse
Hjemtagning af den kommunale rottebekæmpelse har været en succes og kommunen modtager overordnet positive tilbagemeldinger fra borgere. Miljø- og Energiudvalget blev orienteret om status på den kommunale rottebekæmpelse ved udvalgsmødet den 3. november 2021.
Et mål i handlingsplanen 2019-21 var at øge samarbejdet med Spildevandsselskabet. Forvaltningen har revurderet de handlinger, der skulle føre til målet, og det vurderes, at sagerne kan løses hurtigere, hvis de tages op til drøftelse på interne møder og får en tildelt en ansvarlig.
Giftreducerende tiltag
Middelfart Kommune ser løbende på nye metoder til giftfri bekæmpelse og holder sig opdateret på den nyeste teknologi på området.
I den sidste periode har der været særlig fokus på muligheden for at fremme levevilkårene for rottens naturlige fjender ved opsætning af ynglekasser til rovfugle.
Det er planen at forsætte projektet ved produktion og opsætning af flere kasser i 2022. Perronen vil som tidligere stå for produktionen, og de nye opsætningssteder vil blive udvalgt løbende.
Endvidere vil forvaltningen gøre brug af giftfri metoder til bekæmpelse af rotter så som skydning og sporing vha. hund. To metoder som har været anvendt i den forgangne periode, men som forvaltningen vurderer kan optimeres yderligere.
Tværfaglig samarbejde
Et mål i handlingsplanen for 2019-2021 var at arbejde med forebyggelse i kommunale bygge- og anlægsprojekter. Pga. Corona har det ikke været et punkt der er prioriteret. I den nye periode 2022-2024 foreslår forvaltningen i stedet at have fokus på dialog med kommunens andre afdelinger om muligheder for forebyggende tiltag i forbindelse med offentlige projekter, f.eks. offentlige affaldsløsninger, i tråd med initiativet om affaldssortering i det offentlige rum i den nationale handlingsplan for cirkulær økonomi.
Økonomi
Projekterne/handlingerne i rottehandlingsplanen indgår som en del af rottebekæmpelsen og de afsatte midler hertil.
Høring
Ikke relevant
Klima & bæredygtighed
Ikke relevant
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
322. Kommunegaranti til Ejby Vandværk
Sagsnummer: 2021-015893
Sagsbehandler: Murtaza Sharafmal
Præsentation
Middelfart Kommune har modtaget en anmodning fra Ejby Vandværk om garanti for lånoptagelse hos Kommunekredit på i alt 20 mio. kr.
Forvaltningen foreslår
- At der stilles garanti for at Ejby Vandværk kan optage et kommunegaranteret lån på op til 20 mio. kr. med en løbetid på 30 år hos Kommunekredit,
- at garantien (med henblik på at reducere renterisikoen) stilles under forudsætning af, at der optages et lån hos Kommunekredit med fast rente i hele løbetiden,
- at garantien stilles under udtrykkelig forudsætning at kommunekredit godkender låneoptagelsen,
- at lånet i anlægsfasen kan optages som en byggekredit, der senere afløses af endelig finansiering,
- at der i henhold til statsstøttereglerne fastsættes en årlig garantiprovisionsprocent på 0,55 % med baggrund i en samlet konkret og individuel vurdering af, at Ejby Vandværk har en stærk kreditkvalitet. Vurderingen tager afsæt i Middelfart Kommunes kreditvurderingsmodel, og
- at garantien i overensstemmelse med statsstøttereglerne stilles under forudsætning af, at provisionssatsen fremadrettet kan tilpasses i op- eller nedadgående retning, såfremt virksomhedens kreditmæssige forhold måtte ændre sig væsentligt.
Sagsbeskrivelse
Ejby vandværk ønsker at fremtidssikre vandforsyningen i Ejby. Det gamle vandværk er bygget i 1967. Vandværet står i dag overfor en del renoveringer og moderniseringer, for at bringe det op på et niveau, der dels er tidssvarende og dels kan garantere den fremtidige forsyningssikkerhed. I stedet for at renovere det gamle vandværk, har bestyrelsen valgt at opføre et nyt Ejby Vandværk på Anlægsvej 25, Ejby.
Økonomiske konsekvenser
Såfremt ovenstående investeringer kan finansieres via Kommunekredit, i stedet for vandselskabets kassekredit, vil der kunne spares penge som følge af lavere rente over hele låneperioden. Et fastforrentet lån hos Kommunekredit giver samtidig en budgetsikkerhed.
Miljø- og energiudvalget godkendte d. 3. november 2021 Ejby vandværkets takster for 2022. Med de nye takster vil Ejby Vandværk opnå en årlig merindtægt på 410.000 kr. Dette vil kunne dække omkostninger til lånet.
Teknologi
I forbindelse med etableringen, bruges den nyeste og markedsledende teknologi.
På det nuværende vandværk ledes vandet sammen fra alle tre kildepladser og filtreres i nogle åbne beton kar. Efterfølgende opbevares vandet i en nedgravet betonbeholder før det udpumpes til forbrugerne.
På det nye vandværk separeres vandet fra kildepladserne og ledes til to uafhængige linjer. Det vil sige, at der faktisk er 2 vandværker i samme bygning, hvilke forøger forsyningssikkerheden betragteligt. En af grundene til, at der etableres et to-linje anlæg er, at der med Ejbys placering ikke er muligt at få nødforsyning fra andre vandværker.
Inde på vandværket filtreres vandet gennem lukkede stålfiltre og efterfølgende opbevares vandet i to rustfrie stålbeholdere, før det udpumpes til forbrugerne via nogle høj effektive pumper.
Det nye vandværk opfylder således alle krav til en moderne vandforsyning, hvor levnedsmiddelsikkerheden og forsyningssikkerhed er i højsæde.
Økonomi
Vandforsyningen er et kollektiv system, der er underlagt vandforsyningsloven, hvilket betyder, at selskabet skal driftes efter det såkaldte "non-profit" princip.
Budgettet for investeringen i projektet, der søges kommunegaranti for kan ses af nedenstående tabel:
Grundkøb | 220.000 |
Ledningsanlæg | 800.000 |
Eltilslutning | 250.000 |
Kloaktilslutning | 31.050 |
Lokalplan | 130.000 |
Ny vandværk | 16.500.000 |
Signal fremføring fra kildepladser | 300.000 |
Nedrivning/salg af grund | 350.000 |
Konsulentbistand | 450.000 |
Diverse 5% | 951.553 |
I alt | 19.982.603 |
Egne midler anvendt | 0 |
Lånebehov | 19.982.603 |
Lånetype og løbetid
Fastforrentet annuitetslån i op til 30 år.
Anlæggenes levetid
Levetiden for det nye vandværk er minimum 30 år - forventeligt 50 år.
Tidsplan
Etableringen af vandværket er planlagt til udførelse i 2022-2023.
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Udvalget godkender forvaltningens indstilling.
Behandlingsplan
Bilag
323. Regulering af råger og måger i Middelfart Kommune
Sagsnummer: 2021-015517
Sagsbehandler: Gitte S. Hertzum
Præsentation
Miljø- og Energiudvalget har på udvalgsmødet den 6. oktober 2021 bedt forvaltningen undersøge mulighederne for en fremadrettet regulering af råger og måger på bl.a. private arealer i Middelfart Kommune.
Forvaltningen foreslår
- At sagen drøftes.
Sagsbeskrivelse
Måger og råger er fredede fugle og regulering af dem kan udelukkende ske efter tilladelse fra Naturstyrelsen som er myndighed på området.
Måger reguleres i dag i industriområdet i Middelfart (i henhold til kommunens indsatsplan for regulering af måger) og råger reguleres på kommunalt ejede arealer, hvor forvaltningen i samarbejde med kommunens Skovfoged vurderer, at fuglene er væsentlig til gene.
Det er forvaltningens opfattelse at problemet med måger ikke er blevet større og der er i år ikke modtaget flere henvendelser end tidligere. Det har dog været et usædvanligt år, hvor bl.a. nedlukning af minkfarmene har medvirket til at der generelt ses flere måger i bybilledet.
Forvaltningen oplever heller ikke at der er en stigning i antallet af henvendelser vedr. råger. Primært opleves generne i nærheden af store træer og i Staurby Skov, hvor kommunen allerede i dag regulerer ved skydning.
Forvaltningen har i notat 1 og 2 beskrevet hvordan de to fugle reguleres i kommunen i dag og hvilke muligheder der er for en fremadrettet regulering, hvis der ønskes en øget indsats.
Økonomi
En øget indsats til regulering af måger og råger vil medføre øget ressourceforbrug. Afhængigt af valgt indsatsniveau skal det nærmere vurderes, om det kan afholdes indenfor eksisterende budget.
Høring
Ikke relevant
Klima & bæredygtighed
Ikke relevant
Beslutning
Udvalget besluttede, at informationsindsatsen omkring bekæmpelse af måger og råger styrkes.
Behandlingsplan
Bilag
324. Biodiversitetsindsatser 2021
Sagsnummer: 2018-002993
Sagsbehandler: Rasmus Dalhoff Skaar
Præsentation
Status for biodiversitetsstrategiens gennemførte i handlinger 2021.
Forvaltningen foreslår
- At udvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Budget for biodiversitetsindsatser blev på Miljø- og Energiudvalgsmøde 3. marts 2021 fordelt som følger:
1 | Anlæg af vilde blomster | 150.000 kr. |
2 | Formidlings materiale, foredrag, havevandringer o.lign. | 50.000 kr. |
3 | Særlig indsats for mursejler | 25.000 kr. |
4 | Udvikling af biodiversitetsvenlig græsklipning | 50.000 kr. |
5 | Biodiversitetstiltag i skovrejsninger | 25.000 kr. |
|
SUM |
300.000 kr. |
Alle tiltag er udført.
Uddybning:
1) Spredt rundt i kommunens større bysamfund - vejrabatarealer, rundkørsler o.lign - er der etableret næringsfattige områder med udsåede vilde, danske blomsterarter. Etableringen blev desværre ramt af tørke, hvorved spiring blev forsinket og blomstring udskudt. Arealerne forventes at blomstre endnu mere til næste år med blandingens 2 og flerårige arter.
2) En del af denne post er brugt til arrangementer i samarbejde med gruppen "Middelfart Vilde Kommune": Markvanding, høslet i Staurby Skov, "Vi maler byen grøn" og flere andre aktiviteter. Desuden er der lanceret en dedikeret hjemmeside om biodiversitet og konkurrencen om at blive den VILDESTE kommune (https://natur.middelfart.dk/biodiversitet). På hjemmesiden ligger også den nye folder: "Byg bro til naturens rige"
3) Der er etableret ynglekasser til mursejlere på 2 kendte levesteder i kommunen: Gl. Tanderup Skole samt P-huset ved Havnegade. Effekten af opsætningen kendes først de kommende år.
4) I samarbejde med Entreprenørgården er der afprøvet forskellige metoder til opsamling af klippet græs, fra flere af de mange steder kommunen ikke klipper græs i sommerhalvåret. Desuden afprøves nye afsætnings-kanaler til fx biogas.
5) Der er sået vilde, danske blomster nær skovrejsningerne i Skrillinge/Hyllehøj, Ejby og Kingstrup og plantet ekstra mange blomstrende og frugtbærendehjemmehørende buskarter - bl.a. i Danmarks første mikro-skov efter "Miyawaki-metoden" i Ejby, som plantes d. 6. dec. i samarbejde med "Middelfart Vilde Kommune" og de lokale skolers 6. klasser.
Derudover blev der på udvalgets møde d. 7. april disponeret ekstra 100.000 kr. fra eksisterende anlægspulje til natur- og energiprojekter, til pulje til biodiversitetsindsatser der kunne søges af private, foreninger og virksomheder. De 2 ansøgningsrunder i forår og efterår 2021 var velbesøgt og mere end opfyldte puljen. Det vides på nuværende tidspunkt ikke hvor mange af projekterne, som fik tilsagn i 2021, der bliver udført inden udgangen af året. Flere af projekterne vides dog at være igangsat.
Udover de direkte handlinger som følge af vedtagelsen af biodiversitetsstrategi, er en række andre tiltag som følge af andre igangværende projekter udført i 2021: Stenrev i Lillebælt, skovrejsninger på landbrugsjorde, Fugleøer i Føns Vang, Rydning og græsning på bl.a. Svinø, udsætning af padder på Hindsgavl mm.Økonomi
Indsatserne er finansieret af eksisterende anlægsbevilling "Pulje til gennemførelse af biodiversitetsprojekter" samt "anlægspulje til natur- og energiprojekter" under Natur og Miljø.
Høring
Ingen.
Klima & bæredygtighed
De foreslåede biodiversitetstiltag kan medvirke til en opbremsning i tilbagegang i naturens mangfoldighed. Mindre intensiv drift af grønne områder, landbrugsjord og natur med mere naturlig hydrologi har generelt en positiv effekt på udledningen af klimagasser, dog sandsynligvis kun få ton CO2e/år som følge af de gennemførte handlinger.
Beslutning
Taget til efterretning.