Referat for Økonomiudvalget møde den 29. august 2023
334. Forslag til regional udviklingsstrategi 2024 - 2027
Sagsnummer: 2022-018273
Sagsbehandler: Vibeke Nørby
Præsentation
Regionsrådet har udsendt et forslag til en regional udviklingsstrategi 2024-2027 i høring frem til d. 18. september 2023. Økonomiudvalget bedes drøfte forslaget og tage stilling til høringssvar.
Forvaltningen foreslår
- at Økonomiudvalget godkender vedlagte forslag til høringssvar.
Sagsbeskrivelse
Den nye regionale udviklingsstrategi 2024 - 2027, 'Sammen om fremtidens Syddanmark' er sendt i høring frem til d. 18. september 2023.
Udviklingsstrategien sætter den overordnede retning for Region Syddanmarks udviklingsindsats. Helt øverst på dagsordenen står en fælles vision om, at Syddanmark skal være en grøn og bæredygtig region.
Den regionale udviklingsstrategi er bygget op omkring fire sammenhængende visioner:
- Et grønt og bæredygtigt Syddanmark
- Et kompetent og innovativt Syddanmark
- Et sundt Syddanmark i trivsel
- Et sammenhængende og attraktivt Syddanmark
For at fremme de fire visioner er der tre forstærkere, der skal være med til at sætte kraft og styrke på den regionale udviklingsindsats:
- Skabe udviklingen gennem partnerskaber
- Forstærke udviklingen via internationalt samarbejde
- Realisere potentialet i det dansk-tyske samarbejde
Forvaltningen har gennemgået udviklingsstrategien og holdt den op imod Byrådets vision, politiske mål og øvrige aktuelle dagsordener m.m. Den regionale udviklingsstrategi 'Sammen om fremtiden Syddanmark' spiller alt overvejende godt sammen med Middelfart Byråds vision og ønsker - blandt andet i forhold til fokus på klima, sundhed og trivsel.
På den baggrund er der lavet et udkast til høringssvar, som vedlægges.
Økonomi
Ingen.
Høring
Høringen er iværksat af Region Syddanmark.
Klima & bæredygtighed
Udviklingsstrategien har et overordnet og højt prioriteret fokus på klima. Desuden er de 17 verdensmål inddraget - især de verdensmål hvor regionen har størst mulighed for at gøre en forskel. Her fremhæves nr. 13 om klima og nr. 3 om sundhed og trivsel.
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
335. TrekantBrand, budget 2024
Sagsnummer: 2023-009831
Sagsbehandler: Linda Blirup
Præsentation
Trekantområdets Brandvæsen hvert år udarbejde budget for det kommende år inden den 1. juli. Budgettet skal være opdelt i forhold til henholdsvis beredskabsopgaver og sideaktiviteter.
Budgettet skal tillige indeholde flerårige budgetoverslag for de beredskabsopgaver, som varetages af TrekantBrand.
Forvaltningen foreslår
- At budget 2024 for Trekantområdets Beredskab I/S bliver godkendt.
Sagsbeskrivelse
Bestyrelsen og Beredskabskommissionen sender senest den 1. juli budgettet og de flerårige
budgetoverslag for beredskabsopgaverne til godkendelse hos kommunalbestyrelsen i
Kommunerne. Forinden skal budgettet være godkendt i Beredskabskommissionen, budget 2024 er godkendt den 29. juni 2023.
KL’s seneste pris- og lønfremskrivningsprocent er benyttet (4,1% jf. KL's pris- og
lønudvikling 2024-2027).
Budget 2024 er udarbejdet med 5 ejerkommuner bag TrekantBrand, og bygger på aftalen fra 2022 vedr. driftsbidraget, herunder videreførelse af det årlige 0,5% sparekrav i perioden 2024-2028. Herudover er der indarbejdet 50.000 kr./år på administrationen.
Udgifterne er fordelt efter indbyggertal pr. 1.1.2023, hvilket svarer til,
at Middelfart Kommunes andel er 15,57% af det samlede kommunale driftsbidrag, svarende til 11,8 mio. kr. i 2024.
Økonomi
De økonomiske konsekvenser af aftalen fra 2022 blev indarbejdet i det tekniske budget i forbindelse med Middelfart Kommunes budgetlægning for 2022 og overslagsår, idet der fra 2022 blev ændret i både afregningsmodel, antal ejerkommuner samt en effektivisering på 0,5% pr. år.
Det tekniske budget for Middelfart Kommunes bidrag til Trekantbrand for 2024 er tilpasset afregningsmodellen.
Høring
Ingen høring.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger.
Beslutning
Indstilles til godkendelse.
Behandlingsplan
Bilag
336. Prioritering af lånerammen for 2024 til kommunegarantier
Sagsnummer: 2023-004389
Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen
Præsentation
Denne sag handler om prioritering af det kommende års låneramme til kommunegarantier på fritidsområdet.
Forvaltningen har modtaget garantianmodninger fra to foreninger på kultur og fritidsområdet - Middelfart Sejlklub og Middelfart Havbad.Forvaltningen foreslår
- At Middelfart Kommune tilkendegiver, at lånerammen for 2024 skal prioriteres til at stille en garanti på 2,5 mio. kr. til Middelfart Sejlklub og 0,5 mio. kr. til Middelfart Havbad, såfremt der måtte være tilstrækkelig låneramme og klubberne i øvrigt opfylder betingelserne for kommunegaranti, og
- at den endelige garantistillelse, såfremt Byrådet er sindet at prioritere formålene, bliver behandlet i særskilte sagsfremstillinger på et senere tidspunkt. Sagen opstartes i børn- kultur og fritidsudvalget.
Sagsbeskrivelse
Kommunens økonomiske styringsprincipper indebærer, at Byrådet en gang hvert år tager samlet stilling til, om der er projekter på kultur- og fritidsområdet, der skal have støtte i form af en kommunegaranti.
Den årlige behandling sker i umiddelbar forbindelse med budgetprocessen, hvor Byrådet tilkendegiver hvilke projekter, der skal prioriteres i det kommende år, såfremt der måtte være ledig låneramme til at stille garantien.
Byrådet har vedtaget en praksis hvorefter garantimodtager som udgangspunkt skal tilvejebringe en egenfinansiering på 25% af den samlede anlægssum. Byrådet kan dog i helt særlige tilfælde dispensere fra kravet, eksempelvis hvis der er tale om lån til udbedring af akut opståede bygningsskader mv. Der kan samtidig også stilles garanti for den fulde anlægssum, hvis anlægsarbejdet sker på direkte foranledning af Middelfart Kommune.
Kravene om egenfinansiering ses at være opfyldt i begge sager, lige som der er tale om lovlige støtteberettigede formål i forhold til statsstøttereglerne.
Middelfart Sejlklub:
Middelfart Sejlklub ønsker en gennemgribende modernisering af det eksisterende klubhus, samt nyopførsel af et maritimt multihus på nabogrunden. Det maritime multihus udgøres af to bygninger, som sammenbygges og vil skabe rammerne for mange funktioner, herunder flere nye funktioner.
Sejlklubbens samlede projektsum udgør 4,464 mio. kr., hvoraf 3,075 mio. kr. vedrører det maritime klubhus, mens 1,390 mio. kr. vedrører renovering af det eksisterende klubhus.
Klubben anmoder om lånegaranti for et beløb på i alt 2,000 mio. kr.
Klubbens opfylder således kravet om en egenfinansiering på minimum 25%.
Efter klubben har indsendt ansøgningen til forvaltningen er det blevet afklaret, at der er behov for ekstrafundering på grunden. Omkostningen ved ekstrafunderingen er p.t. under afklaring, men forventes at kunne beløbe sig til op til 0,500 mio. kr. Der ønskes også garanti for et kommunegaranteret lån til ekstrafunderingen, hvorved det samlede garantibeløb udgør 2,500 mio. kr.
Forvaltningen har ikke modtaget driftsbudgetter og regnskaber fra foreningen. Disse vil indgå i den endelige behandling af garantiansøgningen, dersom Byrådet tilkendegiver at ville støtte projektet.
Middelfart Havbad:
Middelfart Havbad har en opsparing på ca. 500.000 kr. som vil indgå i projektfinansieringen.
Disse midler vil i 2024 blive anvendt til en fremtidig vandløsning/havbadebro i samarbejde med Middelfart Kommune. Herefter vil vores midler være opbrugt.
Foreningen ansøger om en samlet garantistillelse på 500.000 kr.
Forvaltningen har ikke modtaget anlægsbudget, driftsbudgetter og regnskaber fra foreningen. Disse vil på et senere tidspunkt skulle indsendes og vil indgå i den endelige behandling af garantiansøgningen, dersom Byrådet tilkendegiver at ville støtte projektet med en kommunegaranti.
Økonomi
Enhver garantistillelse belaster kommunens låneramme. Middelfart Kommune planlægger med at have en vis, men dog begrænset, låneramme i 2024 - først og fremmest som følge af planlagte energirenoveringer og jordkøb, der giver låneadgang.
Størrelsen af kommunens låneramme er meget afhængig af hvilke anlæg der gennemføres hvornår. Derfor kan størrelsen af lånerammen (og råderummet for garantistillelse først fastlægges et stykke inde i året).
Middelfart Sejlklub ønsker, at projektet bliver gennemført allerede i 2023, så det står færdig til sæsonstart foråret 2024.
Der er for nærværende ikke ledig låneramme i 2023 til at løfte projektet, så garantistillelsen vil som udgangspunkt skulle tages med på en eventuel ledig låneramme i 2024.
Det sagt, så kan der dog være en mulighed for, at energirenoveringer, investeringer i havneanlæg eller lån til ejendomsskattebetalinger kan medvirke til yderligere opbygning af låneramme sidst på året.
Skulle der opstå yderligere låneadgang kan sagen eventuelt behandles allerede på udvalgs- og byrådsmøder i 4. kvartal og bevilliges på lånerammen for 2023.
Høring
Ingen høring af ældrerådet og handicaprådet.
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Indstilles til godkendelse.
I det videre skal der arbejdes med at understøtte fællesskaber.
Behandlingsplan
Bilag
337. Drøftelse i fagudvalg af strategierne 'Grøn vækst' og 'Sammen om kvalitet i velfærd'
Sagsnummer: 2022-015563
Sagsbehandler: Vibeke Nørby
Præsentation
Alle fagudvalgene bedes på augustmøderne drøfte Byrådets to strategier 'Grøn vækst' og 'Sammen om kvalitet i velfærd' i forhold til, hvad strategierne betyder for udvalgets område.
Forvaltningen foreslår
- at Udvalget drøfter de to strategier og hvad de betyder for Udvalgets område.
Sagsbeskrivelse
Byrådet vedtog i 2022 visionen 'Vi bygger broerne'. Visionen er fulgt af 4-årige politiske mål for hvert udvalg, tre strategier og en række konkrete indsatser.
To af de tre strategier - 'Grøn vækst' og 'Sammen om kvalitet i velfærd' - er vedtaget af Byrådet i foråret 2023. Den tredje - Plan- og bæredygtighedsstrategien, der har en anden karakter - er på vej efter sommerferien.
Samtidig med vedtagelsen af de to strategier er det besluttet, at alle fagudvalg efterfølgende drøfter, hvad de betyder for udvalgets område. Desuden holdes begge strategier op mod udvalgets politiske mål og andre aktuelle dagsordener i udvalgene.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen.
Klima & bæredygtighed
Ikke relevant i denne sag. De to strategier er vurderet i forhold til klima og bæredygtighed forbindelse med vedtagelsen af dem.
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Drøftet, og der laves særskilt referat.
Kent Mosgård deltog ikke i sagens behandling.
Drøftet. Udvalget beder om en status på de politiske mål inden udgangen af 2023.
Ulla Sørensen deltog ikke i sagens behandling.
DRØFTELSE I FAGUDVALG AF STRATEGIERNE 'GRØN VÆKST' og 'SAMMEN OM KVALITET I VELFÆRD'
Udvalget drøftede de 2 strategier holdt op imod de politiske mål, de har sat for denne byrådsperiode.
De drøftede muligheden for, at deres forsatte arbejde med etablering af stier kunne få et endnu tydeligere afsat i ønskerne om at arbejde forebyggende, være rammerne om fællesskaber, kommunens attraktivitet, således stierne ikke kun leder folk fra A til B men også understøtter oplevelser og udvikling af turismen med etablering af sløjfer og tæt dialog med overnatningsstederne – både eksisterende og nye.
Det blev også drøftet, om der kunne etableres forsøgsordninger med etablering af stier i grus for at vurdere om stiernes rette placering, forinden det besluttes om der skal etableres stier i andet og dyrere materiale.
Udvalget drøftede endvidere vigtigheden af, at der med opdateringen af stiplanen, er vigtigt både at se på mulighederne for kobling af stisystemet til vores erhvervsområder samt at vurdere stierne ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt tiltag.
Det blev også drøftet, at det er vigtigt at have et forsat fokus på, om vi har det rette alsidige boligudbud på hylderne, således vi forsat er en attraktiv bosætningskommune.
Et helt konkret tiltag, som også blev drøftet var, hvordan vi i højere grad kan understøtte fjernvarmeudrulningen med en kobling til opsætning af VE. Dette tiltag vender forvaltningen tilbage til Teknisk Udvalg med et konkret forslag/vurdering af.
Allan Buch deltog ikke i sagens behandling.
Børn- Kultur og Fritidsudvalget drøftede strategierne 'Grøn vækst' og 'Sammen om kvalitet i velfærd' i forhold til, hvad strategierne betyder for udvalgets område.
Der er en god sammenhæng mellem Byrådets vision, strategierne 'Grøn vækst' og 'Sammen om kvalitet i velfærd’, udvalgets politiske mål og indsatser med at udmønte børne- og ungevisionen ”Fra Middelfartbarn til verdensborger” og Kultur- og Fritidsstrategien i praksis.
Det blev besluttet, at udvalget får en status på arbejdet med de politiske mål omkring årsskiftet 2023/2024.
Skoleudvalget drøftede strategier 'Grøn vækst' og 'Sammen om kvalitet i velfærd' i forhold til, hvad strategierne betyder for udvalgets område.
Der er en god sammenhæng mellem Middelfart Kommunes Vision, strategierne 'Grøn vækst' og 'Sammen om kvalitet i velfærd’ og de politiske mål.
Det besluttes, at der også ved opfølgning og status på SKU’s politiske mål, synliggøres sammenhænge til de overordnede strategier.
Bilag
338. Borgerrådgiverens årsberetning
Sagsnummer: 2023-011031
Sagsbehandler: Lonnie Hansen
Præsentation
Borgerrådgiverfunktionen i Middelfart Kommune blev oprettet pr 1. maj 2022 med 20 timer ugentligt. I samarbejde med Økonomiudvalget blev timetallet for funktionen sat op til 32 timer ugentligt pr. 1. marts 2023.
Jf. vedtægt for Middelfart Kommunes borgerrådgiver § 6 skal borgerrådgiveren afgive en årlig beretning til Middelfart Byråd, hvor borgerrådgiveren redegør for sin virksomhed. Herunder eventuelle konstateringer af overordnede forhold inden for borgerrådgiverens kompetence, som ikke er tilfredsstillende i kommunens sagsbehandling, borgerbetjening mv.
Forvaltningen foreslår
- At borgerrådgiverens årsberetning bliver taget til efterretning.
Sagsbeskrivelse
I alt 145 personer har henvendt sig til borgerrådgiveren. Heraf er der oprettet 50 sager som værende reelle klagesager over Middelfart Kommune. 47 af henvendelserne har været fra borgere, der har haft brug for vejledning og 48 har henvendt sig med behov for hjælp til ”vejvisning”.
I årsberetningen beskrives hvilke klager, borgerne har haft brug for hjælp til samt i hvilket omfang, borgerrådgiveren har konstateret fejl og forsømmelser.
I årsberetningen beskrives også tendenser i de modtagne borgerhenvendelser og klager samt konkrete fokusområder, hvor borgerrådgiveren vurderer behov for forbedring, hvad angår kommunens sagsbehandling og borgerbetjening.
Fokus i årsberetningen er borgernes retssikkerhed med formidling af konkrete eksempler, som grundlag for læring til forvaltningerne.
Samarbejdet mellem borgerrådgiveren og forvaltningerne er afgørende for, at læring fra enkeltsager fører til generelle forbedringer.
Årsberetningen fra borgerrådgiveren peger på, at Middelfart Kommune særligt bør blive bedre til at optræde tillidsfuldt, sagligt og hensynsfuldt jf. god forvaltningsskik, inddrage borgerne, kvittere for modtagelse af henvendelser og oplyse svartid, opfylde notat- og vejledningspligt og arbejde med læring ifm. kritik fra Ankestyrelsen - også i sager, hvor kritikken ikke vurderes at have betydning for udfaldet af afgørelsen.
Økonomi
Ingen
Høring
Ingen
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Indstilles til godkendelse.
Behandlingsplan
Bilag
339. Igangsætning af planlægning for solcelleanlæg ved Staurby/Røjle
Sagsnummer: 2021-008415
Sagsbehandler: Winnie Lund
Præsentation
Udvalget skal beslutte, om planlægning for teknisk anlæg til solceller ved Staurby skal sættes i gang. Det omfatter lokalplan med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2021-2033 samt miljøvurdering af planerne og miljøkonsekvensvurdering af projektet.
Forvaltningen foreslår
- At kommune- og lokalplanlægningen samt miljøvurderingen for solcelleanlægget bliver sat i gang,
- at der bliver indkaldt til ideer og forslag i 4 ugers offentlig høring fra 6. september til 4. oktober 2023 i forhold til bestemmelser i Planloven og bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), og
- at der holdes borgermøde 13. september indenfor høringsperioden i forbindelse med indkaldelse af ideer og forslag.
Sagsbeskrivelse
Middelfart Kommune har modtaget ansøgning fra bygherren/investor i november 2019 om planlægning og frivillig udarbejdelse af en samlet miljørapport og miljøkonsekvensrapport (VVM) for et solcelleanlæg ved Staurby, øst for Middelfart og motorvejen.
Se Bilag 1. Folder med indkaldelse af ideer og forslag.
Anlægget ønskes placeret på 85 ha. landbrugsjord mellem Røjle, Staurby og Vejlby. Der forventes en årlig ydeevne på ca. 110.400 MWh fra solcelleanlægget. Strømproduktionen vil kunne dække ca. 24.000 husstandes elforbrug. Anlægget har tilhørende tekniske bygninger og tilslutning til eksisterende transformerstation ved Ryttergården/Graderup.
Se Bilag 2. Projektbeskrivelse for solcelleanlæg i Staurby
Oversigtskort over det ansøgte areal
Planlægning og miljø-vurdering
Der er en række særlige hensyn og problemstillinger, som skal afdækkes i den kommende planlægning og miljø-vurdering. Bygherren skal blandt andet redegøre for at solcelleanlægget ikke udgør en risiko for grundvandet, og for hvordan det vigtige og følsomme drikkevandsreservoir under arealet kan beskyttes og overvåges. Det skal også afdækkes, hvordan anlægget kan bidrage til mere natur og hvilken beplantning der kan afskærme for indsigt til anlægget.
- Landskab og visuelle forhold
- Natur, fauna og beskyttede arter
- Grundvand og drikkevandsinteresser
- Jord, arealforbrug
- Klima- og luftkvalitet
Se Bilag 3 Forslag til afgrænsningsnotat for miljøvurdering/miljøkonsekvensvurdering.
Økonomi
Erstatning og værditab
Erstatninger og værditab er bestemt ved anden lovgivning, VE-loven m.m. og forvaltes af Energistyrelsen. Der vil være et sideløbende forløb med Energistyrelsen med information til naboer om erstatninger m.m.
Lov om fremme af vedvarende energi indeholder fire ordninger, der har til formål at fremme lokalbefolkningens accept af udbygningen med vindmøller og solcelleanlæg. Ordningerne administreres af Energistyrelsen. Læs om reglerne for erstatning og værditab på energistyrelsens hjemmeside: ens.dk
De fire ordninger er:
- Værditabsordningen, som giver naboer og lokale borgere mulighed for at få vurderet og udbetalt et værditab på deres bolig forårsaget af vindmølle- og solcelleanlægget.
- Salgsoptionsordningen, som giver de nærmeste boligejere mulighed for at sælge deres beboelsesejendom til VE-anlægsejeren, hvis der er et vurderet værditab på over 1 pct.
- VE-bonusordningen, som giver de nærmeste naboer til VE-anlæg ret til at modtage en årlig bonus, som baseres på anlæggets produktion og betales af VE-anlægsejeren.
- Grøn pulje, som forpligter VE-opstillerne til at indbetale et engangsbeløb til den kommune, anlægget opstilles i.
Til gavn for naboer og lokalområdet
Middelfart Kommune har indledt dialog med investor om, hvordan solcelleanlægget kan komme de nærmeste naboer og lokalområdet direkte til gavn, fx ved lokalt medejerskab, aftaler om direkte køb af elektricitet, bidrag til varmeforsyning og bidrag til lokale aktiviteter o.l. samt om hvordan anlægget kan bidrage til mere natur og afskærme for indsigt til anlægget. Dele af denne proces er ikke del af planudarbejdelsen, men sker sideløbende i en dialog om frivillige aftaler, der kan sikre at anlægget kommer de nærmeste naboer, virksomheder og lokalområdet direkte til gavn.
Høring
Indkaldelse af ideer og forslag i 4 ugers offentlig høring fra 6. september til 4. oktober 2023 i forhold til bestemmelser i Planloven og bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), samt at der holdes borgermøde indenfor høringsperioden.
Klima & bæredygtighed
Anlæg af solceller er i overensstemmelse med Middelfart Kommunes politiske mål om at øge indsatsen for grøn omstilling med ophæng i DK2020-planen, med særligt fokus på energi-besparelser, udrulning af grøn varme, forøgelse af produktion af vedvarende energi og tiltag i forhold til transport og landbrug, således at målet om CO2 neutralitet i 2050 kan nås. Grøn strøm til 24.000 husstande er et væsentligt bidrag til kommunens andel af opfyldelse af de nationale klimamål.
Beslutning
Godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
340. Forslag til lokalplan 220 samt kommuneplantillæg nr. 14 - område til daginstitution og offentlige formål syd for Lillebæltskolen ved Bornholmsvej
Sagsnummer: 2023-009437
Sagsbehandler: Josefine Vedtofte Laumann
Præsentation
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan 220 og kommuneplantillæg nr. 14 for et område til offentlige formål i form af skole, dagtilbud og lignende syd for Lillebæltskolen ved Bornholmsvej i Middelfart by.
Der er vækst i børneantallet og behov for flere daginstitutionspladser. Planforslagene er udarbejdet med henblik på at flytte og udvide institutionen Solsikken til nye rammer.
Udvalget skal træffe beslutning om planforslagene skal godkendes og dermed sendes i offentlig høring.
Forvaltningen foreslår
- At udvalget indstiller til Økonomiudvalget, at forslag til kommuneplantillæg nr. 14 bliver godkendt og fremlagt i offentlig høring i 8 uger.
- At udvalget indstiller til Økonomiudvalget, at forslag til lokalplan nr. 220 bliver godkendt og fremlagt i offentlig høring i 8 uger.
- At udvalget indstiller til Økonomiudvalget, at besvarelse af høringssvar, som fremgår af hvidbogen, bliver godkendt.
- At udvalget indstiller til økonomiudvalget, at afgørelsen om at der ikke skal udarbejdes en miljørapport offentliggøres.
Sagsbeskrivelse
Økonomiudvalget godkendte den 20. december 2022 at igangsætte planlægningen for daginstitution og offentlige formål syd for Lillebæltskolen i Middelfart by. Planområdet udgør 10.000 m².
Planområdet er indtegnet herover med prikket signatur. På figuren vises vej- og stiadgange, parkeringsplads med støjafskærmning, byggefelterne B1 og B2, opholds- og legearealer, der er sammenfaldende med B2 samt beplantning.Forslag til lokalplan
Planområdet indrettes med parkeringsplads ud mod Bornholmsvej og bebyggelses- og opholdsarealer øst for den eksisterende sti gennem området. Stien fastholdes og der etableres vejadgang fra Bornholmsvej.
For at tage mest muligt hensyn til eksisterende naboer stilles der krav til bebyggelsens placering og udformning, så den danner ryg mod naboerne og skærmer dem for opholds- og legepladsarealerne. For den del af bebyggelsen, der ligger nærmest naboerne sættes bestemmelser om at den kun må opføres i én etage, med en facadehøjde på maks. 4 m og en maksimal bygningshøjde på 6 m (B1). Længere inde i området kan bygninger opføres i op til 2 etager og med en maksimal bygningshøjde på 8,5 m (B2).
For at tilpasse planens bebyggelses- og parkeringsarealer til de grønne omgivelser fastholdes beplantningsbælte mod Bornholmsvej, kanten mod øst opblødes ved at bevare et stort markant træ og etablere grupper af beplantning. Desuden skal både parkerings- og lege-/opholdsarealer indrettes med et grønt helhedspræg.
Skoler og daginstitutioner er både støjfølsomme og støjfrembringende. Der er i forbindelse med planlægningen udarbejdet en støjredegørelse. Støjredegørelsen viser, at grænseværdierne for støj mod naboerne fra den nye parkeringsplads kan overholdes ved etablering af en kombination af støjvolde og støjskærm samt henstilling til placeringen af natparkering.
En mindre del af området er truet af oversvømmelse fra skybrud, jf. Klimatilpasningsplan 2022-2026. Planerne stiller betingelser om, at der skal etableres afværgeforanstaltninger mod oversvømmelse inden ibrugtagning medmindre det kan dokumenteres, at det ikke er nødvendigt. Desuden er det med lokalplanens indretning af arealerne og bestemmelser om terrænregulering muliggjort at placere bebyggelsen uden for de områder, der er i risiko for oversvømmelse.
Forslag til kommuneplantillæg
Kommuneplantillæg nr. 14 har samme geografiske afgrænsning som lokalplan 220. Kommuneplantillægget ændrer områdets anvendelse fra boligområde og dertilhørende enkelte institutioner til området til et område til offentlige formål. Dermed sikres fleksibilitet til eventuelle fremtidige behov til en bredere vifte af offentlige formål i form af skole, dagtilbud og lignende. Desuden sænkes bebyggelsesprocenten fra 40 % til 25 %.
Forslag til lokalplan 220 og kommuneplantillæg nr. 14 er vedhæftet som bilag.
Miljøscreening
Forvaltningen har foretaget en screening af planforslagene efter lov om miljøvurdering. Konklusionen er, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering for planforslagene, da planerne antages ikke at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.
Afgørelsen offentliggøres samtidig med planforslagene.
Screeningen er vedhæftet som bilag.
Økonomi
Ingen.
Høring
I forbindelse med ændring af kommuneplanrammen for området, har der været indkaldt til ideer og forslag i perioden 18.januar 2023 til den 1. februar 2023. Der er modtaget i alt 10 høringssvar.
Forvaltningen har som en del af planprocessen forholdt sig til alle de indkomne høringssvar. De væsentligste temaer er:
Stiforbindelser og trafiksikkerhed
I mange af høringssvarene gives der udtryk for et ønske om at anlægge en sti i direkte forlængelse af Anholtvej nordøst om planområdet. Den eksisterende stiforbindelse gennem planområdet giver allerede mulighed for at bløde trafikanter kan komme fra Anholtvej til Lillebæltskolen og alene krydse trafik på den sidste stikvej i Anholtvejskvarteret.
Flere høringssvar gengiver et ønske om at Anholtvej ikke belastes af øget trafik og parkering som følge af den nye daginstitution. Af hensyn til eksisterende naboer er det valgt at vejadgang til daginstitutionen skal ske fra Bornholmsvej. Med planforslaget sikres, at der etableres det antal parkeringspladser, som der vurderes behov for til den daglige drift, herunder ved spidsbelastningerne.
Bebyggelsens omfang og placering
I flere høringssvar gives udtryk for en bekymring for bebyggelse i to etager. For at sikre mod indbliks- og skyggegener er der i lokalplanforslaget fastlagt detaljerede bestemmelser for byggeriet, som sikrer én etage mod de eksisterende boliger.
Støj
I en række høringssvar udtrykkes bekymring over støj fra planområdet. I planforslaget er områdets disponering fastlagt med henblik på at minimere støjgener fra udendørs ophold og leg samt fra parkeringspladserne.
Alle høringssvarene samt forvaltningens bemærkninger og forslag til besvarelse fremgår af vedhæftede hvidbog.
Forslag til lokalplan nr. 220 samt kommuneplantillæg nr. 14 for daginstitution og område til offentlige formål syd for Lillebæltskolen anbefales sendt i offentlig høring i 8 uger.
Handicap- og Ældrerådet høres i forbindelse med den offentlige høring.
Klima & bæredygtighed
I henhold til kommuneplan 2021 skal byudviklingen ske på et bæredygtigt grundlag med
hovedvægt på fortætning og omdannelse i de eksisterende byområder og dermed udnyttelse af den eksisterende infrastruktur og service. Bebyggelse inden for det aktuelle planområde er i overensstemmelse hermed.
Placeringen af et område til ny daginstitution og offentlige formål i tilknytning til Lillebæltsskolen og eksisterende boligområder giver nem afgang for forældre til at aflevere deres børn. At området er forbundet til skole og boligområde med eksisterende stisystemer samt kollektiv transport gør det muligt, at reducere anvendelsen af bil.
Beslutning
Anbefales godkendt.
Behandlingsplan
Godkendt.
Allan Buch deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
341. Forslag til tillæg 9 til spildevandsplanen for Middelfart Kommune 2016-2023
Sagsnummer: 2023-006808
Sagsbehandler: Brian Olsen
Præsentation
Middelfart Kommunes nuværende spildevandsplan 2016-2023, løber frem til udgangen af 2023. Spildevandsplanen er en sektorplan for spildevandsområdet, der fastlægger rammerne for spildevandshåndtering i kommunen, og spildevandsplanen er det retslige grundlag for tilslutning af eksisterende og nye ejendomme til det offentlige spildevandssystem.
Tillæg nr. 9 til spildevandsplanen skal sikre grundlaget for følgende:
- Forlængelse af spildevandsplanen til udgangen af 2025
- Tilslutning af ejendomme til spildevandskloak
- Ændring af kloakopland for nye/eksisterende ejendomme
Forvaltningen foreslår
- At forslag til tillæg 9 til spildevandsplanen godkendes og sendes i offentlig høring i 8 uger.
Sagsbeskrivelse
Tillæg 9 til spildevandsplanen omfatter en forlængelse af den nuværende spildevandsplan til udgangen af 2025. Forvaltningen har sammen med Middelfart Spildevand A/S gennemgået den nuværende spildevandsplan og vurderer, at den indholdsmæssigt rummer målsætninger, initiativer/handlinger og plan, som kan gælde frem til og med 2025. Det betyder også, at spildevandsplanen kan revideres i overensstemmelse med statens nyeste vandplan.
Med tillægget optages desuden en række grunde/ejendomme til spildevandskloakering:
- Koldinghave 24, 5591 Gelsted
- Skovsvinget 25B, 5500 Middelfart
- Kabelbyen og Turbinehallen
samt følgende til separatkloakering:
- Adlerhusvej 30, 5500 Middelfart
- Østerbyvej 3, 5500 Middelfart
- Røjlemosevej 70, 5500 Middelfart
Økonomi
Tillæg 9 til spildevandplanen for Middelfart Kommune medfører ikke udgifter for Middelfart Kommune.
Høring
Tillæg 9 til spildevandsplanen for Middelfart Kommune skal i 8 ugers offentlig høring.
Klima & bæredygtighed
Tilslutning til offentlig kloak sikrer, at spildevandet fra ejendomme bortskaffes på forsvarlig og bæredygtig vis til et renseanlæg/regnvandssystem, hvor der sker en optimal rensning af hhv. husspildevand og regnvand/overfladevand. Tilslutning til kloak anses som værende en bæredygtig og langtidssigtet løsning.
Beslutning
Anbefales godkendt.
Behandlingsplan
Godkendt.
Kent Mosgård deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
342. Tilsynsudtalelse om Børnesagsbarometret 2022
Sagsnummer: 2023-009289
Sagsbehandler: Jonna Christoffersen
Præsentation
Ankestyrelsen har den 15. juni 2023 - i forbindelse med sin tilsynsudtalelse af 13. juni 2023 vedr. Børnesagsbarometret for 2022 omhandlende reglerne og fristerne i relation til udarbejdelse af børnefaglig undersøgelse og afholdelse af børnesamtale - anmodet Byrådet om at redegøre for, hvilke tiltag kommunen har iværksat for at sikre, at reglerne om og fristerne for udarbejdelse af den børnefaglige undersøgelse og afholdelse af børnesamtale fremadrettet vil blive efterlevet i kommunen.
Ankestyrelsen skal bruge udtalelsen til at vurdere, om der er anledning til at rejse en tilsynssag. Efter modtagelsen af kommunens udtalelse vil Ankestyrelsen vende tilbage med en endelig vurdering i sagen.
Forvaltningen foreslår
- at forvaltningens oplæg til Byrådets svarbrev til Ankestyrelsen godkendes.
Sagsbeskrivelse
Ankestyrelsen har den 15. juni 2023 - i forbindelse med sin tilsynsudtalelse af 13. juni 2023 vedr. Børnesagsbarometret for 2022 omhandlende reglerne og fristerne i relation til udarbejdelse af børnefaglig undersøgelse og afholdelse af børnesamtale - anmodet Byrådet om at redegøre for, hvilke tiltag kommunen har iværksat for at sikre, at reglerne om og fristerne for udarbejdelse af den børnefaglige undersøgelse og afholdelse af børnesamtale fremadrettet vil blive efterlevet i kommunen.
Ankestyrelsen skal bruge udtalelsen til at vurdere, om der er anledning til at rejse en tilsynssag. Efter modtagelsen af kommunens udtalelse vil Ankestyrelsen vende tilbage med en endelig vurdering i sagen.
Om Børnesagsbarometeret
På vegne af Social- og Ældreministeriet undersøger Ankestyrelsen årligt kommunernes sagsbehandling på området for udsatte børn og unge. Hvert år er undersøgelsen baseret på sager fra ca. en tredjedel af landets kommuner. Det betyder, at Ankestyrelsen i løbet af tre år gennemgår sager fra alle landets kommuner. I Børnesagsbarometeret for 2022 er undersøgelsen baseret på 697 sager fra 31 kommuner.
Formålet med undersøgelsen er at give et aktuelt billede af kvaliteten i sagsbehandlingen i kommunerne. Undersøgelsen handler om sager, hvor kommunerne har truffet afgørelse om en foranstaltning efter servicelovens § 52. Foranstaltninger efter § 52 gives til børn og unge, hvor kommunen har vurderet, at der er behov for særlig støtte til barnet, den unge eller familien. Dette års undersøgelse handler om sager, hvor der er truffet afgørelse enten om familiebehandling eller om anbringelse.
Sagerne i Børnesagsbarometeret for 2022 er ældre end i de tidligere undersøgelser. Det skyldes et ønske om at undgå perioden med særlovgivning i tilknytning til Covid-19.
Rapporten består af fem hovedkapitler:
- Faglig udredning – med fokus på den børnefaglige undersøgelse
- Inddragelse af barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaver(e)
- Valg af indsats – med fokus på handleplanen
- Opfølgning – med fokus på en tredjedel af sagerne om anbringelse
- Årets tema – Underretninger
Det præcise datagrundlag på 697 sager er ikke ens på tværs af de forskellige resultater i rapporten. Det skyldes, at ikke alle sager er relevante i forhold til alle spørgsmål, der undersøges.
Forvaltningens udkast til Byrådets svarbrev til Ankestyrelsen
Forvaltningens udkast til Byrådets svarbrev til Ankestyrelsen er vedlagt sagen som bilag.
Det er forvaltningens oplæg, at Byrådet i overskrifter er af følgende overbevisning:
- at det er Byrådets samlede vurdering, at der er iværksat de tilstrækkelige tiltag i Middelfart Kommune.
- at Byrådet ser med alvor på resultaterne af Børnesagsbarometeret 2022 for de deltagende kommuner samlet set og bakker op om Ankestyrelsens henstilling til opmærksomhed på overholdelse af gældende regler belyst deri.
- at det naturligvis er Byrådets ambition, at lovkrav altid overholdes.
- Byrådet bemærker, at det for de ti sager, der er indgået i Børnesagsbarometeret fra Middelfart Kommune, gælder;
- 1) at der ved flere spørgsmål i undersøgelsen er højere grad af overholdelse af kravene i Middelfart Kommune sammenlignet med gennemsnittet for undersøgelsen, og
- 2) at der ved en del spørgsmål i undersøgelsen er 100 % overholdelse af kravene i Middelfart Kommune.
- Dette vægter Byrådet positivt men anerkender samtidig, at vi i Middelfart Kommune ikke med det lave antal sager i undersøgelsen kan sige os fri for de udfordringer, undersøgelsen peger på bredt.
- at det er Byrådets vurdering, at Familieafdelingen i Middelfart Kommune har igangsat en lang række tiltag, som vurderes fremadrettet at sikre lovmedholdelighed. Dette underbygges af den udvikling, der er sket i forlængelse af, at Familieafdelingen i perioden august 2020-februar 2022 i samarbejde med Socialstyrelsens Task Force har lavet et udviklingsarbejde med henblik på at styrke kvaliteten af sagsbehandlingen i børn og unge-sager.
Økonomi
Ingen
Høring
Ingen
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Anbefales godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
343. Godkendelse af vedtægtsændringer for Middelfart Museum
Sagsnummer: 2023-010141
Sagsbehandler: Steen Møller
Præsentation
Middelfart Museum har fremsendt vedtægtsændringer til Byrådets godkendelse.
Forvaltningen foreslår
- At vedtægtsændringerne godkendes.
Sagsbeskrivelse
Middelfart Museum har fremsendt to ændringer af deres vedtægter til Byrådets godkendelse.
Den første vedtægtsændring handler om sammensætningen af museets bestyrelse.
Tidligere har museets bestyrelse på syv medlemmer været sammensat af to byrådsudpegede medlemmer samt fem medlemmer udpeget af Middelfart Museumsforening. Fremadrettet er der fortsat to byrådsudpegede, men kun tre udpeget af museumsforeningen og derudover kan museets bestyrelse udpege op til to medlemmer med faglig baggrund indenfor psykiatri eller museumsvirksomhed.
Desuden kan der i etårige perioder udpeges ekstraordinære bestyrelsesmedlemmer, der har faglig baggrund indenfor områder, hvor museet har særligt behov. Endvidere er det i vedtægterne tydeliggjort, at medlemmerne skal repræsentere forskellige kompetencer.
Den overordnede baggrund for denne ændring er at gøre bestyrelsen mere fleksibel og sætte fokus på bestyrelsens kompetencer. Denne vedtægtsændring er besluttet af museets bestyrelse i august 2019. Ved en beklagelig fejl har museet ikke tidligere fremsendt denne vedtægtsændring til byrådets godkendelse.
Den anden vedtægtsændring handler om at præcisere i museets vedtægter, at museets indtægter/overskud alene kan anvendes i henhold til museets formål.
Behovet for denne præcisering er blevet tydelig i forbindelse med museets arbejde med etablering af MIND og organiseringen af dette arbejde.
Begge vedtægtsændringer kan anbefales af forvaltningen.
Økonomi
Ingen
Høring
Ingen
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Anbefales godkendt.
Behandlingsplan
Bilag
344. Flere med i kommunale fællesskaber - Støtte fra A. P. Møller Fondens folkeskoledonation
Sagsnummer: 2023-009227
Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen
Præsentation
Børn- og Ungeforvaltningen har modtaget en positiv støttetilkendegivelse fra A. P. Møller Fondens folkeskoledonation.
Nærværende sag handler om bevilling til at igangsætte projekt FIFA, "Flere med i fællesskaber i almenområdet".
Forvaltningen foreslår
- At der på Skoleudvalgets område gives en indtægtsbevilling på 1,880 mio. kr. vedrørende A. P. Møller Fondens folkeskoledonation til FIFA-projektet, "Flere med i fællesskaber på almenområdet".
- At der gives en tilsvarende udgiftsbevilling på driften på 1,880 mio. kr. i 2023 til at afholde udgifter.
- At egenfinansieringen til projektet, som i 2023 udgør 2,147 mio kr., afholdes indenfor udvalgets udgiftsramme.
- At bevillingerne i de kommende år, jf. skemaet under punktet økonomi, indarbejdes i budgetlægningen for 2024-2027.
Sagsbeskrivelse
Segregeringsomfanget har de seneste år været stigende i Middelfart Kommune.
For at komme i mål med målsætningen om at inkludere flere børn i almenområdet og samtidig sikre budgetoverholdelse, er det afgørende at styrke både skolernes og forvaltningens evne til at understøtte og løfte inklusionsopgaven i folkeskolen.
Middelfart Kommune har derfor ansøgt og fået bevilliget 9,0 mio. kr. af A.P. Møller Mærsk fondens folkeskoledonation til et kompetenceudviklingsforløb, som planlægges til at strække sig over 4 år.
Forløbet skal styrke de specialpædagogiske, almenpædagogiske og didaktiske kompetencer hos skolemedarbejderne, lederne og de centrale støttefunktioner i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) med det formål at styrke det samlede skolevæsens evne – både lokalt og centralt – til at fremme lige chancer for alle elever og til at understøtte, at de trives og udvikler sig fagligt i almenområdet. Det gælder også elever i komplekse læringssituationer, som skal mødes i særlige- og specialpædagogiske behov, herunder elever med forskellige typer af funktionsnedsættelser.
Kompetenceudviklingsforløb skal styrke de professionelles evne til at se ”bagom adfærd”, i tråd med mentalisering, øge deres viden om forskellige diagnoser, der kan forårsage, at elever bliver udfordret i læringsmiljøet og kommer i afmagt (fx autismespektret, ADHD, lærings- og udviklingsforstyrrelser) samt kvalificere deres evne til at organisere en undervisning, hvor flere oplever, at de trives og udvikler sig fagligt og socialt i almenområdet. Kompetenceudviklingsforløbet skal derved bidrage til at udvide det repertoire af muligheder, som det professionelle team i skolen har, når der skal ledes i klasserummet og skabes strukturer og læringsmiljøer, som kan tilgodese alle elevers trivsel og læring – også elever i komplekse læringssituationer med brug for særlige typer af støtte, som matcher særlige behov og diagnoser.
Der vil blive gjort brug af metoden co-teaching til en fælles struktur for teamets professionelle samarbejde og læring. Co-teaching er allerede en kendt metode i Middelfart Kommune, men der er store forskelle mellem medarbejdere og skoler. For nogle vil der være tale om et overordnet kendskab, mens der for andre vil være tale om en forankret arbejdsmetode, de er trygge ved at bruge.
PPR har et stort ønske om at følges med skolerne i dette kompetenceudviklingsforløb og om ikke kun at være på sidelinjen. PPR har på forhånd stor og specialiseret viden om børns særlige behov, diagnoser og specialpædagogik, men de har ikke arbejdet med co-teaching eller andre metoder til mere praksisnær sparring. Sigtet er således, at PPR-funktionen i endnu højere grad end i dag skal kunne understøtte arbejdet med at inkludere flere i børnefællesskaberne i folkeskolen.
Samlet set er projektet således en afgørende trædesten til at forbedre inklusionen og dermed kunne nå i mål med sikringsplanen for budgetoverholdelse.
Økonomi
Den samlede økonomi fremgår af tabellen nedenfor.
Egenfinansieringen tilvejebringes af de bestående centrale- og decentrale budgetter på skoleområdet, i form af skoler og forvaltning leverer personaleressourcer ind i projektet.
Projektfinansieringen fra A. P. Møller Mærsk Fonden dækker dels kursusbetalingerne til VIA University College og CO-teachingforløbene, mens skolernes og egenbetaling kommer i form af projektudarbejdelse og ledelse, workshopdeltagelse, samt personaleressourcer i form af deltagelse i vidensforløb, samt sparingsforløb og evalueringsforløb.
Egenfinansieringen afholdes indenfor forvaltningernes og de decentrale enheders budgetter.
FIFA-projekt |
Periode |
Periode |
Periode |
Periode |
Periode |
I alt |
--- beløb i 1.000 kr. --- |
||||||
Projektsum |
4.027 |
4.854 |
4.719 |
1.970 |
257 |
15.827 |
Egenfinansiering |
2.147 |
1.893 |
1.793 |
964 |
30 |
6.828 |
Mærsk tilskud |
1.880 |
2.961 |
2.926 |
1.006 |
227 |
8.999 |
Bevillingen i budgetårene 2024-2027 indarbejdes i den igangværende budgetlægning.
Økonomiafdelingen bemærker, at både udgifter- og projektfinansiering indgår i servicerammen. Bevillingen har derfor ingen konsekvenser for kommunens overholdelse af servicerammen.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet.
Klima & bæredygtighed
Projektet har ingen større konsekvenser for klima og bæredygtighed.
Det bør dog nævnes, at inklusion af flere børn og unge i fællesskaberne på den lokale distriktsskole, som alternativ til segregering til fjernere beliggende specialundervisningstilbud alt andet lige medvirker til reduktion af transportbehovet og derigennem giver marginalt positive CO2 effekter.
Beslutning
Anbefales godkendt.