Referat for Økonomiudvalget møde den 27. august 2024
521. Berigtigelse af sag om selskabsoverdragelse af Middelfart Affald & Genbrug
Sagsnummer: 2024-009224
Sagsbehandler: Karen Lübben
Præsentation
Byrådet behandlede og godkendte den 12.08.2024 grundlaget for et etablere Middelfart Affald & Genbrug A/S som led i selskabsgørelsen af affalds- og genbrugsområdet.
Der er desværre indsneget sig en slåfejl i indstillingen, som nu berigtiges i denne sag.Forvaltningen foreslår
- At delpunktet om gældsoverdragelse tilrettes, så beløbet i indstillingen stemmer overens med beløbet, der fremgår af sagen og af åbningsbalancen,
- at lån nr. 202357112 hos Kommunekredit med en oprindelig hovedstol på 39.500.000 kr. således splittes op i to dele og at Middelfart Affald & Genbrug A/S overtager 32.306.013,76 kr. af restgælden på lån nr. 202357112. Det overtagne lån svarer til de låneberettigede investeringer i Affald- og Genbrug pr. 31.12.2023, og
- at åbningsbalancen tilføjes en note om, at trækket på byggekreditten er opgjort eksklusiv vedhængende renter, som også overføres til selskabet.
Sagsbeskrivelse
Der har desværre indsneget sig en slåfejl i punktet under indstillingen, hvoraf det fremgår, at den gæld Middelfart Affald & Genbrug overtager er 21.306.013,76 kr.
Det korrekte tal, som også fremgik af selve sagsbeskrivelsen og af den godkendte åbningsbalance er, at der overtages en gæld på 32.306.013,76 kr.
For at der ikke er nogen tvivl om det gældende grundlag, indstiller forvaltningen at godkendelsesgrundlaget for gældsovertagelse berigtiges, så den overtagne gæld udgør 32.306.013,76 kr.
Foruden denne berigtigelse, indstiller forvaltningen, at der i åbningsbalancen indsættes en note om, at byggekreditten er opgjort eksklusiv de vedhængende renter, som også overgår til selskabet.
Der er herudover ingen ændringer til godkendelsesgrundlaget i sagen pr. 12.08.2024.
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Indstilles til godkendelse
Behandlingsplan
522. Orientering om kapitalforvaltning pr. ultimo 2. kvartal 2024
Sagsnummer: 2023-006597
Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen
Præsentation
Denne sagsfremstillig giver en status på kommunens kapitalforvaltning.
Forvaltningen foreslår
- At orienteringen bliver taget til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Middelfart Kommunes anbringelse af midler varetages i perioden 2023-2028 af SEB Asset Management, som er en del af Skandinaviska Enskilda Banken.
Kommunen har pr. 30. juni 2024 en samlet beholdning på 238,2 mio. kr. under kapitalforvaltning.
Anbringelsen af midler i værdipapirer sker efter retningsanvisningerne i kommunens økonomiske politik og finansielle strategi.
På skæringsdatoen fordelte beholdningen sig således på aktivklasser:
Kontanter: 0,8 mio. kr., svarende til 0,3% af porteføljen
Obligationer: 202,6 mio. kr., svarende til 85,0% af porteføljen
Aktier: 29,0 mio. kr. svarende til 12,2% af porteføljen.
Kreditobligationer: 5,8 mio. kr., svarende til 2,5% af porteføljen.
SEB Bank har i første halvår 2024 opnået et samlet afkast på 8,2 mio. kr., svarende til et afkast på 3,59%.
Afkastet i SEB Bank fordeler sig således på aktivklasser:
Obligationer: 3,4 mio. kr. svarende til 2,0%
Aktier: 4,8 mio. kr., svarene til 17,0%
Kreditobligationer og kontanter: 0,1 mio. kr., svarende til 0,6%
Økonomi
Middelfart Kommunes investeringer blev som andre kommuner væsentligt påvirket af af store forstyrrelser i de globale vare- og kapitalmarkeder som følge af krigen i Ukraine, den eskalerende inflationskrise og de mange geopolitiske usikkerheder.
Således blev værdien af kommunens portefølje reduceret fra 236,3 mio. kr. ved udgangen af 2021 til 215,9 mio. kr. ved udgangen af 2022.
Med de betydelige aktiestigninger både i 2. halvår 2023 og 1. halvår 2024 er det tabte nu hentet ind.
SEB Bank vurderer, at væksten i 2. halvår 2024 forventes at være ”moderat til svag”.
Det er SEB's vurdering, at der fortsat er noget tilbage i aktieopsvinget om end udviklingen i juli og starten af august måned har været svag. Dette skal først og fremmest drives af pengepolitiske lempelser og fortsat solid indtjeningsvækst i resten af 2024.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet.
Klima & bæredygtighed
Middelfart Kommune investerer efter høje etiske standarder for klima og bæredygtighed, sociale rettigheder.
SEB Asset Management foretager således en grundig ESG-screening i forhold til bæredygtighed og ansvarlig investering. Der foretages samtidig SFDR måling (Sustainable Finance Disclosure Regulation) for bæredygtihedsniveauet i porteføljen. SFDR er en del af EU's pakke for at blive klimaneutrale inden 2050 gennem EU's Green Deal.
Som følge af den ansvarlige investeringspolitik udelukkes f.eks. selskaber:
- som opererer på en måde, der krænker bredt anerkendte internationale konventioner og normer vedrørende miljø, menneskerettigheder og forretningsetik
- som producerer eller distribuerer våben, alkohol, tobak, hasardspil og voksenunderholdning, mens der arbejdes med meget snævre tolerancegrænser for fossile brændstoffer.
Investeringsforeningen har en porteføljesammensætning, der indebærer, at det samlede CO-2 aftryk er 76% lavere end det brede markedsindeks, som dækker alle investeringer. Porteføljen har samtidig en miljøbelastning i form af vandforbrug, som er 86% lavere en markedsindekset, mens affaldsintensiteten er 37% lavere end markedsindekset.
Beslutning
Taget til efterretning
Behandlingsplan
Bilag
523. Disponering af regnskabsoverskuddet for 2023
Sagsnummer: 2024-007155
Sagsbehandler: Eva Iversen
Præsentation
Denne sag handler om disponering af overskuddet for regnskabsåret 2023.
Forvaltningen foreslår
- At det resterende regnskabsoverskud på 3,285 mio. kr. bliver disponeret til de konkrete projekter, der fremgår under punktet "ny disponering" i bilag 1.,
- at der i alt bliver givet driftsbevilling til projekterne på 0,340 mio. kr. Driftsbevillingerne består af en udgiftsbevilling på 1,840 mio. kr. og indtægtsbevilling på 1,500 mio. kr.,
- at der i alt bliver givet anlægsbevillinger/tillæg til anlægsbevillinger med dertilhørende frigivne rådighedsbeløb på 2,945 mio. kr. til anlægsprojekterne, og
- at bevillingerne bliver kassefinansieret
Sagsbeskrivelse
I Middelfart Kommune er der tradition for, at et eventuelt regnskabsmæssigt overskud disponeres til konkrete anlægsprojekter eller tiltag på driften i året efter regnskabsårets afslutning, forudsat kassebeholdningen er tilstrækkelig til at dække udgifterne.
Det samlede regnskabsoverskud til disponering i 2024 udgør i alt 5,300 mio. kr. Heraf er 2,015 mio. kr. disponeret ved 2. budgetopfølgning, mens restbeløbet på 3,285 mio. kr. disponeres i denne sag.
Det indstilles, at overskuddet anvendes på nedenstående 9 projekter og tiltag:
- Til Middelfart Handel ydes et driftstilskud på 0,040 mio. kr. til dækning af afholdte udgifter i forbindelse med det afholdte storskærmsarrangementet ved EM.
- Endvidere afsættes Middelfarts andel af finansieringen af Strategisk fysisk udviklingsplan 0,300 mio. kr. Udviklingsplanen Middelfart Kommune deltager projekt ”Strategisk Fysisk Udviklingsplan-Lillebælt” i samarbejde med Assens og Nordfyns kommune. Projektet er en udløber af den nye fynske turismestrategi ”Sammen er vi stærkere”. Samarbejdet skal danne grundlag for fremtidige turismeinvesteringer og munde ud i en fælles strategisk fysisk udviklingsplan for Lillebælt ”SFU Lillebælt” samt tre underliggende lokale planer, herunder en for Middelfart. SFU Lillebælt tager udgangspunkt i to konkrete indsatsspor og det er: (i) at købstæderne skal udvikles til ’Reasons to go’ og steder (ii) at oplevelser skal bindes bedre sammen (iii) at inddrage behovet for nye investeringer i natur- og outdooroplevelser. Den samlede økonomi i projektet udgør 1,800 mio. kr., hvoraf Real Dania, Dansk Kyst- og Naturturisme og Destination Fyn bidrager med 0,9 mio. kr. og kommunerne bidrager med 0,9 mio. kr. Midlerne afsættes på driften.
- På Økonomiudvalget afsættes hvert år en anlægspulje til småprojekter. Midlerne i Småprojektspuljen anvendes til at støtte mindre, almennyttige og bæredygtige projekter og tiltag i Middelfart Kommune, som er til gavn for mange borgere i lokalområderne. Puljen retter sig mod lokaludvalg, foreninger, klubber og lign. fra hele kommunen. Der kan støttes borgermøder, mindre vedligeholdelsesarbejder, beplantning, juleudsmykning, foldere, små nye events, anskaffelser til almennytte mm. For at imødekomme flere nye projekter afsættes der i alt 0,340 mio. kr. til genopfyldning af småprojektspuljen.
- På BKF-udvalgets område afsættes 0,060 mio. kr. til anlægstilskud til Brenderup Aktivitetscenter. Tilskuddet skal dække indkøb af et lydanlæg.
- Til gennemførelse af en udviklingsplan for Fjelsted-Harndrup afsættes en anlægsramme på 0,300 mio. kr. Udviklingsplanen skal understøtte og forbedre landsbymiljøet i Fjelsted-Harndrup.
- På byfornyelsesområdet afsættes et anlægsbudget på 0,115 mio. kr. til nedrivning af Gl. Assensvej 16. Midlerne afsættes som led i at skabe mere attraktive landområder og landsbymiljøer.
- På Fjelsted-Harndrup Skole er der i øjeblikket en større renovering af skolen i gang. Som en del af projektet er træningsfaciliteterne flyttet fra kælderplanet til stueplanet. For at forbedre forholdet for brugerne afsættes der anlægsmidler for 0,300 mio. kr. til udskiftning af taget over BØF-rummet.
- Institutionerne på skoleområdet, daginstitutionsområdet, ældreområdet og andre områder har hvert år en række ønsker til mindre renoveringsopgaver. For at imødekomme flere af ønskerne, afsættes en samlet pulje på 1,000 mio. kr. til institutionernes mindre småprojekter.
- På vej- og trafikområdet disponeres 0,130 mio. kr. anlæg af ny belægning ved Sildemarken.
- Endelig afsættes en anlægspulje på 0,700 mio. kr. til etablering af forbedret demenssikring af plejehjemmene.
Med de gennemførte disponeringer ved 2. budgetopfølgning og de nye disponeringer er der i alt disponeret 5,300 mio. kr., svarende til sidste års regnskabsoverskud.
Økonomi
Se sagsbeskrivelsen.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Indstilles til godkendelse
Behandlingsplan
Bilag
524. Forslag til Kommuneplantillæg nr. 19 samt Lokalplan 228 - For et boligområde ved Åvænget i Harndrup
Sagsnummer: 2023-013449
Sagsbehandler: Anders Jellesen
Præsentation
Der er udarbejdet forslag til Lokalplan 228 med tilhørende forslag til kommuneplantillæg nr. 19 for et nyt boligområde syd for Åvænget i Harndrup.
Planerne skal muliggøre et nyt boligområde med varierede boligtyper i form af tæt-lav boliger og åben-lav-boliger, herunder kompaktboliger. Lokalplanen er udarbejdet med henblik på at være en fleksibel, åben plan, der giver muligheder for varierede boligtyper i den sydlige del af Harndrup.
Udvalget skal træffe beslutning om planforslagene skal sendes i offentlig høring i 8 uger.
Udvalget skal træffe beslutning om, at byzoneareal i kommuneplanramme B.09.09 der er beliggende på matr.nr. 52a, Harndrup By, Harndrup tilbageføres til landzone, samt at den del af Lokalplan FH4 der er beliggende på matr. 52a, Harndrup By, Harndrup, ophæves. Det bemærkes, at administrationens indstilling er lavet ud fra forudsætningen om, at Byrådet vedtager Kommuneplantillæg nr. 19.
Forvaltningen foreslår
- At forslag til Kommuneplantillæg nr. 19 bliver sendt i offentlig høring i 8 uger.
- At forslag til Lokalplan 228 bliver sendt i offentlig høring i 8 uger.
- At offentliggøre afgørelsen om at der ikke skal udarbejdes en miljørapport af planforslagene.
- At forslag til besvarelse af høringssvarene for debat, som er beskrevet i hvidbog, bliver godkendt.
- At der samtidigt med den offentlige høring af planforslagene foretages procedure og høring i henhold til planlovens § 45 (tilbageførsel af byzoneareal til landzone) samt planlovens § 33 (delvis aflysning af lokalplan FH4).
- At offentliggøre afgørelsen om at der ikke skal udarbejdes en miljørapport af ophævelsen af en del af lokalplan FH4.
Sagsbeskrivelse
Økonomiudvalget besluttede den 19. december 2023, at igangsætte planerne om at udarbejde en ny lokalplan for et boligområde syd for Åvænget i Harndrup. Baggrunden for lokalplanen er et ønske fra Harndrup lokaludvalgs boliggruppe om, at skabe et mere differentieret tilbud af boligtyper i området, samt et politisk ønske fra byrådet. Lokalplanforslaget giver både mulighed for at etablere rækkehuse og villaer.
Lokalplanområdet er delvist beliggende i byzone og omfatter matr.nr. 16æ og 16ø, Harndrup By, Harndrup. Området der udgør et areal på ca. 2,5 ha, er kommunalt ejet og fremstår ubebygget ved lokalplanens udarbejdelse.
Figur 1: Oversigtskort over planområde. Afgrænsning af Lokalplan 228’s er vist med hvid streg.
Kommuneplantillæg
Kommuneplanramme B.09.09 har ikke samme geografiske afgrænsning som Lokalplan 228. Forslag til Kommuneplantillæg nr. 19 ændrer udelukkende omfanget af kommuneplanramme B.09.09, så matr.nr. 16ø, Harndrup By, Harndrup tilføjes til rammen og den del der er beliggende på matr.nr. 52a, Harndrup By, Harndrup, udgår fra rammen. Derved sikres, at kommuneplanramme B.09.09 omfatter afgrænsningen af hele Lokalplan 228.
Lokalplan
Forslag til Lokalplan 228 giver mulighed for at opføre boligbebyggelse, både i form af tæt-lav-boliger og åben-lav-boliger, herunder kompaktboliger, i maksimalt 2 etager og med en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter. Ligeledes sikrer lokalplanen vejadgang til boligområdet fra Åvænget, og at der udlægges grønne fælles fri- og opholdsarealer samt areal til regnvandshåndtering og stiforbindelser. Desuden sikrer lokalplanen, at eksisterende beplantning fastholdes, samt plantning af ny beplantning bestående af løvfældende, hjemmehørende, blomstrende træer, buske m.m.. Forslag til Lokalplan 228 indeholder bestemmelser om bebyggelsens placering og ydre fremtræden.
Med lokalplan 228 skabes et mere differentieret tilbud af boligtyper i form af rækkehuse og villaer i Harndrup.
Tilbageførsel af byzoneareal til landzone og delvis ophævelse af Lokalplan FH4
Byzonearealet på matr.nr. 52a, Harndrup By, Harndrup, som er omfattet af rammeområde B.09.09 forventes ikke udnyttet til boligformål inden for en 12-årige planperiode, hvorfor byzonearealet skal tilbageføres til landzone iht. planlovens § 45.
Lokalplan 228 aflyser den del af eksisterende Lokalplan FH4, for den del som Lokalplan 228 omfatter. Arealet i Lokalplan FH4 som er beliggende på matr.nr. 52a, Harndrup By, Harndrup, aflyses iht. Planlovens § 33, da arealet ikke forventes udnyttet til boligformål inden for en 12-årige planperiode.
Økonomi
Høring
Forinden planernes udarbejdelse har der været offentlig fordebat med indkaldelse af idéer og forslag til ændringer af Kommuneplanramme B.09.09. Hørringsperioden forløb i 2 uger fra d. 17.-31. januar 2024. Der er indkommet 3 høringssvar, som er samlet i en hvidbog.
Forvaltningen har som en del af planprocessen forholdt sig til alle indkomne høringssvar. De væsentligste temaer er: Trafikale forhold, bebyggelse og forslag til anvendelse (offentlige formål), natur og rekreative anlæg, fælles opholdsarealer og faciliteter, handicapvenlige forhold.
Høringen gav ikke anledning til at ændre det af forvaltningen indstillede forslag om, at der foretages ændring af omfanget af kommuneplanramme nr. B.09.09, så den også omfatter matr.nr. 16ø, Harndrup By, Harndrup samt at arealet på matr. nr. 52a, Harndrup By, Harndrup, udgår og tilbageføres til landzone.
Flere af de påpegede forhold og hensyn er indgået i udarbejdelsen af forslag til Lokalplan 228. Alle høringssvarene samt forvaltningens bemærkninger og forslag til besvarelse fremgår af bilag med hvidbog.
Ligeledes har Harndrups lokale boliggruppe været inddraget i processen med udarbejdelse af lokalplanforslaget.
Planforslagene skal sendes i offentlig høring i minimum 8 uger.
Ejere af det berørte byzoneareal på matr. 52a, Harndrup By, Harndrup, og andre der vurderes at være part i sagen, skal høres iht. planlovens § 33, stk. 2. Det foreslås derfor, at der sideløbende med den 8 ugers offentlige høring af planforslagene foretages procedure og høring af ejere og parter. Det er i henhold til planlovens § 45 (tilbageførsel af byzoneareal til landzone) samt planlovens § 33 (delvis aflysning af lokalplan FH4). Det bemærkes, at forslaget forudsætter, at Byrådet vedtager Kommuneplantillæg nr. 19.
Klima & bæredygtighed
I henhold til kommuneplan 2021 skal byudviklingen ske på et bæredygtigt grundlag og tage udgangspunkt i Fremtidens Boligudvikling – 6 dogmer. I Middelfart Kommune arbejdes der med 6 dogmer for indsatsen for fremtidens boligudbygning. Dogmerne omhandler fremme af bæredygtigt byggeri, skabelse af blandede byer som danner rammer for fællesskaber, bæredygtig infrastruktur, udvikling af eksisterende lokalsamfund med fokus på områdets identitet, krav om naturindhold samt at byudvikling skal skubbe i den retning vi ønsker at lokalsamfundet skal se ud.
Lokalplanen sikrer, at der skabes vejadgang fra Åvænget til det nye boligområde. Planområdet ligger i tæt tilknytning til den øvrige bebyggelse i Harndrup med kort afstand til bl.a. byens dagligvarebutik, cykelsti til Fjelsted-Harndrup skole og etableret infrastruktur.
Lokalplanen giver mulighed for at bebyggelsen primært opføres som tæt-lav bebyggelse, med mulighed for delvist at indeholde åben-lav boliggrunde, herunder kompaktboliggrunde, som er mindre boliggrunde, men med fællesarealer i tilknytning til bebyggelsen. Tæt-lav boligbebyggelse har et lavere materiale- og energiforbrug end eksempelvis åben-lav bebyggelse.
Lokalplanen stiller krav om maksimale længder af bygningskroppe, hvilket forringer den bæredygtige værdi hvad angår ressourceforbrug, men i stedet har til formål at tilføre området arkitektonisk kvalitet og bylivskvalitet, som også er et bæredygtighedskriterium. Lokalplanen giver mulighed for at etablere bæredygtigt boligbyggeri, bl.a. ved at der gives mulighed for facader, som kan opføres i træ, samt grønne tage og solenergianlæg på tage. I henhold til planloven kan der stilles krav til valg af materialer i en lokalplan, men der kan ikke stilles krav om bæredygtighedscertificerede materialer eller brug af genbrugsmaterialer og/eller genbrugelige materialer.
Lokalplanområdet fremstår i dag som dyrket mark. Arealanvendelsen til boligformål vil medføre, at der etableres anlæg til regnvandshåndtering og at området beplantes med løvfældende, hjemmehørende, blomstrende buske, træer m.m. som skal medvirke til at øge biodiversiteten. Ligeledes sikrer lokalplanen at eksisterende beplantning med høje, gamle træer fastholdes, så den grønne struktur, der delvist omkranser lokalplanområdet bibeholdes.
Lokalplanen sikrer, at området vil indeholde et internt stinet og grønne fælles fri-og opholdsarealer, som kan danne rammer for nye fællesskaber.
Lokalplan 228 vil bidrage til udviklingen af det eksisterende lokalsamfund i Harndrup under hensyntagen til områdets identitet. Med lokalplanen sikres, at en kommende bebyggelses udformning vil tilpasse sig den eksisterende bebyggelse i Harndrup og den grønne struktur der omkranser området.
De nye beboere vil benytte eksisterende kollektiv trafik, veje, stier og servicefunktioner i og omkring byen. Beboerne vil derfor også naturligt blive en del af Harndrup by og det beboerfællesskab, som allerede er i byen. Placeringen af et område med nye boliger, i forlængelse af det eksisterende boligområde ved Åvænget, vil bidrage til et varieret udbud af boligtyper i Harndrup.
Beslutning
Anbefales godkendt
Behandlingsplan
Godkendt.
Bilag
525. Forhøjelse af lånegaranti til Middelfart Havbad (tillægsgaranti)
Sagsnummer: 2023-013404
Sagsbehandler: Thorbjørn Kristensen
Præsentation
Denne sag handler om en tillægsgaranti til Middelfart Havbad.
Middelfart Kommune stillede i december 2023 en garanti på 1,350 mio. kr. til Middelfart Havbad, til finansiering af en udvidelse af klubbens faciliteter.
Grundet projektfordyrelse ønsker foreningen garantien forhøjet med 0,400 mio. kr., således det samlede garantiomfang herefter udgør 1,750 mio. kr.
Forvaltningen foreslår
- At lånegarantien til Middelfart Havbad bliver forhøjet med 400.000 kr., således at foreningen kan optage et lån på i alt 1.750.000 kr. med en løbetid på op til 25 år i Kommunekredit til finansiering af udvidelsen af faciliteterne,
- at lånet, henset til det aktuelt høje renteniveau, kan optages med både fast og variabel rente,
- at kommunekreditlånet kan etableres som en byggekredit, der omlægges til endelig finansiering når projektet afsluttes,
- at garantien ydes under forudsætning af, at foreningen foretager tilbudsindhentning efter udbudsregler for det offentlige,
- at garantien bliver stillet under forudsætning af, at Middelfart Kommune tinglyser et salgs- og pantsætningsforbud i forbindelse med låntagning, og
- at garantien, uanset ovenstående, overfor Kommunekredit bliver ydet som en ubetinget garanti.
Sagsbeskrivelse
Middelfart Kommune har modtaget en ansøgning fra Middelfart Havbad om en forhøjelse af lånegarantien til udbygning af klubbens faciliteter med 400.000 kr. fra 1.350.000 kr. til 1.750.000 kr.
Baggrunden for ansøgningen er, at omkostningerne til elinstallationer og kabling har vist sig at blive markant dyrere end forventet.
Middelfart Havbad oplever i disse år en stor medlemsfremgang. Klubben har aktuelt 500 medlemmer og en venteliste på ca. 250 medlemmer.
Ventelisten giver alt andet lige klubben et solidt økonomisk ståsted. Med 250 flere medlemmer, kan foreningens kontingentindtægter umiddelbart øges med 125.000 kr. årligt, hvilket kan finansiere forretningen og afdraget på lånet - også forhøjelsen. Derudover har Middelfart Havbad en opsparing på ca. 500.000 kr.
Det nye havbadehus med moderne faciliteter understøtter, at byen har en levende marina, som en del af et attraktivt byrum.
Det nye havbadehus har en forventet levetid på minimum 25 år.
Økonomi
Det bør anføres, at en politisk beslutning om garantistillelse til en almennyttig forening altid er forbundet med en risiko for, at foreningernes aktivitet på et fremtidigt tidspunkt kan ophøre eller udvikle sig på en sådan måde, at garantien kommer til indfrielse.
Økonomiafdelingen har i forbindelse med sagens behandling gennemgået garantiansøgningen, projektbudget for byggeriet, årsregnskaberne for 2020-2023, samt driftsbudget for 2025 hvori låneudgiften indgår.
Foreningen har i de seneste år haft en stabil og god økonomisk udvikling og har så mange potentielle brugere på venteliste, at der vil være tilstrækkelige indtægter til at dække låneudgifterne.
Det er således Økonomiafdelingens vurdering, at foreningen har et solidt økonomisk udgangspunkt og vil være i stand til at forrente og afdrage gælden.
Garantiformål prioriteres normalt en gang årligt i forbindelse med budgetlægningen, men da dels er tale om en igangværende sag, hvori der allerede er givet et garantitilsagn og da projektet samtidig skal afpasses mod de øvrige marinaprojekter, så anbefaler forvaltningen, at ansøgningen om tillægsgaranti behandles uden om den normale prioriteringsrunde.
Enhver garantistillelse skal vurderes i forhold til kommunalfuldmagten, lånebekendtgørelsen, EU's statsstøtteregler samt de politisk vedtagne retningslinjer i kommunens økonomiske politik og finansielle strategi.
Økonomiafdelingen vurderer herunder:
- At det i henhold til kommunalfuldmagten er tilladt for en kommune at stille garanti for lån til sociale, kulturelle og undervisningsmæssige formål med et almennyttigt eller samfundsmæssigt sigte.
- At garantistillelsen i henhold til EU's statsstøtteregler kan stilles uden opkrævning af markedssvarende garantiprovision, jf. undtagelsesbestemmelsen EF-traktatens artikel 88 og 89 vedrørende gruppefritagelsesforordningen, som blandt andet fritager kultur og støtte til ikke-kommercielle sportsinfrastruktur og multifunktionel infrastruktur til rekreative aktiviteter.
- At lånebekendtgørelsen jf. LBK kapitel 1 ikke giver automatisk låneadgang til garantistillelse på Kultur- og Fritidsområdet, hvilket betyder, at garantistillelse belaster kommunens låneramme. Økonomiafdelingen har i den forbindelse gennemgået lånerammen og vurderer, at der er fornøden plads til at stille garantien. Det bemærkes i øvrigt, at lånebekendtgørelsens undtagelsesbestemmelse, som giver mulighed for låneoptagelse med 30 års løbetid på fritidsområdet, ikke udnyttes.
- At foreningens vedtægter er gennemgået i forbindelse med garantiens behandling. Vedtægterne vurderes at opfylde kravene for garantistillelse.
- At der dispenseres fra kravene i kommunens økonomiske politik og finansielle strategi om at foreninger skal opfylde kravene om at tilvejebringe 25% af projektfinansieringen. Foreningens egenfinansiering udgør udgør 22,2% i det foreningen tilvejebringer 500.000 kr. til finansiering af en badebro og totalprojektet nu udgør 2.250.000 kr.
Med afsæt i ovenstående er det økonomiafdelingens vurdering, at der er hjemmelsgrundlag for at stille garantien og at det er forsvarligt at stille garantien til Middelfart Havbad.
Økonomiafdelingen anbefaler, at garantien for et lån i op til 25 år, svarende til den forventede levetid af de etablerede faciliteter.
Høring
Ingen høring.
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Anbefales godkendt
Behandlingsplan
Bilag
526. Videreførelse af takst for tilskud til pasning af egne børn
Sagsnummer: 2024-009075
Sagsbehandler: Mikkel Schjøtt-Kristensen
Præsentation
I en forsøgsperiode i årene 2023 og 2024 har der været en højere takst for tilskud til pasning af egne børn i alderen 24 uger til 3 år. Målgruppen for tilskud er blevet udvidet, idet der er blevet indført et tilskud for børn i alderen 3,1 år til skolestart.
Det er Børn- og Ungeforvaltningens vurdering, at taksterne bidrager til, at småbørnsfamilier har bedre mulighed for at indrette sig fleksibelt, og at familier, der ønsker at hjemmepasse og indgå i netværk med andre familier, der passer egne børn, har gode vilkår for dette.
Forvaltningen foreslår
- at forsøgsperioden med højere takster for pasning af egne børn gøres permanent
- at der fortsat er en takst for tilskud til pasning af egne børn i alderen 24 uger til 3 år på 7.874 kr. og for børn i alderen 3,1 år til start i tidlig SFO på 2.673 kr. (2024 niveau)
Sagsbeskrivelse
I efteråret 2022 godkendte Byrådet, at der i årene 2023 og 2024 som en forsøgsordning med en højere takst for tilskud til pasning af egne børn i alderen 24 uger til 3 år, at der blev indført et tilskud til hjemmepasning af børn i alderen 3,1 år til skolestart.
Det skal bemærkes, at på tidspunktet hvor ordningen blev indført, var alderen for børnehavestart på 2,10 år. Den er nu ændret til 3,1 år, og derfor står der i denne sagsfremstilling 3,1 år.
Forsøgsordningen blev indført for at supplerede andre løsninger på kapacitetsudfordringer og for at imødekomme ønsker fra forældre om også at kunne få tilskud til børn fra 3,1 år til skolestart.
Indførelsen af ordningen skulle evalueres og genbehandles medio 2024.
Som tabellen nedenfor viser, er der sket en stigning i antallet af børn, der bliver hjemmepasset. Det er i gennemsnit ca. 8 børn flere pr. måned i alderen 24 uger til 3 år, der bliver hjemmepasset i 2023 og 2024 sammenlignet med 2022. For børn i alderen 3,1 år til skolestart er det ca. 6 børn pr. måned, der modtager tilskud til hjemmepasning.
Tabel. Gennemsnit antal børn pr. måned der hjemmepasses fordelt på år
Aldersgruppe |
2022 |
2023 |
2024 (indtil juli måned) |
24 uger til 3 år |
24,7 |
33,4 |
33,7 |
3,1 år til skolestart |
0 |
6,2 |
5,6 |
Det er Børn og Ungeforvaltningens vurdering, at ordningen giver bedre muligheder for, at småbørnsfamilier kan indrette sig fleksibelt og vælge hjemmepasning til som mulighed, hvis det matcher familien ønsker. Derfor anbefaler forvaltningen at ordningen med de nuværende takster gøres permanent.
Ordningen bliver ikke benyttet i et omfang, der har større betydning for kapaciteten på Dagtilbudsområdet.
Det er en betingelse for at få tilskud til pasning af egne børn, at ansøgeren:
- ikke samtidig modtager offentlig overførselsindkomst eller har en arbejdsindtægt,
- ikke er omfattet af § 13, stk. 10, og § 13 f, stk. 1-4, jf. § 26, stk. 4-10, i lov om aktiv socialpolitik, og
- har opholdt sig her i landet i 7 ud af de seneste 8 år. Kravet om ophold efter stk. 1, nr. 3, gælder ikke for EU/EØS-borgere, i det omfang de efter EU-retten er berettiget til ydelsen.
Tilskud til pasning af egne børn kan gives for en periode på minimum 8 uger og maximalt et år.
Den samlede tilskudsperiode kan deles i to, og må samlet set ikke overstige den fastsatte maksimumsperiode. Hvis tilskudsperioden opdeles i to, kan perioden deles mellem barnets forældre, hvis begge forældre har ret til ydelser, og opfylder betingelserne for at modtage tilskud til pasning af eget barn.
Hvis kommunalbestyrelsen beslutter at tilbyde forældre et tilskud til pasning af egne børn, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at tilbuddet kun skal gælde for børn i en bestemt aldersgruppe.
Det er kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune, der fastsætter tilskuddet til pasning af egne børn. Tilskuddet skal fastsættes ens pr. barn for alle børn inden for samme aldersgruppe.
Økonomi
Tilskuddet til pasning af egne børn mellem 24 uger og 3 år er på 7.874 kr. pr. måned før skat, og for børn i alderen 3,1 år til skolestart er det på 2.673 kr. pr. måned før skat (2024 niveau).
Til sammenligning er den månedlige udgift pr. barn indmeldt i et kommunalt dagtilbud på 8.544 kr. for vuggestue og 4.074 kr. pr. måned i børnehave.
Hvis det antages at børn, der bliver hjemmepasset, ellers ville være indmeldt i et kommunalt dagtilbud, er der en besparelse pr. måned på hhv. 670 kr. pr. måned for børn i alderen 24 uger til 3 år og for børn i alderen 3,1 år til skolestart på 1.401 kr. pr. måned.
Høring
Ingen
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger
Beslutning
Anbefales godkendt
Behandlingsplan
Lukkede sager
527. Etablering af borgerrådgiverfunktion
Beslutning
Godkendt.
528. Resultat af udbud af kommunens revisionsopgave for perioden 2025-2032
Beslutning
Indstilles til godkendelse
529. Resultat af udbud af daglige bankforretninger for perioden 2025-2028
Beslutning
Godkendt
530. Køb af areal
Beslutning
Godkendt
531. Køb af ejendom
Beslutning
Indstilles til godkendelse