Referat for Social- og Sundhedsudvalget møde den 06. juni 2024
162. 2. Budgetopfølgning pr. 31.05.2024 - Social- og Sundhedsudvalget
Sagsnummer: 2024-006777
Sagsbehandler: Mads Sandager Hansen
Præsentation
Økonomiafdelingen har i samarbejde med Social- og Sundhedsforvaltningen udarbejdet 2. budgetopfølgning pr. 31. maj 2024 for Social- og Sundhedsudvalgets område.
Resultaterne af opfølgningen gennemgås i denne sag.
Forvaltningen foreslår
- At 2. budgetopfølgning pr. 31.05.2024 godkendes
Sagsbeskrivelse
Økonomiafdelingen har i samarbejde med Social- og Sundhedsforvaltningen udarbejdet 2. budgetopfølgning pr. 31. maj 2024 på Social- og Sundhedsforvaltningens område.
Det er forvaltningens forventning, at driften vil udvise et samlet merforbrug på 1,183 mio. kr. i forhold til det oprindelige budget. Det er godt 3,0 mio. kr. bedre end ved 1. budgetopfølgning. Udviklingen forklares herunder og i vedhæftede notat.
Det samlede forventede merforbrug på driften er fordelt med et merforbrug på 4,173 mio. kr. Senior og Sundhed, et merforbrug på 3,010 mio. kr. på Social og Psykiatri og et forventet mindreforbrug på Kvalitet og Sammenhæng på ca. 6,0 mio. kr.
Merforbruget på Senior og Sundhedsområdet på ca. 4,173 mio. kr. vedrører som ved sidste budgetopfølgning forsat plejehjemmene, hjemmeplejen, træning og sundhed samt sygeplejen. Merforbruget opvejes forsat delvist af et mindreforbrug på myndighedsområdet for ældre og hjælpemidler.
Social- og Psykiatriområdet tegner sig for et merforbrug på 3,010 mio. kr.. Merforbruget vedrører som ved sidste opfølgning forsat områderne midlertidige og permanente botilbud, borgerstyret personlig assistance (BPA forløb) og køb af eksterne STU-forløb i andre kommuner. Ved denne opfølgning er der indregnet et mindreforbrug på 1,0 mio. kr. som vedrører botilbuddene CFH Fælleshåb og CFH Skovbakken. De øvrige decentrale enheder forventes at balancere.
Endelig er der et mindreforbrug på Kvalitet og Sammenhæng på 6,0 mio. kr.. Mindreforbruget er sammensat af et forventet mindreforbrug på den aktivitetsbestemte medfinansiering på 4,0 mio. kr. og et forventet mindreforbrug på Sundhedsfaglige uddannelser på 2,0 mio. kr. Sidstnævnte mindreforbrug er en kombination af færre elever end forventet samt et mindre frafald. Der arbejdes forsat målrettet med tiltrækning og fastholdelse af elever på området gennem vejledning og styrket opmærksomhed.
Det indstilles ekstraordinært, at der i forbindelse med 2. budgetopfølgning 2024 gives et tilskud til Edvard og Harald Larsens fond (Tvillingegården) på 760.000 kr. med henblik på udligning af forbrug på bunden kapital / gæld til Middelfart Kommune (160.000 kr.) og tilskud til færdiggørelse af renovering af stråtag og udskiftning af varmepumpe (i alt 600.000 kr.).
I forhold til anlæg forventes der på nuværende tidspunkt et mindreforbrug på 26,080 mio. kr. i forhold til det korrigerede budget inkl. over-/underskud.
Senior og Sundhed forventer et samlet forbrug på 18,144 mio. kr. på anlæg, svarende til et mindreforbrug på 6,821 mio. kr. på anlægsprojekterne i forhold til det korrigerede budget. Afvigelsen skyldes primært at de sidste betalinger for Frivillighedscenteret forventes at falde i de første måneder af 2025.
Social og Psykiatri forventer et merforbrug på anlægget Skæve boliger på 0,20 mio. kr. i 2024. Merforbruget vil blive finansieret via mindreforbrug på andre projekter indenfor området. Projekt afsluttes i løbet af 2024.
Kvalitet og Sammenhæng forventer et samlet forbrug på 35,118 mio.kr. Heraf forventes der et forbrug på 34,1 mio. kr. på anlægget Nærhospital. Det forventede forbrug i 2024 fordeler sig på 10,650 mio. kr. på selve anlægsopgaven og 23,4 mio. kr. på køb af bygninger mv. Det forventede forbrug kan blive påvirket af, hvornår faser i projektet kan gennemføres. Et mindreforbrug forventes overført til 2025 til dækning af resterende rater vedrørende projektet og til afregning ved 1. år gennemgang.
På anlægget Velfærdsteknologi forventes anlægsmidlerne brugt ved denne budgetopfølgning.
Økonomi
Se sagsfremstillingen.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet.
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Godkendt.
Irene Tørnæs deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Bilag
163. Orientering om arbejdet med byrådsindsatsen "Unge skal se sig som en del af et fællesskab"
Sagsnummer: 2023-013901
Sagsbehandler: Louise Kjær Guul
Præsentation
Byrådet igangsatte på byrådsmødet den 5. februar 2024 byrådsindsatsen "Unge skal se sig som en del af et fællesskab", der i daglig tale omtales Ungeprogrammet.
Programleder for Ungeprogrammet orienterer udvalget om arbejdet indtil nu.
Forvaltningen foreslår
- at orienteringen om arbejdet med byrådsindsatsen "Unge skal se sig som en del af et fællesskab" bliver taget til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Baggrund:
I indeværende byrådsperiode har Byrådet valgt at sætte fokus på unge og rammerne for det gode ungdomsliv i Middelfart Kommune med afsæt i Byrådets vision.
Ved byrådsperiodens begyndelse i 2022 blev der blandt andet etableret et §17, stk. 4-udvalg om mental sundhed hos børn og unge for en toårig periode. Og i forbindelse med budgetaftalen for 2023 bad Byrådet forvaltningen om at udarbejde et velfærdstjek af ungeindsatserne i Middelfart Kommune. Ovenpå erfaringer og indsigter fra dette arbejde er der blevet formuleret et ungeprogram.
Ungeprogrammet udgør byrådsindsatsen "Unge skal se sig som en del af et fællesskab", som formelt blev igangsat på byrådsmødet den 5. februar 2024.
Orientering om status på udvalgsmøder i juni:
På udvalgsmøderne i juni vil udvalgene blive orienteret om blandt andet:
- Status på arbejdet med at omsætte anbefalingerne fra velfærdstjekket til praksis
- Orientering om afholdelse af opstartsmøde for Middelfart Kommunes Ungealliance. Et tiltag der står helt centralt i Ungeprogrammet med det formål at inddrage alle interesserede, lokale aktører i opgaven med at gøre Middelfart Kommune til et endnu bedre sted at leve sit ungdomsliv. Opstartsmødet blev afholdt den 15. maj 2024 med deltagelse af ca. 50 eksterne deltagere - blandt andet repræsentanter fra Ungerådet og Det fælles elevråd, unge fra forskellige ungemiljøer, medarbejderrepræsentanter fra ungdomsuddannelser, aktører fra erhvervslivet samt repræsentanter fra skolebestyrelser, frivillige foreninger og idrætsforeninger.
- Planer for det videre arbejde
Økonomi
Intet for nuværende.
Såfremt potentialerne i Ungeprogrammet skal udfoldes fuldt ud, kan der være behov for tilførsel af midler.
Høring
Intet.
Klima & bæredygtighed
Intet.
Beslutning
Orientering er taget til efterretning.
Irene Tørnæs deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Orientering taget til efterretning.
164. Orienteringssag - opgørelse af magtanvendelser i Social- og Sundhedsforvaltningen - 2023
Sagsnummer: 2023-000667
Sagsbehandler: Hanne Bylov
Præsentation
Kommunalbestyrelsen skal en gang årligt have en redegørelse over antal magtanvendelser, der har været på voksenområdet det seneste kalenderår.
Sagen præsenterer de samlede tal for 2023 indenfor Servicelovens regler om magtanvendelse overfor voksne.
Forvaltningen foreslår
- At orienteringen tages til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Kommunalbestyrelsen skal årligt forelægges en redegørelse for udviklingen i antallet af magtanvendelser. Redegørelsen er en del af det personrettede tilsyn i forhold til den enkelte borger og det driftsorienterede tilsyn i forhold til kommunens driftsenheder.
Magtanvendelse hænger sammen med dels omsorgspligten for borgeren, dels hensynet til, at hverken borgeren selv, personalet eller andre borgere udsættes for personskade. Magtanvendelsesbegrebet spænder vidt og en magtanvendelse kan være alt fra en hånd på albuen, der fører borgeren væk fra en farlig situation, over fastholdelse i hygiejnesituationer til en egentlig fastholdelse med henblik på at få borgeren til at falde til ro. Dertil kommer forhåndsgodkendelser til eksempelvis anvendelse af stofseler, tryghedsskabende velfærdsteknologi, aflåsning af yderdøre og i sjældnere tilfælde flytning uden samtykke.
I 2023 har der været 42 indberetninger om akut magtanvendelse, hvoraf 36 indberetninger er på borgere i Social Voksen og 6 indberetninger er fra Social Senior.
Af de 42 indberetninger er 32 indgreb vurderet at være inden for lovens rammer. De 10 resterende indberetninger består af 1 tilfælde der er vurderet ikke at have karakter af magtanvendelse, 1 tilfælde der er vurderet omfattet af nødretsreglerne, 1 tilfælde hvor borgeren ikke er i målgruppen for anvendelse af reglerne om magtanvendelse, samt 7 tilfælde hvor magtanvendelsen vurderes ikke at være inden for rammerne af magtanvendelsesreglerne i serviceloven fordi det vurderes at magtanvendelsen kunne være undgået. Indberetningerne fordeler sig på 11 borgere i Social Voksen (heraf vedrører 13 indgreb den samme borger) og 6 borgere i Social Senior.
Der har desuden været 12 ansøgninger om forhåndsgodkendelse, hvoraf der er givet 11 tilladelser. De 11 forhåndsgodkendelser vedrører borgere i Social Voksen. Afslag på forhåndsgodkendelse vedrører en borger i Social Senior.
Der har i 2023 været gennemført 11 flytninger efter reglerne om flytning uden samtykke jfr. Servicelovens § 129 eller § 136f. Flytningerne vedrører borgere i Social Voksen. 9 flytninger er sket som følge af hhv. lukning af et tilbud og flytning af et tilbud til en ny adresse. 1 flytning var en intern flytning fra én lejlighed i tilbuddet til en anden lejlighed i samme tilbud. 1 flytning er sket på grund af botilbuddets opsigelse af kontrakten.
Der har til sammenligning i 2022 været 138 indberetninger om akut magtanvendelse, hvoraf 54 sager er vurderet inden for lovens ramme, 7 ansøgninger om forhåndsgodkendelse og ingen flytninger uden samtykke i Social- og Sundhedsforvaltningen.
Vurdering af en magtanvendelse
En gennemført magtanvendelse vurderes af dels lederen for det personale, der har udført handlingen, dels driftskommunen og borgerens hjemkommune (Myndighed). Endelig sendes alle magtanvendelser til det Sociale Tilsyn. Det vurderes i den forbindelse om magtanvendelsen er indenfor eller udenfor Servicelovens rammer.
En magtanvendelse bliver for eksempel vurderet at være uden for lovens ramme:
- Når personalet kunne have forsøgt flere pædagogiske handlemåder inden, der blev anvendt magt.
- Hvis der ikke er hjemmel til magtanvendelsen i loven.
- Hvis det ikke fremgår tydeligt af indberetningen, hvorfor magtanvendelsen var nødvendig og det derfor ikke fremgår at magtanvendelsen har opfyldt de grundlæggende principper i § 124.
En magtanvendelse, der er vurderet uden for lovens rammer har ikke i sig selv en konsekvens. Myndighed skal bruge indberetningerne i det personrettede tilsyn, og kommunalbestyrelsen skal herudover vurdere om indberetningerne giver anledning til ændringer i driften, herunder om en indberetning skal have en personaleretlig konsekvens. Det er samtidig et vigtigt element i formålet med indberetningerne om magtanvendelse, at de skal danne grundlag for refleksion over egen praksis og skærpe fokus på hvad der kan gøres for at forebygge magtanvendelser overfor den enkelte borger fremadrettet.
Magtanvendelsesbestemmelserne er udtømmende, og der kan derfor ikke gives tilladelse til noget, der ikke fremgår af bestemmelserne, og akut magtanvendelse, der ikke fremgår af bestemmelserne kan ikke godkendes som værende inden for servicelovens ramme.
Fordeling på de enkelte magtanvendelsestyper i 2023
§ 124 c – afværgehjælp:
Bestemmelsen anvendes, når personalet kortvarigt fastholder eller fører en borger væk fra en situation, hvis det er nødvendigt for at afværge, at vedkommende forårsager væsentlig ødelæggelse af indbo eller andre værdier.
Der er ikke indberettet tilfælde af afværgehjælp.
§ 124 d - fastholdelse m.v.:
Bestemmelsen regulerer de forhold, hvor personalet fastholder en borger, fører en borger til andet opholdsrum og forhindrer borger i at forlade egen bolig. Personalet må anvende bestemmelsen, når borgeren er til fare for sig selv og/eller andre personer.
Der er indberettet 38 tilfælde af fastholdelse. Fastholdelserne er foretaget overfor 13 personer. 13 af de 38 tilfælde af fastholdelse vedrører den samme borger.
Af de 38 indberetninger om magtanvendelse er 29 vurderet at være indenfor rammerne at magtanvendelsesreglerne. I 3 tilfælde vurderedes indgrebet ikke at være omfattet af magtanvendelsesreglerne; 1 tilfælde havde ikke karakter af magt, 1 tilfælde var omfattet af nødretsbetragtninger og i 1 tilfælde var borgeren ikke i målgruppen for magtanvendelsesreglerne. De resterende 6 indberetninger er det vurderet, at magtanvendelse kunne og burde være undgået.
§ 128 - stofseler:
Der er givet 9 forhåndsgodkendelser til anvendelse af stofseler. Borgerne hører til i Social Voksen.
Der er indberettet 1 tilfælde af akut anvendelse af stofseler. Borgeren hører til i Social Senior
§ 128 b - tryghedsskabende velfærdsteknologi:
Der er givet 2 tilladelser til anvendelse af tryghedsskabende velfærdsteknologi i Social Voksen.
§ 128 c – låsning af yderdøre og vinduer:
Der er ikke givet forhåndsgodkendelse til låsning af yderdøre og vinduer
Der er indberettet 1 tilfælde af akut låsning af yderdør. Borgeren hører til i Social Senior.
§ 136 a - fastholdelse i personlig hygiejne situation, Social- og Velfærd:
Der er ikke indberettet akutte magtanvendelser i forbindelse med hygiejnesituationer.
Der er ikke givet forhåndsgodkendelse til fastholdelse i personlig hygiejne situationer
§ 136 c - fastholdelse i personlig hygiejne situation (demente mv.):
Der har været 1 indberetning om anvendelse af fastholdelse i en personlig hygiejnesituation over for en borger i Social Senior.
§ 136 d - fastholde/ føre tilbage på egen stue ved meget grænseoverskridende adfærd i forhold til øvrige beboere.
Der er indberettet 1 indgreb om anvendelse af magt i en situation hvor en borger har haft en meget grænseoverskridende adfærd i forhold til øvrige beboere i Social Senior.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Høring
Handicaprådet d. 24. april 2024
Ældrerådet d. 25. april 2024
Klima & bæredygtighed
Ingen bemærkninger.
Beslutning
Orienteringen er taget til efterretning.
Irene Tørnæs deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
165. Mulig byrådsindsats: ”Broen til Fællesskab”
Sagsnummer: 2024-007795
Sagsbehandler: Kristian Lindegaard Svendsen
Præsentation
Forvaltningen har udarbejdet et kommissorium for en eventuel kommende byrådsindsats:
”Broen til Fællesskab”.
Formålet med indsatsen er at forbedre patientoplevelsen på Middelfart Nærhospital samt at skabe en sømløs overgang mellem det offentlige sundhedsvæsen og frivillige sociale indsatser og fællesskaber i civilsamfundet, igennem to konkrete delprojekter; et frivillighedsprojekt og et kunstprojekt.
Forvaltningen foreslår
- At Social- og Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Middelfart Kommune og Region Syddanmark samler regionale og kommunale sundhedstilbud i Middelfart Nærhospital med indvielse berammet til efteråret 2024. Nærhospitalet vil danne ramme for et levende samlingssted med fokus på forebyggelse, udredning, rehabilitering og behandling i et nyt tæt tværfagligt samarbejde mellem region, kommune og civilsamfund.
Forvaltningen har udarbejdet et kommissorium for en byrådsindsats, hvor frivillighed og kunst spiller sammen om at skabe en tryg og inspirerende ramme for mødet mellem mennesker på Middelfart Nærhospital (se bilag). Indsatsen består af to delprojekter; et frivillighedsprojekt og et kunstprojekt.
Frivillighedsprojektet er et samarbejde med Frivilligcenter Middelfart og omhandler én-til-én brobygning mellem brugere af nærhospitalet og tilbud i civilsamfundet. Kunstprojektet er et partnerskab med Statens Kunstfond og har fokus på at skabe rammerne for det gode møde mellem menneske og rum, samt et inspirerende afsæt for brobygningen til fællesskabet.
Byrådsindsatsen vil bidrage til at indfri tre af Social- og Sundhedsudvalgets politiske mål:
- Øget sundhedsfremme
- Skabe nye muligheder for samarbejde med civilsamfundet
- Fokus på fællesskaber for sårbare og deres netværk
Økonomi
Partnerskabsaftalen med Statens Kunstfond indeholder en bevilling fra Statens Kunstfond på 2,0 mio. kr. Efterfølgende er der suppleret med 150.000 kr. til selvstændigt projekt med inddragelse af unge i alderen 18-25 år.
I henhold til Kulturaftalen mellem de fynske kommuner og kulturministeren har byrådet i Middelfart desuden besluttet, at der ved nybygning og større anlægsprojekter i kommunen bliver afsat mindst 5 promille af byggesummen til kunstnerisk udsmykning, hvilket på nuværende tidspunkt svarer til 230.000 kr. Til kunstprojektet er der således i skrivende stund et samlet budget på 2,3 mio.
Frivillighedsprojektet har et samlet budget på 800.000 kr. (se bilag). I skrivende stund har vi modtaget afslag på ansøgning til henholdsvis Trygfonden og Veluxfonden. Trygfonden er imidlertid genansøgt, med forventning om svar sommeren 2024. Hvis der igen meddeles afslag fra Trygfonden, skal der tages der stilling til, om finansieringen af projektet skal indgå i budgetforhandlingerne for 2025, eller alternativt om projektet skal revurderes.
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Orienteringen taget til efterretning.
Irene Tørnæs deltog ikke i sagens behandling
Behandlingsplan
Bilag
166. Orientering om velfærdsaftale - Fremtidens Ældreliv
Sagsnummer: 2024-004450
Sagsbehandler: Ole Qvortrup Larsen
Præsentation
Status på arbejdet med frisættelsen, herunder nylig afholdt konference.
Forvaltningen foreslår
- orientering
Sagsbeskrivelse
Arbejdet med frisættelsen på ældreområdet er nu i sit tredje år. Den oprindelige aftale stod til udløb ved udgangen af september 2024. Aftalen er dog nu forlænget frem til vedtagelse af ny ældrelov. I praksis har arbejdet med frisættelsen i Middelfart Kommune dog vist sig i udpræget grad, at kunne foregå uafhængigt af lovgivning, da størstedelen af prøvehandlingerne ikke har haft lovmæssige implikationer.
Resultaterne af arbejdet med frisættelsen evalueres i de kommende måneder af VIVE, indledningsvis med udsendelse af spørgeskemaer til knap 600 medarbejdere i kommunen. Denne undersøgelse indledes d. 3. juni. Den 29. august besøger VIVE Middelfart for, at gennemføre interviews med en række nøglepersoner i arbejdet med frisættelsen, herunder også repræsentanter fra det politiske udvalg.
Der gives orientering om aktuel status på arbejdet med frisættelsen, ligesom der gives en tilbagemelding på nylig afholdt konference.
Økonomi
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Orienteringen taget til efterretning.
Irene Tørnæs deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
167. Orienteringsstatus - Middelfart Nærhospital
Sagsnummer: 2024-003253
Sagsbehandler: Mathias Lars Hornbæk
Præsentation
Social- og sundhedsudvalget får på mødet en status opdatering vedrørende processen med etablering af Middelfart Nærhospital.
Forvaltningen foreslår
- at udvalget tager orienteringen til efterretning.
Sagsbeskrivelse
Med baggrund i, at Byrådet og Regionsrådet i februar 2024 godkendte, at Middelfart Kommune køber dele af Middelfart Sygehus ifm. etableringen af Middelfart Nærhospital, har Social- og Sundhedsforvaltningen og dels Teknisk Forvaltning i de sidste måneder, arbejdet med planlægning af de kommende kommunale områder ifm. overtagelse af sygehusbygningerne primo juni.
I den forbindelse modtager Social- og Sundhedsudvalget en statusorientering vedrørende:
- åbent hus arrangementet d. 10 juni.
- de kommunale ombygningsetaper
- arbejdet i den politiske styregruppe
Økonomi
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Orienteringen taget til efterretning.
Irene Tørnæs deltog ikke i sagens behandling.