Referat for Klima- Natur og Genbrugsudvalget møde den 10. januar 2024
176. Fyn 2030 - Fælles fynsk klimapartnerskab - Rammeaftale med landbruget
Sagsnummer: 2023-018204
Sagsbehandler: Helene Bjerre-Nielsen
Præsentation
Borgmesterforum Fyn besluttede på mødet den 30. november 2023, at sende aftalen om en fælles fynsk klimaaftale med landbruget, til politisk behandling med indstilling til, at de fynske kommuners kommunalbestyrelser/byråd godkender den fælles fynske rammeaftale med landbrugsorganisationerne L&F Centrovice, Patriotisk Selskab og Fyns Familielandbrug. Aftalen fremlægges hermed til godkendelse af Byrådet via Klima, Natur- og Genbrugsudvalget.
Forvaltningen foreslår
- at udvalget behandler ovennævnte aftale til endelig beslutning i Byrådet om, at Middelfart Kommune indgår i en fælles fynsk rammeaftale med landbrugsorganisationerne L&F Centrovice, Patriotisk Selskab og Fyns Familielandbrug.
Sagsbeskrivelse
Den fælles fynske klimavision Fyn 2030 er udviklet på baggrund af Grønt Topmøde Fyn i november 2019. Her mødtes mere end 300 beslutningstagere fra kommunalpolitikere til erhvervsledere, forskere, uddannelsesinstitutioner, organisationer samt ledende embedsmænd og satte retningen på en fælles grøn vision for Fyn.
Baggrunden var det påtrængende behov for at sætte fart på den grønne omstilling og en erkendelse af, at Fyn også på dette område skal stå sammen og løfte i flok. Ambitionerne blev samlet i ”Fyn 2030 – sammen om en bæredygtig fremtid”. Fyn 2030 blev vedtaget af samtlige fynske byråd i perioden ultimo 2020–primo 2021.
Parallelt med udviklingen af Fyn 2030, initierede Realdania i samarbejde med CONCITO en fælles proces for udviklingen af klimahandleplaner i de danske kommuner under overskriften DK2020. Bl.a. med baggrund i Fyn 2030, tilsluttede de fynske kommuner sig DK2020, og i dag har samtlige fynske kommuner certificerede klimahandleplaner, som understøtter Fyn 2030.
Landbrugssektoren spiller en nøglerolle for indfrielse af de fælles fynske klimamål. På landsplan står landbruget for ca. 33 % af de samlede udledninger. Kommunerne på Fyn har opbygget et tæt samarbejde omkring DK2020 klimaplanerne og Fyn 2030, og har i den forbindelse også velfungerende ERFA-netværk om både landbrug og arealanvendelse. Samtidig har alle fynske kommuner betydelige landbrugsarealer, som skal håndteres i klimamæssig sammenhæng. For nuværende omfatter kommunernes lovbundne arbejde i forhold til landbrug dog ikke klima, men kommunerne har en direkte dialog med landmændene, som kan være en god indgangsvinkel for også at tale sammen om klima.
Løsninger til landbrugets klimaudfordringer kræver samarbejde og innovation. En effektiv måde at samarbejde med landbruget er gennem landbrugsorganisationerne. Derved kan der opnås synergi og erfaringsudveksling. Samtidig kræver innovation både kompetencer og kritisk masse, som bedst skabes på tværs af flere kommuner og i samarbejde med regionale og nationale aktører. En fælles rammeaftale mellem de fynske kommuner og landbrugsorganisationerne på Fyn, vil danne et godt grundlag for at forfølge disse muligheder. Dertil kommer, at det vil være en operationel ramme for indsatsen i den enkelte kommune, uden at det kræver individuelle gensidige aftaler mellem kommune og landbrug.
En nedsat arbejdsgruppe for de fynske kommuner, har arbejdet med udkast til en rammeaftale og har været i dialog med repræsentanter fra L&F Centrovice, Patriotisk Selskab og Fyns Familielandbrug. Parterne er enige om, at et forpligtende og formaliseret samarbejde er afgørende, da der er brug for fælles sigtelinjer og fælles handlinger, og parterne ønsker derfor at tiltræde en fælles fynsk rammeaftale. Det fælles samarbejde skal sættes i gang via udpegning af to konkrete projekter, som er skrevet ind i rammeaftalen.
Parterne har indledningsvist udpeget følgende to projektmuligheder:
Pilotprojekt 1 ønskes fokuseret mod lokal praksisrettet driftsoptimering, hvor der tages udgangspunkt i erfaringerne fra igangværende samarbejdsprojekt mellem 18 lokale landbrug, Landbrug & Fødevarer, Centrovice og Assens Kommune, Middelfart Kommune og Nordfyns Kommune om lokal klimaberegning og klimaregnskab. Målsætningen for pilotprojektet er, at udbrede klimaberegning og klimaregnskab til flere landbrug på tværs af Fyn og sikre videndeling og sparring mellem de fynske kommuner og organisationer. Det er oplagt for Middelfart Kommune at arbejde videre med dette pilotprojekt, da vi allerede har erfaringer fra det tidligere klimaregnskabsprojekt med Centrovice.
Pilotprojekt 2 ønskes fokuseret mod afklaring af potentialerne for etablering af et anlæg, der kan omdanne affaldsprodukter fra landbruget til biokul. Anvendelsen af biokul kan skabe forudsætningerne for kulstofbinding, som vil kunne medvirke til en optimeret cirkulær økonomi i landbruget. Målsætningen for pilotprojektet er at etablere et anlæg, der kan medvirke til en afgørende reduktion i CO2-udledningen via anvendelse af biokul i landbruget. Middelfart Kommunes rolle i pilotprojekt 2 afventer udpegning af potentielle konkrete projekter.
Rammeaftalen ønskes nu godkendt i de respektive organisationers bestyrelser og i de fynske kommuners byråd/kommunalbestyrelser med henblik på endelig tiltrædelse og offentliggørelse i starten af 2024. Der skal udarbejdes projektbeskrivelser for de to projekter, herunder økonomi. Der nedsættes arbejdsgrupper til formålet.
Økonomi
Der kan afsættes midler i Klimaplanens budget, hvis konkrete initiativer kræver dette.
Høring
Ingen høring.
Klima & bæredygtighed
Aftalen omhandler klimasamarbejde med landbrugssektoren, som er en vanskelig sektor ift reduktion af klimapåvirkning. Aftalen forventes at bidrage til en mindre negativ effekt på klimaet fra landbruget.
Beslutning
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
177. Proces for revision af Klimaplanen
Sagsnummer: 2023-018063
Sagsbehandler: Helene Bjerre-Nielsen
Præsentation
DK2020 Klimaplan blev godkendt af Byrådet i december 2020. Der blev også indgået en politisk klimaaftale (i et forhandlingsudvalg), som prioriterede konkrete tiltag fra klimaplanen. Klimaplanen skal revideres hvert 4. år for at sikre aktualitet. Klima, Natur- og Genbrugsudvalget drøftede d. 4. oktober 2023, den overordnede ramme for revisionen. Her fremlægges en detaljeret plan for revisionen.
Forvaltningen foreslår
- At udvalget godkender forslaget til revisionsproces og forelægger forslaget til Byrådets vedtagelse.
Sagsbeskrivelse
Klimaplanen for Middelfart Kommune som geografi blev godkendt af Byrådet i december 2020. Parallelt blev der indgået en politisk klimaaftale, som prioriterede blandt de mange handlinger i Klimaplanen. Klimatilpasningsdelen blev dog først færdiggjort og vedtaget i en egentlig Klimatilpasningsplan i november 2022 grundet manglende datagrundlag.
Ifølge Klimaplanen skal den revideres minimum hvert 4. år. Det vil sige, at der skal foreligge en revideret Klimaplan ved udgangen af 2024. Da Klimatilpasningsplanen er udarbejdet i 2022, revideres den ikke på nuværende tidspunkt. Evt. nødvendige justeringer ift. klimatilpasning medtages dog i den reviderede Klimaplan.
Proces til revision af Klimaplanen (fuldt notat vedlagt)
Der er behov for at engagere flere i klimaopgaven, for at det skal lykkes at indfri målet om 70% reduktion af klimagasserne i 2030 i forhold til 1990.
Derfor er overskriften for den reviderede Klimaplan
”Flere med – mere klimahandling”
Det foreslås, at der arbejdes i to spor i revisionsprocessen, som også vil danne basis for formatet af den reviderede klimaplan. Der vil således være et internt spor og et eksternt spor. Det interne spor vil fokusere på Middelfart Kommune som virksomhed (MKV). Det eksterne spor vil fokusere på tre målgrupper: 1) virksomheder; 2) landbruget og 3) borgerne. Der arbejdes særligt med politisk involvering i det eksterne spor.
Hovedfokus i revisionen bliver dermed involvering, inddragelse og forpligtende samarbejder.
De to spor er beskrevet nærmere nedenfor:
- Internt fokus – Middelfart Kommune som virksomhed
Middelfart Kommune som virksomhed (MKV) er en stor og alsidig organisation med mange opgaver. Dels ejer og driver kommunen ca. 100 bygninger, dels indkøber og forbruger MKV for ca. 0,9 mia. kr. om året.
Den primære klimagas-udledning skyldes forbrug af fossil energi til opvarmning, transport og maskiner. MVK’s udledning er kun en brøkdel af den samlede udledning fra Middelfart Kommunes geografi, men MKV’s rolle som klimabevidst aktør skal ikke undervurderes. Dels er MKV en stor indkøber, dels har MKV ca. 3600 ansatte, som også er borgere, der træffer valg i deres privatliv, som godt kan inspireres af beslutninger og aktiviteter på arbejdspladsen.
Proces internt: Der er i november 2023 etableret et internt klimanetværk med deltagelse af BUF, SSF, HR, Økonomi, Ejendomscentret og Klimastaben (ansvarlig for netværket). Klimanetværket er etableret på basis af en direktionsbeslutning. Klimanetværket skal gennem sit virke bidrage til at kvantificere den reviderede klimaplan og tage et medansvar for at de aktiviteter, som er medtaget i den reviderede klimaplan, og efterfølgende skal gennemføres.
- Eksternt fokus – Virksomheder, landbrug og borgere
Klimabelastningen fra landbrug, transport og energi udgør langt hovedparten af udledningerne af CO2e i Middelfart Kommunes geografi. De eksterne aktører, som bor, transporterer sig, driver virksomhed eller landbrug i kommunens geografi, bidrager til langt den største del af udledningen af CO2e. Derfor er det afgørende at få dem engageret i klimaarbejdet.
For at sikre forankring af klimaindsatsen, foreslås det at arbejde med ”tandhjul” som bindeled mellem Middelfart Kommune og de tre målgrupper.
Målgruppe |
Tandhjul |
Virksomheder |
Middelfart Erhvervscenter |
Landbrug |
Landboforeninger |
Borgere |
Lokaludvalg, lokale foreninger |
Der planlægges 3-4 workshops/events per målgruppe i det første halvår af 2024 i samarbejde med det respektive ”tandhjul”.
Tandhjulene skal gennem deres virke bidrage til at kvantificere den reviderede klimaplan og tage et medansvar for at de aktiviteter, som er medtaget i den reviderede klimaplan, efterfølgende gennemføres.
Revisionsprocessen skal resultere i en revideret klimaplan, som er stærkere forankret både bredere i organisationen i Middelfart Kommune som virksomhed og blandt borgere, virksomheder og i landbruget med en større og stærkere klimaindsats samlet set.
Økonomi
Der anslås et forbrug på 80.000 kr. til revisionsprocessen, som primært vil dække brug af eksterne eksperter til revision af reduktionssti og udregning af manko. Andre udgifter kan være til workshops og kommunikation. Udgiften dækkes af Klimaplanens driftsbudget 2024.
Høring
Ingen høring.
Klima & bæredygtighed
Revision af klimaplanen omhandler udelukkende klima og bæredygtighed. Med den foreslåede proces er der sat fokus på inklusion og dialog.
Beslutning
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
178. Ansøgning om lovliggørende dispensation til Middelfart Sejlklubs bade- og bådebro på matr. nr. 3g Gamborg By, Gamborg, Fjordvej , 5500 Middelfart
Sagsnummer: 2023-008581
Sagsbehandler: Kent Kobberø Rasmussen
Præsentation
Middelfart Kommune har modtaget ansøgning om lovliggørende tilladelse til at beholde Middelfart Sejlklubs helårs bade- og bådebro på Svinø ud for matr. nr. 3g Gamborg By, Gamborg.
Forvaltningen foreslår
- At der meddeles en permanent tilladelse til den fælles bade- og bådebro.
Sagsbeskrivelse
Middelfart Sejlklubs oprindelige tilladelse til bade- og bådebroen udløb d. 15. juli 2013 og har tidligere været givet med tidsbegrænsninger på 5 og 10 år. Middelfart Sejlklub har oplyst, at den oprindelige bro er opført før 1972. Den oprindelige bro ses også på luftfoto fra 1977, men er senere renoveret og tilført et nyt brohoved. Dette kræver en tilladelse fra Middelfart Kommune.
Den ansøgte bade- og bådebro er i dag placeret som vist med rød cirkel på nedenstående kortudsnit (figur 1) og er beliggende indenfor Natura2000 området Lillebælt.
Broen er i dag ca. 50 meter lang og afsluttes i et brohoved på ca. 20 x 3 meter. Broens bredde er 1,2 meter og ca. 0,8 meter over daglig vande. Der søges om permanent tilladelse til at beholde broen som helårsbro.
Broen drives og vedligeholdes af Middelfart Sejlklub og er offentlig tilgængelig. Der er på broen monteret to badestiger til badende. Middelfart Sejlklub er en forening med over 300 aktive medlemmer, hvoraf en del af medlemmerne benytter broen til dagsture og arrangementer.
Broens pæle består af stål foret med PVC ydere rør Ø250 og pæle i galvaniseret stål Ø76,1. Selve brodækket og brohovedet er udført i træ.
Middelfarts Sejlklubs bro eller dennes landgang hindrer ikke offentlighedens adgang på stranden.
Middelfart Kommune behandler udelukkende broen og brohovedet. De to bænke og den ene flagstang, som i dag er monteret på brohovedet, skal Kystdirektoratet ansøges om. Det samme gælder flydebroen ved siden af den ansøgte bro samt eventuelle fortøjringsbøjer og -pæle.
Broen er placeret på en strækning, hvor Middelfart Kommune normalt ikke meddeler tilladelser til broer, og brohovedets dimensioner er større, end hvad der tillades uden en politisk behandling. Derfor skal sagen forelægges Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget, inden der træffes en afgørelse.
Forvaltningen vurderer, at der kan meddeles en permanent tilladelse til Middelfart Sejlklubs bade- og bådebro, til trods for kyststrækningens udpegninger, da der her er tale om en foreningsbro med et stort antal brugere, samt en bro, der har eksisteret siden 1972 med gyldige 5 og 10 årige tilladelser før renoveringen.
Økonomi
Ikke relevant.
Høring
Forvaltningen har foretaget naboorientering af de nærmeste naboer i forbindelse med
ansøgningen. Der er ikke indkommet bemærkninger fra de høringsberettigede.
Klima & bæredygtighed
Ikke relevant.
Beslutning
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
179. Ansøgning om lovliggørende dispensation til Middelfart Sejlforenings bade- og bådebro på matr. nr. 3g Gamborg By, Gamborg, Fjordvej , 5500 Middelfart
Sagsnummer: 2023-008582
Sagsbehandler: Kent Kobberø Rasmussen
Præsentation
Middelfart Kommune har modtaget ansøgning lovliggørende tilladelse til at beholde Middelfart Sejlforenings helårs bade- og bådebro på Svinø ud for matr. nr. 3g Gamborg By, Gamborg.
Forvaltningen foreslår
- At der meddeles en permanent tilladelse til den fælles bade- og bådebro.
Sagsbeskrivelse
Middelfart Sejlforenings bro har en permanent tilladelse udstedt i 1968. Dog er broen renoveret markant igennem årene og har fået påsat et trekantet brohoved i mellem 2004 og 2006. Dette kræver en tilladelse fra Middelfart Kommune.
Den ansøgte bade- og bådebro er i dag placeret som vist med rød cirkel på nedenstående kortudsnit (figur 1) og er beliggende indenfor Natura2000 området Lillebælt.
Den oprindelige bro har været meget længere, end den er i dag. Kyststrækningen er en tilvækstkyst, hvor sandaflejringer danner en tange ved broens landhæfte. Dette bevirker, at broen igennem årene er blevet kortere fra landsiden af. Brohovedet har haft samme placering alle årene. Broen er i dag ca. 11 meter lang og afsluttes i et trekantet brohoved på ca. 24 x 6 meter. Broens bredde er 1,2 meter og ca. 0,8 meter over daglig vande. Der søges om permanent tilladelse til at beholde broen som helårsbro.
Broen er placeret på en strækning, hvor Middelfart Kommune normalt ikke meddeler tilladelser til broer, og brohovedets dimension er større, end hvad der tillades uden en politisk behandling. Derfor skal sagen forelægges Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget, inden der træffes en afgørelse.
Broen drives og vedligeholdes af Middelfart Sejlforening og er offentlig tilgængelig. Dog skal man være medlem af foreningen for at kunne anløbe den som bådebro. Middelfart Sejlforening er en forening med omkring 80 aktive medlemmer, hvoraf en del af medlemmerne benytter broen til dagsture og arrangementer.
Broens pæle og dæk er udført i træ. Pælene, der er slået til landfæstet, er jernrør (borerør).
Middelfart Sejlforenings bro eller dennes landgang hindrer ikke offentlighedens adgang på stranden.
Middelfart Kommune behandler udelukkende broen og brohovedet, bænke og anden indretning på brohovedet skal Kystdirektoratet ansøges om. Det samme gælder fortøjringsbøjer og -pæle ud for brohovedet.
Forvaltningen vurderer, at der kan meddeles en permanent tilladelse til Middelfart Sejlforenings bade- og bådebro, til trods for kyststrækningens udpegninger, da der her er tale om en foreningsbro med et stort antal brugere, samt en bro, der har eksisteret siden 1968 med en tidligere gyldig tilladelse før renoveringen.
Økonomi
Ikke relevant.
Høring
Forvaltningen har foretaget naboorientering af de nærmeste naboer i forbindelse med
ansøgningen. Der er ikke indkommet bemærkninger fra de høringsberettigede.
Klima & bæredygtighed
Ikke relevant.
Beslutning
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
180. Ansøgning om lovliggørende tilladelse til badebro opført på matr. nr. 3g Gamborg By, Gamborg, Fjordvej 72, 5500 Middelfart
Sagsnummer: 2023-008551
Sagsbehandler: Kent Kobberø Rasmussen
Præsentation
Middelfart Kommune har modtaget ansøgning om lovliggørende tilladelse til at beholde den private badebro ud for matr. nr. 3g Gamborg By, Gamborg.
Forvaltningen foreslår
- At der meddeles et afslag
Sagsbeskrivelse
Den private bro er opført uden tilladelse mellem 2013 og 2014. Oprindeligt lå en anden bro ca. 30m mod sydvest. Den oprindelige bro har eksisteret siden midt i 1970’erne. Flytning og nyopførsel af en bro kræver en tilladelse fra Middelfart Kommune. Broen er beliggende indenfor Natura2000 området Lillebælt.
Den ansøgte badebro er i dag placeret som vist med rød pil på nedenstående kortudsnit (figur 1). Broen er ejet af sommerhuset Fjordvej 72, 5500 Middelfart.
Den nye bro er i dag ca. 11 meter lang og ca. 1 m bred samt ca. 0,6 meter over daglig vande. Badebroen tages ned i vinterhalvåret. Der søges om tilladelse til at beholde broen.
Der er offentlig adgang til broen, og det oplyses af ejeren, at broen benyttes af strandgæster til blandt andet krabbefiskeri. Grundet broens korte længde, og den lave vandstand ved enden af broen på mellem 10 og 50 cm., egner den sig ikke til fortøjning af både.
Broens pæle og brodæk er udført i træ (se nedenstående billede).
Broen hindrer ikke offentlighedens adgang på stranden.
Broen er placeret på en strækning, hvor Middelfart Kommune normalt ikke meddeler tilladelser til private enkeltmandsejede broer uden en politisk behandling. Derfor skal sagen forelægges Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget, inden der træffes en afgørelse.
Forvaltningen vurderer, at en tilladelse til en privat bro på denne strækning er i strid med kommunens administrationsgrundlag for bade- og bådebroer. Normalt gives ikke tilladelse til broer, medmindre broen etableres ud for områder med helårsbeboelse, hvor der allerede er et betydeligt antal af lovlige bade- og bådebroer eller hvis der er tale om fællesbroer.
Broen ligger på en kyststrækning, som er en del af et særligt geologisk beskyttelsesområde og i et bevaringsværdigt- og større sammenhængende landskab og som i forvejen ikke er præget af private enkeltmandsejede bade- og bådebroer. Dette betyder, at der ifølge Kommuneplan 2021-2033 som udgangspunkt ikke ønskes nye anlæg, da det forringer strækningens visuelle og oplevelsesmæssige værdier. Samtidigt vil en tilladelse til en sådan bro danne præcedens for fremtidige tilladelser på uberørte strækninger.
Et eventuelt afslag vil medføre, at sagen efterfølgende sendes til Kystdirektoratet, som påbyder lodsejer at nedtage broen.
Økonomi
Ikke relevant.
Høring
Forvaltningen har foretaget naboorientering af de nærmeste naboer i forbindelse med
ansøgningen. Der er ikke indkommet bemærkninger fra de høringsberettigede.
Klima & bæredygtighed
Ikke relevant.
Beslutning
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
181. Orientering af KNG udvalget omkring de anmeldte 38 muligt ulovligt nedlagte diger i Middelfart Kommune
Sagsnummer: 2023-017451
Sagsbehandler: Kent Kobberø Rasmussen
Præsentation
På byrådsmødet d. 6. november 2023 rejste Nye Borgerlige sammen med Enhedslisten et punkt omhandlende nedlagte diger i det åbne land i Middelfart Kommune.
Byrådet anmoder om, at Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget skulle:
- Indgå i aktiv dialog med relevante interesseorganisationer,
- Tilse, at de diger, som ulovligt er nedlagt, bliver genetableret
- Give en orientering til Byrådet, når arbejdet med genetablering er tilendebragt
Forvaltningen foreslår
- At udvalget orienteres om sagens videre forløb.
Sagsbeskrivelse
Byrådet blev på mødet d. 6. november orienteret om, at der var registret mindst 38 muligt ulovligt nedlagte diger. Dokumentation er sendt til alle byrådsmedlemmer.
Digernes beskyttelse er varetaget af museumslovens §29a. Beskyttelsen betyder, at digernes tilstand ikke må ændres uden en forudgående dispensation. Diger kan både være beskyttede for deres biologiske-, landskabelige- og historiske værdi. Myndighedsansvaret er delt mellem Slots- og Kulturstyrelsen og kommunen. Slots- og Kulturstyrelsen er myndighed for tilsyn og håndhævelse, hvorimod kommunen har ansvaret for dispensationsansøgninger.
Efterfølgende er de 38 muligt ulovligt nedlagte diger anmeldt til kommunen. Middelfart Kommune er ikke rette myndighed for anmeldelsen, og sagen er derfor nu sendt videre til Slots- og Kulturstyrelsen. Middelfart Kommune har derfor ikke på nuværende tidspunkt en rolle i sagsbehandlingen og afventer Slots- og Kulturstyrelsens åbning af sagerne, hvor de tager den indledende kontakt til lodsejerne.
Sagsgangen vil nu være som følgende:
- Slots- og Kulturstyrelsen vurderer, om diget er ulovligt nedlagt, hvorefter de sender et oplysningsbrev til lodsejeren. I brevet orienterer de om mulighederne for at søge om dispensation ved kommunen til at beholde diget som nedlagt.
- I mange af sagerne søger lodsejeren dispensation hos kommunen. Som hovedregel vil de lovliggørende dispensationsansøgninger modtage et afslag jf. gældende meget restriktive praksis. Denne afgørelse kan påklages.
- Efterfølgende sendes sagen tilbage til Slots- og Kulturstyrelsen, som på baggrund af kommunens afslag vil meddele et påbud om retablering.
På byrådsmødet blev der orienteret om, at der kan dispenseres fra krav om genetablering af nedlagte diger mod udlægning af erstatningsnatur. Dette er ikke gældende praktisk og vurderes ikke at være muligt i disse sager.
Økonomi
Ikke relevant.
Høring
Ikke relevant.
Klima & bæredygtighed
Ikke relevant.
Beslutning
Orientering givet.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Orientering givet.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
182. Biodiversitetshandlinger og budget 2024
Sagsnummer: 2018-002993
Sagsbehandler: Rasmus Dalhoff Skaar
Præsentation
Den årlige opdatering af Biodiversitetsstrategiens handlingsplan. Desuden fremlægges kommende års budget for handlinger til vedtagelse.
Forvaltningen gennemgår forslag og status på mødet.
Forvaltningen foreslår
- At udvalget drøfter biodiversitet for biodiversitet for 2024
- At udvalget godkender disponering af fremlagte budget for 2024
Sagsbeskrivelse
Til den vedtagne biodiversitetsstrategi hører handlingsplanen, som skal opdateres hvert år. Udover at afsluttede projekter er taget ud, foreslås tilføjet 2 nye handlinger på den vedlagte, opdaterede handlingsplan:
Indsatsområde
|
Navn |
Resume |
|
Kyst- og marinnatur |
LifeRing | Fælles fynsk ansøgning om biodiversitetsindsatser, for Middelfart fokus på kystområder. Ansøgning sendt, forventet svar og start på realisering sidst i 2024 | |
Ådalenes natur | Klimalavbund Hønnerup | Forundersøgelse af muligt 40 hektar stort kulstofrigt lavbundsprojekt |
Prioriteringen af resterende bevilling "Pulje til gennemførelse af biodiversitetsprojekter" samt "pulje til biodiversitet og natur" foreslås grebet lidt anderledes an i 2024 end tidligere år. Dette dels fordi der er faldende søgning på puljen til private og foreninger samt udfordring med tiltag i agerlandet. Dette medfører blandt andet, at der er et mindre forbrug på i alt ca. 725.000 kr., som forventes overført til 2024. Desuden er der samtidig indsatser i gang indenfor de øvrige spor i strategien, se forslag til handlingsplan 2024 i bilag.
Bemærk at en del projekter i handlingsplanen finansieres af særskilte projekter og eksterne bevillinger. De hér afsatte 725.000 kr. til biodiversitet i 2024 udgør således kun en del af den samlede ressource, som anvendes til biodiversitet og natur i kommunen. Midlerne foreslås for 2024 anvendt således:
Slåning med opsamling | 150.000 kr |
Pulje til private og foreninger | 100.000 kr |
Tiltag på Sletten | 100.000 kr |
Ekstra tiltag i egne skov | 100.000 kr |
Krabbeopfiskning og udplantning af ålegræs | 50.000 kr |
Agerlandet, Udtagning og korridorer | 50.000 kr |
Indsats mod invasive arter | 50.000 kr |
Biodiversitet i rekreative projekter | 50.000 kr |
Træer langs vandløb | 25.000 kr |
Biodiversitet i udtagningsprojekter | 25.000 kr |
Biodiversitet i skovrejsningsprojekter | 25.000 kr |
SUM | 725.000kr |
Slåning med opsamling: Fortsat etableringspleje af naturlige, bynære blomstergræsmarker (ca 15 hektar) i form af udpining; bortkørsel af det afklippede materiale om efteråret. Ved at køre det til forgasning genvindes noget af den brugte energi.
Pulje til private og foreninger: Formidlings og bæredygtig udviklingspulje. Puljen kan søges ad hoc resten af året af borgere, lokaludvalg, foreninger og virksomheder. Forvaltningen får løbende forespørgsler om muligheden for at medfinansiere forskellige tiltag: Events, foredrag, rundvisninger, konkrete tiltag og lignende ofte med kort svarfrist. Forespørgslerne kommer ofte sent i forhold til at kunne nå en udvalgsbehandling. Derfor foreslås det at forvaltningen kan tildele tilskud op til 10.000 kr. efter følgende kriterier:
- Formål primært biodiversitet
- Offentlige arrangementer med potentiale for højt deltagerantal, mere end 20 personer
- Praksisnære emner de fleste kan relatere sig til
- Høj faglighed
- Ikke kommercielle arrangementer
Tiltag på Sletten: Biodiversitetsfremmende tiltag på den i dag meget græsrige slette øst for slottet og syd for alleen, uden at herregårds-kulturlandskabet udviskes: åbning af rørlagt vandløb, fritstående træer og stensætninger.
Ekstra tiltag i egne skov: Potentialet for yderligere at øge biodiversiteten i kommunens egne skove er stort. Fx: veteranisering af ældre træer, etablerelysninger, øge rigdommen af hjemmehørende arter og skabe mere vand på terræn.
Krabbeopfiskning og udplantning af ålegræs: Fortsat støtte og udvikling af indsatsen. Udnytte uudnyttet potentiale for plantning af ålegræs
Agerlandet, Udtagning og korridorer: Fortsætte sidste års samarbejde med landbrugsrådgivning om indsatser med konkrete naturtiltag på markfladen og udtagning af lavbundsarealer.
Indsats mod invasive arter: Afprøve nedbidning med geder fremfor maskinel slåning af rynket rose og pileurt
Biodiversitet i rekreative projekter samt udtagnings- og skovrejsningsprojekter: Det giver ofte god mening at lave ekstra-tiltag for biodiversitet, når vi laver denne type projekter. Konkret skal der i år etableres snorkelsti, hvor der for nogen ekstra tusind kroner fx kan etableres flere stenrev. Det kan også være en sø i en lavning der er for våd til træplantning samt udlæg af dødt ved og grenbunker i den unge skov.
Træer langs vandløb: Fortsat samarbejde med vandløbsvedligeholdelsen plante træer og buske tæt ved vandløb på mindre delstrækninger, hvor muligt. Træer langs vandløb giver mindre grødevækst på grund af skygge samt mere variation, skjulesteder og liv både i og omkring vandløbene.
Økonomi
Finansieres af resterende anlægsbevilling "Pulje til gennemførelse af biodiversitetsprojekter" samt "Pulje til biodiversitet og natur" under Natur og Miljø, som forventes overført i forbindelse med regnskabsafslutning for 2023.
En del tiltag i handlingsplanen er desuden finansieret af selvstændige projekter, eksterne fonde og andre anlægsbevillinger under udvalgets fagområde.
Høring
Ingen
Klima & bæredygtighed
De foreslåede biodiversitetstiltag kan medvirke til en opbremsning i tilbagegang i naturens mangfoldighed. Træplantning og forbedring af mulighederne for mere ålegræs lagrer flere tons CO2 pr hektar hvert år. Mindre intensiv drift af grønne områder, marker og natur har generelt en positiv effekt på udledningen af klimagasser, dog sandsynligvis kun få ton CO2e som følge af de aktuelt foreslåede handlinger.
Beslutning
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
183. Forslag til Natura 2000-handleplaner
Sagsnummer: 2023-010411
Sagsbehandler: Elke Schäfer
Præsentation
Miljøstyrelsen har den 3. juli 2023 offentliggjort de endelige Natura 2000-planer. På baggrund af de endelige Natura 2000-planer, skal der udarbejdes kommunale Natura 2000-handleplaner.
Det er fastlagt i Miljømålsloven, at de endelige handleplaner skal vedtages senest et år efter Natura 2000-planens offentliggørelse. Handleplanerne beskriver den indsats, der skal igangsættes i Natura 2000-området inden udgangen af 2027. Natura 2000-handleplanerne udarbejdes af de involverede kommuner og Miljøstyrelsen.
Forvaltningen foreslår
- at forslagene til Natura 2000-handleplanerne sendes i 8 ugers høring
Sagsbeskrivelse
Natura 2000 er betegnelsen for et netværk af beskyttede områder i EU. Områderne skal bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter, som er sjældne, truede eller karakteristiske for EU-landene. De enkelte Natura 2000-områder er udpeget, fordi de har unikke naturværdier, som skal bevares.
Danmark er forpligtet af Habitat- og Fuglebeskyttelsesdirektiverne til at sikre og opnå en god naturtilstand i Natura 2000-områderne. Planperioden 2022-2027 er 3. planperiode.
Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en handleplan til gennemførelse af Natura 2000-planen indenfor kommunens geografiske område på land og for den kystnære del af vanddistriktet. For det enkelte Natura 2000-område, skal handleplanen koordineres og sammenskrives med eventuelle andre kommunale handleplaner og statslige handleplaner for skovbevoksede, fredskovspligtige arealer,
Tre Natura 2000-områder ligger helt eller delvist i Middelfart Kommune. Miljøstyrelsen har udarbejdet Natura 2000–planer for områderne Lillebælt, Røjle Klint og Kasmose Skov samt Æbelø, havet syd for og Nærå, som Middelfart Kommune er berørt af. Hver Natura 2000-plan indeholder langsigtede målsætninger for naturen i området, samt en oversigt over de indsatser, der skal gennemføres i planperioden 2022-2027. Natura 2000-planerne 2022-2027 har overordnet fokus på:
• Mere naturlige processer og naturens robusthed
• Sikre og forbedre tilstanden af den eksisterende natur og levesteder
• Bekæmpe invasive arter
Kommunerne og Miljøstyrelsen har nu udarbejdet forslag til handleplanerne. For Lillebælt er det i et samarbejde mellem Assens, Haderslev, Kolding og Middelfart Kommuner, som er ansvarlige for gennemførslen af indsatserne på de privatejede, ikke fredskovspligtige arealer og Miljøstyrelsen, som er ansvarlig for de privatejede skovbevoksede, fredskovspligtige arealer. Handleplanen for Røjle Klint og Kasmose Skov udarbejdes i sammenarbejde med Miljøstyrelsen. Middelfart Kommune har kun et meget begrænset areal i området Æbelø, havet syd for og Nærå, og det er uden indsatser. Derfor er det Nordfyns Kommune, der står for handleplanen. Middelfart Kommune har, på baggrund af drøftelsen i Klima- Natur- og Genbrugsudvalget, i handleplanen tilføjet et ønske om samarbejde om havlivet i Lillebælt.
I henhold til miljømålsloven skal handleplanerne indeholde:
1. Prioritering af kommunalbestyrelsens forventede forvaltningsindsats i planperioden på baggrund af en opgørelse af behovet for konkrete forvaltningstiltag. |
|
2. Forventede initiativer, som kommunalbestyrelsen vil tage for at gennemføre Natura 2000-planen, herunder en plan for interessentinddragelse. |
|
3. Oversigt over fordelingen af indsatsen mellem kommunale myndigheder, Miljø- og Fødevareministeriet og offentlige lodsejere. |
Udvalget har, på mødet den 6. december 2023, tilkendegivet, at den prioritering og tidsfølge for indsatserne i handleplanerne fra tidligere planperiode skulle forsætte.
Grønt Råd er blevet orienteret skriftligt om udarbejdelse og høring af handleplanerne.
Udvalget har på mødet den 6. december 2023 ønsket et særligt fokus på havmiljøet, gerne i et samarbejde med øvrige involverede myndigheder. Endvidere ønsker udvalget at fortsætte prioriteringerne fra tidligere planperiode. Grønt Råd inddrages i høringsperioden.
Forslag til handleplaner er vedhæftet som bilag. I handleplanerne kan der forekomme redaktionelle ændringer.
Økonomi
Indsatserne forventes primært finansieret ved at lodsejerne selv ansøger om tilskud til hegning, pleje mv. via statslige støtteordninger. En mindre del af den faciliterende indsats kan finansieres af DUT-midler. I forbindelse med at arbejde med andre projekter, såsom EU-LIFE, kan der opnås store positive synergieffekter.
Høring
Ingen høring af Ældrerådet og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Indsat for naturarealerne kan øge biodiversiteten og gøre områderne potentielt mere robuste over for ekstreme vejrforhold og klimaændringer. Samtidig kan Natura 2000-handleplanen medføre udpining af jordbunden på arealer, der er næringsberigede som følge af nuværende eller tidligere gødskning.
Beslutning
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
184. Miljøgodkendelse af svineproduktion Middelfartvej 106
Sagsnummer: 2023-009187
Sagsbehandler: Klaus Schiøtt Kristensen
Præsentation
Ejeren af Middelfartvej 106 ønsker at udvide ejendommens slagtesvineproduktion. Den ansøgte udvidelse af svineproduktionen kræver miljøgodkendelse efter husdyrbruglovens § 16 a.
Forvaltningen foreslår
- At udvalget godkender forslag til miljøgodkendelse af den ansøgte udvidelse af slagtesvineproduktionen.
Sagsbeskrivelse
Middelfart Kommune har modtaget ansøgning om miljøgodkendelse efter husdyrbruglovens § 16 a til udvidelse af slagtesvineproduktionen på Middelfartvej 106. Udvidelsen sker ved forlængelse af eksisterende stalde mod øst. De ansøgte staldbygninger er på 2.260 m2 med et produktionsareal på 1.356 m2. De eksisterende stalde har et produktionsareal på 1.367 m2. Det samlede produktionsareal efter udvidelse vil således være på i alt 2.723 m2. Hele staldanlægget anvendes til produktion af slagtesvin. Ansøgning om miljøgodkendelse omfatter desuden etablering af mandskabsrum i tilknytning til staldanlægget og ny gyllebeholder på 4.000 m3. Miljøgodkendelsen omfatter desuden eksisterende bygninger og anlæg på ejendommen, herunder eksisterende gyllebeholder på 2.000 m3.
Der er søgt dispensation til at placere ny gyllebeholder 20 meter fra sø. Afstandskravet er 100 m. Forvaltningen vurderer, at den ansøgte placering er hensigtsmæssig af hensyn til de landskabelige interesser. Der er stillet vilkår om, at der etableres en vold mellem gyllebeholderen og søen.
Den ansøgte placering af staldanlægget ligger indenfor kystnærhedszonen og indenfor et område, der i kommuneplanen er udpeget som bevaringsværdigt landskab og større sammenhængende landskab. I Middelfart Kommune gælder for de bevaringsværdige landskaber, der ligger indenfor kystnærhedszonen, desuden retningslinjer for særligt værdifulde geologiske beskyttelsesområder. Derfor gælder kommunens stærkeste retningslinjer til beskyttelse af landskabet. De bevaringsværdige og større sammenhængende landskaber samt særligt værdifulde geologiske beskyttelsesområder, skal som udgangspunkt friholdes for bl.a. bebyggelse og tekniske anlæg. Hensynet til de landskabelige interesser prioriteres højt.
Forvaltningen vurderer, at udvidelse af staldanlægget ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af de landskabelige værdier. Størrelsen af staldanlægget og placeringen i forlængelse af eksisterende stalde vil ikke markant ændre oplevelsen af landskabet. Det ansøgte opleves ikke tydeligt i sammenhæng med kystlandskabet mod nord. Udsigten over kystlandskabet og oplevelsen af det bakkede morænelandskab, som er de primære landskabelige beskyttelsesinteresser, vil ikke blive forstyrret. Når det ansøgte ikke medfører en væsentlig påvirkning af landskabet, er husdyrbruglovens krav med hensyn til beskyttelse af landskabet overholdt.
Der vil i forbindelse med udvidelse af svineproduktionen blive iværksat tiltag til begrænsning af lugtgenerne fra produktionen. Der etableres samlede ventilationsafkast, ventilationsafkast forhøjes og der isættes vindkryds i nogle afkast. Ifølge detaljerede lugtberegninger (OML) vurderes naboerne ikke at blive udsat for væsentlige lugtgener fra produktionen. Det ansøgte overholder dermed husdyrbruglovens lugtgenekrav.
Der etableres gyllekøling i de nye stalde. Gyllekølingen reducerer ammoniakfordampningen fra staldene. Gyllebeholdere er med fast overdækning. Beregninger i husdyrgodkendelse.dk viser, at den ansøgte produktion med anvendelse af gyllekøling og fast overdækning af gyllebeholdere overholder husdyrbruglovens krav med hensyn til påvirkning af naturområder med ammoniak.
Der er foretaget en orienterende støjberegning, der viser, at den ansøgte produktion overholder Miljøstyrelsens støjgrænser, når omrøring i gyllebeholderne og kørsel til/fra gyllebeholderne begrænses til at foregå i dagtimerne. Tidsrum er fastholdt med vilkår.
Økonomi
Ingen.
Høring
Det ansøgte projekt har været i høring to gange (for-offentlig høring og høring af forslag til miljøgodkendelse). Naboer indenfor en afstand af 846 meter (lugtkonsekvensområdet) er hørt.
Kommunen har i forbindelse med den for-offentlige høring modtaget 45 høringssvar, heraf 1 fra en grundejerforening og 1 underskrevet af en større gruppe borgere i lokalområdet. Ved høring af forslag til miljøgodkendelse har kommunen modtaget 8 høringssvar.
Høringssvarene omhandler en række bekymringer for konsekvenserne af den ansøgte udvidelse af svineproduktion. De væsentligste bemærkninger vedrører: forventede lugtgener, forventede støjgener, forventet øget tung trafik, forventet påvirkning af sundhed, forventet påvirkning af ejendomsværdien, påvirkning af landskabet, påvirkning af natur og påvirkning af grundvand.
Det ansøgte overholder husdyrbruglovens krav med hensyn til lugt, støj, tung trafik og påvirkning af natur og landskab. Det ansøgte vil ikke påvirke grundvandet. Påvirkning af sundhed og ejendomsværdi er ikke forhold, der er omfattet af husdyrbrugloven. De enkelte høringssvar er vedlagt som bilag. Der er udarbejdet en oversigt med et resumé af de punkter, som er anført i høringssvarene. Forvaltningens bemærkninger til de enkelte punkter fremgår af oversigterne.
Høringssvarene har ikke givet anledning til ændring af det ansøgte projekt.
Klima & bæredygtighed
Beslutning
F stemmer imod
A stemmer imod
V stemmer for
Forslaget falder
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
F stemmer imod
A stemmer imod
V stemmer for
Forslaget falder
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
185. Status på BNBO
Sagsnummer: 2023-017775
Sagsbehandler: Rikke Kirk Andersen
Præsentation
Forvaltningen orienterer om status på BNBO-aftaler (BoringsNære Beskyttelses Områder).
Forvaltningen foreslår
- at udvalget tager orienteringen til efterretning
Sagsbeskrivelse
Status
I Middelfart Kommune er samtlige 48 BNBO risikovurderet. Heraf har forvaltningen vurderet, at en indsats er nødvendig på 27 BNBO. Det svarer til et areal på 49 ha. De øvrige BNBO'er er beliggende i skov/natur eller byområde (uden erhvervsmæssig anvendelse af sprøjtemidler).
I 12 BNBO har vandværkerne tilbudt en aftale, men parterne er endnu ikke blevet enige.
Ud af de 27 BNBO, hvor er en indsats er nødvendig, er indsatsen gennemført i 9 BNBO på hele arealet og på 2 BNBO er indsatsen gennemført på en del af arealet. I alt er der beskyttet ca. 12 ha på nuværende tidspunkt.
Ny lovgivning i høring
Som opfølgning på BNBO opgaven, annoncerede Regeringen i juni 2023, en akutplan for BNBO. Der er derfor fremsat et lovforslag, der forpligter kommunerne til at meddele påbud om sprøjtestop i BNBO, såfremt kommunen vurderer, at BNBO er i risiko for forurening med sprøjtemidler. Inden forpligtelsen træder i kraft, vil der blive indført en frist på 6 måneder for lodsejere og vandforsyninger til, at indgå en frivillig aftale om beskyttelsen af BNBO. Hvis der ikke er indgået en aftale inden for fristen, forpligtes kommunerne til at udsende påbud om sprøjtestop.
Et påbud vil ske mod fuld erstatning af værdiforringelsen, som betales af de brugere af vandet, der har fordel af påbuddet (dvs. vandværket).
Økonomi
Ingen
Høring
Ingen høring af Ældreråd og Handicaprådet, da kommunen ikke er forpligtet.
Klima & bæredygtighed
Produktion af pesticider har en klimabelastning, men reduktionen af belastningen i denne sag er lille.
Sprøjtefri arealer øger grundvandsbeskyttelsen, og er gode for bæredygtighed af
grundvandsmagasinerne.
Beslutning
Orientering taget til efterretning.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Orientering taget til efterretning.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
186. Forslag til tillæg 10 til spildevandsplanen for Middelfart Kommune 2016-2023
Sagsnummer: 2023-015152
Sagsbehandler: Heidi Marianne Nielsen
Præsentation
Middelfart Kommunes nuværende spildevandsplan 2016-2023, er blevet forlænget i tillæg 9 og løber frem til udgangen af 2025. Spildevandsplanen er en sektorplan for spildevandsområdet, der fastlægger rammerne for spildevandshåndtering i kommunen, og spildevandsplanen er det retslige grundlag for tilslutning af eksisterende og nye ejendomme til det offentlig spildevandssystem.
Tillæg nr. 10 til spildevandsplanen skal sikre grundlaget for følgende:
- Semi-separering af Hessgade, samt dele af Nygade og Grønnegade
- Tilslutning af ejendomme til spildevands- og fælleskloak
- Ændring af kloakopland for nye/eksisterende ejendomme
Forvaltningen foreslår
- At forslag til tillæg 10 til spildevandsplanen godkendes og sendes i offentlig høring i 8 uger.
Sagsbeskrivelse
Tillæg 10 til spildevandsplanen omhandler en semi-separering af området ved Hessgade, dele af Nygade, Grønnegade, Søndergade, Blindebomsvej og Nygade. Middelfart Spildevand etablerer ny regnvandskloak, og ejendomme med facader i skel vil få tilsluttet regnvand fra facaden til det nye regnvandssystem. Middelfart Spildevand står for omlægningen og afholder udgifterne hertil.
Grundejere i området har i dag mulighed for at udtræde for regnvandsfællesskabet og få penge udbetalt, hvis de håndterer regnvand på egen grund. Tillægget til spildevandsplanen ændrer ikke på denne mulighed.
Med tillægget optages desuden en række grunde/ejendomme til spildevandskloakering:
- Strandstien 1, 5500 Middelfart
- Strandstien 41, 5500 Middelfart
samt følgende til fælleskloakering:
- Kapelvej 15, 5592 Ejby
en enkelt ejendom udtages fra kloakopland, da ejendommen har etableret privat renseløsning:
- Grønnegade 40, 5591 Gelsted
Økonomi
Tillæg 10 til spildevandsplanen for Middelfart Kommune medfører ikke udgifter for Middelfart Kommune.
Høring
Tillæg 10 til spildevandsplanen for Middelfart Kommune skal i 8 ugers offentlig høring.
Klima & bæredygtighed
Tilslutning til offentlig kloak sikrer, at spildevandet fra ejendomme bortskaffes på forsvarlig og bæredygtig vis til et renseanlæg/regnvandssystem, hvor der sker en optimal rensning af hhv. husspildevand og regnvand/overfladevand. Tilslutning til kloak anses som værende en bæredygtig og langtidssigtet løsning.
Beslutning
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
187. Godkendelse af regulativ for husholdningsaffald
Sagsnummer: 2023-008246
Sagsbehandler: Karen Lübben
Præsentation
Regulativ for husholdningsaffald har været i høring. Regulativet er tilpasset beslutningen om udfasning af ordningen for ugetømning af dagrenovation i sommermånederne.
Forvaltningen foreslår
- At regulativ for husholdningsaffald godkendes
Sagsbeskrivelse
Middelfart Kommunes regulativ for husholdningsaffald fastsætter reglerne for håndtering af husholdningsaffald fra alle borgere og grundejere i Middelfart Kommune.
Klima, Natur- og Genbrugsudvalget har på møde d. 07.06.23 behandlet en sag om forvaltningens økonomi på affaldsområdet. På mødet blev optimeringsmuligheder drøftet og forskellige tiltag godkendt, herunder udfasning af ordningen for ugetømning af dagrenovation i sommermånederne.
Som følge af ovenstående er regulativet tilpasset ved, at nedenstående afsnit fjernes fra § 9:
Tilmelding til ekstraydelsen ugetømning i juni-august skal ske inden den 1. april i det pågældende kalenderår. Tilslutningen er bindende og gældende, indtil ekstraydelsen afmeldes. Afmelding skal ske med mindst 4 ugers varsel.
Ugetømning af dagrenovation i sommermånederne er hidtil blevet benyttet af knap 2 % af alle husstande. Udfasning af ordningen medfører optimering af og besparelser i driften.
Økonomi
Ændringen i regulativet har ikke økonomiske konsekvenser for Middelfart Kommune.
Høring
Regulativet har været i offentlig høring i 4 uger. Der er ikke indkommet hørringssvar i perioden.
Klima & bæredygtighed
Der er en tæt sammenhæng mellem affaldsmængder, sortering og klima og miljø. Regulativet skal på bedst mulig måde understøtte husholdningerne i kommunens mulighed for affaldsforebyggelse og -sortering, hvilket kommer klimaet og miljøet til gavn.
Beslutning
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Godkendt.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
188. Politiske mål - midtvejsevaluering
Sagsnummer: 2022-005491
Sagsbehandler: Vibeke Nørby
Præsentation
Byrådet har i 2022 vedtaget 4 årige politiske mål for hvert udvalgsområde. Der foretages nu en midtvejsevaluering af arbejdet med målene på alle udvalgs januarmøder.
Forvaltningen foreslår
- at udvalget evaluerer arbejdet med målene i den første halvdel af perioden, og
- at udvalget kommer med bemærkninger og ønsker til arbejdet med målene i resten af perioden.
Sagsbeskrivelse
Byrådet har vedtaget politiske mål 2022 - 2025 for alle udvalg. Målene kan samlet ses på hjemmesiden https://www.middelfart.dk/vision og er vedlagt som bilag.
I lighed med sidste byrådsperiode foretages der en midtvejsevaluering af målene i de enkelte udvalg.
Der er for udvalgets politikområde lavet en status på udvalgets politiske mål: Gennemførte indsatser og resultater, en vurdering af fremdriften på de enkelte indsatser og hvad næste skridt er. Dette vedlægges som bilag.
Udvalget bedes på mødet evaluere arbejdet med målene og udvalgets bemærkninger og ønsker for resten af perioden vil blive noteret (tom kolonne i skemaet).
Økonomi
Ingen.
Høring
Ingen.
Klima & bæredygtighed
Realisering af de politiske mål for byrådsperioden 2022 - 2025 har i sagens natur forskelligt klimaaftryk. Noget bidrager positivt, andet negativt.
I udvalgenes vurdering af og ønsker til det fremadrettede arbejde i resten af valgperioden må det indgå, hvordan arbejdet med de politiske mål kan bidrage positivt og bæredygtigt i forhold til klimaudfordringen og reduktion af drivhusgasudledning.
Beslutning
Arbejdet med målene er evalueret.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Behandlingsplan
Arbejdet med målene er evalueret.
Jacob Nielsen deltog ikke i sagens behandling.
Bilag
189. Orientering
Sagsbehandler: Monika Hedelund
Præsentation
Forvaltningen foreslår
Sagsbeskrivelse
Økonomi
Høring
Klima & bæredygtighed
Beslutning
Orientering givet:
- Naturpark Lillebælt
- Projekter i Kærby Ege
- Status på arbejde med velfærdstjekkets anbefalinger på Ungeområdet ultimo 2023.
Behandlingsplan
Orientering givet:
- Naturpark Lillebælt
- Projekter i Kærby Ege
- Status på arbejde med velfærdstjekkets anbefalinger på Ungeområdet ultimo 2023.